Elgejagt i sverige 12/10

[Schönauer]

En lille beretning fra årets elgjagt i Tiomileskogen i Värmland.

Tog op fredag d. 7 oktober for at være med til elgskydningen om lørdagen. Efter det lort jeg lavede sidste år, tænkte jeg at det var bedst at vise sig. Skydningen forløb planmæssigt, så på det plan var der ingen problemer.

Jeg var lidt skeptisk m.h.t. årets jagt, da det sidste gik meget trægt, hvor vi skød 4 elge på 4 dage, ud af en kvote på 22 dyr. Iår havde vi 10 kalve og 10 voksne.

Mandagens første drev levede helt op til mine forventninger. Der blev intet set, men det næste drev der lugtede det af krudtrøg. Der blev leveret 3 kalve, 1 kvige og 1 ko.

Tirsdagens første drev fortsatte hvor vi slap mandag. 1 pindtyr. Andet drev rejste jeg dyr da jeg gik på plads, men nåede ikke at se hvad slags det var. Jeg mistænker at det var den 6 takker som naboen skød 45 minutter senere. Derudover blev der skudt to kalve.

Onsdagens første drev var totalt tomt. Jeg var så heldig at trække det højest beliggende pas, hvor vinden rigtigt kunne komme til. Kan hilse og sige at jeg frøs, der var med garanti rim på dueæggene da drevet var ovre 3 timer senere.

I pausen siger jeg til Roger at det bliver ligesom mandagen – i det næste drev der knalder det. Han skraldgrinede og mente jeg var jubel idiot.
Jeg trækker pas nummer 224 ikke et pas jeg normalt holder af at sidde på, men jeg må tage det som det kommer. Jeg kører på pas med Arne en norsk gæst, som skal sidde på pas 223 på vendepladsen.
Jeg begiver mig ind over i terrænet og finder min plads bag en lille knold.



Der er lidt småsnak af driverne om forkellige observationer af elg og efter en halv time falder de første skud. En kalv er fældet. 10 minutter senere bliver den næste kalv skudt og kort efter en kvie.

Der er efterhånden gået halvanden time, og man er gået på stand by. Jeg sidder og kikker over på en lille knold, der fører ned til en ravine, da jeg har en fornemmelse af at hvis der sker noget, så bliver det der. Pludselig ser jeg en bevægelse bag knolden, en gren bevæger sig. Pludselig begynder grenen at bevæge sig og en hel stak af pinde dukker pludselig frem og nedenunder alle pindene er tyren. Han står lidt og sonderer terrænet og trækker til højre hen imod hvor jeg sidder – han begynder at trække på skrå, nedaf skråningen og kan se at nu kommer chancen når han kommer fri af en stor klippeblok. Op med 9,3eren og da han træder frem falder skuddet, men foran. Ny bønne i kammeret og finder ham mellem 2 træer i højskoven, hvor han står og sikrer. Finder bladet og trykker af KLIK siger det. Tilbage med håndsvinget og frem igen – ingen modstand fra patronen da den skulle op af magasinet. Tilbage igen og en finger ned. Ingenting at mærke?? Ned med kanonen og kikke. Magasinet er ved at falde ud – op med det igen og frem med håndsvinget. Finder tyren i sigtet og klemmer skuddet af. Tydelig træf og han springer 15 meter frem og står og kikker. Finder ham i sigtet igen og træffer et træ. Ny bønne i kammeret – finder ham i sigtet og nordmanden skyder, ingen reaktion bortset fra at han flytter 10 meter frem og er dækket af nogle træer. Nordmanden skyder igen og der er tydeligt træf – tyren springer af sted og er derefter dækket af knolden jeg sidder bag og jeg ved derfor ikke hvad der er sket. Jeg melder til Rauno at der er blevet skudt til en tyr på 8-10 takker, men at jeg ikke ved om den er gået ned, da den forsvandt bag knolden. Nordmanden har ingen radio, så det er bare at sætte sig til at vente på at drevet er ovre. Godt at der lå en ekstra pakke smøger i rygsækken. Den næste time var ulidelig lang. Endelig bliver drevet blæst af også var det med at få pakket grejerne sammen og komme rundt om knolden. Efter 50 meter ser jeg 2 ben og en skovl stikke op af lyngen og nerverne falder til ro igen.



Da vi får vendt tyren, falder humøret – tydeligt indgangshul i venstre side og ditto ud på højre side og umiddelbart intet at se på `min` side højre hvor der gerne skulle have været et indgangshul. Nordmanden voksede i højde fra 190 til 220 centimeter på 2 sekunder. Det var lidt pinligt, da alle lagets medlemmer kom og vil ryste mig på næven og sige grattis og jeg måtte stå der og forklare at det ligeså vel kunne være Arne der havde skudt den.

Oppe i slagtehuset fes nordmanden rundt – han var virkelig på tæerne og var henne ved mig flere gange om jeg havde været henne for at undersøge tyren. Svaret var hver gang det samme – Næh har du ikke det??
Da overfrakken var trukket af og tyren var delt i 2 kunne jeg se at nordmanden havde travlt inde i slagtehuset, sammen med Ulf, så det var vist tiden at bevæge sig ind og deltage i seancen. Nordmanden fik hurtigt spottet sit ind og udgangs hul og proklamerede ret hurtigt at der vist ikke var andre huller at se.
Ulf stod og mumlede lidt og siger pludseligt – her er der et indgangshul, den er vist blevet derinde.
Så var den sag afgjort, men lidt af den umidelbare glæde var ligesom fordampet lidt.
Heldigvis havde nordmanden skudt 6 takkeren dagen før, så noget fik han heldigvis med hjem, til at dulme skuffelsen.



Dagen efter blev der skudt en 7 takker. Fire dage gav 9 kalve og 10 voksne og så havde vi kun været igennem det halve af terrænet.

Schönauer