Våbenteknisk Forum - VTF

Fuld Version: Stor deltagelse ved valgmøde i DJ
Du ser i øjeblikket en skrabet udgave af vores indhold. Se den fulde version med ordentlig formatering.
[Big Grin]500[Big Grin]

Stor deltagelse til fremadrettet valgmøde

Spørgelysten var stor blandt tilhørerne til
valgmødet i Ringsted
Ikke mindre end 127 af 138 mulige repræsentanter for regionerne på Sjælland, i København og på Bornholm i form af jagtforenings-formænd, kredsformænd, regionsformænd, hovedbestyrelses-medlemmer samt øvrige delegerede til repræsentant-skabsmødet d. 17. juni, mødte veloplagte op til formands-kandidatmøde i går aftes i Ringsted.

De tre kandidater, Ole Roed Jakobsen, Karl Villumsen og Jens Hangaard Nielsen, præsenterede sig selv efterfulgt af deres respektive politiske valgprogram.

Jens Hangaard kiggede ikke unaturligt tilbage på en meget turbulent tid i Jægerforbundet det sidste års tid. Holdningen fra den fungerende formand er ikke til at tage fejl af; der skal ses fremad, og der skal trækkes på samme hammel i hele forbundet, som Jens Hangaard flere gange pointerede.

Hangaard vil desuden arbejde for at Danmarks Jægerforbund samles ét sted i landet, så man kan få skabt samme virksomhedskultur.

Karl Villumsen, regionsformand i region 4, var meget enig med den fungerende formand om, at der skal skabes ro i forbundet, og ønskede igen et Jægerforbund gennemsyret af tillid på alle niveauer.

Han ønskede ikke at præsentere fikse og færdige visioner på nuværende tidspunkt, til gengæld forsikrede han, at han ville gøre alt for at klinke skårene uden den mindste hævntørst, så forbundet kan komme videre.

Ole Roed Jakobsen tog udgangspunkt i fremtiden og ønskede en betydelig mere offensiv strategi i Jægerforbundet. De mange jagtambassadører – medlemmerne – skal bruges mere aktivt i kampen for at fremme Jægerforbundets interesser.

Blandt mærkesagerne kan nævnes, at Ole Roed Jakobsen i højere grad ønsker at bruge Jægerforbundets natursyn. Det ligger ham også meget på sinde, at DJ er til for medlemmerne og ikke omvendt, og at kerneopgaverne i Jægerforbundet skal identificeres.

Efter indlæggene var det tid til at stille spørgsmål til kandidaterne. Spørgelysten var stor fra en engageret forsamling, der havde forberedt sig grundigt. Tilsvarende svarede kandidaterne beredvilligt på de mange spørgsmål, der berørte mange forhold og emner, som f.eks.:

Kriterier for den kommende formand, visioner for DJ Kalø, Hvordan kandidaterne stillede sig til at opgive nuværende beskæftigelse og hellige sig formandsposten i DJ, Mulighed for at bruge DJ’s natursyn mere offensivt, samling af DJ ét sted i landet, hvor længe de vil blive siddende i formandsstolen ved valg nu, Danida-projekternes fremtid, holdningen til overforbrug/fryns i forbundet, grundlæggende værdier, der skal bygges på, og hvordan genoprettes den tabte prestige?

Afslutningsvis fik kandidaterne fem minutter til at opsummere deres synspunkter, inden mødets initiativtager, Sonny Persson, regionsformand i region 13, kunne takke samtlige fremmødte inkl. kandidaterne for et godt og konstruktivt valgmøde.

Til redaktionen udtrykker Sonny Persson stor tilfredshed med mødet og dets afvikling.

- Deltagelsen var flot, og de fremmødte kom med seriøse og engagerede spørgsmål til kandidaterne i en sober, positiv tone. Det vidner om en vilje til at se fremad og komme ud af krisen.

Direkte adspurgt om holdningen til kandidaterne, udtaler Sonny Persson, at der på baggrund af efterfølgende udsagn fra de delegerede i region 13 tilsyneladende ikke er opstillet en kandidat, der til fulde opfylder ønskerne til en ny formand.
MSJ

Se mere om kandidaterne HER

Mvh
Kim

Jeg er ikke fejlfri,men det er så tæt på at det skræmmer mig.
Varmt valgmøde i Herning

Efter sommerens hidtil varmeste dag og med VM-bold i fjernsynet – Brasilien ikke mindst – havde kun 70 ud af godt 200 indbudte jyske delegerede fundet vej til Herning, da de tre kandidater til den ledige formandspost i Jægerforbundet i aftes mødte deres vælgere.

