04-06-2009, 11:18 PM
En jæger "fra byen" gik en tur med hund og bøsse et godt stykke ude "wejst å". Hunden rejser en stor, flot fasankok, som jægeren nedlægger i et flot, langt bagskud. Uheldigvis falder fuglen nogle meter inde på naboterrænnet.
"Byjægeren" lægger forsigtigt bøssen i græsset og ser sig omkring. Der er ingen mennesker at se i miles omkreds. Han lister forsigt ind på naboterrænnet og finder den dødskudte fasan.
Men da han bøjer sig ned for at samle fuglen op, lyder der bag ham "hva' dæwlen lawer do å mi juer"? Han vender sig og ser en kæmpe mand i blå kedeldragt kommer hen imod sig.
Byjægeren forsøger at forklare og undskylde, men det bider ikke rigtigt på bonden. Jægeren vil grumme gerne beholde fasanen, men da bonden begynder at tale om at tilkalde den lokale landbetjent, tilbyder han omgående at aflevere fuglen.
"Njaaaa", siger bonden. "De ær jo hæller æ hilt rimli. De war jo dæ da skø kræet. Æ tøws wi ska sparke kugler åm æ fowl".
"Sparke kugler?" spørger byjægeren. "Den er jeg ikke helt sikker på, at jeg kender".
"De ær møj næmt", forklarer bonden. "Føst sparker a dæ i kugler'n - så sparker do mæ å sår'n blywer wi we te jen a os æ ka' reis sæ op. Ham der stor op te sædst får æ fowl".
Jægeren overvejer kort situationen, men udsigten til både at miste fasen og jagttegn hvis landbetjenten tilkaldes får ham til at tage imod udfordringen.
Jægeren stiller sig med let skrævende ben og bonden tager et par skridts tilløb og planter en stor gummistøvle tungt i skridtet på jægeren. Han ser sol, måne og stjerner og går i græsset som ramt af lynet.
Da jægeren efter at have sundet sig i en rum tid med stort besvær kommer på benene, og langsomt begynder at fornemme hævnens sødme ved udsigten til at skulle losse bondens testikler op i maven på ham, står bonden smilende med fasanen i hånden og siger: "Mæns do low å åd a græsset kom a te å tænk på, at a æ bryer mæ om sårn ei sej gammel kok-kræ - så behol do bare æ fasan....."
"Byjægeren" lægger forsigtigt bøssen i græsset og ser sig omkring. Der er ingen mennesker at se i miles omkreds. Han lister forsigt ind på naboterrænnet og finder den dødskudte fasan.
Men da han bøjer sig ned for at samle fuglen op, lyder der bag ham "hva' dæwlen lawer do å mi juer"? Han vender sig og ser en kæmpe mand i blå kedeldragt kommer hen imod sig.
Byjægeren forsøger at forklare og undskylde, men det bider ikke rigtigt på bonden. Jægeren vil grumme gerne beholde fasanen, men da bonden begynder at tale om at tilkalde den lokale landbetjent, tilbyder han omgående at aflevere fuglen.
"Njaaaa", siger bonden. "De ær jo hæller æ hilt rimli. De war jo dæ da skø kræet. Æ tøws wi ska sparke kugler åm æ fowl".
"Sparke kugler?" spørger byjægeren. "Den er jeg ikke helt sikker på, at jeg kender".
"De ær møj næmt", forklarer bonden. "Føst sparker a dæ i kugler'n - så sparker do mæ å sår'n blywer wi we te jen a os æ ka' reis sæ op. Ham der stor op te sædst får æ fowl".
Jægeren overvejer kort situationen, men udsigten til både at miste fasen og jagttegn hvis landbetjenten tilkaldes får ham til at tage imod udfordringen.
Jægeren stiller sig med let skrævende ben og bonden tager et par skridts tilløb og planter en stor gummistøvle tungt i skridtet på jægeren. Han ser sol, måne og stjerner og går i græsset som ramt af lynet.
Da jægeren efter at have sundet sig i en rum tid med stort besvær kommer på benene, og langsomt begynder at fornemme hævnens sødme ved udsigten til at skulle losse bondens testikler op i maven på ham, står bonden smilende med fasanen i hånden og siger: "Mæns do low å åd a græsset kom a te å tænk på, at a æ bryer mæ om sårn ei sej gammel kok-kræ - så behol do bare æ fasan....."
]