Konkurrence GRISEJAGT hos Rolin

[JCK]

En lang jagt, og en lang rejse.

Vi mødtes til morgenkaffe på Peders sejlbåd.
Vi er, Søren som er min gode ven, Peder som er Sørens bror, og jeg.
En god start på jagten er vigtig, så kaffe, rundstykker og minsandten også wienerbrød. Alt sammen skyllet ned med masser af kaffe, og af en hjemmelavet bitter, som jeg havde brygget på vodka, ildtorn og lidt akaciehonning.
Morgenandagten stod Jørgen for. På særdeles pædagogisk måde, forklarede han hvordan jeg skulle gribe sagen an. Jeg spurgte når der var grund til det, og ellers nikkede jeg kun og håbede, at jeg kunne huske alle detaljerne når det, om kort tid, gik løs.

Dette er er et forløb ikke kun af en jagt, men også af en rejse, som jeg har været på, og som har strakt sig over 11 måneder. Rejsen har involveret en lang række gode mennesker som jeg alle holder af, både familie og gode venner.
De af jer der kender mig ved, at jeg fortrinsvis er til jagt med riffel og, at jeg i den forbindelse har besøgt mange europæiske lande, og også nogle afrikanske.
I marts skete så det, at jeg fik min sidste stillingsbetegnelse, og skulle så ikke møde på værestedet  5 dage om ugen, og al den nyvundne fritid det blev til, skulle bruges til noget fornuftigt, og jeg satte mig et mål om, at jeg skulle lære noget nyt hver dag. (Onde tunger vil påstå, at det jeg lærte for 2 uger siden havde jeg glemt igen, så det ville ikke være noget stort problem.)
Medio februar købte jeg så en brugt Mopa Patrol, som skulle fuldende min drøm om at komme på fiskeriterritoriet for at jage dykænder fra egen båd.


At jeg købte båden i februar måned var særdeles velovervejet, for så havde jeg hele foråret og sommeren til dels, at få den udstyret til mit behov og til at blive fortrolig med den. Da min hustru af 1. ægteskab bestemt ikke var begejstret for tanken om, at jeg skulle sejle rundt alene ude på det store vand i så lille en båd, lå der her en opgave i, at få hendes tillid skabt til, at jeg ikke ville begå dumheder, og ikke tage nogen chancer, som kunne resultere i, at jeg ikke kom hjem i god behold.  Derfor var hun med på sejltur adskillige gange, og stik imod hendes forventninger, så oplevede hun ikke søsygens forfærdelige kvaler.
En af turene gik fra Norsminde til Langør på Samsø. Vi ville prøve den navnkundige fiskerestaurant, som efter sigende, er vidt berømt for deres røgede laks med nye samsøkartofler. Det blev i øvrigt en skuffelse, for restauranten var udgået for kartofler, men røget laks havde de da. Tænk, at man på Samsø kan udgå for kartofler!
På hele turen havde vi et fantastisk vejr. Solen skinnede hele dagen, og på vej tilbage til Norsminde oplevede vi, at en flok marsvin svømmede rundt om os.
En anden af de helt store oplevelser var tour sejlads med børnebørnene, som naturligvis gerne ville sejle båden. Før de kunne få lov til det, lavede vi ”mand over bord” øvelser. Mens de sejlede for fuld skrue, smed jeg en plastikdunk over bord. Øvelsen bestod så i, at de skulle lære, at sejle ind til dunken og få den samlet op. En øvelse de alle fandt spændende, men også lidt svært, men når jeg fortalte dem, at de skulle sejle hvis jeg faldt i vandet, blev alle anstrengelser lagt i, at få båden vendt, sejle ind, stoppe motoren, så jeg kunne komme op af vandet igen
Vi sejlede, fiskede, men ikke mindst vigtigt, så satte vi Mopaen ind på stranden, gik i land og riggede campingudstyret til, og så nød vi hinandens selskab og den dejlige mad. Sådan, at have dem på tomandshånd er så dejligt, og det nød jeg virkeligt.
Alle disse ture med børnebørnene vil blive husket både af dem, men også af mig. En af de virkelig god var, da Victor og jeg satte Mopaen ind på Grenen, hvor alle turisterne måbende så til, mens vi fandt kaffe og sodavand frem, og nød det inden vi satte kursen sydpå igen.
En tredje af de meget mindeværdige ture var, da jeg havde min 86-årige svigerfar med på Nordsøen for at fiske makrel. Han havde aldrig været på Nordsøen før og ej heller fanget makrel, men jeg skal da lig love for, at vi fik vi ændret på begge dele. Vi fik sejlet og han fangede makreller i et tempo, så jeg i perioder havde nok at gøre med, at tage fisk af forfanget, få den slået ihjel og renset.
Sidst på dagen sejlede vi mod nord, og vi satte båden ind på stranden ved Nr. Lyngvig fyr. Hvor mange af jer har set fyret fra Nordsøen?
I løbet af det tidlige forår fik jeg installeret helt nyt elektronik. Derudover nogle andre småting som jeg mente var hensigtsmæssige. Her var det først og fremmest det sikkerhedsmæssige det drejede sig om, for selv den største jagtoplevelse er ingen ting til, hvis man ikke kommer hjem og kan berette om den.

