21-09-2008, 12:04 AM
Tak for de mange positive tilbagemeldinger jeg har fået.
En bog tror jeg ikke det bliver til, men for ca. 30 år siden, da byggede jeg et kaninbur til en sød pige, der gik to klasser under mig ...
Hendes far kendte jeg også til, han jagtede meget, skød som en drøm med både hagl og kugle, havde sine meningers mod, og han havde jo også inviteret min far på jagt.
Såee ...
Rasmus Helmer var en af dem der virkelig tog hånd om min jagtlige opdragelse.
Da jeg fik investeret i min første haglbøsse som 14 årig, var han da også en af de første jeg måtte fortælle det til.
- Har du den ikke med knægt, var han eneste kommentar da jeg cyklede ud til ham, for at fortælle om nyerhvervelsen.
Straks ringede han til min far, som fluks kom med skyderen som Rasmus mente måtte prøves med det samme. Bøssen var en Manufrance halvautomat, der var godt brugt, men med den papkassefuld Eley Grandprix Rasmus kom med, var der ingen problemer.
Selvfølgelig skulle de voksne da også prøve den, men jeg fik da lov til at skyde den plastikdunk der blev kastet op i luften, totalt i stumper og stykker. Dejligt når mennesker er impulsive …
Rasmus syntes det kunne være sjovt hvis jeg fik lov til at skyde nogle ænder i grusgraven, så jeg var helt oppe at køre, da jeg blev inviteret.
Rasmus kom og hentede mig i sin nye Range Rover, der var stil over det.
Jeg var nu bevæbnet med min nye Beretta halvautomat, som jeg fik/købte som erstatning for den slidte Manufrance. Tasken var fyldt op med røde Gyttorp i 5’ere, så jeg var klar.
Den dag husker jeg med skrækblandet gru, 2 ænder i 42 skud! Så jeg havde ikke så meget at lade min far høre …
Ude hos Rasmus var der et stort moreltræ. Der var hvert år invasion af stære, når morellerne var modne. Jeg havde store problemer med at ramme noget med fjer på, så jeg fik lov at træne på stærene.
Rasmus skød som før nævnt blændende, så da jeg havde klumret i det længe nok, hentede han Charles Lancasteren, samt to patroner. Han doublerede et par stære, blot for at vise hvordan man skulle gøre …
Han startede senere skydeskole med en af sine svenske venner som instruktør, hvor han forærede mig to lektioner. – du kan da ikke ramme noget med det krumme lort, som han engang sagde om min Miroku, den der engang havde været min fars …
Det kunne jeg faktisk, så længe det blot var lerduer, men efter to års træning hvor mit skæfte var blevet rettet til, gik det dog noget anderledes bedre.
Jeg tilbragte meget af min fritid hos Rasmus, for derude skete altid noget spændende.
Han havde engang den spøg at ringe til Felikano, en af hans jagtkammerater, for nu skulle han komme og se det sidste nye trofæ.
Frederik, som han rettelig hedder, blev noget tosset, da Rasmus stolt pegede ud i rosenbedet, hvor den rotte lå, han havde skudt med 30.06’eren oppe fra tagvinduet.
En af Rasmus’ gode venner spurgte mig en dag, om jeg ville med på klapjagt, en løs aftale, sådan nærmest henslængt. Jeg hørte ikke nærmere, men kendte datoen for hans næste jagt og hvad kunne en syttenårig så stille op.
Det var efter at min far var død, så ham kunne jeg ikke snakke med det om.
Jeg var ked af det, for først var jeg helt vildt glad og så gik gassen langsomt af ballonen. Til sidst var det ikke til at holde ud.
Jeg kørte ud til Rasmus og fik fremstammet min nød.
- "Det kan han s.. ikke være bekendt var Rasmus’ kommentar, - jeg skal nok tage en snak med ham".
