John Moses Browning

[Swift]

I dag er det 82 år siden at våbengeniet John Moses Browning døde af hjertestop i Liège, Belgien.

Swift

[Scout]

Ham har vi meget at takke for

[JRexA]

Han er så vidt jeg ved den mest vidtfavnende opfinder indenfor våben, hvor flere af hans Rifler, Haglvåben, pistoler og maskingeværer fortsat er i produktion.

Han har bl.a. designet den mest solgte jagtriffel, der ikke også har været std. militærvåben (Win 1894)

Glædelig Jagt fra Grønland

Jesper Rex
E-mail: jrex@ofir.dk
If you can't do it with a 30-06, it likely can't be done...(Men det ER nu kedeligt kun med en gøb....(skriver manden med 10+))

[Høgh]

I JVV nr. 3/2008 er der en FANTASTISK 4 sider portrætartikel om J. M. Browning. [:I]

[center][/center][center][/center]

Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.

[300win]

quote:

---

Originally posted by Høgh

I JVV nr. 3/2008 er der en FANTASTISK 4 sider portrætartikel om J. M. Browning. [:I]

---

Hvem har monstro skrevet det?....

Mvh Anders

Jagt og riffelskydning er ikke et spørgsmål om liv eller død, det er væsentligt mere vigtigt!

[Swift]

quote:

---

Originally posted by Høgh

I JVV nr. 3/2008 er der en FANTASTISK 4 sider portrætartikel om J. M. Browning. [:I]

---

Savle!!! – Hvis det en artikel man evt. kan bringe her i denne tråd, kunne det jo være meget aktuelt!

mvh.
Swift

[Høgh]

John Moses Browning

De moderne skydevåbens fader

Der er skrevet tykke bøger om snart sagt enhver personlighed i jagt- og våbenverdenen. De fleste af disse digre værker er baserede på rigelige kilder – ofte direkte ”fra hestens mund”. Men når det kommer til en af de mest markante personligheder, er alt, hvad der er skrevet, baseret på andenhåndsviden – selv holdt han sig nemlig langt borte fra rampelyset. Dette er den utrolige historie om våbengeniet, der afskyede opmærksomhed og berømmelse.

Det er lidt uklart, om det var den 21. eller den 23. januar 1855, at John Moses Browning så dagens lys for første gang. Det skete i den lille flække Ogden i den nyoprettede stat Utah. Hans dengang 50 årige far, Jonathan Browning, havde ladet sig døbe ind i den relativt nye mormonske kirke 13 år tidligere og han havde fulgt med sine trosfæller til de nye territorier vest for U.S.A. i deres søgen efter et fristed, hvor de kunne dyrke deres tro uden forfølgelse. I byen Ogden havde han etableret en isenkræmmer- og bøssemagerforretning og taget sig en kone nummer to, som det var skik og brug for rettroende mormoner at gøre. John Moses var det ældste barn af det forhold og da faderen 21 år senere fik sit sidste barn med hustru nummer tre, talte søskendeflokken i alt 22.
Ogden var fuldstændigt isoleret fra omverden i John Moses barndom. Al transport ind og ud af byen foregik med hestetrukken vogn ad lange farlige spor gennem vildmarken, hvor både lunefuldt vejr, indianere og vilde dyr gjorde livet usikkert. Byens skole omfattede en enkelt lærer i et stort lokale, hvor børn i alle aldre modtog undervisning samtidigt. John Moses fik aldrig nogen anden uddannelse end de 6-7 år i landsbyskolen.
Allerede som 6 årig begyndte John Moses at gå til hånde i sin faders værksted. Han hjalp også til i familiens garveri og måtte af og til se sig nødsaget til at deltage i fremstilling af mokkasiner og støvler. Men det var skydevåbnene, der fra tidlig alder havde fanget den unge Brownings interesse. Som 10 årig lykkedes det ham at flikke et brugbart våben sammen, som han gik på jagt med i området og i de følgende år udviklede han sin kunnen gennem stadigt flere og mere omfattende reparationer på kundernes våben.

