Våbenteknisk Forum - VTF

Fuld Version: Rålam og høstmaskiner - en farlig cocktail
Du ser i øjeblikket en skrabet udgave af vores indhold. Se den fulde version med ordentlig formatering.
Når høsten af grøntafgrøder i de nærmeste dage for alvor sætter ind, er det med stor risiko for de nye rålam til følge. Mange rålam gemmer sig nemlig på markerne

01-06-2006 - Dyr i naturen

Når rålam fornemmer en fare, trykker de sig imod jorden i stedet for at løbe væk. Denne adfærd gør dem meget svære at se og dermed meget svære at undvige. Mange rålam bliver derfor påkørt. Ikke alle lam dør øjeblikkeligt. Mange bliver lemlæstede og ligger og skriger og spræller, inden de bliver opdaget. En meget ubehagelig situation, som dog kan undgås med omtanke og tålmodighed.

Man kan forebygge påkørsel på flere måder. Skræmmemidler kan opsættes før høst, f.eks. i form af pæle med balloner eller plastikposer, der hele tiden bevæger sig i vinden. Det kan tit få moderen til at flytte sit lam et andet sted hen. Man kan også bede en jæger fra Jægerforbundets Vildtredderkorps om at gå gennem marken med hunde lige før høst. Finder hundene et rålam, lægger jægeren det stille og roligt over til siden i skoven eller hegnet. Her finder moderen det altid igen. Man kan også montere varmedetektorer, også kaldet vildtsensorer, på høstmaskinerne.

Ingen af metoderne er 100% sikre, da råvildtet har en vis evne til at vænne sig til skræmmemidler. Men kombinerer man metoderne, er det muligt at forhindre mange påkørsler.

Problemet er vokset
Problemet med påkørsler af rålam er ikke nyt, men det er blevet større over årene.
Der er kommet flere rådyr, og de har spredt sig ud i det åbne landskab. Det er sket som en konsekvens af, at der er kommet vinterafgrøder, og flere brede læhegn er blevet plantet. Fra at være et udpræget skovdyr er råvildtet blevet et slettedyr. Rålammene kan derfor forekomme i en hvilken som helst mark med grøntafgrøder.

Et andet problem er, at høstmaskinerne er blevet større og hurtigere end før. Farten under en høst er i dag kommet op på 17-18 km i timen. Det betyder, at landmanden har langt færre chancer for at undgå påkørsel end før. Maskinernes størrelse betyder også, at han ikke mærker, når han kører et rålam over.

Dyrenes Beskyttelse vil anbefale alle de landmænd, som i de nærmeste dage sætter foden på den store speeder i høstmaskinen, om at være meget opmærksomme på rålam. En god idé er at følge rådene som anført ovenfor og bruge sin sunde fornuft. På den måde kan megen lidelse blive undgået.

Jægerforbundet har tlf. 3672 4200. Her kan man blive henvist til den nærmeste vildtredder, som også gerne hjælper med at opsætte skræmmemidler.

.....når bare man har nok penge og krudt.....så går det ikke aldrig helt galt :-)

Favourite Quote: Vi løser ikke vore problemer ved at tænke på samme måde, som da vi skabte dem.....(Albert Einstein)