13-12-2008, 12:21 PM
...og en historie, som nok ikke skulle have været skrevet. Men jeg er sur på mig selv, og kravler derfor frivilligt i gabestokken:
Sidste uge havde jeg lige et par ledige timer fredag eftermiddag. Riflen i bilen, på med gummistøvlerne og afsted. Jeg parkerer ca. 2 km fra et tæt moseområde med engstykker omkring. Jeg har besluttet at jeg vil forsøge at skyde et lam. Vi har endnu ikke nedlagt råvildt på reviret og bestanden er næsten skræmmende stor.
Da jeg er halvvejs nede ved mosen ser jeg 4 stk. råvildt på engen. Det er normalt for området - vi ser ofte 10-15 stk. i mosen. De har tydeligvis lært at spotte predatorer på lang afstand - normalt lister de i mosen når de ser bevægelse på markerne ned mod området.
Jeg står tæt på en grøft med ca. 30 cm vand. Oplagt pürchrute. Ned i grøften og plup - i vand og mudder til livet. Forsigtigt op igen - og den ene støvle bliver i dyndet (som vist mest skyldes landmandens intensive svinebrug [xx(]). Forsigtigt listes støvlen op og på. Tjek i kikkerten - de er der stadig. Der er kun én vej. Ned på alle fire over mudder- og lermark. De sidste 200 m hen mod et område med rør er over åben mark - så her er det helt ned på maven.
Da jeg når frem til rørerne efter ca. 20 min. på maven, er dyrerne naturligvis væk. Jeg er smurt ind i mudder, ler og sikkert også en del efterladenskaber fra omtalte svinebrug. Riffel og kikkert er heller ikke til pænt brug. Og selv om formen er "rimelig", kan jeg godt mærke, at jeg lever.
Jeg sidder nogle sekunder og sunder mig og er egentlig ganske godt tilfreds med forløbet. Pludselig ser jeg ét af lammene i kanten af mosen - noget længere fra hvor de stod tidligere. Anlæg på en hegnspæl - kikkert og briller dugger - pulsen er ikke helt på plads efter kravleturen - afstanden (de havde jo flyttet sig) tæt på 150 m - og lammet står en kende spidst. Alt andet end optimale forhold og der skal naturligvis ikke skydes. Jeg tager riflen ned mens lammet trækker længere ind i mosen. Pludselig er det ude igen - 25 m. længere fremme - vinklen er bedre men der er stadig dug på glasset og lidt stakåndethed. Riflen op og bum!
Lammet tegner men forsvinder i mosen. Jeg sidder lidt forbløffet og tænker "hvad fanden var det, du gjorde din store idiot". Jeg havde besluttet at skyde, hvis chancen blev markant bedre end udgangspunktet. Da jeg så lammet anden gang var chancen "lidt" bedre, men slet ikke god nok. Og så skød jeg.
Det var en lidt skræmmende oplevelse. Lidt somom den del af hjernen, der var indstillet på at skyde, hvis forholdene blev meget bedre, overstyrede fornuften og fik mig til at reagere længe inden, jeg skulle have gjort det.
Det lyder nok ret åndsvagt og temmelig pjevset - men jeg har altid følt at jeg havde stor kontrol v. skudafgivelse - og det havde jeg så pludselig ikke. Det tog nogle timer inden, jeg helt fik fordøjet situationen, og der er kun én konklusion: Jeg har afgivet et forhastet stressskud og opført mig, som man måske kan forstå at en nyudklækket, overivrig 16-årig jæger opfører sig. Det er noget over 20 år og en hel del råvildt siden, jeg var på dét niveau, så den undskyldning dur altså ikke.
En bekendts schweisshund fandt lammet 200 m inden i mosen. BST'en havde snittet det bageste ribben og fortsat ret igennem waiden. Et fragment var sået i køllen på indgangssiden og et andet skråt gennem ryggen. Det var et uhørt dårligt og meget grimt skud.
Nu sidder jeg så en uges tid efter episoden - på vej ud med korn og majs til tønderne - og siger igen og igen til mig selv, at det gør jeg aldrig, aldrig, aldrig igen. Men jeg kan mærke, at der er en rest af nagende tvivl et sted dybt inde i knolden. Det er træls - men vel egentlig en rimelig straf.
Jeg ønsker på ingen måde at starte en "gå til skriftestolen og bekend dine synder"-tråd. Havde bare behov for at komme af med dén og give mig selv det sidste svirp med pisken - hvor patetisk det end måtte være.
