09-10-2005, 02:57 PM
[center]FARS HUND[/center]
Jeg har i længere tid været klar over, at en tussegammel returbuk var rykket ind på reviret, efter at jeg i august skød pladsbukken. Jeg har siddet på anstand et par gange uden held.
Her til morgen var det fuldstændigt vindstille og tåget. Jeg var ude at lufte hundene tidligt - klokken var cirka 6:45 - gandalf kan ikke holde sig til direktørtid... Tågen drev over marken i banker og mens jeg stod og gloede formålsløst ud i ærtesuppen, viste der sig et kort øjeblik de grå silhouetter af to voksne rådyr nogle hundrede meter ude.
Jeg tog hundene ind, greb .44'eren og gik ud.
Af og til synedes dyrene svagt. Jeg besluttede mig for at prøve at komme imellem dem og skovbrynet, som jeg vidste, de ville søge ind til, efterhånden som dagslyset kom.
Det var vanskeligt at pürsche over stubben, men alt var drivvådt og derfor ikke helt så knasende, som det ville have været, hvis det havde været tørt. Tågen var med garanti også på min side.
Jeg forsøgte at komme tættere på de to æsende dyr i ly af en stor klippeblok, der lå midt imellem mig og dyrene - vel cirka 80 meter fremme. Det ene dyr blev mere og mere opmærksomt, efterhånden som jeg kom tættere på og jeg måtte fryse bevægelsen i længere og længere pauser.
10 meter fra stenen gik det ikke længere. Bukken - nu var jeg tæt nok på til at se, det var en buk - rejste hovedet, sikrede i to sekunder og satte i spring mod skoven. Jeg faldt ned i knælende stilling, imens jeg svingende riflen til skulderen og fulgte ham i kikkerten. 20 meter inden han nåede skoven, standsede han og skuddet faldt næsten øjeblikkeligt på en afstand af cirka 125 meter. Han sprang frem som ramt af lynet, over stengærdet og ind i skoven. Umiddelbart derefter fulgte råen højlydt gøende efter og jeg kunne høre hende fortsætte videre ind i skoven, der fortsat er et virvar efter vinterstormen. I stilheden var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg kun kunne høre et dyr flygte - et godt tegn.
Jeg satte mig ned og ventede et minuts tid, inden jeg forsigtigt gik frem til stedet, hvor jeg havde set bukken passere stengærdet. Da jeg nåede frem så og hørte jeg, at et dyr rejste sig en 30-40 meter inde og tog flugten. Jeg holdt vejret og lyttede. Dyret løb i cirka 15-20 sekunder og stod atter stille. Det måtte være bukken.
Jeg så ned på stengærdet – der lå lidt blod og et lille stykke mørkt væv – lever. Jeg trak mig stille tilbage og traskede de 400 meter hjem. Jeg vurderede, at det bedste jeg kunne gøre, var at give bukken lidt tid for så at eftersøge den.
De sidste fem uger har vi haft glæden af en labradorhvalp, der lyder navnet Gandalf. Han er nu knapt 18 uger gammel. Jeg har trænet lydighed og spor med ham, da det er min ambition, at han skal udvikle sig til en anstændig schweisshund – lidt af en mangelvare herovre på trods af store mængder klovbærende vildt. Indtil videre havde han dog kun sporet mig for at finde en belønning for enden af de 20-30 meter lange spor – men han var god til det.
Jeg følte mig sikker på, at bukken lå derude, og jeg ville derfor prøve at sætte Gandalf på opgaven for at se, hvordan han reagerede. Gik det ikke, har en af mine kammerater en god wachtelhund, der nok skulle finde dyret.
Jeg ventede en halv time, inden vi gik ud. Gandalf er vokset fra sit første halsbånd og da jeg ikke har fået købt et andet, var jeg nød til en interimistisk løsning med et snørebånd.
