Våbenteknisk Forum - VTF

Fuld Version: Jagtleje og fugleinfluenza
Du ser i øjeblikket en skrabet udgave af vores indhold. Se den fulde version med ordentlig formatering.
Jagtlejere kan IKKE forsikre sig ud af fugleinfluenza-problematikken

Jagtlejere kan ikke forsikre sig imod tabt
jagt i forbindelse med fugleinfluenzaen.
I forbindelse med udbruddet af fugleinfluenza herhjemme, hersker der – naturligt nok – en del forvirring om, hvordan man som jagtlejer skal forholde sig til fremtiden.

Danmarks Jægerforbund har i den forbindelse været ude at undersøge muligheden for at forsikre sig mod eventuelle tab i forbindelse med et jagtforbud på grund af fugleinfluenzaen, men det har indtil videre ikke været muligt at finde et selskab, der vil indgå forsikringsaftaler af en sådan karakter.

Henning Toftager, der er direktør i forsikringsmæglervirksomheden RTM, som Danmarks Jægerforbund arbejder sammen med, fortæller, at alle de selskaber, RTM har haft kontakt til, har afvist, at indgå aftaler på dette område.

- Det er et meget vanskeligt område, som det ser ud lige nu. Meget tyder jo på, at meste af Danmark vil kunne blive ramt af et forbud i løbet af kort tid, og det gør naturligvis, at forsikringsselskaberne ikke har den store interesse i at indgå aftaler på området, siger Henning Toftager.

Han forklarer, at man – udover de traditionelle danske forsikringsselskaber - også har haft kontakt til flere udenlandske selskaber.

- Alle som en har de afvist at forsikre jagtlejerne imod tab, og det overrasker mig ikke. Som situationen med fugleinfluenzaen ser ud i Danmark lige p.t., så svarer det til, at man forsøger at tegne en brandforsikring på et hus, der allerede står i lys lue, og det er der altså heller ikke mange forsikringsselskaber, der er villige til.

Henning Toftager gør i øvrigt opmærksom på, at situationen er fuldstændig den samme for jagtudlejerne, der heller ikke har nogen mulighed for at forsikre sig imod tabte indtægter på grund af fugleinfluenzaen.
-HUS

Danmarks Jægerforbunds direktør Jørgen Damgaard kommer her med nogle forslag til, hvad man som jagtlejer kan stille op i den nuværende situation.

Nye kontrakter
Risikoen for mulige ændringer i lovgivningen samt mulige lokale forbud og påbud bør der tages højde for i nye kontrakter.
En måde at gøre det på er sammen med udlejer at sætte værdi på de forskellige jagtmuligheder. Nemmest gøres det formentlig i procent af jagtlejen – her kommer et eksempel:

Bukkejagt: 20 %
Råvildtjagt i øvrigt: 10 %
Jagt på udsatte ænder: 10 %
Jagt på udsatte fasaner: 40 %
Duejagt: 10 %
Anden jagt: 10 %
Jagtleje i alt: 100 %

Kommer der et forbud mod udsætning af ænder på grund af fugleinfluenza, reduceres lejen med 10 %. Er der forbud mod udsætning af fasaner, reduceres lejen med 40 %. Kommer der eksempelvis forbud mod al jagt på fuglevildt, reduceres jagtlejen til de 30 %, som værdien af jagt på klovbærende vildt er aftalt til. Der findes sikkert mere raffinerede metoder, men foranstående kan klare de fleste behov.

Der kan dog også være andet at tage hensyn til. Hvis eksempelvis udsætningen af fasaner er gået som vanligt og helt efter reglerne, og der den 30. september konstateres fugleinfluenza på eller i nærheden af reviret, kan det muligvis betyde jagtforbud på fasanerne – og hvad så?

Der er aftalefrihed, så det er, hvad udlejer og lejer kan blive enige om, der gælder.

Jeg ser det som en mulighed, at jagtlejeren bærer risikoen ved udgifterne til udsætning, mens det er udlejeren, der må finde sig i at få jagtlejen begrænset – i ovennævnte tilfælde med 40 % – fordi jagt på udsatte fasaner bliver umuliggjort. Andet kan dog som nævnt aftales.

Løbende aftaler
I de færreste løbende aftaler er der taget højde for de nævnte tilfælde, hvorfor det nemt kan komme til en strid mellem udlejer og lejer om, hvordan økonomien skal håndteres, hvis der kommer udsætningsforbud, udsætningsbegrænsning eller jagtforbud.

Mig bekendt findes der ikke domme på området, men hvis nogen kender fortilfælde afgjort ved domstolene, hører jeg gerne om det.

Uden en relevant domspraksis er det selvfølgelig med nogen usikkerhed, jeg kan give et bud på, hvordan det økonomiske mellemværende mellem lejer og udlejer vil blive løst af en dommer.

Men det vil formentlig blive helt efter samme retningslinjer, som jeg har beskrevet som hensigtsmæssige i en ny aftale.

Da det ikke på forhånd mellem parterne er aftalt, hvor meget jagt på eksempelvis udsatte fasaner skal sættes til, kan det give anledning til vurderinger og diskussioner, men efter min erfaring er det ikke særligt vanskeligt at fordele værdien af de forskellige jagtformer på den samlede jagtleje.

Er værdien af jagt på udsatte fasaner konkret 50 %, må jagtlejen reduceres med 50 %, medens jagtlejeren må bære den økonomiske risiko ved at have bestilt kyllinger og måske udsat og fodret kyllingerne, inden der kom et jagtforbud.

Lad os håbe, at vi ikke får brug for beregningerne af mistede jagtmuligheder, men står man over for fornyelse af en kontrakt eller indgåelse af en ny kontrakt, er det i høj grad tilrådeligt at få aftalt en løsning på problemerne, før de opstår.

Den gode jagtlejekontrakt er konfliktforebyggende, og kan man ikke finde løsningen på en foreløbig teoretisk konflikt, er det ikke forventeligt, at det bliver nemt at finde løsningen på en aktuel konflikt.
JD

Mvh
Kim

Jeg er ikke fejlfri,men det er så tæt på at det skræmmer mig.