15-10-2012, 06:37 PM
I weekenden var jeg på jagt i Tyskland, hvor jeg havde en besynderlig oplevelse med en kronhind der ikke ville dø.
Kort fortalt.
Fra min nabopost lyder der 2 skud. Jeg gør mig naturligvis klar i retningen af ham, da det ikke er sikkert at han har nedlagt alt det vildt der er kommet for.
Imellem ham og jeg, ser jeg hvad jeg i første omgang opfatter som en smalhind og en spidshjort. På trods af skyderiet går de stille rundt, og da smalhinder er frigivet, skyder jeg til den da den står fri mellem træerne. Hinden reagerer på normalt vis med at springe fremad og opad, hvilket bekræfter mig i, at skuddet var godt. Skudafstanden var ca. 70 meter.
I stedet for at blæse fremad for fuld skrue, går den ganske langsomt ca. 20 meter, hvorefter den lægger sig, stendød efter min bedste overbevisning.
På denne tur havde jeg valgt at bruge min 308 W, ladet med Barnes TTSX 150 grains, med en mundingshastighed på 855 m/sek.
Kort før jeg skød til hinden, havde jeg nedlagt en rålam og en rå, som begge faldt på stedet.
Så kommer det mærkelige.
5 minutter efter at jeg havde skudt til hinden, kommer driverne frem. Så rejser hinden sig op, og meget vaklende tager nogle skridt, hvorefter en af driverne affanger den med et hovedskud.Fy-fy
Da såten endelig er ovre, undersøger jeg naturligvis hinden, for der var tale om en ganske vist meget lille hind. Indgangshullet sad perfekt på bladet, og ligeså gjorde udgangshullet. Begge lunger var gennemskudt lige over hjertet, så den burde ikke have været i stand til at rejse sig efter 5 minutter.
Som en fodnote bør nævnes, at vi fandt et skudhul i venstre kølle, som sikkert kan forklare hvorfor den ikke havde travlt med at komme væk.
Kan dette skudsår være årsagen til, at dyret er i stand til at køre på adrenalinet så længe, at den efter 5 minutter er i stand til at komme på benene igen?
Er der andre der har oplevet noget lignende?
Venlig hilsen
375ras
Rigtige autister har deres eget kaliber.
Kort fortalt.
Fra min nabopost lyder der 2 skud. Jeg gør mig naturligvis klar i retningen af ham, da det ikke er sikkert at han har nedlagt alt det vildt der er kommet for.
Imellem ham og jeg, ser jeg hvad jeg i første omgang opfatter som en smalhind og en spidshjort. På trods af skyderiet går de stille rundt, og da smalhinder er frigivet, skyder jeg til den da den står fri mellem træerne. Hinden reagerer på normalt vis med at springe fremad og opad, hvilket bekræfter mig i, at skuddet var godt. Skudafstanden var ca. 70 meter.
I stedet for at blæse fremad for fuld skrue, går den ganske langsomt ca. 20 meter, hvorefter den lægger sig, stendød efter min bedste overbevisning.
På denne tur havde jeg valgt at bruge min 308 W, ladet med Barnes TTSX 150 grains, med en mundingshastighed på 855 m/sek.
Kort før jeg skød til hinden, havde jeg nedlagt en rålam og en rå, som begge faldt på stedet.
Så kommer det mærkelige.
5 minutter efter at jeg havde skudt til hinden, kommer driverne frem. Så rejser hinden sig op, og meget vaklende tager nogle skridt, hvorefter en af driverne affanger den med et hovedskud.Fy-fy
Da såten endelig er ovre, undersøger jeg naturligvis hinden, for der var tale om en ganske vist meget lille hind. Indgangshullet sad perfekt på bladet, og ligeså gjorde udgangshullet. Begge lunger var gennemskudt lige over hjertet, så den burde ikke have været i stand til at rejse sig efter 5 minutter.
Som en fodnote bør nævnes, at vi fandt et skudhul i venstre kølle, som sikkert kan forklare hvorfor den ikke havde travlt med at komme væk.
Kan dette skudsår være årsagen til, at dyret er i stand til at køre på adrenalinet så længe, at den efter 5 minutter er i stand til at komme på benene igen?
Er der andre der har oplevet noget lignende?
Venlig hilsen
375ras
Rigtige autister har deres eget kaliber.