Han fik langlinen på, inden vi nåede skovbrynet. Han vidste, at han skulle spore, men naturligvis ikke efter hvad. Jeg trådte op på stengærdet og han fik med det samme færten. Med snuden i jorden trak han målrettet hen til det sted, hvor jeg havde stødt bukken. Indtil videre var vi i hvert fald på rette vej. Han standsede ved blodpletten, hvor bukken havde stået, snusede og slikkede og forsatte så pludseligt i den retning, bukken sidst var set. Sporet gik i zik-zak gennem krat og over væltede graner. Flere gange blev jeg i tvivl, men hundens beslutsomhed var ikke til at tage fejl af. Jeg har i forbindelse med træningen fået tudet ørerne fulde af, at man altid skal stole på hunden, så det gjorde jeg. Med mellemrum dukkede der da også et synligt blodspor op – Gandalf var indtil videre på rette vej.
Sporet førte frem imod to store klippeblokke. Gandalf gik frem til stenene og fortsatte ivrigt rundt til et tæt krat af smågraner på bagsiden. Og der lå han så den gamle – død. Gandalf blev vild og glad over fundet og over min rigelige ros. Solen begyndte at stå op og vi tog et par billeder af fars hund og den gamle buk. Ak ja.
Kuglen sad lidt bagligt – ikke nogen fantastisk skydepræstation men en glimrende debut for en forhåbentligt blivende schweisshund. Fra stengærdet til stedet, hvor bukken lå, var der i alt omkring 200 meter.
[center]![[Image: Gandalf the tracker 2.jpg]](http://www.riffeljagt.com/images/Gandalf the tracker 2.jpg)
[/center]
[center]Bukken er netop fundet. Hund og buk damper i morgenkulden. Udgangshullet synligt.[/center]
[center]![[Image: Gandalf the tracker 1.jpg]](http://www.riffeljagt.com/images/Gandalf the tracker 1.jpg)
[/center]
[center]Fars hund i morgensolen![/center]
[center]![[Image: gandalf2.jpg]](http://www.riffeljagt.com/images/gandalf2.jpg)
[/center]
Assumption is the mother of all ****ups... og skånegripen er en bald eagle!...og...det er muligt, at jeg ændrer holdning, men det rokker IKKE ved det faktum, at jeg har ret!
Jeg har i længere tid været klar over, at en tussegammel returbuk var rykket ind på reviret, efter at jeg i august skød pladsbukken. Jeg har siddet på anstand et par gange uden held.
Her til morgen var det fuldstændigt vindstille og tåget. Jeg var ude at lufte hundene tidligt - klokken var cirka 6:45 - gandalf kan ikke holde sig til direktørtid... Tågen drev over marken i banker og mens jeg stod og gloede formålsløst ud i ærtesuppen, viste der sig et kort øjeblik de grå silhouetter af to voksne rådyr nogle hundrede meter ude.
Jeg tog hundene ind, greb .44'eren og gik ud.
Af og til synedes dyrene svagt. Jeg besluttede mig for at prøve at komme imellem dem og skovbrynet, som jeg vidste, de ville søge ind til, efterhånden som dagslyset kom.
Det var vanskeligt at pürsche over stubben, men alt var drivvådt og derfor ikke helt så knasende, som det ville have været, hvis det havde været tørt. Tågen var med garanti også på min side.
Jeg forsøgte at komme tættere på de to æsende dyr i ly af en stor klippeblok, der lå midt imellem mig og dyrene - vel cirka 80 meter fremme. Det ene dyr blev mere og mere opmærksomt, efterhånden som jeg kom tættere på og jeg måtte fryse bevægelsen i længere og længere pauser.