De tre kandidater, Ole Roed Jakobsen, Jens Hangaard Nielsen og Karl Villumsen, præsenterede sig selv og fremlagde deres respektive politiske valgprogram.

Ole Roed Jakobsen talte for et mere offensivt Jægerforbund. Medlemmerne skal være jagtambassadører, og det var også en mulighed at tiltrække medlemmer fra andre grønne organisationer, der ikke går på jagt, men som er enige i Jægerforbundets natursyn – en art passivt medlemskab.

- Der ligger også en økonomisk gevinst for Danmarks Jægerforbund, understregede Roed Jakobsen.

Jens Hangaard har både som HB-medlem og fungerende formand nu i et år siddet i orkanens øje. Han er kritisk i forhold til forløbet af Jægerforbunds-sagen, og derfor skal alle politisk valgte i fremtiden på bestyrelseskursus, mener han.

- Nu skal der trækkes på samme hammel, understregede han.

Et led i denne proces skal ifølge Hangaard være, at Danmarks Jægerforbund samles ét sted i landet, så man kan få skabt samme virksomhedskultur.

Dette forslag tilsluttede de to andre kandidater sig, og der udspandt sig en meningsveksling senere på aftenen om dette: Hvor skal det samles? På Kalø eller i trekantområdet, måske. Hvad med Fyn? Eller skal man forsøge at få en aftale med Skov- og Naturstyrelsen, der køber ejendomme op til skovrejsning. Måske der er velplacerede bygninger at få til en rimelig penge?

Karl Villumsen har det at genskabe tilliden til Jægerforbundet som første prioritet. Derfor argumenterede han for et hurtigt valg – på repræsentantskabsmødet på lørdag forstås.
Og så skal der en ny tone til i hovedbestyrelsen.

- De skal tale sig til rette om tingene. Konfrontationer og afstemninger skal vi væk fra, sagde Willumsen, der som Hangaard også talte varmt for ”at få trukket en streg i sandet”.

Stor spørgelyst
Efter indlæggene var der spørgsmål fra salen, og spørgelysten var stor.

Kandidaterne blev spurgt om deres holdning til den topstyring, der hidtil har været gældende i Jægerforbundet: Alle tre vil væk fra denne praksis, og Hangaard måtte som mangeårigt medlem i HB svare særskilt på, hvad han har gjort i denne sag. Han henviste til, at han konstant har arbejdet imod denne udvikling:

- Jeg talte imod mere magt til formanden, men jeg blev stemt ned af resten af HB, sagde Jens Hangaard.

Et andet punkt, hvor der kom markante udmeldinger, var på spørgsmålet om, hvor meget tid, kandidaterne vil lægge i formandsarbejdet.

Alle tre er enige om, at det er et fuldtidsjob. Men hverken Ole Roed Jakobsen eller Karl Willumsen vil brænde deres broer.

- Jeg sælger ikke min (advokat)forretning. Jeg kan sidde som formand i seks år, og derefter vil jeg tilbage til mit fag, men så kun arbejde med sager, der særligt interesserer mig, sagde Willumsen.

Roed Jakobsen gjorde opmærksom på, at han som embedsmand har orlov til sit nuværende politiske arbejde, men han kan ikke bevare denne orlov uendeligt, - så det er klart, at jeg ikke vil være en overgangsfigur i Jægerforbundet!

Der var knubbede ord til Hangaard for hans rolle i arbejdet med Jægerforbunds-sagen, og til Willumsen for hans arbejde som advokat i den meget omtalte hegns-sag i Midtjylland.

Hangaard forsvarede sig med, at han havde reageret, så snart de første bilag kom ham i hænde.

- Men jeres (region 3s, red.) bilag kom frem, da løbet stort set var kørt.

Karl Willumsen påpegede, at det ikke er ham, der har vedtaget loven på det område.

- Loven gælder. Men bliver jeg valgt, vil jeg ikke i min formandstid påtage mig sager – det vil mit kontor heller ikke – som er kontroversielle i forhold til Jægerforbundet.

Stå sammen – uanset valget på lørdag
Aftenen sluttede med, at kandidaterne på fem minutter opsummerede deres synspunkter, inden indbyder og mødeleder, regionsformand Gunnar Malmkjær, region 7 (Ribe amt), sendte de 70 svedige fremmødte ud i den hede sommernat med en opfordring til at stå sammen om den nye formand, enten det bliver ens foretrukne eller ej, der bliver valgt.

- Vi skal videre, sluttede Malmkjær, som selv var godt tilfreds med mødets forløb.

