New Zealand 2011

[Boryx]

Under den sidste del af vores forsøg på at komme på skudhold, havde gruppen af Tahr bevæget sig længere ned på den nærmest lodrette klippeside. Willie, hvor langt er der? Jeg havde selvfølgelig en fornemmelse af hvor langt der var - men det er bare ikke nok, med en fornemmelse når skudhold bevæger sig ud over 200 meter. Willies rangefinder, skrev 348 meter! Jeg spurgte ham om han havde lyst til at skyde først? Gruppen af Tahr indeholdt mindst 4 Bulls, så det skulle nok være muligt at vi begge kunne få en skudchance. Willie insisterede på at jeg skulle skyde "Boris, give it a go". Jeg har kendt Willie gennem de sidste 10 år, og ved at han siger hvad han mener. Han er iøvrigt ikke interesseret i trofæer, men i god jagt. Så om det blev en Nanny (hun Tahr)han fik chance til betød ikke så meget.
Jeg begyndte at gøre mig parat til et skud, dyrene havde ingen anelse om vores tilstedeværelse, så der var fornuftigt med tid. Willie havde medbragt sin teleskopkikkert hjemme fra de Skotske hills. "Boris - that Bull, to the very right, he´s a real monster, shoot when he turns broadside on".
Jeg fik bekræftet afstanden, klikket 16 klik op - fandt en behagelig skydestilling, og afventede. Da han stod godt, spurgte jeg Willie om han var klar.... Jeg klemte på knappen, og nåede akkurat at se et skudtegn inden rekylen sendte mine øjne ud af fokus. "Nice shoot Boris" - you got him. På trods af en fin træffer i lungeregionen, formåede han at klatre 30-40 meter op af den nærmest lodrette klippeafsats, her imponeres man over deres fysiske formåen. Da han stoppede sin klatretur, kunne Willie se i teleskopen, at blodet løb ud fra næsen og at han rystede på hovedet, for at slippe af med blodet. Jeg skød igen, uden at træffe. Nu stod han vendt med bringen imod mig, og 3. gang jeg sendte en Accubond gennem den tynde luft i 2300 meters højde, lagde han sig dæk - som en Tysk ruhår, der er opdraget med tvangs dressur. Død...



"One more Boris".... jeg fandt hurtigt den næste Bull, og inden han havde fundet ud af hvad der var sket med "chefen", blev han truffet af en kugle i centralnervesystemet. Denne kugle blev hans endeligt i mere end en forstand. Han mistede fæstet på underlaget og startede et fald der gjorde mig opmærksom på at min frygt for at træde forkert under den netop overståede opstigning var meget berettiget. Under faldet ramte han kun klipperne for hver 20-30 meter, mellem hver kontakt med klipperne kunne jeg skiftevis se den lyse pels på bugen, og den mørke pels på ryggen. Det lignede mest en blanding af gymnastiske kraftspring og saltoer!
Allerede inden han lå stille under os, havde Willie fundet en Bull. Den døde på klippehylden lige lodret under den første jeg skød...



Status for de sidste sekunder: Tre døde Bull Tahr. De to øverste placerede så tilgængelige ud. Gymnasten jeg skød, var smadret til ukendelighed, og lå forendt i en kløft et par hundrede meter under os. Den var faldet mere end 500 meter[:0].

Det var nu 36 timer siden vi havde startet vores tur ind gennem Clyde River, gennem Francis River til hvor den splitter op og deler sig, McCoy River/stream er nu en realitet.
Turen havde budt på 6 timers totalt vildt 4wd kørsel, inden denne tur ville jeg ikke have troet at nogen bil ville kunne køre i et terræn som dette. Hver gang jeg troede at nu var resten af turen til fods, så klarede den kære Nissan Safari endnu et voldsomt River cross - imponerende. Men ingenting vokser ind i himlen, og lige før mørket sænkede sig, endte turen med hjul under os.



Nu ventede der os 3-4 timers tur med solid oppakning 40+kg, i mørke..... heriblandt ville der være 3 ture gennem 0 grader koldt gletchervand.
Det var en tur der trak tænder ud. Men vi nød alt vores luksus de kommende dage. Der var bestemt meget overflødigt mad og drikkevarer med, men en kold øl eller en morgenmad med bacon - det smager f.... godt derude i ingenting[].
Vi nåede ikke mange løgnhistorier den aften. En stor t-bone steak, var hvad vi nåede inden soveposerne blev trukket op om skuldrene.

Jeg vågnede ved en underlig knitren eller knasen - det var kondensen på ydersiden af soveposen der var frosset til is... koldt...
Vi var hurtige til at få tændt op i brændeovnen, få gang i gasbrænderne og smidt noget bacon på en pande. Velvidende at det ville blive jagt der fordrer en god fysik, var det også vigtigt at få fyldt depoterne godt op inden strabasserne skulle begynde.

