Slyngeljagt

[Lars M. L.]

Som I ved er der stjerner og vandbærere i cykelsporten - det er der også indenfor jagten. Det gør nu ikke noget, for når man har "båret vand" det meste af sæsonen, kan man være heldig at blive inviteret på slyngeljagt. Det gjaldt også for mig.
I invitationen lød det blandt andet: "Årets helt store begivenhed er lige om hjørnet... Husk både haglgevær og riffel".

Jeg har to sønner, hvor specielt den yngste er meget jagtinteresseret. I mit forsøg på at dele sol og vind lige (og måske vække en slumrende jagtinteresse ) blev storebror, Emil, på 11 år inviteret med denne gang. Han var lidt tøvende, men da det gav mulighed for en fridag fra skole, lod han sig overtale.

Da jeg ankom havde værtinden anrettet en lækker morgenbuffet i jagtstuen. Vi blev budt velkommen og stille og roligt blev pladserne omkring bordet besat. Gæsterne var nøje udvalgt 
- schweisshundeføreren, som også kunne blæse i jagthorn 
- smeden, som lige havde været i morgen-tv
- slagteren, som aftog vildtkødet 
- markforvalteren, som lavede vildtagre
- direktøren, som havde leveret foderhække fra egen produktionslinie
- herregårdsskytten, som havde været konsulent på forvaltningen af hjortevildtet
- svigersønnen, som lige havde købt en ny bil
- de faste drivere i form af den flinke apportør, dyrlægen og undertegnede.

Stemningen var god og den blev kun bedre efterhånden som morgenbuffeten blev fortæret og dagens program opridset. Først fasanjagt og derefter anstand med riffel indtil solnedgang. I januar er dagene korte, så kort efter var vi på vej efter fasaner...

Op til denne sæson havde jeg solgt min tunge Beretta Silver Pidgeon II Sporting. Jeg ville have en mere handy bøsse, men endnu ikke fundet den rette. Derfor havde jeg lånt min fars gamle Simson Suhl fra 1963. Den havde stået urørt i min fars våbenskab siden midten af 90'erne, hvor han købte en O/U. Et eftersyn og en mindre justering ved en bøssemager og de efterfølgende besøg på skydebanen havde givet mig en fornyet interesse for den gamle skyder. Tanken om god fuglejagt var derfor særdeles lokkende.

Første såt var langs en å. Jeg havde været med før og fik en post, som plejer at være fin. Desværre ville fuglene den anden vej, så jeg fik ingen skudchance. Anden såt lignede den første, hvad angik skudchancer til mig. Dog havde skytten set en fasan passere min post på 60-70 meters afstand, så med et glimt i øjet forkyndte han, at jeg skam havde haft min chance og ikke kunne forvente mere for i dag. 
Mens de andre jægere fik fugle for og med tilfredse miner kunne lægge fugle på vildtvognen, lignede tredje såt for mit vedkommende de to foregående. Ingen skudchancer. Emil var tydeligvis begyndt at kede sig og tiltroen til fars evner som jæger krympede minut for minut...
I fjerde såt fik jeg en god post. Det var en forpost ved det hjørne af remissen, hvorfra jeg forventede fasanerne ville komme i god fart med vinden i ryggen. Værten, som altid er godt skydende med den flotte gamle s/s, stod ved siden af. Var jeg nu kommet fra aksen til ilden? Der kom kokken i min retning. Op med bøssen. Jeg skød og fasanen faldt stendød i træerne bag mig. En hund blev sendt. "Bravo, far!"
Efter såten fik Emil vores fasan af hundeføreren. Jeg ved ikke, hvem der var mest stolt - far eller søn?



Nu var der hul på bylden og skytten mente nok, at vi kunne nå én såt mere inden frokost. Igen blev jeg betænkt med en lovende post og med lommerne fulde af patroner, kunne jeg fuld af forventning hilse på schweisshundeføreren på min venstre side og slagteren på min højre. De så også meget spændte ud. Dette var finalen. Nu begyndte de første fasaner at røre på sig. Emil kunne se fuglene løbe i kanten af remissen. Én gik på vingerne og så en til. De første skud faldt. Nu kom min chance. En flot kok kom til et højre sideskud og pakkede perfekt i skuddet. Jeg fik et anderkendende nik fra Emil. Hurtigt knækkede jeg bøssen for at være klar til den næste fugl, men ejektoren gled blot hen over det afskudte hylster uden at kaste det ud. Dermed kunne jeg hverken få hylsteret ud eller lukke bøssen igen og blot skyde med bagløbet. Med stigende frustration kunne jeg nu blot se på, mens fuglene i en lind strøm kom hen over min post.
Efter såten var jeg noget slukøret. Slagteren hjalp mig med at lirke det fastkilede patronhylster ud, men det var for sent. Dagens fuglejagt var slut. Jeg havde dog dagens bedste skudstatistik med to fugle i to skud. 

En stor sandwich og et krus varm kakao med en smule cognac gav nye kræfter og nyt mod inden eftermiddagens anstandsjagt med riffel. Parolen var kort og velkendt fra de tidligere jagter. Kalv før hind. Spidshjort under ørehøjde var også ok, men de store trofæer måtte vi kun kigge på... For at gøre det så fair som muligt blev posterne fordelt ved lodtrækning. Alle skulle sidde i et tårn.
Emil træk nummer 10 til os og fik en termokande med varm kakao og en lille pose slik med i handlen. Med beskeden: "I bliver hentet efter solnedgang. Send en sms, hvis du skyder noget" gik vi det sidste stykke hen til tårnet.

På plads i tårnet havde vi et godt overblik. Jeg håbede inderligt på en skudchance, da jeg aldrig havde nedlagt vildt med riffel sammen med Emil. Vi kom ikke til at vente længe. På ca 300 meters afstand krydsede en rudel skovsporet. "Kan du skyde, far?" hviskede Emil. "Nej, desværre. Det er for langt væk". Tiden gik og der skete ikke så meget mere.



Som så mange gange før opstod en chance ud af ingenting. Uden noget varsel kom en rudel dåvildt løbende direkte mod tårnet. På kort afstand vinklede de af og forsvandt. Lige efter kom kronvildtet. De kom langsommere og havde ikke lokaliseret nogen fare. Førerhinden stoppede op i kanten af et smalt skovspor. En kalv trådte lidt frem og blottede bladet. På 45 meters afstand var skuddet enkelt og jeg var helt tryg ved kuglens placering, selvom kalven løb fra skudstedet.



Efter solnedgang hentede vi schweisshundeføreren. Han kastede et blik på skudstedet og hentede unghunden fra bilen. Få minutter efter havde hunden fundet kalven, som lå forendt i en fyrrebusk ca 50 meter fra skudstedet.




Opsamling af vildt, parade, brækning af dyrene og derefter varm gullasch-suppe i jagtstuen. Det havde været en god dag. Vi fik de to fasaner med hjem. Trætte og med røde kinder sad vi i bilen på vej hjem, da Emil spurgte: "Må jeg komme med igen næste gang?"   
    
mvh Lars 

[klokker]

Herlig beretning. Tak for den