Opfinderdebut
I 1878 fik den 23 årige John Moses, der nu stod for driften af værkstedet, en ide til en enkeltskudsriffel. Han gik straks i gang med tegninger og modeller og stod blot 11 mdr. senere med en fuldt fungerende prototype imellem hænderne. Riflen var bedre en nogen anden enkeltskudsriffel på markedet og det stod klart for den unge opfinder, at riflen burde patenteres. Han havde dog ingen anelse om, hvordan patentprocessen foregik i praksis, så han henvendte sig til en leverandør af landbrugsmaskiner, som familien Brownings isenkræmmerforretning handlede med. Denne leverandør var så venlig at henvise til et rigtigt patentbureau og i 1879 fik J. M. Browning patentet på denne riffel - hans første patent.
Brødrene Browning gik straks i gang med at fremstille den nye riffel og da den blev lagt frem i butikken solgte de på en uge 25 stk. á 25$. Succesen med det nye produkt inspirerede brødrene til at åbne en decideret jagt- og våbenforretning.
Det gik for så vidt godt for John Moses i de følgende år, men han manglede kapital til alle de idéer han gik og bryggede på. Løsningen kom fra en uventet kant.
En dag i 1883 fandt en rejsende sælger for Winchester et brugt eksemplar af Brownings riffel, som han straks købte for 15$. Han præsenterede riflen for Winchesters bestyrelse, der på blot en uge besluttede sig for at forsøge at købe produktionsrettighederne til våbnet, som imponerede dem dybt. Det blev selveste Winchesters direktør T. G. Bennet, der blev sendt den lange vej vestpå. Hans mission var dels at forhandle produktionsrettighederne og dels at finde ud af, hvem der stod bag det totalt ukendte firma ”The Browning Company”.
Bennet ankom uanmeldt og fandt brødrene Browning i fuldt vigør ved maskinerne. Han gik direkte til sagen og forhandlede på forretningens disk en produktionskontrakt på plads, som blev underskrevet prompte. Browning gav Winchester de fulde rettigheder til sin enkeltskudsriffel for 8.000$ - en svimlende sum, der i dagens penge modsvarer omkring 5.000.000 kr. Pengene åbnede helt nye muligheder for Brownings kreativitet.

Som skidt fra en spædekalv
Når John Moses arbejdede på sine opfindelser, stod han selv for processen fra idé til prototype. Han kunne meget vel lave nogle funktionsskitser og små træ- og papmodeller, men han skred i reglen hurtigt til fremstillingen af en fungerende prototype, som han dernæst udsatte for alskens prøvelser og decideret misbrug. Det var til tider problematisk at skaffe materiale og maskiner til værkstedet, så han måtte bruge, hvad han kunne få fat i. Bl.a. brugte han en hel del stålskrot, som han hærdede og varmebehandlede selv –en selvlært kundskab, som han mestrede til perfektion.
Han var en flittig konkurrenceskytte – en af Utahs bedste trapskytter – og udnyttede med stor fornøjelse de righoldige jagtmuligheder omkring Ogden. Jagten gav ham en kærkommen mulighed for at stresse af efter lange arbejdspas – at ”få renset spindelvævene ud”, som han selv udtrykte det. Men turene i vildmarken var også en kærkommen lejlighed til at teste og forfine sine konstruktioner under virkelige forhold. Først når John Moses var tilfreds med sin prototype, blev opfindelsen tegnet og patenteret.
Kort efter den første handel med Winchester var Browning klar med sit næste våben: En lever-action riffel. Han besluttede sig for selv at præsentere den for Winchester og rejste som 29-årig for første gang uden for staten Utah.
Winchester købte på stedet riflen for utrolige 50.000 $ De anså den ganske enkelt for værende verdens førende riffelkonstruktion! Den blev siden kendt som Winchester model 1886.
Et år senere leverede Browning det næste våben i rækken – et lever-action haglgevær – der blev kendt som Winchester model 1887. På blot tre år havde Browning altså leveret tre unikke våbenkonstruktioner, der alle blev store salgssucces’er for Winchester.

