Hundyrsjagt i Polen, nu med billeder

[Claxel]

Da vi var på vej til Polen, stoppede vi og købte nogle Küemmerlinger, i små flasker. Det er altid rart at ha' lidt til jægerne i felten og viste sig som en fin idé.

Jægerne og tolken, (den enes kone) dukkede op og vi fik diverse oplysninger. Der er 40 dyr til afskydning, sagde de, henvendt til mig.

Hvad skal de andre så skyde, spurgte jeg, det grinede de meget af.

Vi skulle ud på jagt og de ville ha´kørepenge inden. De forlangte 200 euro af hver for de tre dage, så mange penge havde vi ikke, sagde vi. Der stod 40 euro pr dag i brochuren, så den ville vi lige checke med bureauet.

Så det gik foreløbig, uden at betale. Min jagtfører gloede noget på min riffel, med store øjne. "kein glas"? spurgte han og pegede på mit holosigte.

Nej sagde jeg, jeg vil gerne afprøve dette. Han så meget usikker ud, men jeg fik ham beroliget ved at fortælle at jeg skam havde en kikkert med og ville benytte den dagen efter. Heute kurtzer distanze, morgen langer distanze ...

Ude i marken opdagede jeg hurtigt at jeg hellere måtte bruge øjnene, for det var meget tit at jeg så dyrene først, selvom jeg gik bagest.

Jeg opdagede et dyr der sad på marken og sagde pscht til Karol. Han så dyret og så trak vi os tilbage, for at nærme os det bag et levende hegn.

Der var to dyr mere, en rå, en god buk og et lam. Inde i hegnet fik jeg stillet mit "Wunderbaum" op, altså min dobbelte skydestok. der var 122 meter til dyret og han anviste råen, som den jeg måtte skyde. Problemet var blot at der var grene i vejen, når jeg stod op, og også ved siddende skydestilling. På knæ og med anlæg på stokkens ene ben, fik jeg hold på råen og klemte af.

Hun fik en høj bladkugle, en Remington Corelokt 150 grains, fra 7 mm'eren og faldt i skuddet.

Karol så lidt roligere ud, nu hvor han havde set at det jeg havde med det egentlig duede.

(Den kugle tror jeg at jeg kommer til at anvende en del, den fungerer uden de store huller, selvom der er piiv på).



Vi listede videre og så nogle flere dyr. Vi måtte vælge og tog dem der stod til højre. karol sagde at det var bukken der stod øverst, så det var den nederste jeg skulle prøve.

Jeg fik mig møvet ned i gærdet og fandt en stabil liggende skydestilling. Dyret stod lidt skråt og på 110 meters hold fylder det ikke meget i holoen. Det gør pletten til gengæld, men af erfaring vidste jeg at det ikke burde betyde noget.

Jeg rettede den røde klat ind og slap kuglen.

Lammet som det var, faldt sammen som ramt af lynet. Karols ansigt lyste op i et smil, guter schuss, sagde han og trykkede mig i hånden. Vi fik en Küemmerling og var ved at "finde hinanden".

Det var ved at blive mørkt og det var ikke muligt at skyde noget med holosigtet.

Karol ville gerne at jeg skulle skyde en gris, men jeg takkede pænt nej tak.

Han kunne godt forstå at når jeg kunne skyde dem gratis i sverige, så var jeg ikke interesseret.

Men han viste mig nogle svin på vejen hjem, bare så jeg vidste de var der ...

De to andre havde skudt 6 dyr, 8 dyr var en endog meget fin start på vores jagttur.

Næste morgen var vi klar igen klokken 6. Karol havde taget Cora med, en terrieragtig schweisshund.

Hun stod omme bag i Renaulten, med hovedet helt mast frem i hundegitteret. Jeg stak hånden hen for at hilse på hende, men passede som altid på, ikke at stikke fingrene frem og for tæt på. Vil hunden hilse, så slikker den på fingrene, vil den bide kan den ikke ...

Wrrauf, sagde den og prøvede at snappe. Karol grinede og stak hånden ind til hende. Så stivnede smilet, for hunden bed ham så meget at vi måtte hjem og lappe ham sammen

Karol kiggede på min nymonterede kikkert og så glad ud, -"guter glas", sagde han.

Bipod'en var også blevet skruet på, nu var Sakoen efter min mening, den perfekte riffel til jagt på markråvildt.

Vi skulle ud på et anden revir, tæt på den Tyske grænse. Vi fik stødt et par dyr, men snart havde Karol en plan. Han ville gå alene frem og spejde, så kunne jeg komme over hvis der var noget nedenfor bakken.