I den rækkefølge som vi blev færdige med at pakke vores rygsække med proviant og extra tøj mm. gik vi udenfor Hutén, og begyndte at spejde. Efter mindre end 10 minutter havde vi fundet en gruppe med mere end 12 individer. Vi "glassede" videre for at sikre at der ikke var andre dyr som var nemmere at komme til, inden vi startede at planlægge en rute derop. Vi befandt os ca. 900 meter over havet, og den gruppe af Tahr vi havde bestemt os for at gå efter i ca. 2300 meters højde. Det var ubetinget en stejl opstigning, men derfra hvor vi befandt os, så det absolut muligt ud. Vi skulle starte med at krydse McCoy River, derefter følge en kløft eller rettere, et på denne tid af året udtørret vandfald. I ca. 1600 meters højde, skulle der krydses et Shingle-slide, og herfra ville resten af turen komme til at foregå på en Ridge.....





Den første del forløb uden problemer. Men da vi rammer vores Shingle-slide, finder vi ud af at det er mere stejlt end antaget nedefra[xx(]. Efter en lille rådslagning beslutter vi os for at gi´ det et forsøg. Det er muligt, men absolut ikke uden risiko. Guiden fortæller os så at vi vil bruge disse Shingle-slides under vores tur ned igen[:0][?].

Stigningsgraden på bjergsiden er mere stejl end noget jeg tidligere har oplevet under jagt eller skiture. Willie udtrykker med sin herlige Skotske accent på et tidspunkt: "this i not hill walking, it´s Fu..... mountain climbing. Jeg må give ham ret, vi klatrer sommetider på lodrette afsatser.... det er vildt!

Da vi nærmer os Ridgelinen (hvor vi har en formodning om at gruppen stadig opholder sig - vel at mærke uden at vi har set dem gennem de sidste 6-7 timer), mærker jeg pludseligt noget der ikke vil bidrage til en succesfuld jagt - vinden er begyndt at komme nedefra[xx(]. Det er ret normalt under bjergjagt at vinden op af dagen begynder at komme nedefra.... Da vi kravler op over den næste afsats ser jeg pludselig ud af øjenkrogen et par dyr løbe. Vi når at tælle 14 dyr, som forsvinder op over toppen...

Vi sætter os og bander lidt... spiser noget af vores medbragte mad, og bestemmer os for at fortsætte med toppen, og bevæge os længere mod syd langs med Skyline i håb om at finde en ny gruppe.
Vi har ca. 1 time inden vi er nød til at starte nedturen, for at sikre at være nede i flodssengen inden det er totalt mørkt. En nedtur i mørke, er forbundet med en livsfare der er alt for stor til at nogen af os ønsker at prøve det.
I baghovedet sidder også nogle af historierne fra gæstebogen i Hutén. I de seneste år er der omkommet 6 personer herinde.

Vi bevæger os langsomt frem, men her er goldt.... Da vi starter vi nedturen vender jeg mig om en sidste gang, og DER kommer de som perler på en snor over skyline.....

De er langt væk, vel omkring 5-700 meter - og Willie og jeg laver hurtigt en plan for en approach. Nu er vi tilbage ved beretningens start............

Efter at have sundet os over at vi netop har skudt vores første Tahr, er vi nød til at starte nedturen. Det er ikke muligt at komme den direkte vej over til dyrene - det vil mindst tage 3 timer at komme derover, plus den tid en skinnig vil tage. Vi vurderer at den største Bull som ligger øverst, bestemt er mulig at komme ned til, hvis vi kan komme til skyline lige over den. Willies Bull, kan muligvis hentes, men er tvivlsom. Den 3. og sidste er umulig at komme ned til, og er tilmed så smadret at ikke den dygtigste konservator vil kunne lave et hæderligt trofæ ud af den.

Vi begynder nedturen... jeg er ikke glad for at gå fra noget jeg har ønsket så hårdt gennem de sidste år.

Hvis du nogensinde har prøvet Rapelling, og kender den fornemmelse med at kravle ud over kanten uden at kunne se "bunden", så ved du præcist hvordan jeg havde det, da jeg skulle tage mit første skridt ud i et Shingle-slide.. Guiden demonstrede hvordan - og så var det ellers bare værsgo.. Man starter sådan set et stenskred/lavine, så løber man oven på dette mens alle sten under en ruller!!! Man kommer ned, man skal bare ikke tænke på konsekvenserne hvis man falder. Med syre i benene når vi kløften i 1600 meters højde inden en time, herfra er resten overkommeligt..







Tilbage i Hutén en time efter mørket har indtrådt.

Det blev en af de aftener med frysetørret foder.. efterfulgt af 12 timers søvn. Vi vidste jo at hele den følgende dag ville komme til at blive identisk med denne.
Da jeg vågnede næste morgen, var det allerede skræmmende lyst! Ved et nærmere eftersyn ud af vinduet, kom forklaringen - der var i løbet af natten faldet 10-15 cm sne. Det var på kanten af frysepunktet her i 900 meters højde, og sikkert frost højere oppe. Sneen gjorde en tur op af bjerget fra dagen før, alt for risikalbel.