Der gik ikke lang tid efter at jeg var kommet hjem, før telefonen ringende. Det var Rasmus. – "Du skal bare komme ned til mig på søndag, så kan du køre med" …
Rasmus levede stærkt og sagde sjældent nej til noget. Han jagtede meget og pludselig var det også golfspillet der fik hans bevågenhed. Men den usunde levestil han altid havde ført, gjorde at helbredet begyndte at knage.
En stor bypassoperation rettede op på systemet og livsførelsen blev lagt om. Smøgerne blev kvittet og samtidig den fede mad.
Han var før en mand med pondus, men det forsvandt efter den store operation.
Han fik gennem livet mange kontakter til folk og jagtede bl.a. en del med riffel i det tidligere DDR.
Vi havde aftalt at jeg skulle en tur med derned, hvis det kunne lade sig gøre. Men inden det blev muligt, sagde hjertet stop.
En dag hvor han sad i stolen i stuen, holdt det op med at slå og han gik også alt for tidligt bort. Han blev 54 år, men havde oplevet mere end de fleste ...
Rasmus havde det med at give alle i omgangskredsen øgenavne, men ikke i nogen ond mening.
Navne som: Øffe, Felikano, Eleven, Hoffoureren, Langemand, 7-Tomater, Münchausen, Grønærten og Troldeungen, huskes og benyttes stadig af mange, her 12 år efter han gik bort …
Jeg vil altid huske, da jeg blæste ”The last post” ved hans kiste.
En af hans tyske jagtkammerater skulle først blæse signalet: jagd-vorbei-hallali. Signalet druknede totalt i gråd, men det var nok det indtryk der gjorde, at jeg kunne fuldføre det signal jeg skulle blæse.
Da jeg havde blæst, kom jan, en af vores jagtkammerater over, for han kunne godt se, at jeg havde brug for lidt støtte.
Vi er mange der aldrig glemmer hustruen Elses, afsked til ham ved rustvognen.
Hun sagde: – "Kære Rasmus, du har rejst meget og hver gang har jeg ønsket dig god tur. Det vil jeg også gøre denne gang" …
Og ja, jeg savner ham stadig.
K&B Clax [
]
![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)
Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...
Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...
En bog tror jeg ikke det bliver til, men for ca. 30 år siden, da byggede jeg et kaninbur til en sød pige, der gik to klasser under mig ...
Hendes far kendte jeg også til, han jagtede meget, skød som en drøm med både hagl og kugle, havde sine meningers mod, og han havde jo også inviteret min far på jagt.
Såee ...
Rasmus Helmer var en af dem der virkelig tog hånd om min jagtlige opdragelse.
Da jeg fik investeret i min første haglbøsse som 14 årig, var han da også en af de første jeg måtte fortælle det til.
- Har du den ikke med knægt, var han eneste kommentar da jeg cyklede ud til ham, for at fortælle om nyerhvervelsen.
Straks ringede han til min far, som fluks kom med skyderen som Rasmus mente måtte prøves med det samme. Bøssen var en Manufrance halvautomat, der var godt brugt, men med den papkassefuld Eley Grandprix Rasmus kom med, var der ingen problemer.
Selvfølgelig skulle de voksne da også prøve den, men jeg fik da lov til at skyde den plastikdunk der blev kastet op i luften, totalt i stumper og stykker. Dejligt når mennesker er impulsive …
Rasmus syntes det kunne være sjovt hvis jeg fik lov til at skyde nogle ænder i grusgraven, så jeg var helt oppe at køre, da jeg blev inviteret.
Rasmus kom og hentede mig i sin nye Range Rover, der var stil over det.
Jeg var nu bevæbnet med min nye Beretta halvautomat, som jeg fik/købte som erstatning for den slidte Manufrance. Tasken var fyldt op med røde Gyttorp i 5’ere, så jeg var klar.
Den dag husker jeg med skrækblandet gru, 2 ænder i 42 skud! Så jeg havde ikke så meget at lade min far høre …
Ude hos Rasmus var der et stort moreltræ. Der var hvert år invasion af stære, når morellerne var modne. Jeg havde store problemer med at ramme noget med fjer på, så jeg fik lov at træne på stærene.
