15-06-2005, 01:52 PM
Læste lige om B.S. Christiansens erfaring med at affyre en .50 BMG.
Her uddrag fra hans bog:
- og trykket ved affyringen af så kraftigt et våben var en historie for sig. De tunge sniperrifler var udstyret med en såkaldt rekyl-bremse, der sendte gastrykket ved pibemundingen bagud og derved lettede trykket på skyttens skulder. Til gengæld fandt jeg ud af, at det gav anledning til andre udfordringer. Da jeg havde ansvaret for eksperimenterne, var jeg den første, der affyrede et 12,7 mm projektil fra et lukket rum. Det gjorde jeg kun en gang.
Eksperimentet foregik i Oksbøl, og jeg havde lagt mig på et bord for at skyde ud over terrænet gennem en lille åbning. Da jeg trykkede af,
blev alt tåget omkring mig, og det tog lidt tid inden jeg fandt ud af hvad der var sket. Al støv og skidt i rummet var blevet hvirvlet op, og alt, hvad der hang på væggene, var blevet blæst ned. Alt, hvad der kunne vælte, var væltet, og jeg havde blodsmag i munden.
Rummet så ud, som om en orkan havde passeret igennem det, og af en eller anden grund havde jeg ondt i knæskallerne længe efter.
Siden oplevede jeg folk få næseblod og blodsprængninger i øjnene af sådan en affyring, og vi fandt hurtigt ud af, at vi måtte opgive rekylbremsen, hvis sådan et våben skulle affyres med den tunge ammunition fra et lukket rum.
Når affyringen skulle foregå i fri luft, indførte vi en sikkerhedsafstand på fem meter mellem skytterne.
Fra affyringen til målet blev ramt, gik der op til et par sekunder alt efter afstanden - til gengæld var effekten stor. Kuglen gik direkte igennem alt fra mure og biler til flyskrog.
Her uddrag fra hans bog:
- og trykket ved affyringen af så kraftigt et våben var en historie for sig. De tunge sniperrifler var udstyret med en såkaldt rekyl-bremse, der sendte gastrykket ved pibemundingen bagud og derved lettede trykket på skyttens skulder. Til gengæld fandt jeg ud af, at det gav anledning til andre udfordringer. Da jeg havde ansvaret for eksperimenterne, var jeg den første, der affyrede et 12,7 mm projektil fra et lukket rum. Det gjorde jeg kun en gang.
Eksperimentet foregik i Oksbøl, og jeg havde lagt mig på et bord for at skyde ud over terrænet gennem en lille åbning. Da jeg trykkede af,
blev alt tåget omkring mig, og det tog lidt tid inden jeg fandt ud af hvad der var sket. Al støv og skidt i rummet var blevet hvirvlet op, og alt, hvad der hang på væggene, var blevet blæst ned. Alt, hvad der kunne vælte, var væltet, og jeg havde blodsmag i munden.
Rummet så ud, som om en orkan havde passeret igennem det, og af en eller anden grund havde jeg ondt i knæskallerne længe efter.
Siden oplevede jeg folk få næseblod og blodsprængninger i øjnene af sådan en affyring, og vi fandt hurtigt ud af, at vi måtte opgive rekylbremsen, hvis sådan et våben skulle affyres med den tunge ammunition fra et lukket rum.
Når affyringen skulle foregå i fri luft, indførte vi en sikkerhedsafstand på fem meter mellem skytterne.
Fra affyringen til målet blev ramt, gik der op til et par sekunder alt efter afstanden - til gengæld var effekten stor. Kuglen gik direkte igennem alt fra mure og biler til flyskrog.
])
][
!]