100 meter fremme, vinkede han mig ivrigt frem. og dér, 100 meter nede, stod der en rå. Jeg stillede stokken op og da hun vendte siden til, klemte jeg af. Råen stod tæt på noget skrub og sprang derind. Vi gik ned og kiggede på skudstedet, der var schweiss.

Job für Cora, sagde Karol, men kort efter hittede vi den selv.

Karol ville videre, jeg ville godt lige nyde situationen, men vi skulle videre. Længere fremme stod et spring rådyr. Jeg lagde specielt mærke til en meget stærk buk. (Dem så jeg i øvrigt rigtig mange af.)

Vi nåede ind på 110 meter og igen op med skydestokken. Bukkene i forgrunden havde selskab af en smalrå. først stod hun foran den ene buk, drejede og gik skråt ind foran den anden. Men da hun så drejede og gik tilbage, fik hun en bladkugle, lige mellem bukkene. Hun løb ca. 50 meter i en bue og forendte. De andre dyr blev noget urolige og trak væk.

Karol begyndte at gå efter, jeg fulgte med. Dette her var spændende jagt, for der var hele tiden noget at se på. 200 meter længere fremme fik vi igen kontakt med en enlig rå. Hun stod og sikrede 92 meter ude. Hurtigt op med stokken, riflen i anslag og en kugle afsted. Hun sprang ind i krattet og forsvandt. Jeg var sikker på skuddet, Karol havde også set skudtegnet og ville videre.

Vi skråede på tværs af marken og fulgte et gærde. Herfra fik vi øje på endnu en rå, ca. 110 meter nedenfor bakken. Problemet var blot at selv med stokken, var bakkens bue i vejen for kuglen. jeg gik derfor bagud, op i gærdet, indtil jeg kunne se at der var frit skud. Også her viste stokken sin stabilitet, råen fik en bladkugle skråt bagfra, som fik hende til at falde i knaldet.

Nun pause, sagde jeg til Karol.

Han var enig, for der var langt op til bilen.

Han tog det sidste dyr og begyndte at slæbe det tilbage. Der var ca. en kilometer op til bilen, og op ad bakke det meste af vejen.

Da vi nåede dyr nummer tre, tog jeg en snor fra lommen, bandt benene sammen og hængte det over skulderen.

Ved dyr nummer to, satte jeg snoren om dyrenes halse i stedet og begyndte at slæbe dem de sidste 800 meter op til bilen.

Karol ville slæbe det sidste dyr op til det første, for derefter at brække dem. Han var vist ikke vant til at gæsterne selv ville være med til at slæbe.

Og nørj, hvor kom jeg til at svede. Den tur kom til at trække stifter ud, men på den anden side så skulle noget af den solide polske mad også brændes af.

Over morgenmaden havde vi en hel del at snakke om. Alle tre havde haft en pragtfuld morgen, med masser af gode situationer. Og alle havde set massevis af rådyr.

Midt på dagen kørte vi ud for at finde et sted at veksle penge. Vi kunne dog ikke hæve euro, kun sloty på kreditkortet.Og derfor handlede vi noget drikkelse i stedet.

Fru Christoff's (Af hankøn, trods navnet) jæger havde foræret ham en velsmagende krydderlikør, der hedder Krupnik, sådan en måtte vi også supplere med.

Om aftenen, hvor vi fik smagt på varerne, fik Krupnik dog navneforandring til Krump*k. Vi var nok blevet temmelig kloge ...

Andendags aften skulle vi ud og se på nogle små revirer. Vi havde først prøvet på en stor næsten flad mark, men de 25 rådyr på denne mark, fredede sig selv, ved at trække op i skyline. Så vi kørte videre.

Jeg havde justeret kikkerten ind til nogle andre og lettere projektiler, dem ville jeg gerne prøve på vildt.

Vi spottede et par rådyr fra vejen, parkerede et stykke væk og pürschede tilbage. Dyrene var trukket ind i det tætte, hvor vi stødte dem. Men straks efter fik vi kontakt med et rålam. Hugo havde lånt min stok, så Karol satte sin trebenede op og trådte til side.

Selvom den stok er mere ustabil, var det ikke noget problem at slippe en god kugle. Dyret hørte aldrig knaldet.

Men indgangshullet fra den 120 grains hotcor, var næsten lige så stort som udgangshullet.

Den flyver da også afsted med knap 1040 m/s, men jeg valgte at prøve den igen.

På det næste stykke, et meget kuperet terræn, så vi igen nogle dyr. Egentlig ville jeg hellere have sneget mig ud og skudt fra brakken, men Karol ville nærmere, den direkte vej.