Rasmus skød som før nævnt blændende, så da jeg havde klumret i det længe nok, hentede han Charles Lancasteren, samt to patroner. Han doublerede et par stære, blot for at vise hvordan man skulle gøre …
Han startede senere skydeskole med en af sine svenske venner som instruktør, hvor han forærede mig to lektioner. – du kan da ikke ramme noget med det krumme lort, som han engang sagde om min Miroku, den der engang havde været min fars …
Det kunne jeg faktisk, så længe det blot var lerduer, men efter to års træning hvor mit skæfte var blevet rettet til, gik det dog noget anderledes bedre.
Jeg tilbragte meget af min fritid hos Rasmus, for derude skete altid noget spændende.
Han havde engang den spøg at ringe til Felikano, en af hans jagtkammerater, for nu skulle han komme og se det sidste nye trofæ.
Frederik, som han rettelig hedder, blev noget tosset, da Rasmus stolt pegede ud i rosenbedet, hvor den rotte lå, han havde skudt med 30.06’eren oppe fra tagvinduet.
En af Rasmus’ gode venner spurgte mig en dag, om jeg ville med på klapjagt, en løs aftale, sådan nærmest henslængt. Jeg hørte ikke nærmere, men kendte datoen for hans næste jagt og hvad kunne en syttenårig så stille op.
Det var efter at min far var død, så ham kunne jeg ikke snakke med det om.
Jeg var ked af det, for først var jeg helt vildt glad og så gik gassen langsomt af ballonen. Til sidst var det ikke til at holde ud.
Jeg kørte ud til Rasmus og fik fremstammet min nød.
- "Det kan han s.. ikke være bekendt var Rasmus’ kommentar, - jeg skal nok tage en snak med ham".
Der gik ikke lang tid efter at jeg var kommet hjem, før telefonen ringende. Det var Rasmus. – "Du skal bare komme ned til mig på søndag, så kan du køre med" …
Rasmus levede stærkt og sagde sjældent nej til noget. Han jagtede meget og pludselig var det også golfspillet der fik hans bevågenhed. Men den usunde levestil han altid havde ført, gjorde at helbredet begyndte at knage.
En stor bypassoperation rettede op på systemet og livsførelsen blev lagt om. Smøgerne blev kvittet og samtidig den fede mad.
Han var før en mand med pondus, men det forsvandt efter den store operation.
Han fik gennem livet mange kontakter til folk og jagtede bl.a. en del med riffel i det tidligere DDR.
Vi havde aftalt at jeg skulle en tur med derned, hvis det kunne lade sig gøre. Men inden det blev muligt, sagde hjertet stop.
En dag hvor han sad i stolen i stuen, holdt det op med at slå og han gik også alt for tidligt bort. Han blev 54 år, men havde oplevet mere end de fleste ...
Rasmus havde det med at give alle i omgangskredsen øgenavne, men ikke i nogen ond mening.
Navne som: Øffe, Felikano, Eleven, Hoffoureren, Langemand, 7-Tomater, Münchausen, Grønærten og Troldeungen, huskes og benyttes stadig af mange, her 12 år efter han gik bort …
Jeg vil altid huske, da jeg blæste ”The last post” ved hans kiste.
En af hans tyske jagtkammerater skulle først blæse signalet: jagd-vorbei-hallali. Signalet druknede totalt i gråd, men det var nok det indtryk der gjorde, at jeg kunne fuldføre det signal jeg skulle blæse.
Da jeg havde blæst, kom jan, en af vores jagtkammerater over, for han kunne godt se, at jeg havde brug for lidt støtte.
Vi er mange der aldrig glemmer hustruen Elses, afsked til ham ved rustvognen.
Hun sagde: – "Kære Rasmus, du har rejst meget og hver gang har jeg ønsket dig god tur. Det vil jeg også gøre denne gang" …
Og ja, jeg savner ham stadig.
K&B Clax [
]Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...
Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...
K&B Claxel