Evigt ejes kun det tabte ...

[Claxel]

Var på jagt med riflen i morges og stod og funderede over livets gang.

Det er i dag 25 år siden, jeg mistede min far og jagtkammerat.

Så jeg vil dele lidt af de tanker der dukkede op:

Der er nogle mennesker der giver større ”aftryk” end andre. Dem der bidrager med en masse positivt, de gæstfri, noget der huskes. Jeg har været så heldig at få lov til at gå på jagt med nogle af dem.

Evigt ejes kun det tabte, er et ordsprog der af og til kommer op, når jeg tænker på det jeg her vil berette lidt om:

Jeg kom til verden for små 42 år siden i en familie, hvor jagt var noget helt naturligt på min fars side. Min farfar, der var ivrig jæger, var gået til de evige jagtmarker længe før jeg blev født. Han havde, berettede min far, været en særdeles habil haglskytte. Min farbror Erling gik også på jagt og yderligere to af mine fætre havde samme lidenskab.
Min far var mest en ”hyggejæger”, der udover et lille stykke jagt nær vores hjem, havde nogle tdr. land flad mark på Åmosen. Her kunne der trampes en hare, jages høns og lidt fasaner, inden roerne blev taget op. Jeg fulgte med, så snart jeg kunne og ellers fik lov. Far påstod at ham ramte bedre når jeg ikke var med …

En dag var jeg med min far, og her kan jeg ikke have været ret gammel, måske seks eller syv. Hunden der var med, var den gamle engelske setter, King og han døde i 1972. King havde stram stand nær skellet og min far sagde, - kan du tage den. Jeg kastede mig i græsset og op fløj en fasanhane, direkte ind mod naboens. Min far prøvede, som han senere undskyldte det med, at skyde hovedet af den, for at fælde en fugl til mig. Men resultatet er vel til at gætte … Det blev til en plukskudt fasan, noget han ellers aldrig ville gøre.

Når der af og til hang noget vildt på sømmet ved gavlen, så blev det beundret og jeg var især stolt, hvis det var min far der havde været den heldige. Da jeg blev større var det en fornøjelse at ordne det skudte vildt, så man kunne se hvad der var sket i skuddet. Jeg husker specielt en hane min far havde skudt lige inden nytår, hvor jeg havde fået lov til at købe en æske Sellier og Bellot patroner til ham i julegave. Utroligt hvad der kunne lade sig gøre for blot små 30 år siden … Fasanhanen var skudt på et normalt passende hold, men jeg husker at jeg pillede 27 stk. 5’er blyhagl ud af den, så den havde fået noget tobak. (Det var også før den gamle Simson blev boret op)

Min far var også så large, at jeg fik lov til at jage tidligt. Jeg husker at jeg som 11årig fik lov til at skyde en blikspand på en stolpe. Våbenet jeg startede var min farfars afkortede 16’er-belgier, som jeg stadig har stående i skabet. Da jeg fyldte tolv fik jeg også lov til at tage den med i krageskjulet, selvom det jo var lige tidligt nok. Min debut blev en forbier til den første krage der kom, men de næste to skud resulterede i to stendøde råger. Det var en fin statistik. Den første har jeg stadig kraniet fra, den anden står udstoppet på jagtværelset.

Tiden gik og som tolvårig fik jeg lov til at komme på skydebanen. Jeg fik smag, og havde talent for at skyde lerduer så min far måtte ofte køre mig de 10 km til den nærmeste bane. Jeg slog græs i næsten hele landsbyen, for at få råd til min dyre hobby.

Farfars 16’er passede mig udmærket i skæftemål, men var noget krum. Det umiddelbare problem var blot at jeg havde korte fingre, og det gav en bullen langfinger, når jeg brugte forreste aftrækker. Det løste jeg ved at bruge den bageste, det sparede nogle skud og gjorde samtidig at jeg lærte at ramme.
Vi havde i min barndom en helt utrolig apportør i korthåren Busta. Da han var på toppen, var det meget, meget sjældent at der ikke var noget med hjem, når der blev sagt apport. En episode jeg husker, var da min far skød til en fasanhane, der efter skuddene gik på stive vinger ned til Møstenskæret, en lille vanding ca. 200 meter ude på godsets jagt. Det var lige bag vores hus, for den lille jagt min far havde, lå i forlængelse af naboens have. Inden vi gik hjem, fandt Busta en halvrådden fasan, som min far smed tilbage i krattet. Om aftenen hvor jeg stod sammen med min far i vaskehuset, spurgte jeg om ræven ikke var ligeglad med om fasanen var frisk. Min far så på mig og sagde at han havde haft samme ide, så i ”nattens mulm” cyklede vi over på jagten. Jeg sad på stangen på min fars cykel og Busta løb ved siden af. Efter en kort søgning kom hunden med den gamle fasan og så cyklede vi gennem byen og ud på nabomarken. Her afleverede hunden den sure fugl, fandt kort efter den friske fasan og så byttede vi lige over. Hvor gammel jeg var husker jeg ikke, 8-9 år måske, men sådan en apportør vil jeg altid savne.

