12-02-2008, 11:01 PM
Jeg har altid trukket lidt på smilebåndet når min jagtkammeret, modvilligt accepterer, at vi pürsch´er det sidste stykke på maven, og derefter iagttage hvordan han kravler, mens han holder sin riffel i sikker afstand fra alle jordens elementer der kan ”forulempe” hans højt elskede SAUR med Grand Lux pind. Det er faktisk imponerende, hvorledes han gennem tiderne, har udviklet den teknik, der gør ham i stand til at følge mig, på trods af det ”handicap”, at hans riffel altid bliver holdt ½ meter over jorden. Det er værd at bemærke at jeg bestemt ikke lider af samme handicap ved kravle-pürsch.
Nu vil skæbnen, at jeg også er blevet forelsket i en ”pynte-riffel”, ikke overvældende dyr, men nok til, at den i mit ejerskab vil bevirke, at jeg udvikler samme pürsch-teknik som min jagtkammerat.
Diverse ”handicaps” i ens jagtteknikker vil jeg kunne leve med, det er jeg overbevist om at jeg kan håndtere via projektion. (Eksempel: Det er faktisk mere behageligt at kravle på denne måde – Grunden til at jeg placerer skulderremmen imellem skæftet og brændestablen er alene for at få bedre anlæg, osv.).
Jeg er overordentlig bekymret for, at hvis jeg giver efter og erhverver min forelskelse, er ovenstående kun begyndelsen. At jeg på et senere tidspunkt ville stå iklædt knæstrømper og knickers med tilhørende tweedjakke i ren uld, samt en sygelig trang til at kommenter ungdommens uelegante våbenføring.
Kan man være ”ægte” riffelentusiast og eje en riffel hvis eneste formål er at glæde dens ejer med sin fantastiske låsegang, sit geniale krydsmagasin osv., og kun undtagelsesvis være ejerens jagtkammerat på skånsomme jagter, hvor riflen ikke lider overlast?
Det er jo sygt - ikke?, men jeg ville så gerne eje den SAKO.
Er der nogle herinde der har oplevet det samme? – blev i raske igen?
På forhånd tak
BANG
Nu vil skæbnen, at jeg også er blevet forelsket i en ”pynte-riffel”, ikke overvældende dyr, men nok til, at den i mit ejerskab vil bevirke, at jeg udvikler samme pürsch-teknik som min jagtkammerat.
Diverse ”handicaps” i ens jagtteknikker vil jeg kunne leve med, det er jeg overbevist om at jeg kan håndtere via projektion. (Eksempel: Det er faktisk mere behageligt at kravle på denne måde – Grunden til at jeg placerer skulderremmen imellem skæftet og brændestablen er alene for at få bedre anlæg, osv.).
Jeg er overordentlig bekymret for, at hvis jeg giver efter og erhverver min forelskelse, er ovenstående kun begyndelsen. At jeg på et senere tidspunkt ville stå iklædt knæstrømper og knickers med tilhørende tweedjakke i ren uld, samt en sygelig trang til at kommenter ungdommens uelegante våbenføring.
Kan man være ”ægte” riffelentusiast og eje en riffel hvis eneste formål er at glæde dens ejer med sin fantastiske låsegang, sit geniale krydsmagasin osv., og kun undtagelsesvis være ejerens jagtkammerat på skånsomme jagter, hvor riflen ikke lider overlast?
Det er jo sygt - ikke?, men jeg ville så gerne eje den SAKO.
Er der nogle herinde der har oplevet det samme? – blev i raske igen?
På forhånd tak
BANG