16-03-2013, 11:57 PM
Sorry! Prøver igen med artiklen fra Dagens JP, kronikken.
Ulve, turister og bønder
AF Michael Böss, Lektor, Leder af Center for Canadastudier, Aarhus Universitet
Offentliggjort 16.03.13 kl. 03:00
Selv når den er vildest, er den danske natur en del af et kulturlandskab og en livsform, som er helt anderledes end i Nordamerika. Også hos os ser vi nu en forskel mellem dem, der kalder ulvens tilbagekomst spændende, naturlig og fantastisk, og dem, der vil få alt bøvlet.
GEM ARTIKEL
Jeg voksede op på landet på Vestfyn. Som barn færdedes jeg i det varme halvår frit i naturen næsten hver dag, fra jeg var seks år. For det meste alene. Da jeg blev syv, tog jeg en gang imellem min treårige lillesøster med ud på min yndlingstur til ”bækken”, der snoede sig gennem en lund i en mindre dalsænkning omgivet af marker en lille kilometer fra vores hjem.
Det var lidt ”farligt”, for der gik rygter om, at der var set en grævling derude. Og de bider jo, til det siger knæk, havde jeg læst i en bog. Men vi fik alligevel lov af vores forældre. Jeg er dog sikker på, at vi ikke havde fået lov, hvis der havde været ulve på Fyn dengang. Det siges, at selv ikke det populære naturikon Morten DD Hansen – der vel at mærke elsker ulve – ville sende sin lille datter alene ud i skoven med en rød hætte om hovedet for at besøge sin farmor.
Mine egne barndomsoplevelser nærede min begejstring over at færdes i vildmarker, og lige siden jeg var 16 år, har jeg jævnligt gjort det i Norge, Sverige og Nordamerika, for vild natur findes der jo ikke for alvor noget af i Danmark – bortset fra havet.
For nogle år siden tilbragte jeg en vidunderlig weekend i Canadas vildmark. Solen skinnede fra en dybblå himmel, strandene var lækre at bade fra, øerne var hyggelige at indtage sin madpakke på. Om aftenen sad jeg på søbredden neden for min lejrplads og så myggene danse over vandspejlet og hørte loonien – lomvien, den canadiske nationalfugl – udsende sit jodlende skrig ovre fra sivene på den anden bred.
Da det blev mørkt og måneskin, begyndte en flok ulve at hyle ude i det fjerne. Det var stort, vildt og romantisk. Jeg er dog sikker på, at de lokale bønder ikke fandt ulvene romantiske, for de havde deres husdyr at passe på. Jeg selv var jo bare en forbipasserende turist.
En af de hurtigst voksende kløfter i nutidens samfund handler om modsætningen mellem centrum og periferi, storby og land – mellem søndagsturister og hverdagsbønder. Det illustrerer den heftige offentlige debat lige nu om ulvens tilbagekomst. Men det er ikke kun et dansk fænomen. Siden 1990’erne har jeg fulgt lidt med i konsekvenserne af udsættelsen af ulve i USA, hvor de endte med at blive udryddet ligesom i Danmark – og i modsætning til Canada, hvor man ikke har forsøgt sig med det samme, og hvor vildmark mange steder er lige uden for folks døre.
Sammen med andre miljøtiltag for at beskytte truede dyrearter – som f.eks. den plettede ugle – blev sådanne projekter fra begyndelsen mødt med begejstring i byernes miljøbevidste middelklasser, blandt offentlige naturforvaltere og i turisterhvervet.
Til gengæld reagerede den tyndt befolkede periferi med skepsis eller direkte modstand. Der levede mennesker og lokalsamfund af primærerhverv som kvægdrift, skovbrug og minedrift og havde derfor et praktisk forhold til naturen. De så derfor udsætningen af ulve i Yellowstone i januar 1995 – og derefter i Idaho og Montana – som symbol på, hvordan Washington greb stadig mere ind i deres liv.
Ulve- og miljøspørgsmålet satte således spiren til den senere Tea Party Movement.
