Jagtrejsedagbog, Skotland 2018

[Lars M. L.]

Idag har været en rigtig fin dag (gæt om jeg har skudt noget ?).
Med udsigt til tørvejr hele dagen kørte vi ud for at kigge efter hjorte kl 8. Vi fandt snart nogle hinder i selskab med en fin hjort. Dyrene trak langsom op i bakkerne efter nattens besøg på fårenes græsgange.
Der var således to udfordringer:
1) at forudsige hvor rudlen ville sætte sig for dagen.
2) at komme på passende skudhold uden at blive opdaget.

Ca kl 9:30 begyndte opstigningen. Langsom men sikkert kom vi op, mens vi afsøgte terrænet foran os med kikkerterne. En vagtsom hind ødelagde plan A og en lille hjort medførte kort efter en justering af plan B. Det lykkedes os dog at komme uset op på det første bjerg. Stalkeren, Harvey, mente, at vi var tæt på hjorten, så kikkerterne blev brugt flittigt. På vej rundt om en lille knold så jeg pludselig hjorten sidde på en hylde over os. Afstanden var kort, så vi måtte ned på maven.
Langsomt og yderst forsigtigt krøb vi frem til en position 135 meter fra den hvilende hjort. Peters Sauer lå stabilt med forskæftet understøttet af min håndkikkert. Harvey syntes, at vi skulle vente på, at hjorten rejste sig spontant. Efter ca 20 minutter besluttede han sig alligevel for at forsøge et hjortebrøl. Hjorten drejede hovedet og gengældte brølet, men blev i øvrigt liggende. Efter yderligere ca 40, hvor hjorten ikke havde bevæget sig overhovedet, var vi ved at være ømme i kroppen af at ligge stille så længe. Harvey foreslog derfor, at jeg skulle skyde hjorten på halsen, hvis den på ny drejede hovedet for at gengælde et brøl.
Som sagt så gjort; Harvey brølede, hjorten drejede hovedet for at gengælde brølet og jeg skød hjorten på halsen. I skuddet sank hjorten sammen, men efter nogle sekunder begyndte den at røre lidt på sig. Det medførte, at hjorten begyndte at glide og trille ned ad bjerget. Lidt usikker på om hjorten var helt død eller ej, gav jeg den et skød mere.
Efter et par minutters ventetid gik vi frem til den døde hjort.
Det var en rigtig velnæret 8-ender, som trofæmæssigt havde toppet. Efter en stribe fotos brækkede jeg hjorten.
Stalkeren havde medbragt nogle reb i rygsækken, som blev bundet til hjortens hoved og forben. Ved fælles hjælp trak min bror, stalkeren og jeg hjorten ned til vejen, hvor den blev bakset op på bilens lad og kørt til kølehuset. Hjorten var med en brækket vægt på 115 kg meget velnæret og klar til de kommende brunstkampe.
Efter aftensmaden (nyskudt hjortehjerte med bacon i flødesovs) fik vi en god whiskey at skåle i.
I morgen er det igen Peters tur til at være bag riflen, så jeg håber, at vi også kan finde en god hjort til ham.

Mvh Lars