Lokal fredning af harer

[ran]

Man kunne jo skrive et brev til hende:

Kære Karen Ellemann
Som jæger piner det mig lidt at høre i P3, at du udtaler dig om harejagten, som en af de store skyldnere, når det handler om den nedadgående harebestand.

Vi kan godt blive enige om, at visse jagtbare arter er pressede bestandsmæssigt, som f.eks. harer og agerhøns. Ingen er mere bevidste om det end jægerne, som færdes i naturen året rundt – det meste af tiden faktisk i forbindelse med naturpleje, fodring og andre aktiviteter, som ophjælper vildtbestandene. Jo, vi ved godt om nogen, hvad der rører sig derude – og ingen er faktisk mere bekymrede end vi… specielt, når vi hører en minister, der ikke er ordentlig inde i sagerne udtale sig i massemedier om jagten, der i forvejen er et følsomt debatemne blandt folk med mere romantiske forestillinger om hvordan naturen ville være, hvis der ikke blev nedlagt noget vildt af jægerne.

Der er flere ting i harespøgsmålet, som du nok bør overveje, inden du begynder at lave fredninger, indskrænke jagt tider eller andre lignende tiltag. Det er selvfølgelig klart, at en hare, der bliver skudt i efterårets relative korte jagtperiode bliver taget ud af bestanden. Udtagning af individer pga. jagt er imidlertid minimal, i forhold til hvad der bliver taget ved predation – dvs. rovdyr, rovfugle som tager killinger hhv. bestandstabet på grund af landbrugsdriftens intensive dyrkning af store monokulturer på markerne, der forringer harekillingernes fødemuligheder drastisk.

Hvis du læser DMUs rapport desangående, vil du også kunne se, at der i dit eget embedsværk er kompetente folk, der monitorerer vildtbestandene, som ikke er helt enige i din udtalelse omkring jægernes rolle i decimering af harebestanden. Det har længe været dokumenteret viden, at harekillinger dør i foråret – af sult!

Krager, rovfugle, ræve og andre prædatorer tolder hårdt på en svækket forårsbestand af underernærede harekillinger. Dette underbygges bl.a. af beretninger fra jægere, der oplever voldsom tilvækst i harebestanden på deres revirer, når der sættes effektivt ind med ræve- og krageregulering.

En stor del dør i trafikken.

Nogle harer dør ved jagt – men rent faktisk ikke ret mange – og det skyldes at jægerne er de første til at holde hånden over de trængte arter på jagtreviret. Således har der de seneste år meget ofte lydt på parolen, at vi lader harer og agerhøns i fred.
Jægerne har således selv gennem flere år været godt i gang med at tage jagtpresset af haren på frivillig vis og på revirer hvor bestanden er god - har man nedlagt harer. Jægernes tilbageholdenhed på harerne ses tydeligt i vildtudbyttestatistikkerne, hvor antallet af nedlagte harer de seneste år har været nedadgående. Deri ligger faktisk et stort dilemma, for jægerne bliver straffet for at passe på bestanden! Når vi lader haren gå, og jagtudbyttet falder, ser det ud som om, at harebestanden har det værre end tilfældet er. Når der så skal laves jagttidsforlig bliver der kvitteret med indskrænkninger i jagtmulighederne på grundlag af den faldende udbyttestatistik… Oveni foreslår du så fredninger… i stedet for at sætte ind, der hvor det virkelig batter – nemlig med motivering af landbruget til at lave vildtbræmmer, dyrkningsfrie brakarealer og andet, som virkelig ville hjælpe på bestanden på vej – eller åbne op for mere kragejagt og udvidet mulighed for at jage rovvildt osv.

Jægerne er naturfolk og passer på vildtet. Vi nedslagter ikke bevidstløst alt hvad der kommer forbi – for så ville jagten jo hurtigt få en ende… Derfor bruger vi meget tid, arbejdskraft og penge af egne lommer på fodring og foranstaltninger, der har til formål at hjælpe de trængte arter og vildtet generelt. I det lys er fredning af en jagtbar vildtart er ikke nødvendigvis en hjælp – men kan i virkeligheden have som bivirkning, at arten bliver endnu mere trængt. Det skyldes, at jægernes vildtplejeinteresser generelt har de jagtbare arter som omdrejningspunkt – ud fra devisen – at hvis vi hjælper bestanden frem – så har vi mere at jage på – men uden at bortskyde bestanden. Vi høster kun en del af tilvæksten – efter en bestand har nået et tilfredsstillende niveau. Dette ses blandt andet på den meget positive udvikling i råvildtbestanden, der gennem de sidste mange år har haft jægeres store interesse i forhold til ophjælpning og forvaltning af bestanden til både vildtets og egen fordel.

Med fredning af jagtbare vildtarter opstår der akut fare for interessen for at hjælpe disse vildtarter falder.

I jægerkredse er der f.eks. en udbredt forståelse af, at det er jægernes (og enkelte landmænds velvilje) der i det væsentlige gør, at vi stadig har en agerhønebestand i Danmark. Der er en udbredt vilje blandt jægerne til at betale jagtudlejeren via høje jagtlejesatser, for at lade dele af jorden ligge som usprøjtede insektbræmmer til agerhønsenes kyllinger, der har behov for alsidigt udvalg af små insekter i deres første leve uger – og der hældes tonsvis af foder i fodertønder landet over…. Den dag agerhønsene bliver totalfredede og jægerne derfor ikke længere har motiveret interesse for at vedligeholde bestanden, forværres bestandens vilkår – og så decimeres bestanden for alvor – ikke på trods af – men på grund af en misforstået fredning.

Lad ikke dine tanker om fredning og indskrænkninger i jagtmuligheder blive et mønster i den danske natur- og vildtforvaltning… for så gør du både vildtet og naturen en bjørnetjeneste.Langt de fleste jægere er positive medspillere i beskyttelse af det danske vildt og bannerførere i naturgenopretning - men husk at jægerstandens motivation ligger i muligheden for at jage...

Med venlig hilsen...

.....nu også ejer af en pumpehagler :-)

Favourite Quote: En humlebi ved ikke, at den ikke kan flyve......Gå ud på terrassen og vift med armene...hvis du letter må du være uvidende ;-)