Våbenteknisk Forum - VTF

Fuld Version: Hvordan ???
Du ser i øjeblikket en skrabet udgave af vores indhold. Se den fulde version med ordentlig formatering.
Hvad er Balistisk coefficient regnet ud fra ???
Jeg troede højest værdien kunne være 1.0 men kan se at en Hornady 0,50 BMG er 1.050 ???

Hilsen Steen
Nu følger en længere udredning - forklaringen på den ballistiske koefficient findes i sidste afsnit. En endnu længere udredning for ydre ballistik finder du her: http://www.riffeljagt.com/A-ydre%20ballistik.htm - hvor du også finder en tegning af standardprojektilet (BC=1.00)

Sectional Density
Udover hastigheden har tre faktorer afgørende betydning for luftmodstandens indflydelse på projektilets bane (projektilets opbremsning): Tværsnitsarealet (som er det areal luftmodstanden virker på), massen og formen.

Generelt kan det siges at jo større massen er i forhold til tværsnitsarealet, jo mindre indflydelse har luftmodstanden på projektilets bane. Hvis vi forestiller os to projektiler af samme størrelse, form og hastighed, men med forskellig masse er det indlysende at det tungeste projektil besidder den største mængde bevægelsesenergi. Luftmodstanden på de to projektiler er imidlertid den samme, hvilket indebærer at de taber den samme energimængde . Men det tunge projektil har mere energi at tappe af og dets forholdsmæssige energitab bliver derfor ikke så stort som det lette projektils. Energitab er i denne forbindelse ensbetydende med hastighedstab - det vil sige, at det lette projektil taber hastigheden hurtigere end det tunge og dets bane afkortes i forhold til det tunge projektils som en konsekvens deraf. Det er derfor, man kan kaste en stålkugle længere end en bordtennisbold. Den internationalt accepterede målestok for masse/tværsnits-forholdet kaldes Sectional Density (Forkortet: SD) og er defineret som forholdet mellem projektilets masse i pund og kvadratet af dets diameter i tommer.

SD = M/D2

Jo større SD er, jo mere effektivt - i ballistisk henseende - er projektilet. Således er tunge projektiler generelt ballistisk bedre end lette i samme kaliber. Moderne jagtriffelprojektilers SD ligger typisk i området fra ca. 0,10 til ca. 0,35

Form Factor
Som tidligere nævnt har også formen afgørende indflydelse på projektilets ballistiske egenskaber. Vi har derfor brug for et “mål” på formen. I 1881 gennemførte Krupp i Tyskland en serie særdeles omfattende ballistiske undersøgelser, der siden - i let modificeret udgave - har udgjort grundlaget for beskrivelsen af projektilers evne til at overvinde luftmodstanden. Man anvendte det samme projektil til alle tests, og dette projektil har siden udgjort referencegrundlaget for alle andre projektilers ballistiske egenskaber. Det føromtalte “mål” på projektilets form defineres som projektilformens luftmodstand i forhold til standardprojektilformens luftmodstand. Dette forholdstal kaldes for projektilets Form Factor (Forkortet: FF). Jo mindre projektilets FF er, jo mindre er luftmodstanden på projektilet og jo mere ballistisk effektivt er det. Projektilets form factor er desværre - med de eksisterende beregningsmodeller - næsten umulig at regne sig frem til alene på grundlag af kendskab til projektilets ydre form.

Ballistic Coefficient
Heldigvis kan man også bruge de føromtalte testresultater til at tildele ethvert projektil et index for dets evne til at modstå luftmodstanden i forhold til det gennemtestede standardprojektil. Dette indeks kaldes projektilets Ballistic Coefficient (Forkortet: BC). Standardprojektilets BC er sat til 1,000 og et projektil med BC = 0,500 taber hastighed dobbelt så hurtigt som standardprojektilet.

To forskellige projektiler med identiske BC-værdier vil følge nøjagtigt den samme bane, hvis de affyres i samme retning og med samme udgangshastighed - og dette gælder uanset forskellen på projektilernes form, vægt og størrelse. BC er den vigtigste information om et projektils egenskaber i forhold til den altafgørende luftmodstand. Udfra denne kan hastighedstab og kuglefald beregnes for en hvilken som helst udgangshastighed på en hvilken som helst afstand.

BC kan udregnes med stor præcision på grundlag af et givet projektils hastighedstab. Man behøver med andre ord blot at måle hastigheden i to punkter for at udregne BC.

BC er et indeks for den samlede ballistiske ydelse, der inddrager såvel form som masse/tværsnits-forhold. Jo større BC er, desto mindre indflydelse har luftmodstanden på projektilets bane, hvilket igen betyder, at banen bliver fladere og at projektilet har mere restenergi, når det rammer målet.

BC er pr. definition identisk med forholdet mellem SD og FF:

BC = SD/FF

For projektil-designeren er det interessant at kende årsagerne til projektilets egenskaber. SD kan beregnes på grundlag af mål og vægt. BC kan beregnes på grundlag af prøveskydning med opmåling af hastighedstab, og endelig kan FF beregnes ud fra kendskabet til SD og BC idet:

FF = SD/BC

[center][Image: gandalf2.jpg][/center]

Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.
Mange tak for det uddybende svar, det er altså derfor BC. kan komme over 1.0
Lidt klogere? Måske !

Hilsen Steen
BC > 1.00 betyder bare at projektilet flyver "bedre" en referenceprojektilet.

[center][Image: gandalf2.jpg][/center]

Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.