Pürschjagt i sne, sol og blæst

[Lars M. L.]

Idag havde jeg mulighed for at tage hjem fra jobbet kl. 13, så jeg benyttede chancen til en kort eftermiddagspürsch. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen lå lige under frysepunktet og vinden kom friskt og veldefineret fra NNØ. Med andre ord perfekt for at kunne luske rundt og kigge efter dåvildt på solfyldte skovkanter med læ.
Reviret gennemskæres på langs af en vej. Allerede fra bilen så jeg en mindre rudel på 6-8 dådyr, som hvilede i solen. For at kunne komme på skudhold kørte jeg op og parkerede i skoven, som ligger på en stråning ned mod marken.
Efter 15 minuters langsom pürsch fik jeg på ny kontakt med rudlen. Afstanden var cirka 75 meter til en då som sad i skovkanten. Desværre var der ikke frit skudfelt, derfor var jeg tvunget til at komme nærmere. Meter for meter listede jeg gennem skoven, som her består af en blandning af reletivt unge grantræer og hasselkrat. På 40 meters afstand fik jeg øje på to stykker dåvildt mere, som bevægede sig rundt i hasselkrattet. Ingen mulighed for frit skud, men jeg var helt klar, hvis chancen skulle komme. Pludselig rejste føromtalte då sig og stod nu perfekt med bredsiden til. 10,1 gram Norma Oryx fik et kærligt puf i bagen af en portion Norma 204. Resultatet udeblev ikke. 35 meters sanseløs spurt ud over den snedækkede mark endte i en lille snedrive.
Så meget adrenalin på bare een time var for meget til, at jeg bare kunne sætte mig i bilen og køre hjem med det samme. Solen ville gå ned en halv time senere og lukketid var en time efter solnedgang. Kort sagt stadig 1½ time at jage i.
Med vinden skråt i ryggen besluttede jeg at gå i en stor bue, for at komme i position for at afsøge endnu en skovkant med sol og læ.
På godt 500 meters afstand fik jeg øje på en ny rudel, som gik i skovkanten. Da dækningen var sparsom, et tyndt læhegn var alt, mellem dyrene og mig, måtte jeg helt ned på maven for at komme nærmere. Sneen var ganske dyb - op til 30 cm, men der var ikke andre muligheder. Første stop var i skjul af en lille busk i læhegnet. Der kunne jeg konstatere, at objektiverne på min håndkikkert var fulde af sne. Efter en nødtørftig rengøring viste rudlen sig på ny i kikkerten. Nu skulle jeg bare 150 meter ned langs hegnet for at være på forsvarlig skudafstand. Våd af sved og sne kom jeg uset frem til et vildæbletræ, hvor stammen delte sig i passende højde over sneen. Det var perfekt som fast anlæg til et liggende skud. En lille spidshjort stod perfekt med bredsiden til. Sidevinden var ret kraftig, så jeg valgte at sigte på "vindsiden" af bladet. Tanken var, at kuglen ville blive blæst ind i midten af træfzonen. Med håndkikkerten som støtte under albuen, fik jeg klemt et skud af. I skuddet fór hjorten frem i en halvbue efter resten af rudlen, som havde stået lidt inde mellem træerne. Pludselig blev hjorten usikker på benene, stoppede op, gik nogle skridt baglæns og satte sig på bagdelen. Sekundet efter var den død.
Træt og våd, men glad og stolt fik jeg de to dådyr brækket og slæbt ned til slagtehuset. Urban, som er jaktledare i laget, havde skudt en kalv i den anden ende af reviret, så vi gratulerede hinanden hjerteligt, inden vi satte os i bilerne og kørte hjem.

mvh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"