06-06-2010, 10:43 PM
Hej Jægere
Det er jo normalt kendt at man skal passe på med at benytte ”ukendte” jagtrejsearrangører.
Mig selv og 2 kammerater har lige været en tur på bukkejagt i Dumfries/galloway, Skotland, hvor vi kom ind i et dilemma, som jeg godt vil høre nogle meninger om.
Da dette ikke er skrevet for at hænge nogen som helst personer ud, er der ikke nævnt navne.
Rejsen blev arrangeret af en dansk mellemmand, som havde kontakt til den skotske skytte. Foruden de Britiske FC betalte vi et depositum på 100£ pr. person, samt 100£ for leje at en hytte, hvilket jo er helt i orden
Der blev sørget for vores FC, og der stod en fin hytte klar til os ved ankomst som lovet.
Den første aften tog skyttens kammerat os med i sin bil og viste os jagtområdet, som lå 30 mil fra hytten. Da vi skulle jage på egen hånd fik vi en god og grundig rundvisning på de to områder, hvor vi måtte gå på jagt.
Områderne var meget store og bestod af nåletræer i alle aldre fra nyplantet til store træer. Vi blev ret begejstret for området, men undrede os dog over at vi kun så et stykke råvildt (spidsbuk) på den timelange rundvisning.
Den følgende morgen var vi alle 3 i det store af vores jagtområder, før det blev lyst, med forventningerne højt sat. En sad i et tårn, hvorfra han kunne overse en dal og et kæmpe område. Mig og den anden kammerat startede, hver vores morgenpürsch, og 4½ time senere mødtes vi ved skydetårnet hvor vores kammerat sad. Resultatet var at ingen af os havde set noget som helst hjortevildt. Nå ja, selv om vejret var fint kunne det jo være et tilfælde.
På vej tilbage til vores hytte kørte vi igennem en lille by der hedder Carsphairn, hvor vi ville have morgenmad på et teahouse.
Vi kom ind og fik noget at spise og en af de lokale som sad der kom hen for at snakke med os ”fremmede”. Da vi fortalte ham, hvor vi gik på jagt sagde han at der havde været jægere på dette stykke uafbrudt siden 1. april. Vi tog det roligt og forklarede at der måtte være tale om en misforståelse, da vi var blevet fortalt at der kun havde været 2 grupper på jagt dette år i det kæmpestore stykke. Han forsikrede os dog om at han havde ret, og vi ville selv ville kunne føle det, når vi nu fandt ud af at det råvildt som ikke var blevet skudt var trukket væk eller stresset.
Efter en lang middagssøvn, gik det på aftenjagt, og det hele gentog sig. Det eneste råvildt vi så var en rå som kom ud fra træerne, 300 meter fra det ene skydetårn, og snuppede et par mundfulde græs inden den igen var væk. Jeg så også en rå som kom luntende over vejen foran mig, derudover kun et stykke kronvildt.
Nå ja første dag var væk og vi smuttede lige ind forbi den lokale pup for at få en godnatøl. Her kom de lokale naturligvis over for at snakke lidt med os. Den lokale skytte ville vide hvem der var vores skytte, og da han hørte navnet, fortalte han os det var et uheldigt valg af skytte vi havde truffet, han ville dog ikke uddybe dette nærmere.
Tirsdag morgen regnede det ganske let og vejret var ved at skifte. Der blev set en rå, som gik på en skrænt og virkede meget nervøs. Derudover så vi 13 stykker kronvildt i 2 små rudler.
Denne eftermiddag fik vi en nabo i vores hytte. Det var en Engelsk bukkejæger fra Birmingham, som vi øjeblikkeligt faldt i jægersnak med. Han syntes at det var ret mistænksomt at vi efter 3 ture i skoven ikke havde set en eneste buk, men det kunne jo være et tilfælde.
