19-09-2006, 11:19 PM
Min "Simson" kaliber 16 er tidligere kort omtalt i en anden "tråd", men her er hele historien.
Denne historie ligger 3 år tilbage:
Pensionisten!
![[Image: Simsonsuhlhel48.jpg]](http://i8.photobucket.com/albums/a21/220swift/Guns/Simsonsuhlhel48.jpg)
Det begyndte helt tilfældigt med at en af mine bekendte ringede til mig, og spurgte om
jeg var interesseret i en gammel haglbøsse. Han havde haft den stående i et stykke
tid, og nu ville han gerne af med den. Det kunne nok være? Hvad var det for en? Og hvad skulle den koste? ”Jeg ved sku` ikke hvad det er for et mærke, og du ka´ få den for at ta´ den, bare jeg bliver af med den. Den står bare og fylder i mit våbenskab”. Det lød inte-ressant! Næste gang Niels Jørgen kom forbi havde han bøssen med. Den var i et gammelt slidt geværfutteral, hvorpå der var påklistret et falmet logo fra Landsjagtforeningen af 1923. Niels Jørgen fortalte at han havde fået bøssen af en gammel jæger, som ikke gik på jagt mere. Han havde oplyst ham om, at der sikkert var knækket en slagfjeder, for den kunne kun skyde et skud. Jeg tog bøssen i nærmere øjesyn. Det var en kaliber 16, side by side. Den var temmelig rusten, og netskæringen på skæftet var så nedslidt at, man kun lige akkurat kunne ane konturerne. Desuden manglede aftrækkerbøjlen. Niels Jørgen fortsatte: ”det var egentlig meningen at jeg selv ville prøve at renovere den, men jeg får, sku` ikke tid, så hvis du kan bruge den, er den din. ”Futteralet følger naturligvis med”, sagde han imens han skraldgrinede. Tak! sagde Jeg, og betragtede nyerhvervelsen. Rusten uden på løbene var overfladisk og gik ikke i dybden. Jeg åbnede den, og bemærkede at den gik forholdsvis stramt i lukketøjet. Ingen slør. Et kig igennem løbene afslørede også her rust. Forhåbentlig ikke gravrust.
Jeg havde længe søgt efter en let og handy haglbøsse, til når man var på skovjagt, og skulle igennem krat, og andre forhindringer. En bøsse, som var velegnet til skud på korte afstande, og som var nemmere at aflade end min gamle, men ellers trofaste Remington 1100, halvautomat.
Havde jeg fundet det jeg søgte?
Kunne det lade sig gøre at standre denne gamle bøsse, som jeg stadigvæk ikke kendte navnet på?
Nå! jeg havde nu heller ikke tid lige nu, så den blev sat ind i våbenskabet. En uges tid efter begyndte jeg at efterforske bøssens oprindelse. Jeg fandt ud af at det var en Simson Suhl, og at den var fremstillet i marts måned 1938. Altså tæt på pensionsalderen! Nej – Nej – det var for tidligt at lade sig pensionere som 65 årig (i hvert fald når det drejer sig om jagt) tænkte jeg, så min beslutning blev at gå i gang med renoveringen. Det havde i sin tid ikke været nogen kostbar haglbøsse, så det ville aldrig kunne betale sig at lade en bøssemager stå for renoveringen. Jeg måtte selv gøre arbejdet, som derved også blev mere interessant. Jeg fandt for år tilbage en opskrift på brunering på Internettet, som jeg har prøvet et par gange med godt resultat. Rust blev afpudset, løb og diverse skruer og låsedelene poleret, og til slut bruneret.
Baskylen blev efter poleringen sendt til forsølvning, og kom retur efter en uge. Skæfte og forskæfte blev pudset ned så gamle ridser og skrammer forsvandt, netskæringen blev genopskåret, og træet fik en frisk oliebehandling. Hos den lokale Bøssemager fandt jeg en ny slagfjeder, som jeg udskiftede med den knækkede. Nu var det eneste jeg manglede en aftrækkerbøjle. Jeg havde fundet frem til at den oprindelige aftrækkerbøjle havde været fremstillet i plastic, sikkert fordi dette ”nye” materiale i 1938 havde været interessant at kunne præsentere i våbensammenhæng. Efter min mening hører plast og våben ikke sammen. Man kan måske også ta´ det som et udtryk for denne mening, at stålet og træet i denne gamle haglbøsse havde nået pensionsalderen, hvorimod plastdelen var ”gået til”. Jeg tolkede det på den måde at der sikkert var en god grund til at den gamle haglbøsse havde ”afstødt” en aftrækkerbøjle i plast. Nogle varsler skal man ikke gå i rette med, og så følte jeg mig tillige med særdeles godt tilpas ved at fremstille en aftrækkerbøjle i stål. Nu var min ”nye” skovbøsse færdig, og jeg vil næsten vove at tro at den gamle Simson nu var lige så smuk som da den forlod fabrikken i Suhl i 1938. Jeg kunne selvfølgelig sagtens have købt en nyere haglbøsse til rimelige penge, som ville havde opfyldt mine behov, men det jeg syntes er interessant i denne sammenhæng er at min nyrenoverede 16`ner har en sjæl. Den har en 65 årig historie, som jeg dog kun kender en lille del af, men som nemt kunne havde været endt med at den havde stået og blevet til et stykke sammenrustet jern. Nu står den i mit våbenskab, og venter på sin come back i den kommende jagtsæson. Dens sidemand i våbenskabet er en Mauser 98 riffel med en ligeså lang, men en helt anderledes historie. Nå! men det er jo en anden historie. [
]
ps. Jeg har senere lavet et Engelsk skæfte til bøssen!