En troende mand
Set i lyset af den kolossale medvind Browning havde, kan det virke besynderligt, at han i 1887 – netop som han for alvor var kommet i gang som opfinder – valgte at takke ja til en fuldtidsstilling som missionær for det mormonske trossamfund. Ikke desto mindre rykkede han teltpælene op for at missionere i staten Georgia i to år.
At hans opfindsomme hjerne muligvis også har arbejdet med andet end Guds ord i tiden som missionær antydes af, at John Moses var mere produktiv end nogensinde, da han i 1889 kom tilbage til sit værksted i Utah. Den ene konstruktion efter den anden så dagens lys og det skete i et hæsblæsende tempo. På et tidspunkt bad Winchester ham udvikle en ny lever-action riffel specifikt til kaliber .44-40 og lovede ham en bonus på 10.000$, hvis han kunne levere et færdigt design og en fungerende prototype på tre måneder. Blot en måned senere blev prototypen på model 1892 leveret – og denne måned inkluderede vel at mærke både John Moses hjemrejse og forsendelsen af riflen. Han havde med andre ord udtænkt, fremstillet, afprøvet og forfinet denne nye konstruktion på bare 20 dage! Winchester gav ham 20.000$ for ulejligheden – de følte vel næppe, de kunne være andet bekendt?
Samarbejdet med Winchester gik strygende for begge parter. I perioden mellem 1883 og 1900 købte Winchester rettighederne til hele 44 forskellige våbenkonstruktioner. Ikke alle blev produceret, men de der gjorde, blev alle utroligt populære.
I år 1900 fik Browning patent på et rekylopereret halvautomatisk haglgevær, som han havde ofret sin hidtil største indsats på at udvikle. At få et automatisk våben til at fungere med vidt forskellige haglladninger var ingen enkel opgave, men som sædvanligt var løsningen ikke desto mindre utroligt velfungerende og Browning var stålsat i sin tro på, at denne konstruktion ville blive en fantastisk succés. T.G. Bennet var imidlertid ikke af samme opfattelse og troede ikke på, at de konservative amerikanske jægere ville acceptere et kompliceret automatisk våben. Han ville nødigt sætte det i produktion. Da Browning, efter et par års tovtrækkeri om sagen, mødte op på Bennets kontor, forlangte han både produktionsstart og royalties – altså en sum penge for hvert produceret gevær. Dette resulterede i en blank afvisning og efter et kort skænderi tog John Moses sin prototype under armen og udvandrede, hvilket satte punktum for det frugtbare samarbejde mellem ham og Winchester.

Nye græsgange
Browning ville for alt i verden have sin nye opfindelse masseproduceret, så han aftalte et møde med direktøren for Remington, Marcellus Hartley, der må have oplevet det som en appelsin i sin turban at få mulighed for et samarbejde med verdens førende våbendesigner. Skæbnen ville det imidlertid anderledes, for da Browning ankom til direktørens kontor, blev han modtaget af en chokeret sekretær, der kunne meddele ham, at Hartley var død af et hjerteanfald få minutter inden. Remington Arms Co. fik naturligvis nok at tænke på og J.M. Browning var ikke kendt for sin tålmodighed. Resolut tog han derfor sin prototype og sine tegninger og gik kort tid efter ombord på en damper med kurs mod Belgien. Hans nye våben skulle i produktion hurtigst muligt!
Et par år tidligere havde han solgt rettighederne til en lille automatpistol til den store belgiske fabrik Fabrique Nationale (F.N.). Pistolen var en stor succés i Europa og fabrikken havde gentagne gange udtrykt ønske om et udvidet samarbejde. Nu fik de chancen med det nye haglgevær.
Belgierne tog imod chancen med kyshånd. Fabrikken, der var opført for at producere våben til det belgiske militær, gik ikke for godt. Et revolutionerende nyt produkt kunne være en vej ud af krisen. Browning understregede sin egen tiltro til sin konstruktion ved at afgive en forhåndsordre på 10.000 stk. til det amerikanske marked, kontrakten blev underskrevet og produktionen startede efter mindre end et år.
Modellen fik betegnelsen Auto-5 og var det første fungerende halvautomatiske haglgevær. Det blev en enorm succés for F.N. og blev starten på et samarbejde, der varede til Brownings død. Det blev også starten for det selvstændige varemærke Browning, der den dag i dag er baseret på indkøb af våben fra diverse underleverandører. De 10.000 geværer til U.S.A. blev solgt på et år.