Tirsdag aften var det klaret op og der var rigtigt fint vejr. Jagten begyndte klokken 19, og vi gik til den med frisk mod. Mine to kammerater ville prøve lykken på det lille stykke (Ca. 8-900 hektar), hvor den ene ville sidde i tårn og den anden gå rundt. Selv kørte jeg ud til det store stykke igen, hvor jeg mødte en lastbilchauffør, som var ved at læsse træ. Han fortalte at der havde været jægere på området uafbrudt siden 1. april, og nu da der var 2 uafhændelige beretninger om dette begyndte jeg at tro på det. Det eneste jeg så var et par hare og 3 stykker kronvildt. Da jag hentede de andre havde de absolut intet set, og efter at jeg fortalte dem om chaufføren, kom humøret helt i bund.
Det blev onsdag morgen og vi tog ud klokken 3, hvor en gik på det lille stykke og 2 på det store. Da klokken blev 9, og vi mødtes kunne det konstateres at det eneste som var set var en rå, og en kronhind. Ved morgen snakken med vores Engelske nabo, foreslog han os at nægte betaling af det resterende beløb vi skyldte vores skytte, indtil vi i det mindste så en buk.
Vores skytte ville komme omkring klokken 2 for at få de penge som vi manglede at betale, og snakke lidt med os. Vi kørte til Newton Stewart, hvor vi fik morgenmad og gik i den lokale jagtforretning. Her kom vi til at tale med en lokal stalker som naturligvis ville vide hvor vi var på jagt, han skiftede helt farve da vi fortalte navnet på vores skytte, da han absolut ikke kunne lide ham. Da han havde hørt vores historie ville han råde os til at droppe vores nuværende skytte og finde en anden.
Hele vejen tilbage til hytten diskuterede vi vores muligheder, og blev enige om at droppe vores skytte. Det var ikke en beslutning som vi havde let ved at tage, han havde jo sørget for vores våbentilladelser, logi og rundvisning på en professionel måde. De udsagn vi havde fra lokalbefolkningen, fik os i sidste ende til at tage den beslutning vi gjorde.
Skytten kom og vi nægtede at betale det resterende beløb, hvis vi ikke i det mindste så en buk. Han virkede som en flink mand, og tog det da også roligt, hvis vi ikke ville betale det sidste nu måtte vi ikke gå mere på jagt hos ham, hvilket han jo også var i sin fulde ret til at sige.
Nå ja, vi var jo kommet for at gå på jagt. Vi fik kontakt til den skytte som Englænderen brugte, som ikke havde tid, men ville kontakte en god skytte i området. Der gik kun 1 time fra at vi havde droppet vores gamle skytte til vi havde et nyt jagtområde. Den nye skytte vi fik kendte udmærket vores gamle skytte, og forklarede at han ikke var nogen skurk. Vi fik at vide, at vores gamle skytte arbejdede for det firma som lavede nypantninger af træer i området, og han derfor var under et kolossalt pres for at holde råvildtbestanden nede, hvilket nu var kommet til at gå ud over os. Vores gamle skytte havde før haft mange tilfredse kunder, men på grund af det pres han var under, fra plantefirmaet, blev der nu jagtet meget hårdt på nogle af hans områder, hvilket også gav ham et dårligt ry, som han måske ikke havde fortjent.
Det nye område mindede meget om det gamle, men her var masser af råvildt, da vi tog hjem lørdag morgen, efter 2½ dags jagt, på egen hånd i dette område, havde vi skudt 6 fine bukke og en ræv.
Torsdag eftermiddag ringede den danske mellemmand til mig i Skotland, og var naturligvis meget utilfreds med at vi havde nægtet at betale vores skytte det manglende beløb, og forklarede at skytten nok skulle sørge for at vi aldrig mere fik FC til Storbritannien.
Dette var så en ret udførlig beretning om vores tur til Skotland.
Jeg er i ret stor tvivl om vi tog den rigtige beslutning, og kunne godt tænke mig at vide hvad forummets andre brugere ville have gjort.