Vi valgte at lave en kort jagtdag (vi endte alligevel med at gå omkring 19 km + at bevæge os 600 højdemeter[]) op langs McCoy river. Vi spottede pænt med Thar, men alle mange timers klatren over os. Det passede glimrende med en dag til at samle kræfter til en ny opstigning, mens sneen smeltede.

3. dagen startede tidligt, vi havde pakket telt soveposer og proviant til to dage, inden det blev lyst. Planen var at klatre op for at hente de to Tahr, samt at jage deroppe i området, tilbringe natten i telt inden vi ville gå ned den følgende dag.

Vi valgte en lidt anden rute op denne gang.



Vi fulgte "kløften" højere op inden vi kravlede ind på Ridgelinen. Efter 5 timer nærmer vi os højderne hvor vi begynder at forvente at kunne spotte Tahr. Under en klatretur på et MEGET stejlt klippefremspring, er jeg kommet foran Willie. Jeg vælger at gå frem til den næste lille top, for at puste ud, og vente på ham derfra. Da jeg forsigtigt stikker kikkerten op over, spotter jeg en Bull, som sidder og tygger drøv på et lille område med græs....

Jeg gør Willie opmærksom på at han godt på få fingeren ud[] og komme i omdrejninger. Da han kommer op til mig, peger jeg ud hvor den ligger, og foreslår han skal skyde den mens den sidder.... han forlanger selvfølgelig at jeg skal skyde. Jeg er dog helt afklaret med at det er ham som skal skyde - da vi med sikkerhed kan komme op efter den Bull jeg skød den første dag, hvorimod Willies er mere tvivlsom. Efter at have drejet armen om på ryggen af ham, gør han sig klar til at skyde. Ingen tvivl om at kuglen er placeret hvor den skal, Tahrén formår alligevel at komme på benene, og rutcher ned mellem klipperne. Da den bliver synlig et par hundrede meter under os igen, skyder den gode Skotte endnu engang - denne gang træffer kuglen i ryggen, og endnu en rutchetur starter[V]. Den forsvinder ned i en kløft, dog har jeg en ide om at jeg kan høre stenene stoppe med at larme et sted dernede.
Vi beslutter at lade den ligge, og forsøge at ligge vores rute den vej ned dagen efter for at retrieve den.



Vi fortsætter vores tur op. Lidt over middag er vi hvor vi ønsker vores fly-camp. Vi sætter telt op, spiser et måltid - og begynder derefter at bevæge os over mod vores dyr fra forleden. Det er en lang og temmelig stejl (læs: farlig) tur.
Vi ender op ca. 30 meter over den første Tahr jeg skød, og må indse at det ikke er muligt at komme tættere på, uden at løbe en risiko, hvor chancen for at betale den ultimative pris i form af sit liv er for stor[xx(][!].

Willie siger det meget rammende "Boris, it´s just a hairy Mountain goat, with som small fat antlers[]".

Vi kravler temmeligt nedtrykte tilbage til teltet...........

Den følgende nat, oplever jeg et uvejr jeg ikke mindes at have prøvet før. Den altoverskyggende tanke hele natten er: hvornår letter vi[B)]?, som morgenen kommer, klarer det dog op, og bliver en flot, men blæsende dag.

Vi laver en lille tur rundt på de omkringliggende toppe, uden at finde en Bull - jeg ender med at skyde en Nanny og hendes kid. En mindst lige så spændende jagt som på Bull´s, men dog uden at indbringe det trofæ, som jeg har rejst så langt det er muligt at rejse for.



Da vi igen har alt vores udstyr på ryggen, starter vi vores nedstigning.

Vi har succes med at finde Willies Tahr og tilmed komme helt frem til den[^][^][8D]. Med det samme vi står og kan beundre den, siger Willie, "you can have the trophy if you want"[:I] så ved man at man er sammen med en mand af rette støbning. Jeg takker selvfølgelig nej tak - men, er alligevel glad for tilbuddet.





Herfra starter vi en tur ned - hvor jeg tænkte mere på livsforsikring og begravelse, end på Tahr[B)][V].



Som det sikkert også kan spores i mit ansigt, så er jeg totalt smadret, da vi endelig er nede i kløften.

New Zealand - jeg kommer igen til Marts for at skyde og hjembringe en Bull Tahr[][^]









Dette er et udsnit, af den tur hvor vi var efter Tahr. Vi var også på vestkysten efter gemse - men der har lige været en artikel i jæger fra samme område, så jeg vil ikke trætte jer med billeder og historier derfra.

Knæk og bræk
Bo

[Lars M. L.]

Fin fortælling!

k&b Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

[Boldsen]

Super fortælling og rigtig gode billeder.
Det må siges at være god morgen læsning (læste den ved 9-tiden, og ikke nu da jeg poster indlægget[])
Det lyder til at være noget af en udfordring!

Mvh.
Boldsen