Ens sagsbehandling og retsfølelse!

[PeterE]

Apropos ens sagsbehandling og retsfølelse kommer nu en historie fra før der var noget som hed EU, og Danmark endnu ikke var mere berukratisk og forbudsramt end vores naboland Sverige.

Der var engang en landmand, som også var entreprenør, hvilket er ligegyldigt for historien. Da hans liv var henløbet i fryd og gammen gik han en dag hen og blev overmodig. Overmodigheden bestod i at han en dag lod sig friste af nogle prominente herres tilbud. Bondeentreprenøren mente de repræsenterede fremsynet, det sagde de i hvert fald selv. Det var normalt ikke Bondens stil at tage jævne folks ord for gode vare, det gjorde han denne gang, jeg tror selv at grunden ligger i at den gamle var faldet lidt af på den, og var gået hen og blevet en godtroende jyde.
Nu ligger det jo sådan, at godtroende mennesker altid, på et eller andet tidspunkt bliver snydt af andre ikke godtroende mennesker som selv på et tidspunkt var blevet snydt af nogen som var blevet snydt, og derfor ikke var godtroende mennesker mere.
......Men alt det kommer vi først ind på senere....
Det som herrerne i jakkesættene ville var at bestikke bonden, for at få hans stemme. Det viste sig dog at det slet ikke var nødvendigt, med sådanne lyssky midler. Bonden købte den vare som de solgte, uden egentlig at vide hvad han fik.
Der gik nu en rum tid. Der gik faktisk en måned og lidt mere. Og det kan jo være ganske lang tid. Nå men efter den måned og lidt mere, ringede det på bondens dør. Udenfor stod nogle unge mennesker og påstod de kom fra Emotionel Formidling, populært kaldt EF. De sagde også at de var glade fordi han havde været så storsindet at melde sig ind i deres organisation. Bonden sagde at det ikke var noget, (falsk bekedenhed lå til familien). "Især, sagde de unge mennesker," er vi glade for at du har sagt ja til at ansætte Pablo". "Jamen...sagde bonden, jeg taler jo slet ikke spansk". "Det skal du slet ikke være ked af, sagde de unge mennesker, hans familie kommer i næste uge". Så gik de.
Næste uge kom familien, aldrig havde bonden troet at det kunne være muligt at være ensom blandt mennesker endog i sit eget hus. Snart blev det for meget for ham, og han sendte familien bort, eller egentlig bare tilbage. Så var der igen fred også emotionelt. Vinteren gik som normalt. Der døde et par kvier, men den slags sker jo, det er kun naturligt. Til gengæld kom der et par kalve.
Da foråret kom, modtog han en dag et brev fra Emotionel Formidling med tilbud om landbrugsstøtte. Det var da pænt af dem, tænkte bonden, og udfyldte de vedlagte skemaer. Næstekærlighed, det var noget han altid havde troet på, dog havde han aldrig regnet med at den ville vise sig i skikkelse af et kontaktbureau. Men herrens veje er uransagelige, tænkte bonden, og fik tårer i øjnene.
Sommeren gik. Æblerne begyndte at modnes.
Bonden følte en indre forløsning. Et lys var blevet tændt i hans indre.
Så oprandt den skæbnesvangre dag. Dørklokken ringede, bonden åbnede, udenfor stod til hans overraskelse de unge mennesker fra Emotionel Formidling, blot var de denne gang lidt flere.
"Deres gård er udtaget til kontrol", sagde de.
"Javel" sagde bonden.
"Vi vil gerne starte med at tælle kvæget"
"Javel" sagde bonden.
De gik ud i stalden. Den unge mand, som i bondens øjne ikke så særligt velbevandret ud i landbruget, begyndte at tælle, men kørene flyttede sig hele tiden.
"Der er 15" sagde bonden.
"Ja, Ja" sagde den unge knøs. Og begyndte forfra, for 4 gang. "Der er kun 15" sagde den unge.
"Ja", sagde Bonden.
"Men du har jo opgivet 17 på skemaet" sagde den unge.
"Ser du, sagde bonden, det sker jo at der dør en af og til"
"Det er imod reglerne" sagde den unge.
"Jamen..." sagde bonden, lettere irriteret.
Den unge afbrød ham, "Det er bedrageri, og det må der bødes for".
Jeg må hellere lade være med at sige noget, for et ord er et ord, man må stå ved sit ansvar. Og så sagde han ikke noget.

"Lad os tælle kalvene" sagde den unge, "Det kan være vi kan afsløre noget der også".
"Jahha" sagde han "der er kun to, og du har opgivet tre, dvs du får støtte til mere end du rent faktisk har!"
"Jamen, sagde bonden, jeg kunne ikke vide hvor mange der ville blive født på forhånd."
"Pjat", sagde den unge mand "desuden har du ikke overholdt insiminationskvoten", det må du også betale for".
På vej ud i haven, spurgte den unge, efter Pablo og familien. Bonden fortalte det som det var: at Pablo var sendt hjem. "I følge § 73 stk. 2, er det overlagt racisme, hvilket der findes meget hårde straffe for!" råbte den unge.
"Jamen, Pablo ville gerne hjem" sagde bonden.
"Det er ligemeget, det er frihedsberøvelse. Det skal blive dyrt", sagde den unge.
"Jamen...", sagde bonden, og kunne ikke andet.
"Hvad er det!" råbte den unge, og pegede på æbletræet.
"Ingrid Marie-æbler", sagde bonden.
"Hurtigt, skaf mig et metermål", sagde den unge. "Ja! Jeg tænkte det nok. De opfylder ikke mindste målet på 6,5 cm i diameter, de er forbudt!"
"Jamen træet har stået der i 25 år", sagde bonden.
"Ligemeget, sagde den unge, det er forbudt."
"I det hele taget er dette en meget alvorlig sag. Overskridelse af loven adskillige gange, bedrageri og ikke mindst racisme!"
"Jeg er bange for at vi er nødt til at ekskludere dem som medlem!"

Og det var bonden egentlig meget godt tilfreds med, på den måde fik han nemlig en særstilling: Han var smidt ud af noget, som man normalt ikke kunne komme ind i. Et ord var et ord...
Tilbage lå æblerne og rådnede på jorden.
Og det er så sandt som det er sagt.