Det bevirkede at dyrene blev skræmt og løb ned gennem slugten og op påden anden side.

Et kik i afstandsmåleren, sagde 200 meter, så jeg satte mig ned og slog bipod'en ud.

Jeg skruede op op 24 gange og så en rå der stod perfekt med siden til.

Med et kontrolleret aftræk sendte jeg kuglen afsted.

I skuddet klappede råen sammen og Karol kom frem og klappede mig på skulderen. Perfekter schuss, smilede han og sammen gik vi over mod dyret.

Da jeg var ti meter fra råen, løftede den pludselig hovedet, jeg gav strax en halspastil.

Til min store rædsel, så jeg at kuglen havde truffet dyret oppe under ryggen, havde revet en stor luns af på den anden side, skulderbladet var faktisk helt blotlagt, men dyret var altså ikke forendt.

Hvordan den kunne "overleve" sådan et skud, det kommer jeg aldrig til at fatte.

Karol spurgte hvor dyr nummer to lå, han havde ikke set den ligge og tilliden fejlede åbenbart ingenting.

Da han så dyret, sagde han " perfekter schuss, aber ammunition, katastrof.

Jeg skruede straks kikkerten tilbage og lovede både Karol og mig selv, at de kugler ville jeg kun skyde huller i skiver med.

Den aften var der endnu mere at tale om. Vi havde nu efter 1½ jagtdag tilsammen skudt 24 dyr, så det blev fejret med nogle Warka piva og noget krump*k.

Vores værter ville meget gerne have en udmelding vedr. skt. Hubertusfesten. Vi lovede dem svar efter lørdagens morgenjagt.

Samtidig fik vi rettet den med kørslen ud, Christoff havde en folder med fra bureauet, der sagde 40 euro pr. dag.

Hugo havde også ringet hjem til bureauet, for at få klare linier. Mogens spurgte om vi havde nedlagt noget og Hugo kunne glad svare at vi havde nedlagt 24 stykker. "Hvad siger du"? spurgte Mogens. "Nå I går da til den" var svaret ...

Vores jægere fik vores forslag om 120 euro pr. mand, det måtte de lige snakke om og så var den potte ude.

Lørdag morgen var Karol og jeg i den anden ende af det store terræn, vi havde besøgt dagen i forvejen.

Der var mange dyr på marken, så vi skulle op i et tårn. De to andre havde skudt en hel del af deres dyr fra tårn, jeg havde kun pürschet.

Dyrene foran os kom nærmere. da de var inde på 191 meter sagde Karol; probieren.

Jeg følte mig sikker nok, efter de andre gode situationer, og dyret faldt da også i knaldet for en velplaceret kugle. jeg tror Karol havde det næsten lige så intenst som jeg. Han lod det mere være op til mig om der skulle skydes.

"Du schiesst gut" sagde han, jeg slog det hen med - nur glück ...

Vi prøvede så at snige os ind på 5 dyr i træk, men alle var bukke. vi kunne se nogle hundyr oppe på en bakke, men ingen kuglefang.

Undervejs mod et spring langt væk, så jeg at der var et hul i hegnet og at dyrene oppepå bakken nu havde kuglefang. jeg var dog også her nødt til at snige mig længere væk, for at få frit skud. Ned på rumpen, ud med pod'en og så var benene alt for korte. Råen stod på 204 meter, opad bakke.

Jeg fik krummet mig sammen og slap kuglen. Dyret hoppede i skuddet og forsvandt ind bag træerne.

Karol kiggede på mig, og jeg svarede at det var for lavt. han troede åbenbart at det var skuddet og ikke anlægget jeg havde ment, så vi gik videre.

Vi så et dyre stå på den anden side af et lille vandhul. Vi gik ned så vi blev dækket af tagrørene og så nærmere. vi kom ind på 50 meter,karol sagde gut og jeg sneg mig ud. Hvis jeg ville skyde, måtte det være fritstående, men inden jeg nåede at rejse mig, så jeg at det var en buk vi havde for.

Vi gik videre, for derefter at se 2 dyr, som kikkerten sagde var ude på 240 meters afstand.

Karol kiggede på mig, men sagde ingenting.

-Mit vulcan, keine problem, sagde jeg, (den ved jeg hvor skyder).

Så jeg siftede Remintonkuglen ud med en Vulcan, slog støttebenene ud, skruede på parallaksen, gav kikkerten 8 klik op, tørrede kikkerten, og skød toppen af hjertet væk på dyret.

"Sniper", var Karols eneste kommentar.

Det mindede da også mest om præcisionsskydning, men der var ikke mulighed for at snige nærmere og den jagtlige spænding fejlede ikke noget.