Med venlig hilsen
Sonny Jensen
Det er jo normalt kendt at man skal passe på med at benytte ”ukendte” jagtrejsearrangører.
Mig selv og 2 kammerater har lige været en tur på bukkejagt i Dumfries/galloway, Skotland, hvor vi kom ind i et dilemma, som jeg godt vil høre nogle meninger om.
Da dette ikke er skrevet for at hænge nogen som helst personer ud, er der ikke nævnt navne.
Rejsen blev arrangeret af en dansk mellemmand, som havde kontakt til den skotske skytte. Foruden de Britiske FC betalte vi et depositum på 100£ pr. person, samt 100£ for leje at en hytte, hvilket jo er helt i orden
Der blev sørget for vores FC, og der stod en fin hytte klar til os ved ankomst som lovet.
Den første aften tog skyttens kammerat os med i sin bil og viste os jagtområdet, som lå 30 mil fra hytten. Da vi skulle jage på egen hånd fik vi en god og grundig rundvisning på de to områder, hvor vi måtte gå på jagt.
Områderne var meget store og bestod af nåletræer i alle aldre fra nyplantet til store træer. Vi blev ret begejstret for området, men undrede os dog over at vi kun så et stykke råvildt (spidsbuk) på den timelange rundvisning.
Den følgende morgen var vi alle 3 i det store af vores jagtområder, før det blev lyst, med forventningerne højt sat. En sad i et tårn, hvorfra han kunne overse en dal og et kæmpe område. Mig og den anden kammerat startede, hver vores morgenpürsch, og 4½ time senere mødtes vi ved skydetårnet hvor vores kammerat sad. Resultatet var at ingen af os havde set noget som helst hjortevildt. Nå ja, selv om vejret var fint kunne det jo være et tilfælde.
På vej tilbage til vores hytte kørte vi igennem en lille by der hedder Carsphairn, hvor vi ville have morgenmad på et teahouse.
Vi kom ind og fik noget at spise og en af de lokale som sad der kom hen for at snakke med os ”fremmede”. Da vi fortalte ham, hvor vi gik på jagt sagde han at der havde været jægere på dette stykke uafbrudt siden 1. april. Vi tog det roligt og forklarede at der måtte være tale om en misforståelse, da vi var blevet fortalt at der kun havde været 2 grupper på jagt dette år i det kæmpestore stykke. Han forsikrede os dog om at han havde ret, og vi ville selv ville kunne føle det, når vi nu fandt ud af at det råvildt som ikke var blevet skudt var trukket væk eller stresset.
Efter en lang middagssøvn, gik det på aftenjagt, og det hele gentog sig. Det eneste råvildt vi så var en rå som kom ud fra træerne, 300 meter fra det ene skydetårn, og snuppede et par mundfulde græs inden den igen var væk. Jeg så også en rå som kom luntende over vejen foran mig, derudover kun et stykke kronvildt.
Nå ja første dag var væk og vi smuttede lige ind forbi den lokale pup for at få en godnatøl. Her kom de lokale naturligvis over for at snakke lidt med os. Den lokale skytte ville vide hvem der var vores skytte, og da han hørte navnet, fortalte han os det var et uheldigt valg af skytte vi havde truffet, han ville dog ikke uddybe dette nærmere.
Tirsdag morgen regnede det ganske let og vejret var ved at skifte. Der blev set en rå, som gik på en skrænt og virkede meget nervøs. Derudover så vi 13 stykker kronvildt i 2 små rudler.
Denne eftermiddag fik vi en nabo i vores hytte. Det var en Engelsk bukkejæger fra Birmingham, som vi øjeblikkeligt faldt i jægersnak med. Han syntes at det var ret mistænksomt at vi efter 3 ture i skoven ikke havde set en eneste buk, men det kunne jo være et tilfælde.
