Nedenfor en lille historie om de kommende 8 års udvikling i den hjemlige andedam. Vi må hellere se at få lært kinesisk og rykke fjernøst over [
!][
!]
> Det var en kold vintermorgen i 2019, da chefduoen for EU's Krisefond,
> Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa
> direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og
> finansminister Ole Sohn ventede.
>
> Med sig i bagagen havde de et diktat til den danske regering om
> sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent.
>
> De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i
> Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015.
>
> Men hvordan var det kommet så vidt?
>
>
>
> En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som
> statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011.
>
> Det store flertal af vælgere på overførselsindkomst og offentligt
> ansatte havde - med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen - givet
> hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten.
>
> V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene og forberedte sig på
> mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et
> forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre.
>
> Ole Sohn fik en af SF's otte ministerposter.
>
>
>
> Hvis Warszawapagtens angrebsplaner med succes var blevet gennemført i
> 1988, ville han som formand for Danmarks Kommunistiske Parti
> formentlig være blevet indsat som statsminister i Danmark, men posten
> som erhvervs- og skatteminister var dog et godt springbræt til den
> videre karriere.
>
>
>
> Allerede den første røde finanslov varslede nye tider, og den røde
> regering gennemførte til punkt og prikke programpunkterne fra 'Fair
> forandring'.
>
> Efterlønnen blev fredet, og der blev i første omgang indført 8,5 mia.
> kr. i nye erhvervsskatter i tillæg til de 2 mia. kr. i særlige
> bankskatter.
>
> Der blev indført ekstra skat på cigaretter, sukker, sodavand og slik
> for 4 mia. kr. og 2 mia. ekstra i bilafgifter.
>
> En million danskere fik en ekstra hilsen i form af beskatning af deres
> arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring, og 'de rige' skulle ydermere
> betale med 5 pct. højere marginalskatter på såvel arbejds- som
> kapitalindkomst og et loft over fradrag for pensionsindbetalinger.
>
> Hertil kom en ny aktieomsætningsafgift på 4 mia. kr.
>
>
>
> Statsministeren måtte senere »med beklagelse« konstatere, at
> lønmodtagerne ved urafstemninger valgte at takke nej til at arbejde de
> ekstra 12 minutter, hvorfor det yderligere finansieringsbehov på 15
> mia. kr. skulle inddækkes.
>
>
>
> Løsningen lå lige for: En »beklagelig«, men nødvendig kraftig
> forhøjelse af boligskatterne for 'de rige' og fjernelse af
> rentefradragsretten kombineret med øget offentlig låntagning.
>
>
>
> Midtvejs i 2014 gik landets økonomiske vækst i stå som følge af
> stigende renter og mangel på arbejdskraft.
>
> Erhvervslivets investeringer faldt markant, tilgangen til
> efterlønsordningen steg, og underskuddet på de offentlige finanser
> voksede.
>
> Regeringens svar kom direkte fra SF's plan 'Ny vækst - nye job':
> Fremrykkede (om end ulønsomme) investeringer for 10 mia. kr., en
> »innovativ offentlig indkøbspolitik«, »friere budgetrammer for
> kommuner og regioner og ret til at stifte gæld« og »igangsætning af
> innovationsprojekter hos alle offentlige myndigheder« og »statslig
> udvælgelse af fremtidens vindere«.
>
> De fremrykkede offentlige »investeringer« og afskaffelse af den
> »stramme« budgetstyring af kommunerne - førte til øgede kommuneskatter
> og yderligere offentlig låntagning.
>
>
>
> Valget i 2015 gav - traditionen tro - regeringen endnu en valgperiode
> og et styrket mandat.
>
> En frustreret opposition kunne på trods af henvisningen til en stribe
> skræmmende økonomiske nøgletal - herunder at Danmark som det eneste
> europæiske land var i recession - konstatere, at VK sammen med Liberal
> Alliance kun havde fået stemmer svarende til de 28 procent af
> vælgerne, som fortsat var i privat beskæftigelse.
>
> Dansk Folkeparti fik et godt valg og gik nu - efter Pia Kjærsgaards
> pensionering - efter at søge indflydelse hos regeringen, ikke mindst
> for at forbedre vilkårene for 'de svage'.
>
>
>
> Den røde regerings udfordringer begyndte nu for alvor at vokse.
>
> De private virksomheders konkurrenceevne var faldet markant (udbuddet
> af arbejdskraft til erhvervslivet var faldende og lønningerne derfor
> stigende), og investeringerne fra ind- og udland var næsten tørret ud
> på grund det internationalt set uhørt høje skattetryk på personer og
> virksomheder.
>
> Det havde heller ikke hjulpet på investeringslysten med en nærlæsning
> af SF's principprogram om at »skulle gøre ende på det kapitalistiske
> samfunds forskellige former for udbytning, underordning og
> undertrykkelse« og med udenrigsminister Villy Søvndals forslag om
> indførelse af økonomisk demokrati.
>
> Samtidig betød S-SF's konsekvente gennemførelse af klimaplanen i sig
> selv et årligt dræn i statskassen på over 30 mia. kr. - genindførelsen
> af formueskatten og en tredobling af arveafgifterne bidrog kun med en
> tiendedel af det beløb.
>
>
>
> Protesterne fra erhvervslivet og de økonomiske eksperter faldt for døve
> ører.
>
> Virkningerne af befolkningens aldring slog nu for alvor igennem,
> samtidig med at finansieringskilderne i det private erhvervsliv
> begyndte at tørre ud.
>
> Underskuddet på statens finanser var på vej mod græsk niveau, og
> renten på 18 procent mindede om Anker Jørgensens regeringstid.
>
> Boligejere med variabelt forrentede lån blev sat på gaden i hobetal.
>
> Udflytningen af resten af Novo Nordisk og Novozymes til Schweiz og af
> A.P. Møller - Mærsk til det borgerlige Sverige føjede kun spot til
> skade for en regering, som ikke kunne søge trøst i de efterhånden
> store underskud i de nye offentligt ejede virksomheder og i det næsten
> totale fravær af nystartede private erhvervsvirksomheder.
>
> Mange familieejede virksomheder var lukket eller flyttet til udlandet
> eller havde - tvunget af formue- og arveskat - solgt deres virksomhed
> til det nu helt statsstyrede ATP.
>
>
>
> I begyndelsen af 2017 kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere,
> at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en
> »klokkeklar« aftale med den kinesiske regering.
>
> Finansministeren erkendte, at landet havde »alvorlige økonomiske
> udfordringer«, men at dette var en naturlig og nødvendig fase i
> overgangen til det socialistiske samfund.
>
> Han kunne henvise til SF's princip- og perspektivprogram:
>
>
>
> »SF vil et socialistisk samfund. Det betyder, at den socialistiske
> markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og
> råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle
> sektor«.
>
> I sommeren 2019 kunne statsminister Helle Thorning-Schmidt konstatere,
> at Danmark stod med verdens i særklasse største offentlige sektor og
> med over 60 procent af vælgerne på overførselsindkomst.
>
> Men landets erhvervsliv var bragt til standsning, i det omfang det
> ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens
> rand.
>
>
>
> Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store
> træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine
> principprogrammer - og at den havde haft vælgernes opbakning til den
> førte politik.
>
> Tiderne havde blot været ugunstige.
>
>
>
> Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for
> finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage
> Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere
> stemmer end Socialdemokratiet.
>
>
>
> Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på
> Marienborg.
>
Tillykke til de røde [
!][
!][
!]
/bundgaard