01-11-2013, 11:13 PM
En lille historie, udsprunget fra min kære legekammerat – Slædehunden Møffe
Som i nok ved så har jeg jo tilbragt overordentlig lang tid i en by langt mod nord – Qaanaaq.
Qaanaaq er en by med en stor fangerkultur, og dermed slædehunde som de gør stor brug af om vinteren.
Man kan måske spørge sig selv, skal man købe en snescooter – eller tage springet og få sig nogle slædehunde.
Nåja, det er jo Grønland, og idet en snescooter kan gå i stykker, så er slædehundene nu engang mere driftsikre og skal derfor passes godt på.
Af samme årsag ville jeg så købe en stor pose hundemad af en god kvalitet til min slædehund Møffe. Den skulle jo have det bedste, da den jo er en dejlig kammerat at have.
Umiddelbart foran mig i kasselinien i Pilersuisoq-butikken står en lille grønlandsk dame. Hun er som andre i Qaanaaq en imødekommende og glad dame, så hun fyrer da lige et spørgsmål af ”Nå, du har hund.?” for ligesom at komme i snak med mig.
Jeg havde imidlertid småtravlt og havde mange ting i tankerne, så var måske i lidt dårligt humør den dag – men det kunne hun jo ikke vide, men alligevel tænkte jeg ”Ja, selvfølgelig har jeg en hund, hvad tænker hun… skulle jeg have en elefant og stadig købe hundemad.?”
Alligevel fløj det ud af mig, (spasmager som jeg er) ”Øhh.? Nej, jeg har faktisk ikke hunde. Men jeg har bare tænkt på at starte Pedigree-Pal kuren igen.”
Hun spurgte ”Du har ikke hund, men vil starte en kur.?”
Fast besluttet på at lave lidt sjov i gaden, der kørte jeg videre på joken. ”Ja, jeg burde egentlig ikke starte kuren op igen, men sidste gang jeg prøvede Pedigree Pal kuren, der tabte jeg lidt over 25kg på bare 12 dage og jeg kunne sikkert have tabt 30 kg, hvis jeg ikke var røget på hospitalet sidste gang. Jeg vågnede nemlig pludselig op på intensiv afdelingen med slanger ind OG UD af enhver kropsåbning, et drop i hver arm med væske, samt en slange ned i halsen med næring. ”
Jeg kunne nu se at jeg havde hendes TOTALE opmærksomhed – og hun anede ikke at alle de andre stod og smågrinede af historien.
Jeg fortalte videre ”Det er jo den perfekte diæt fordi hundemad jo indeholder alt hvad kroppen har behov for så det er skam ganske sikkert, plus det kommer i forskellige smagsvarianter. Det er en smule tørt, men alligevel en ok løsning. For hundemaden er jo små hårde piller, og hver gang man bliver sulten så snupper man lige en pille eller to og gumler på dem. Det tager sulten. Det virkede jo så godt sidste gang – så nu har jeg altså besluttet at prøve igen.”
Den søde dame stod nu med STORE øjne og kiggede FORFÆRDET på mig, og spurgte ind til hvorfor jeg endte på hospitalet og hvorfor jeg dog ville prøve kuren igen, siden jeg jo endte på hospitalet sidste gang. Hun var jo bekymret og ville skam kun mit bedste. ”Jamen kunne du godt tåle hundemaden.?”
Hvortil jeg svarede ”Jo, det kunne jeg godt. Det smager faktisk også pragtfuldt. Den med kylling smager dog ikke rigtig af noget, men den med oksekød er faktisk rigtig god. – men det var ikke så meget hundemaden der gjorde udfaldet. Det var de 12 dage på ren hundemad der gjorde, at da jeg så en slædehund på den anden side af gaden, der SKULLE jeg bare over og snuse den bagi – og så blev jeg ramt af skraldebilen.”
Manden bag mig der også havde overhørt historien, grinede så meget at jeg troede han ville få et hjerteslag – den søde lille dame besvimede til sidst……
Og jeg må ikke handle ind i den Pilersuisoq-butik mere.
Polarbears walk a lonely path..