Genindførslen bidrog også til en voksende kløft mellem et gammelt og et nyt Vesten. Det nye Vesten bestod af højt uddannede, som flyttede til de vestlige staters nye, hightechbaserede byer, som tilbød en bedre livskvalitet end i de overfyldte og bandehærgede storbyer i Californien. De ønskede at leve tæt på den pragtfulde natur, som kunne give dem oplevelser og rekreation. For dem gjorde ulvene vildmarken endnu mere eventyrlig. Modsat dem, for hvem den var en arbejdsplads. Da ulve i august 2009 på en enkelt dag dræbte 120 får på en ranch i Montana, fik det – som altid efter sådanne hændelser – de lokale ranchejere til at forlange yderligere kompensationer ud over dem, de har krav på. Ulvene ændrer nemlig dyrenes græsningsadfærd på open range og stresser dem så meget, at de bliver mindre egnede til slagtning.
I det store hele har de amerikanske landmænd vænnet sig til at leve sammen med ulve. Eller rettere: De er blevet tvunget til at acceptere dem. Til gengæld bliver de også kompenseret af det offentlige for de får, de mister, og det er mere, end miljøminister Ida Auken vil stille i udsigt. Men vi har ikke noget at lære USA ud over, at akademiske miljøaktivister og offentlige naturforvaltere og folk i primærerhvervene ikke taler samme sprog og oplever naturen på samme måde. Vi bør under ingen omstændigheder bilde os ind, at vi i Danmark har noget, der blot minder om en nordamerikansk eller skandinavisk vildmark. Den ulv, der dræbte 20 får på Harrild Hede for et par uger siden, blev få dage efter set tæt på en gård ved Vinderup ca. 60 kilometer derfra. Selv når den er vildest, er den danske natur en del af et kulturlandskab, en landbrugsøkonomi og en livsform, som er helt anderledes end i Nordamerika. Også hos os ser vi nu en forskel mellem dem, der kalder ulvens tilbagekomst spændende, naturlig og fantastisk, og dem, der vil få alt bøvlet med at sikre husdyr, passe på hunde og lære deres mindreårige at færdes i skov og på mark på en anden måde, end vi selv gjorde som børn.
Ulven er ikke farlig for mennesker, fortæller bl.a. naturvejleder Morten D.D. Hansen, fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det er sandt nok: Når den er alene, er den sky over for voksne mennesker. Noget andet er dog, når den færdes i flok, sådan som en svensk motionsløber oplevede det for et par år siden. Og sådan som man også kender det fra den canadiske vildmark. Så i det mindste må en ulveforvaltningspolitik kræve en stærk begrænsning af antallet i den danske natur. Jeg vil advare imod, at vi, der lever i centrum og kun færdes som en form for søndagsturister i naturen, falder for nutidens tendens til at romantisere de søde og smukke ulve. Der er naturligvis tale om rovdyr med så mange kræfter, at den kan brække halsen på et stort pattedyr med et enkelt bid.
I nogle år i 1990’erne var mine børn sponsorer – om end på et beskedent plan – for en flok ulve i staten Washington i USA. Kobbel vil jeg ikke kalde dem; for de levede hver for sig inden for deres indhegning i en form for asyl for ulve, der af en eller anden grund var kommet i nød. For de flestes vedkommende fordi nogle velmenende mennesker engang havde fundet en sød, lille ulveunge efterladt og derfor havde taget den til sig. Men siden var den blevet stor og mindre sød og ganske umulig som kæledyr. Derfor var den endt på Wolf Haven International i Tenino.
Vi besøgte ulveparken et par gange i løbet af under et halvt års ophold i den amerikanske delstat i 1995. Bl.a. en aften, da en fortæller fortalte indianske ulvehistorier, og hvor vi alle til sidst stod og hylede mod månen, indtil ulvene bag hegnene stemte i med os.
Det var stort, som man siger i dag. Det var også eksotisk.