Tirsdag aften var det klaret op og der var rigtigt fint vejr. Jagten begyndte klokken 19, og vi gik til den med frisk mod. Mine to kammerater ville prøve lykken på det lille stykke (Ca. 8-900 hektar), hvor den ene ville sidde i tårn og den anden gå rundt. Selv kørte jeg ud til det store stykke igen, hvor jeg mødte en lastbilchauffør, som var ved at læsse træ. Han fortalte at der havde været jægere på området uafbrudt siden 1. april, og nu da der var 2 uafhændelige beretninger om dette begyndte jeg at tro på det. Det eneste jeg så var et par hare og 3 stykker kronvildt. Da jag hentede de andre havde de absolut intet set, og efter at jeg fortalte dem om chaufføren, kom humøret helt i bund.
Det blev onsdag morgen og vi tog ud klokken 3, hvor en gik på det lille stykke og 2 på det store. Da klokken blev 9, og vi mødtes kunne det konstateres at det eneste som var set var en rå, og en kronhind. Ved morgen snakken med vores Engelske nabo, foreslog han os at nægte betaling af det resterende beløb vi skyldte vores skytte, indtil vi i det mindste så en buk.
Vores skytte ville komme omkring klokken 2 for at få de penge som vi manglede at betale, og snakke lidt med os. Vi kørte til Newton Stewart, hvor vi fik morgenmad og gik i den lokale jagtforretning. Her kom vi til at tale med en lokal stalker som naturligvis ville vide hvor vi var på jagt, han skiftede helt farve da vi fortalte navnet på vores skytte, da han absolut ikke kunne lide ham. Da han havde hørt vores historie ville han råde os til at droppe vores nuværende skytte og finde en anden.
Hele vejen tilbage til hytten diskuterede vi vores muligheder, og blev enige om at droppe vores skytte. Det var ikke en beslutning som vi havde let ved at tage, han havde jo sørget for vores våbentilladelser, logi og rundvisning på en professionel måde. De udsagn vi havde fra lokalbefolkningen, fik os i sidste ende til at tage den beslutning vi gjorde.
Skytten kom og vi nægtede at betale det resterende beløb, hvis vi ikke i det mindste så en buk. Han virkede som en flink mand, og tog det da også roligt, hvis vi ikke ville betale det sidste nu måtte vi ikke gå mere på jagt hos ham, hvilket han jo også var i sin fulde ret til at sige.
Nå ja, vi var jo kommet for at gå på jagt. Vi fik kontakt til den skytte som Englænderen brugte, som ikke havde tid, men ville kontakte en god skytte i området. Der gik kun 1 time fra at vi havde droppet vores gamle skytte til vi havde et nyt jagtområde. Den nye skytte vi fik kendte udmærket vores gamle skytte, og forklarede at han ikke var nogen skurk. Vi fik at vide, at vores gamle skytte arbejdede for det firma som lavede nypantninger af træer i området, og han derfor var under et kolossalt pres for at holde råvildtbestanden nede, hvilket nu var kommet til at gå ud over os. Vores gamle skytte havde før haft mange tilfredse kunder, men på grund af det pres han var under, fra plantefirmaet, blev der nu jagtet meget hårdt på nogle af hans områder, hvilket også gav ham et dårligt ry, som han måske ikke havde fortjent.
Det nye område mindede meget om det gamle, men her var masser af råvildt, da vi tog hjem lørdag morgen, efter 2½ dags jagt, på egen hånd i dette område, havde vi skudt 6 fine bukke og en ræv.
Torsdag eftermiddag ringede den danske mellemmand til mig i Skotland, og var naturligvis meget utilfreds med at vi havde nægtet at betale vores skytte det manglende beløb, og forklarede at skytten nok skulle sørge for at vi aldrig mere fik FC til Storbritannien.
Dette var så en ret udførlig beretning om vores tur til Skotland.
Jeg er i ret stor tvivl om vi tog den rigtige beslutning, og kunne godt tænke mig at vide hvad forummets andre brugere ville have gjort.
Med venlig hilsen
Sonny Jensen