Det andet indkøb jeg blev nødt til at gøre, var et nyt haglgevær. Hvad mange af jer sikkert ikke ved. så er jeg stor fan af kaliber 16. Kaliberet fungerer fint til den hagljagt jeg bedriver på landjorden, men jeg er da godt klar over, at jagten på vandet, efter skudstærke fugle, oftest med skudafstande på den forkerte side af 20 meter, kræver langt mere end det jeg er vandt til.
På Lauritz.com fandt jeg en ældre Remington 1100 i kal. 12-76, som var halvt trangboret. Bøssen var faktisk særdeles velholdt. Ikke noget med ”brugspræg = misbrugspræg) i beskrivelsen, og så var den billig.
Jeg trænende lidt på lerduer hen over sommeren, og her fungerede den fint, også med 24 g. patroner.
Næste læringsproces var så, at finde en passende patron til jagten. Mit udgangspunkt var patroner med haglstørrelse 1-3, som leverede tilstrækkelig god dækning på 35 meters afstand., gerne med en mundingshastighed på 430-450 m/sek.
Det viste sig, at være noget af en opgave.  Da fortvivlelsen var størst, gik overvejelserne på. om det var nu jeg skulle gå i gang med selv at lade haglpatroner. Det er i øvrigt en tanke der ikke helt er slået ud af hovedet.
De målte mundingshastighed passede nogenlunde, og hurtigt blev de der 500 m/sek. Valgt fra. Godt nok er jeg ingen rekylling, men fy for pokker hvor de er modbydelige.
Mit endelig valg faldt på Kent Hyper Steel #3  hagl. Den giver den bedst dækning på 35 meters afstand.
Med Mopaen på trækkrogen, Remingtonene og et større antal patroner gik turen så til Frederecia, hvor jeg satte båden i, og sejlede om til Peder.
Efter morgenandagten skulle vi så endelig af sted. Vi besluttede, at jeg skulle gå op mod Trelde Næs og derfra videre ind i Vejle Fjord. Peder og Søren ville så gå ud langs Nordfyn, og så kunne vi holde kontakt via VHF-eren.
Vejrudsigten lovede 3-4 m/sek af SV, så Lillebælt var rigtig fin til det vi havde i støbeskeen. Solen var kommet så højt på himlen, at den hæmmede udsigten mod øst, men pyt, humøret var højt, og forventningerne store.
Så var det, at jeg kom i besiddelse af ny lærdom. Mange af jer der har rejst, i sær i Afrika har sikkert oplevet, at øjnene skal vænne sig til de nye vildtarter, og vi skal vænne os til at se igennem bushen i stedet for at se ind i den.
De første fugle jeg kom i nærheden af, opdagede jeg ganske enkelt for sent. Pokkers, men når nu fuglene allerede var der efter 10 minutters sejlads, så skulle der nok komme en ny chance.

Kort tid efter, fik jeg øje på 2 par, så lå ind mod land, og nu skulle Peders instruktion så endelig afprøves.
Det gik lige efter bogen. Jeg kom fint op til dem, fik dem presset og de lettede på fint skudhold, men så svigtede jeg. 2 skud til den forreste kok, og begge tog vandet langt under fuglen. Pokkers også, en oplagt chance der blev forspildt, så jeg måtte lige gennemtænke situationen, og jeg kom så frem til, at redningsvesten og min egen iver var årsag til fiaskoen. Når fuglene letter op mod båden, er der faktisk meget god tid til, at få bøssen rigtig på plads, også til at få det kontrolleret inden skud afgives.
Ingen skade sket, så jeg sejlede til videre, og kort efter fandt jeg en ny flok på 4, og igen gik indsejlingen fint, og de lettede op mod mig.
Nu tog jeg mig god tid til lige, at tjekke, at bøssen lå rigtig, og i første skud røg den forreste kok, dødskudt i baljen.
Efter denne oplevelse blev jeg ramt af overmod, og uvidenhed. Derfor afgav jeg 2. skud til nr. 2 kok, som også røg i baljen, tilsyneladende også død.
I al hast trykkede jeg på "Mand over bord" knappen, for nu havde jeg 2 fugle på vandet.
Den første blev hurtigt fundet, men nr. 2 fandt jeg desværre aldrig. Selv efter meget ihærdig og langvarig eftersøgning måtte jeg opgive.
Den 1. oktober 2018 har lært mig meget. Ikke alt, men meget, og det jeg først og fremmest vil huske er, at jeg fremover kun vil fokusere på, at skyde en fugl hver gang indsejlingen lykkes.
Det blev desværre ikke til flere fugle. Dels var der ikke mange af dem, og dels rejste vinden sig inden jeg sejlede ud på Vejle Fjord. Når vinden er 7-8 m/sek. kan jeg slet ikke finde fuglene på vandet.
Ganske vist ikke nogen stor parade, men min første jagt i min egen Mopa, og min første edderkok.
En oplevelse der skal prøves igen så snar vinden tillader.
Efterfølgende har jeg jaget forskellige steder fra.
Min bopæl i det vestjyske kræver , at jeg har en lang køretur inden jeg er i jagtområdet, så derfor er det altid hjemmefra meget tidligt. Ikke at de første par timer efter solopgang er særlig givtige, men flot er det altid, så derfor har jeg valgt at udvide sådan, at de første par timer foregår opankret, og med lokkerne lagt ud. Der mangler jeg dog noget viden, så der er muligheder i næste sæson.
Havjagten har bragt mig rundt især på østkysten med den nordligste havn beliggende i Egense, og den sydligste er Lillebæltsbroen.
Derudover har jeg brugt Nissum Bredning fordi det er det nærmeste vand.
Min 1. jagtsæson i Mopaen har bragt 31 edderfugle, 16 fløjlsænder, 9 sortænder, 3 taffelænder og en havlit hjem til spisebordet, og til de af jer der ikke ved det, så er havdykkere en fantastisk spise, og jeg glæder mig helt vildt til, at det igen bliver den 1. oktober.













flip the coin



line coin