Busta havde så nogle andre mangler. Den havde ikke lyst til at tage stand og søgte tit for langt ud. Ofte var jeg med, iført en 20 meter tøjsnor og en tværkæp, for at holde lidt igen på hunden. Jeg ved ikke hvor mange meter jeg er blevet slæbt efter den store stærke korthår, men smagen af mosejord, dén husker jeg stadig …

Hunden apporterede en dag en hel 30 stk. kasse med Tuborg, da min far i spøg sagde apport, men da var hundens bagben også lige ved at lette. Den apporteringsvilje, (på vildt), samt min fars senere venskab med driftslederen på det lokale gods, gjorde at vi begge kom med på de store klapjagter. Jeg som klapper og far som apportør med Busta.

Min far var smedemester og blev en gang om året inviteret på andejagt. Andekrig, som min far kaldte det, af Rasmus Helmer, en af de lokale grusgravsejere. Resultatet var hvert år, at min far kom stolt hjem med et stort blåt mærke på overarmen og 6-8 ænder på tasken. Patronforbruget snakkede han ikke så meget om, men med de sortblå arme jeg husker, så har det nok ikke været noget at prale om.

Men min fars og min første sæson, hvor jeg havde jagttegn, den var noget helt specielt. Min fødselsdag er set med en jægers øjne, lagt meget forkert. Dengang var der tre dage tilbage af hanejagten, da jeg stod med mit første jagttegn i hånden. Men det år blev der holdt en ekstra slyngeljagt på godset, for så kunne jeg også nå at være med. Jeg var nu vokset, så våbenet jeg nu brugte til jagt, var min fars AYA i kal. 20. Den dag nedlagde jeg tre fasaner og en rigtig, (læs lovlig), jæger var født.

Næsten et år efter var vi igen med på godsets slyngeljagt. Det var den 18. december 1982, for det var den sidste dag harerne måtte skydes. Hvad jeg selv nedlagde den dag er gået i glemmebogen, men specielt én situation husker jeg meget tydeligt. Vi, min far og jeg skulle stå for på hjørnet af en mosesåt. Jeg stod på kanten af jernbaneskråningen, min far bagved i andet geled. Jeg havde nu fået købt mig en Miroku 3700 o/u magen til den min far havde og den var stadig stram i lukketøjet. Det medførte at den hane der kom ud til mig, fortsatte ubeskudt, da jeg ikke havde fået lukket geværet ordentligt. Den fløj direkte mod far, der nedlagde den i et flot spidsskud. Jeg husker tydeligt at jeg tog hatten af og svingede med den og at min far også hilste tilbage ved at løfte på hatten.
Grunden til at det stadig står så tydeligt var at det blev den sidste jagt vi havde sammen. Min verden blev for altid forandret, to dage senere kørte han ud foran en lastbil, 56 år gammel …

Landsbykirken var mere end fuld, og mange stod og frøs ude på kirkegården. Min far var loyal, elskværdig og derfor meget respekteret af alle i lokalsamfundet.
At bære sin far til graven som knap syttenårig og se Smedemesterfanen blive sænket over kisten, er noget der præger en for eftertiden …

Pludselig dukkede den enlige gammelrå op, som jeg havde set nogle gange. jeg havde riflen i skydestokken, så det var blot at flytte den lidt og checke kuglefanget. Det dybe brøl fra .375'eren splittede morgenstilheden og råen forendte efter 10 meters hovedkuls spurt.

Så var jeg tilbage i nuet.

K&B Clax []
Tidligere nordisk mester i kombineret træskodans
The first dane ever ...


Er mere til Guns end roses ... Cum insantientibus fuere necesse est
En riffelkugle kan dræbe på længere hold, end de fleste kan anskyde