Det er ulve stadigvæk for os danskere. Men gad vide hvor længe endnu?
Ulve, turister og bønder
AF Michael Böss, Lektor, Leder af Center for Canadastudier, Aarhus Universitet
Offentliggjort 16.03.13 kl. 03:00
Selv når den er vildest, er den danske natur en del af et kulturlandskab og en livsform, som er helt anderledes end i Nordamerika. Også hos os ser vi nu en forskel mellem dem, der kalder ulvens tilbagekomst spændende, naturlig og fantastisk, og dem, der vil få alt bøvlet.
GEM ARTIKEL
Jeg voksede op på landet på Vestfyn. Som barn færdedes jeg i det varme halvår frit i naturen næsten hver dag, fra jeg var seks år. For det meste alene. Da jeg blev syv, tog jeg en gang imellem min treårige lillesøster med ud på min yndlingstur til ”bækken”, der snoede sig gennem en lund i en mindre dalsænkning omgivet af marker en lille kilometer fra vores hjem.
Det var lidt ”farligt”, for der gik rygter om, at der var set en grævling derude. Og de bider jo, til det siger knæk, havde jeg læst i en bog. Men vi fik alligevel lov af vores forældre. Jeg er dog sikker på, at vi ikke havde fået lov, hvis der havde været ulve på Fyn dengang. Det siges, at selv ikke det populære naturikon Morten DD Hansen – der vel at mærke elsker ulve – ville sende sin lille datter alene ud i skoven med en rød hætte om hovedet for at besøge sin farmor.
Mine egne barndomsoplevelser nærede min begejstring over at færdes i vildmarker, og lige siden jeg var 16 år, har jeg jævnligt gjort det i Norge, Sverige og Nordamerika, for vild natur findes der jo ikke for alvor noget af i Danmark – bortset fra havet.
For nogle år siden tilbragte jeg en vidunderlig weekend i Canadas vildmark. Solen skinnede fra en dybblå himmel, strandene var lækre at bade fra, øerne var hyggelige at indtage sin madpakke på. Om aftenen sad jeg på søbredden neden for min lejrplads og så myggene danse over vandspejlet og hørte loonien – lomvien, den canadiske nationalfugl – udsende sit jodlende skrig ovre fra sivene på den anden bred.
Da det blev mørkt og måneskin, begyndte en flok ulve at hyle ude i det fjerne. Det var stort, vildt og romantisk. Jeg er dog sikker på, at de lokale bønder ikke fandt ulvene romantiske, for de havde deres husdyr at passe på. Jeg selv var jo bare en forbipasserende turist.
En af de hurtigst voksende kløfter i nutidens samfund handler om modsætningen mellem centrum og periferi, storby og land – mellem søndagsturister og hverdagsbønder. Det illustrerer den heftige offentlige debat lige nu om ulvens tilbagekomst. Men det er ikke kun et dansk fænomen. Siden 1990’erne har jeg fulgt lidt med i konsekvenserne af udsættelsen af ulve i USA, hvor de endte med at blive udryddet ligesom i Danmark – og i modsætning til Canada, hvor man ikke har forsøgt sig med det samme, og hvor vildmark mange steder er lige uden for folks døre.
Sammen med andre miljøtiltag for at beskytte truede dyrearter – som f.eks. den plettede ugle – blev sådanne projekter fra begyndelsen mødt med begejstring i byernes miljøbevidste middelklasser, blandt offentlige naturforvaltere og i turisterhvervet.
Til gengæld reagerede den tyndt befolkede periferi med skepsis eller direkte modstand. Der levede mennesker og lokalsamfund af primærerhverv som kvægdrift, skovbrug og minedrift og havde derfor et praktisk forhold til naturen. De så derfor udsætningen af ulve i Yellowstone i januar 1995 – og derefter i Idaho og Montana – som symbol på, hvordan Washington greb stadig mere ind i deres liv.
Ulve- og miljøspørgsmålet satte således spiren til den senere Tea Party Movement.
