20-10-2010, 06:00 PM
Fredag aften. Der er 10 minutter til lukketid og jeg sidder nede bag mosen med riflen liggende i skydestokken.
Den lille buk med kun en lille spids er netop trådt ud af mosen og på vej ud i brakken.
Jeg havde ellers sat næsen op efter et lidt større dyr men denne lille buk bør skydes væk – det er ren regulering.
Finder bukken i kikkersigtet og øger forsigtigt presset på aftrækkeren. Pludselig går skuddet af – helt efter bogen, riflen hopper pga. rekylen og jeg mister øjnekontakten til bukken der tilsyneladende er helt væk i brakken.
Jeg giver mig til at vente en imaginær cigarets tid og holder øje med anskudstedet. Ingen buk at se. Efter 5-10 min går jeg frem mod anskudsstedet.
Solen er ved at gå ned og halvmørket trænger sig på. Da jeg komme frem mod anskudsstedet rejser dyret sig og løber ned i mosen. ”Satans” tænker jeg. Nede i mosen har jeg ikke en chance for at finde den i halvmørket. Hvis jeg går efter den, er der stor sandsynlighed for at den løber videre ud af mosen og ind til naboerne.
Jeg står lidt og overvejer situationen og beslutter mig for at få en schweisshund på. Jeg går forsigtig frem mod det sted hvor bukken havde ligget. Der er tydelig blodspor. Min skydestok bliver sat op som markering og jeg vender hjem for at finde nummeret på en schweisshundefører.
Schweisshudeføreren anbefaler at vi venter til næste morgen før vi går efter dyret.
Lørdag morgen mødes jeg med schweisshundeføren og vi finder hurtigt anskudstedet takket være min skydestok.
Hunden bliver sat på sporet og den stryger med fuld fart og næsen i jorden, lige ned i mosen, hvor den straks finder dyret. Jeg bliver helt lykkelig.
Dyret var ramt lidt for langt tilbage. Kuglen er gået lidt skråt igennem, og ud nede ved køllen.
Jeg er glad for at jeg ikke begyndte at lede om aftenen men valgte at lade det få fred.
Jeg brækker dyret og takker schweisshundeføren for en fin indsats og give hunden et lille stykke lever. Scheisshundeføreren hjælper mig til at tolke sporene på anskudstedet, og viser mig de små stykker maveindhold, så jeg næste gang vil være lidt klogere, hvis situationen igen skulle opstår.
Hvor er vi privilegerede, at vi har så dygtige folk der gider hjælpe os andre, når uheldet er ude.
Jan
Den lille buk med kun en lille spids er netop trådt ud af mosen og på vej ud i brakken.
Jeg havde ellers sat næsen op efter et lidt større dyr men denne lille buk bør skydes væk – det er ren regulering.
Finder bukken i kikkersigtet og øger forsigtigt presset på aftrækkeren. Pludselig går skuddet af – helt efter bogen, riflen hopper pga. rekylen og jeg mister øjnekontakten til bukken der tilsyneladende er helt væk i brakken.
Jeg giver mig til at vente en imaginær cigarets tid og holder øje med anskudstedet. Ingen buk at se. Efter 5-10 min går jeg frem mod anskudsstedet.
Solen er ved at gå ned og halvmørket trænger sig på. Da jeg komme frem mod anskudsstedet rejser dyret sig og løber ned i mosen. ”Satans” tænker jeg. Nede i mosen har jeg ikke en chance for at finde den i halvmørket. Hvis jeg går efter den, er der stor sandsynlighed for at den løber videre ud af mosen og ind til naboerne.
Jeg står lidt og overvejer situationen og beslutter mig for at få en schweisshund på. Jeg går forsigtig frem mod det sted hvor bukken havde ligget. Der er tydelig blodspor. Min skydestok bliver sat op som markering og jeg vender hjem for at finde nummeret på en schweisshundefører.
Schweisshudeføreren anbefaler at vi venter til næste morgen før vi går efter dyret.
Lørdag morgen mødes jeg med schweisshundeføren og vi finder hurtigt anskudstedet takket være min skydestok.
Hunden bliver sat på sporet og den stryger med fuld fart og næsen i jorden, lige ned i mosen, hvor den straks finder dyret. Jeg bliver helt lykkelig.
Dyret var ramt lidt for langt tilbage. Kuglen er gået lidt skråt igennem, og ud nede ved køllen.
Jeg er glad for at jeg ikke begyndte at lede om aftenen men valgte at lade det få fred.
Jeg brækker dyret og takker schweisshundeføren for en fin indsats og give hunden et lille stykke lever. Scheisshundeføreren hjælper mig til at tolke sporene på anskudstedet, og viser mig de små stykker maveindhold, så jeg næste gang vil være lidt klogere, hvis situationen igen skulle opstår.
Hvor er vi privilegerede, at vi har så dygtige folk der gider hjælpe os andre, når uheldet er ude.
Jan
Jan