10 meter fra stenen gik det ikke længere. Bukken - nu var jeg tæt nok på til at se, det var en buk - rejste hovedet, sikrede i to sekunder og satte i spring mod skoven. Jeg faldt ned i knælende stilling, imens jeg svingende riflen til skulderen og fulgte ham i kikkerten. 20 meter inden han nåede skoven, standsede han og skuddet faldt næsten øjeblikkeligt på en afstand af cirka 125 meter. Han sprang frem som ramt af lynet, over stengærdet og ind i skoven. Umiddelbart derefter fulgte råen højlydt gøende efter og jeg kunne høre hende fortsætte videre ind i skoven, der fortsat er et virvar efter vinterstormen. I stilheden var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg kun kunne høre et dyr flygte - et godt tegn.
Jeg satte mig ned og ventede et minuts tid, inden jeg forsigtigt gik frem til stedet, hvor jeg havde set bukken passere stengærdet. Da jeg nåede frem så og hørte jeg, at et dyr rejste sig en 30-40 meter inde og tog flugten. Jeg holdt vejret og lyttede. Dyret løb i cirka 15-20 sekunder og stod atter stille. Det måtte være bukken.
Jeg så ned på stengærdet – der lå lidt blod og et lille stykke mørkt væv – lever. Jeg trak mig stille tilbage og traskede de 400 meter hjem. Jeg vurderede, at det bedste jeg kunne gøre, var at give bukken lidt tid for så at eftersøge den.
De sidste fem uger har vi haft glæden af en labradorhvalp, der lyder navnet Gandalf. Han er nu knapt 18 uger gammel. Jeg har trænet lydighed og spor med ham, da det er min ambition, at han skal udvikle sig til en anstændig schweisshund – lidt af en mangelvare herovre på trods af store mængder klovbærende vildt. Indtil videre havde han dog kun sporet mig for at finde en belønning for enden af de 20-30 meter lange spor – men han var god til det.
Jeg følte mig sikker på, at bukken lå derude, og jeg ville derfor prøve at sætte Gandalf på opgaven for at se, hvordan han reagerede. Gik det ikke, har en af mine kammerater en god wachtelhund, der nok skulle finde dyret.
Jeg ventede en halv time, inden vi gik ud. Gandalf er vokset fra sit første halsbånd og da jeg ikke har fået købt et andet, var jeg nød til en interimistisk løsning med et snørebånd.
Han fik langlinen på, inden vi nåede skovbrynet. Han vidste, at han skulle spore, men naturligvis ikke efter hvad. Jeg trådte op på stengærdet og han fik med det samme færten. Med snuden i jorden trak han målrettet hen til det sted, hvor jeg havde stødt bukken. Indtil videre var vi i hvert fald på rette vej. Han standsede ved blodpletten, hvor bukken havde stået, snusede og slikkede og forsatte så pludseligt i den retning, bukken sidst var set. Sporet gik i zik-zak gennem krat og over væltede graner. Flere gange blev jeg i tvivl, men hundens beslutsomhed var ikke til at tage fejl af. Jeg har i forbindelse med træningen fået tudet ørerne fulde af, at man altid skal stole på hunden, så det gjorde jeg. Med mellemrum dukkede der da også et synligt blodspor op – Gandalf var indtil videre på rette vej.
Sporet førte frem imod to store klippeblokke. Gandalf gik frem til stenene og fortsatte ivrigt rundt til et tæt krat af smågraner på bagsiden. Og der lå han så den gamle – død. Gandalf blev vild og glad over fundet og over min rigelige ros. Solen begyndte at stå op og vi tog et par billeder af fars hund og den gamle buk. Ak ja.
Kuglen sad lidt bagligt – ikke nogen fantastisk skydepræstation men en glimrende debut for en forhåbentligt blivende schweisshund. Fra stengærdet til stedet, hvor bukken lå, var der i alt omkring 200 meter.
[center]
[/center][center]Bukken er netop fundet. Hund og buk damper i morgenkulden. Udgangshullet synligt.[/center]
[center]
[/center][center]Fars hund i morgensolen![/center]
[center]
[/center]Assumption is the mother of all ****ups... og skånegripen er en bald eagle!...og...det er muligt, at jeg ændrer holdning, men det rokker IKKE ved det faktum, at jeg har ret!
Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.