But we sometimes do kick back, relaxes and downs a beer. =o)
Som i nok ved så har jeg jo tilbragt overordentlig lang tid i en by langt mod nord – Qaanaaq.
Qaanaaq er en by med en stor fangerkultur, og dermed slædehunde som de gør stor brug af om vinteren.
Man kan måske spørge sig selv, skal man købe en snescooter – eller tage springet og få sig nogle slædehunde.
Nåja, det er jo Grønland, og idet en snescooter kan gå i stykker, så er slædehundene nu engang mere driftsikre og skal derfor passes godt på.
Af samme årsag ville jeg så købe en stor pose hundemad af en god kvalitet til min slædehund Møffe. Den skulle jo have det bedste, da den jo er en dejlig kammerat at have.
Umiddelbart foran mig i kasselinien i Pilersuisoq-butikken står en lille grønlandsk dame. Hun er som andre i Qaanaaq en imødekommende og glad dame, så hun fyrer da lige et spørgsmål af ”Nå, du har hund.?” for ligesom at komme i snak med mig.
Jeg havde imidlertid småtravlt og havde mange ting i tankerne, så var måske i lidt dårligt humør den dag – men det kunne hun jo ikke vide, men alligevel tænkte jeg ”Ja, selvfølgelig har jeg en hund, hvad tænker hun… skulle jeg have en elefant og stadig købe hundemad.?”
Alligevel fløj det ud af mig, (spasmager som jeg er) ”Øhh.? Nej, jeg har faktisk ikke hunde. Men jeg har bare tænkt på at starte Pedigree-Pal kuren igen.”
Hun spurgte ”Du har ikke hund, men vil starte en kur.?”
Fast besluttet på at lave lidt sjov i gaden, der kørte jeg videre på joken. ”Ja, jeg burde egentlig ikke starte kuren op igen, men sidste gang jeg prøvede Pedigree Pal kuren, der tabte jeg lidt over 25kg på bare 12 dage og jeg kunne sikkert have tabt 30 kg, hvis jeg ikke var røget på hospitalet sidste gang. Jeg vågnede nemlig pludselig op på intensiv afdelingen med slanger ind OG UD af enhver kropsåbning, et drop i hver arm med væske, samt en slange ned i halsen med næring. ”
Jeg kunne nu se at jeg havde hendes TOTALE opmærksomhed – og hun anede ikke at alle de andre stod og smågrinede af historien.
Jeg fortalte videre ”Det er jo den perfekte diæt fordi hundemad jo indeholder alt hvad kroppen har behov for så det er skam ganske sikkert, plus det kommer i forskellige smagsvarianter. Det er en smule tørt, men alligevel en ok løsning. For hundemaden er jo små hårde piller, og hver gang man bliver sulten så snupper man lige en pille eller to og gumler på dem. Det tager sulten. Det virkede jo så godt sidste gang – så nu har jeg altså besluttet at prøve igen.”
Den søde dame stod nu med STORE øjne og kiggede FORFÆRDET på mig, og spurgte ind til hvorfor jeg endte på hospitalet og hvorfor jeg dog ville prøve kuren igen, siden jeg jo endte på hospitalet sidste gang. Hun var jo bekymret og ville skam kun mit bedste. ”Jamen kunne du godt tåle hundemaden.?”
Hvortil jeg svarede ”Jo, det kunne jeg godt. Det smager faktisk også pragtfuldt. Den med kylling smager dog ikke rigtig af noget, men den med oksekød er faktisk rigtig god. – men det var ikke så meget hundemaden der gjorde udfaldet. Det var de 12 dage på ren hundemad der gjorde, at da jeg så en slædehund på den anden side af gaden, der SKULLE jeg bare over og snuse den bagi – og så blev jeg ramt af skraldebilen.”
Manden bag mig der også havde overhørt historien, grinede så meget at jeg troede han ville få et hjerteslag – den søde lille dame besvimede til sidst……
Og jeg må ikke handle ind i den Pilersuisoq-butik mere.
Polarbears walk a lonely path..
But we sometimes do kick back, relaxes and downs a beer. =o)