/Swift
Denne historie ligger 3 år tilbage:
Pensionisten!
Det begyndte helt tilfældigt med at en af mine bekendte ringede til mig, og spurgte om
jeg var interesseret i en gammel haglbøsse. Han havde haft den stående i et stykke
tid, og nu ville han gerne af med den. Det kunne nok være? Hvad var det for en? Og hvad skulle den koste? ”Jeg ved sku` ikke hvad det er for et mærke, og du ka´ få den for at ta´ den, bare jeg bliver af med den. Den står bare og fylder i mit våbenskab”. Det lød inte-ressant! Næste gang Niels Jørgen kom forbi havde han bøssen med. Den var i et gammelt slidt geværfutteral, hvorpå der var påklistret et falmet logo fra Landsjagtforeningen af 1923. Niels Jørgen fortalte at han havde fået bøssen af en gammel jæger, som ikke gik på jagt mere. Han havde oplyst ham om, at der sikkert var knækket en slagfjeder, for den kunne kun skyde et skud. Jeg tog bøssen i nærmere øjesyn. Det var en kaliber 16, side by side. Den var temmelig rusten, og netskæringen på skæftet var så nedslidt at, man kun lige akkurat kunne ane konturerne. Desuden manglede aftrækkerbøjlen. Niels Jørgen fortsatte: ”det var egentlig meningen at jeg selv ville prøve at renovere den, men jeg får, sku` ikke tid, så hvis du kan bruge den, er den din. ”Futteralet følger naturligvis med”, sagde han imens han skraldgrinede. Tak! sagde Jeg, og betragtede nyerhvervelsen. Rusten uden på løbene var overfladisk og gik ikke i dybden. Jeg åbnede den, og bemærkede at den gik forholdsvis stramt i lukketøjet. Ingen slør. Et kig igennem løbene afslørede også her rust. Forhåbentlig ikke gravrust.
Jeg havde længe søgt efter en let og handy haglbøsse, til når man var på skovjagt, og skulle igennem krat, og andre forhindringer. En bøsse, som var velegnet til skud på korte afstande, og som var nemmere at aflade end min gamle, men ellers trofaste Remington 1100, halvautomat.
Havde jeg fundet det jeg søgte?
Kunne det lade sig gøre at standre denne gamle bøsse, som jeg stadigvæk ikke kendte navnet på?
Nå! jeg havde nu heller ikke tid lige nu, så den blev sat ind i våbenskabet. En uges tid efter begyndte jeg at efterforske bøssens oprindelse. Jeg fandt ud af at det var en Simson Suhl, og at den var fremstillet i marts måned 1938. Altså tæt på pensionsalderen! Nej – Nej – det var for tidligt at lade sig pensionere som 65 årig (i hvert fald når det drejer sig om jagt) tænkte jeg, så min beslutning blev at gå i gang med renoveringen. Det havde i sin tid ikke været nogen kostbar haglbøsse, så det ville aldrig kunne betale sig at lade en bøssemager stå for renoveringen. Jeg måtte selv gøre arbejdet, som derved også blev mere interessant. Jeg fandt for år tilbage en opskrift på brunering på Internettet, som jeg har prøvet et par gange med godt resultat. Rust blev afpudset, løb og diverse skruer og låsedelene poleret, og til slut bruneret.
Baskylen blev efter poleringen sendt til forsølvning, og kom retur efter en uge. Skæfte og forskæfte blev pudset ned så gamle ridser og skrammer forsvandt, netskæringen blev genopskåret, og træet fik en frisk oliebehandling. Hos den lokale Bøssemager fandt jeg en ny slagfjeder, som jeg udskiftede med den knækkede. Nu var det eneste jeg manglede en aftrækkerbøjle. Jeg havde fundet frem til at den oprindelige aftrækkerbøjle havde været fremstillet i plastic, sikkert fordi dette ”nye” materiale i 1938 havde været interessant at kunne præsentere i våbensammenhæng. Efter min mening hører plast og våben ikke sammen. Man kan måske også ta´ det som et udtryk for denne mening, at stålet og træet i denne gamle haglbøsse havde nået pensionsalderen, hvorimod plastdelen var ”gået til”. Jeg tolkede det på den måde at der sikkert var en god grund til at den gamle haglbøsse havde ”afstødt” en aftrækkerbøjle i plast. Nogle varsler skal man ikke gå i rette med, og så følte jeg mig tillige med særdeles godt tilpas ved at fremstille en aftrækkerbøjle i stål. Nu var min ”nye” skovbøsse færdig, og jeg vil næsten vove at tro at den gamle Simson nu var lige så smuk som da den forlod fabrikken i Suhl i 1938. Jeg kunne selvfølgelig sagtens have købt en nyere haglbøsse til rimelige penge, som ville havde opfyldt mine behov, men det jeg syntes er interessant i denne sammenhæng er at min nyrenoverede 16`ner har en sjæl. Den har en 65 årig historie, som jeg dog kun kender en lille del af, men som nemt kunne havde været endt med at den havde stået og blevet til et stykke sammenrustet jern. Nu står den i mit våbenskab, og venter på sin come back i den kommende jagtsæson. Dens sidemand i våbenskabet er en Mauser 98 riffel med en ligeså lang, men en helt anderledes historie. Nå! men det er jo en anden historie. [
] ps. Jeg har senere lavet et Engelsk skæfte til bøssen!
/Swift
![[Image: Slvbukcopy-1-1.jpg]](http://i148.photobucket.com/albums/s32/vrangbaek/Slvbukcopy-1-1.jpg)