Undskyld hvis det var ulidelig læsning.
/bundgaard
Sidste uge havde jeg lige et par ledige timer fredag eftermiddag. Riflen i bilen, på med gummistøvlerne og afsted. Jeg parkerer ca. 2 km fra et tæt moseområde med engstykker omkring. Jeg har besluttet at jeg vil forsøge at skyde et lam. Vi har endnu ikke nedlagt råvildt på reviret og bestanden er næsten skræmmende stor.
Da jeg er halvvejs nede ved mosen ser jeg 4 stk. råvildt på engen. Det er normalt for området - vi ser ofte 10-15 stk. i mosen. De har tydeligvis lært at spotte predatorer på lang afstand - normalt lister de i mosen når de ser bevægelse på markerne ned mod området.
Jeg står tæt på en grøft med ca. 30 cm vand. Oplagt pürchrute. Ned i grøften og plup - i vand og mudder til livet. Forsigtigt op igen - og den ene støvle bliver i dyndet (som vist mest skyldes landmandens intensive svinebrug [xx(]). Forsigtigt listes støvlen op og på. Tjek i kikkerten - de er der stadig. Der er kun én vej. Ned på alle fire over mudder- og lermark. De sidste 200 m hen mod et område med rør er over åben mark - så her er det helt ned på maven.
Da jeg når frem til rørerne efter ca. 20 min. på maven, er dyrerne naturligvis væk. Jeg er smurt ind i mudder, ler og sikkert også en del efterladenskaber fra omtalte svinebrug. Riffel og kikkert er heller ikke til pænt brug. Og selv om formen er "rimelig", kan jeg godt mærke, at jeg lever.
Jeg sidder nogle sekunder og sunder mig og er egentlig ganske godt tilfreds med forløbet. Pludselig ser jeg ét af lammene i kanten af mosen - noget længere fra hvor de stod tidligere. Anlæg på en hegnspæl - kikkert og briller dugger - pulsen er ikke helt på plads efter kravleturen - afstanden (de havde jo flyttet sig) tæt på 150 m - og lammet står en kende spidst. Alt andet end optimale forhold og der skal naturligvis ikke skydes. Jeg tager riflen ned mens lammet trækker længere ind i mosen. Pludselig er det ude igen - 25 m. længere fremme - vinklen er bedre men der er stadig dug på glasset og lidt stakåndethed. Riflen op og bum!
Lammet tegner men forsvinder i mosen. Jeg sidder lidt forbløffet og tænker "hvad fanden var det, du gjorde din store idiot". Jeg havde besluttet at skyde, hvis chancen blev markant bedre end udgangspunktet. Da jeg så lammet anden gang var chancen "lidt" bedre, men slet ikke god nok. Og så skød jeg.
Det var en lidt skræmmende oplevelse. Lidt somom den del af hjernen, der var indstillet på at skyde, hvis forholdene blev meget bedre, overstyrede fornuften og fik mig til at reagere længe inden, jeg skulle have gjort det.
Det lyder nok ret åndsvagt og temmelig pjevset - men jeg har altid følt at jeg havde stor kontrol v. skudafgivelse - og det havde jeg så pludselig ikke. Det tog nogle timer inden, jeg helt fik fordøjet situationen, og der er kun én konklusion: Jeg har afgivet et forhastet stressskud og opført mig, som man måske kan forstå at en nyudklækket, overivrig 16-årig jæger opfører sig. Det er noget over 20 år og en hel del råvildt siden, jeg var på dét niveau, så den undskyldning dur altså ikke.
En bekendts schweisshund fandt lammet 200 m inden i mosen. BST'en havde snittet det bageste ribben og fortsat ret igennem waiden. Et fragment var sået i køllen på indgangssiden og et andet skråt gennem ryggen. Det var et uhørt dårligt og meget grimt skud.
Nu sidder jeg så en uges tid efter episoden - på vej ud med korn og majs til tønderne - og siger igen og igen til mig selv, at det gør jeg aldrig, aldrig, aldrig igen. Men jeg kan mærke, at der er en rest af nagende tvivl et sted dybt inde i knolden. Det er træls - men vel egentlig en rimelig straf.
Jeg ønsker på ingen måde at starte en "gå til skriftestolen og bekend dine synder"-tråd. Havde bare behov for at komme af med dén og give mig selv det sidste svirp med pisken - hvor patetisk det end måtte være.
Undskyld hvis det var ulidelig læsning.
/bundgaard