Genindførslen bidrog også til en voksende kløft mellem et gammelt og et nyt Vesten. Det nye Vesten bestod af højt uddannede, som flyttede til de vestlige staters nye, hightechbaserede byer, som tilbød en bedre livskvalitet end i de overfyldte og bandehærgede storbyer i Californien. De ønskede at leve tæt på den pragtfulde natur, som kunne give dem oplevelser og rekreation. For dem gjorde ulvene vildmarken endnu mere eventyrlig. Modsat dem, for hvem den var en arbejdsplads. Da ulve i august 2009 på en enkelt dag dræbte 120 får på en ranch i Montana, fik det – som altid efter sådanne hændelser – de lokale ranchejere til at forlange yderligere kompensationer ud over dem, de har krav på. Ulvene ændrer nemlig dyrenes græsningsadfærd på open range og stresser dem så meget, at de bliver mindre egnede til slagtning.
I det store hele har de amerikanske landmænd vænnet sig til at leve sammen med ulve. Eller rettere: De er blevet tvunget til at acceptere dem. Til gengæld bliver de også kompenseret af det offentlige for de får, de mister, og det er mere, end miljøminister Ida Auken vil stille i udsigt. Men vi har ikke noget at lære USA ud over, at akademiske miljøaktivister og offentlige naturforvaltere og folk i primærerhvervene ikke taler samme sprog og oplever naturen på samme måde. Vi bør under ingen omstændigheder bilde os ind, at vi i Danmark har noget, der blot minder om en nordamerikansk eller skandinavisk vildmark. Den ulv, der dræbte 20 får på Harrild Hede for et par uger siden, blev få dage efter set tæt på en gård ved Vinderup ca. 60 kilometer derfra. Selv når den er vildest, er den danske natur en del af et kulturlandskab, en landbrugsøkonomi og en livsform, som er helt anderledes end i Nordamerika. Også hos os ser vi nu en forskel mellem dem, der kalder ulvens tilbagekomst spændende, naturlig og fantastisk, og dem, der vil få alt bøvlet med at sikre husdyr, passe på hunde og lære deres mindreårige at færdes i skov og på mark på en anden måde, end vi selv gjorde som børn.
Ulven er ikke farlig for mennesker, fortæller bl.a. naturvejleder Morten D.D. Hansen, fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det er sandt nok: Når den er alene, er den sky over for voksne mennesker. Noget andet er dog, når den færdes i flok, sådan som en svensk motionsløber oplevede det for et par år siden. Og sådan som man også kender det fra den canadiske vildmark. Så i det mindste må en ulveforvaltningspolitik kræve en stærk begrænsning af antallet i den danske natur. Jeg vil advare imod, at vi, der lever i centrum og kun færdes som en form for søndagsturister i naturen, falder for nutidens tendens til at romantisere de søde og smukke ulve. Der er naturligvis tale om rovdyr med så mange kræfter, at den kan brække halsen på et stort pattedyr med et enkelt bid.
I nogle år i 1990’erne var mine børn sponsorer – om end på et beskedent plan – for en flok ulve i staten Washington i USA. Kobbel vil jeg ikke kalde dem; for de levede hver for sig inden for deres indhegning i en form for asyl for ulve, der af en eller anden grund var kommet i nød. For de flestes vedkommende fordi nogle velmenende mennesker engang havde fundet en sød, lille ulveunge efterladt og derfor havde taget den til sig. Men siden var den blevet stor og mindre sød og ganske umulig som kæledyr. Derfor var den endt på Wolf Haven International i Tenino.
Vi besøgte ulveparken et par gange i løbet af under et halvt års ophold i den amerikanske delstat i 1995. Bl.a. en aften, da en fortæller fortalte indianske ulvehistorier, og hvor vi alle til sidst stod og hylede mod månen, indtil ulvene bag hegnene stemte i med os.
Det var stort, som man siger i dag. Det var også eksotisk.
Det er ulve stadigvæk for os danskere. Men gad vide hvor længe endnu?