- Men jeg er en smule nervøs. Vi har nok ikke den formandskandidat, der kan samle bredt i Jægerforbundet. En valgsejr på 55-45 eller 60-40 er ikke noget godt valg, synes jeg. Men vi får se på lørdag!
-jory

Mvh
Kim

Jeg er ikke fejlfri,men det er så tæt på at det skræmmer mig.
Strukturdebat i sommervarmen

De tre kandidater til posten som ny formand i Danmarks Jægerforbund mødte i går aftes deres fynske vælgere. På det sidste af fire møder præsenterede Ole Roed Jakobsen, Jens Hangaard Nielsen og Karl Villumsen sig selv for den 40 m/k store forsamling og fremlagde deres respektive politiske valgprogrammer.

Indholdet var naturligt nok identisk med det, der blev sagt aftenen før i Herning (se reportagen ”Varmt valgmøde i Herning”), men på samme vis som i Herning, hvor en samling af Jægerforbundets to afdelinger på ét sted kom til at stå skarpt i debatten, slog også et par emner igennem i går aftes i Ringe – Jægerforbundets fremtidige struktur, først og fremmest.

Det var Ole Roed Jakobsen, der gav bolden op. Han talte for en fuldstændig tilpasning til de kommende fem regioner, der til årsskiftet afløser amterne, når kommunalreformen træder i kraft.

- Vi har så to muligheder: Enten en hovedbestyrelse med kun fem medlemmer, der er valgt i regionerne, samt formand og måske næstformand, eller måske to valgte medlemmer fra hver region, sagde Roed Jakobsen.

- Vi kan også vælge en meget flad struktur, hvor regionsformændene samtidigt er HB-medlemmer. Dermed er der kun to lag mellem foreningerne og toppen i Jægerforbundet!

Karl Willumsen tog ikke direkte stilling til sin modkandidats forslag, men han slog fast, at for ham at se var det afgørende, at Jægerforbundets ledelse er så stærk forankret i lokalområderne, som muligt.

- Ole Roed Jakobsens tanker er konstruktive; de er gode. Personligt mener jeg, at vi har en meget stor hovedbestyrelse i øjeblikket. Det er ikke fremmende for effektiviteten i HBs arbejde.
- Men i øvrigt har jeg ikke noget færdigt svar på stående fod. Det kommer vi til at arbejde videre med.

Jens Hangaard gjorde klart, at han fuldt og helt går ind for en struktur, der matcher regionerne ”ude i samfundet”. - Men vi skal også matche de nye storkommuner, for de overtager forvaltningen af miljøspørgsmål, hvor vi har en mængde interesser. Det skal også med i det udredningsarbejde, der skal til om alt det her.

Kulegravningsudvalget

Fra salen blev kandidaterne spurgt om deres mening om, at kulegravningsudvalget, som siden sidste efterår har styret undersøgelserne af forholdene i Jægerforbundet, nu er nedlagt. Den pågældende mente, at der er meget mere at få undersøgt.

Karl Willumsen: - Udvalget er ikke nedlagt med min stemme. Når anklagemyndigheden har svaret (om der er foregået kriminelle ting. Red.), så kan der godt blive brug for yderligere kulegravning.

Jens Hangaard: Kulegravningen er overstået, og udvalget har afleveret rapporterne. Derfor er udvalget nedlagt. Men vi – HB – har også skrevet til udvalgets medlemmer, at hvis der bliver behov for mere, så vil I høre fra os.

Lig i lasten ?

Formandskandidaterne blev på Fyn konfronteret med et direkte spørgsmål om de havde misbrugt DJ-midler. Erling Lund Hansen spurgte hver enkelt: - Har du en pletfri vandel?

Til det svarede alle tre ”Ja” med høj og klar stemme. Men Jens Hangaard gik videre:
- Jeg ved, at der af nogen snakkes om, at jeg har haft et kamera på urimelig vis. Men der er ikke noget at komme efter. Jeg har en pletfri vandel!

Frit stillet

Aftenens vært, regionsformand Arne Greve, var godt tilfreds med mødets forløb.
- Der er blevet talt klart her i aftenen. Folk har fået svar på alt, og selv om jeg godt kunne have ønsket mig flere deltagere – det fynske møde var som det eneste åbent for alle medlemmer af jagtforeningerne i regionen – så kan jeg dog sige, at så godt som alle delegerede til repræsentantskabsmødet på lørdag var her i aften. Hvis der skal vælges ny formand den dag, så har de et godt grundlag for at stemme på den rigtige.

- Hvem er så den rigtige?
- Kan jeg ikke sige noget om. Alle er frit stillet. Det har vi på forhånd vedtaget – faktisk en halv time før, kandidatmødet gik i gang.

-jory

Mvh
Kim

Jeg er ikke fejlfri,men det er så tæt på at det skræmmer mig.