En sagtmodig nationalhelt
Browning konstruerede ufortrødent videre og der var ikke nogen våbentype, der undgik hans opmærksomhed. De første tyve år af hans virke havde han primært helliget sig jagtvåben og revolutioneret såvel enkeltskudsriflen, lever-action våbnet og pumpgun’en såvel som både automatiske haglgeværer og rifler. Omkring århundredeskiftet blev hans opmærksomhed mere og mere rettet imod fuldautomatiske rifler og automatpistoler. Også her blev hans indsats mildt sagt revolutionerende. Han opfandt egenhændigt både maskingeværet og automatpistolen, som vi kender dem i dag, men som altid, var det amerikanske militær lidt langsomme til at få øjnene op for de nye muligheder.
Først da det stod klart, at U.S.A ville sende tropper til de europæiske slagmarker i 1917, fik man travlt med en modernisering af våbenarsenalet og henvendte sig direkte til J. M. Browning. Man ønskede produktionsrettighederne til Brownings automatiske riffel (B.A.R.), hans tunge maskingevær og hans automatpistol i kaliber .45 ACP. Desuden bad man ham organisere produktionen og man tilbød ham en symbolsk sum for rettigheder og indsats. Der skulle imidlertid ikke herske tvivl om Brownings patriotisme og han accepterede på stedet med ordene: ”Gentlemen, if that suits Uncle Sam, it’s all right with me.” Da han i samme forbindelse fik tilbudt rang af oberst, takkede han ligeså beslutsomt nej.
Brownings våben blev afgørende for den amerikanske indsats både i 1. og 2. verdenskrig – faktisk er en del af dem fortsat i service hos verdens stærkeste militærmagt et lille århundrede efter deres tilblivelse.

Imperiet vokser
Da røgen netop havde lagt sig efter den store krig, kørte F.N. atter for fuld kraft og Browning Arms Co. voksede sig stadigt stærkere. John Moses lå i fast rutefart over Atlanten og håndterede dygtigt opgaven som leder for den ekspanderende virksomhed. Han var en elsket person på F.N., alle fra høj til lav havde den dybeste respekt for opfinderen, bøssemageren og forretningsmanden Mr. Browning. Arbejderne omtalte ham aldrig som andet end ”Le Maître” – ”Mesteren”. Hans designarbejde fortsatte ufortrødent og selv om tempoet dalede en anelse, var kvaliteten stadig uovertruffen. En del af hans konstruktioner blev produceret på begge sider af ”dammen” – i U.S.A fortrinsvis af Remington og Colt og i Europa af F.N.
John Moses’ teknisk begavede søn Val, havde i nogle år assisteret sin far og var siden flyttet permanent til Liege i Belgien, hvor han koordinerede arbejdet på F.N. I november måned 1926 arbejdede man på at starte produktionen af J. M. Brownings seneste konstruktion: Et over and under haglgevær døbt ”B-25” eller ”Browning Superposed”.
John Moses havde for 61. gang taget turen til Belgien, denne gang i selskab med sin kone gennem næsten et halvt århundrede, Rachel. De rejste både for at følge produktionen af den nye konstruktion og for at besøge deres søn Val.
Den 26. november 1926 var John Moses på arbejde på fabrikken. Pludselig fik han smerter for brystet og sank om. Kort tid efter var han død. ”Le Maître” havde fundet hvile på sit elskede arbejde – en pludselig men værdig afslutning på næsten 50 års revolutionerende udviklingsarbejde.
John Moses Browning efterlod sig en arv, der omfattede 128 patenter og mere end 70 forskellige våbenkonstruktioner. En stor del af disse produceres den dag i dag – og mange vil mene, at en del af hans konstruktioner aldrig er blevet overgået. En helt igennem enestående bedrift, der savner industrihistorisk sidestykke.

[center][/center][center][/center]

Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.

[Swift]

mvh.
Swift