Da jeg rejste mig op, gratulerede han mig med det fine skud, og mente vi havde flere dyr, oppe mod venstre.

Jeg syntes egentlig at det hele var gået lidt for stærkt, men vi listede op over marken.

Igen var det bukkene der stod fint, men efter et stykke tid, drejede en rå siden til på 210 meter hold.

Siddende på marken, med støtte på knæene, var det igen muligt at slippe kuglen hvor den skulle.

Nun pause sagde jeg til Karol, men han kunne se et dyr der stod ude på 180 meters hold. Probieren, spurgte han og jeg drejede mig lidt og sendte endnu en corelokt afsted. dette dyr blev også på pletten.

Karol havde aldrig set sådan en skydning før. Han fortalte i stedet om en dansk jæger der havde brugt 9 skud, før han ramte sin første buk. "Katastrof", sagde han.

Da vi havde slæbt de 4 dyr op til vejen, ville karol hente bilen, selvom vejen var meget dårlig. Jeg ville gå op og se efter dyr nummer 2, det mente Karol var en god idé.

Da jeg så kort efter kom tilbage med det, var han et stort smil, rystede på hovedet og sagde at han troede at jeg havde skudt forbi.

-Zufrieden, spurgte jeg og han svarede "sehr zufrieden", jeg var også 112% tilfreds.



Vi valgte denne dag at gå til Skt. Hubertusfest. Vi havde nu tilsammen "kun" 4 dyr tilbage på kvoten, så en halv jagtdag fra, det gjorde ikke noget.

Det var et hyggeligt arrangement, hvor de andre lokale jægere, ca. 35 i alt, havde afholdt drivjagt på vildsvin, med haglbøsser og brenneckekugler.



2 styk var der blevet leveret, i øvrigt af den samme skytte. Han fik medaille, som jagtkonge og måtte give en omgang til alle senere ved festen.



Der var en jæger der havde haft chance og skudt forbi, han fik en medaille, i form af en flaske vodka, der blev behørigt hængt om halsen.

Så var der indvielsesritual af de to "yngste" jægere, hvorefter spisningen begyndte.

Stående bageste til venstre, er Bartek, ved siden af ham, Karol, der så holder Mirek på skulderen.

Den sidste "ungjæger" ved jeg ikke hvem er.


Vi fik suppe, røget vildsvin og masser af vodka.

Karol mente også vi fik "Rotwild"



på et tidspunkt måtte fru Christoff simpelthen gå ud i kulden, for der var ingen vodka.

Den ene gang hvor jeg var ude for at trække frisk luft, hørte jeg tumult og stønnen.

Det var Barteks far, der havde fået kløe i knoerne og nu skulle det så kureres. Bartek var fru Christoffs jæger, og han måtte så ud og skille de to kamphaner. Næste dag døbte vi ham Tyson, han var vist lidt flov over den foregående dags bataljer.

Hjemturen i bilen var i højt humør, hvor vi sang og teede os, så konerne vist var godt trætte af mandfolk, såvel polske som danske.

Da vi kom hjem fra Skt. Hubertusfest, havde madmor på hotellet sat aftensmad frem. Vi var jo ikke gammelsultne, men lidt skulle vi da ha' og så lige en godnatbajer.

Eftervirkningerne af vodkaen kom lidt efter lidt. Pludselig var vi alle godt og vel visne, så Børgel måtte lægges i seng. Det var noget af en kamp, men det lykkedes til sidst.

Børgel fortsatte åbenbart kampen senere på natten, for pludselig lå han i arm med sin riffel, der var væltet ned i sengen og han sprællede så meget at han fik smasket armen ind i skabet ved siden af sengen.

Næste morgen turde den gode mand ikke rigtig stole på riffelens skydeevne, så vi aftalte at følges og begge skyde med min.

Turen ud til jagtområdet gik over stok og sten, i 2 firhjulstrækkere. Bartek havde ikke drukket, men Mireks kone måtte tage roret, da han også havde festet godt igennem.

Hugo og jeg sad på hver sin side af Karol, i et stort og meget højt tårn. Vi skulle så vente på at Fru Christoff skulle pürsche sig ind på dyrene på marken, fra den anden side.

Kom han til skud, skulle vi så se hvor dyrene trak hen, måske ville det give skudmulighed til os.

Da Hugo var den der havde haft færrest chancer, spurgte jeg om han ville prøve Sakoen først.

Den var han med på. Hugo havde tabt sine høreværn ud af lommen hjemme på hotellet, så han fik mine på.

Vi kunne se et par spredte spring rådyr på rapsen. Hviskende snakkede vi om mulighederne.

Pludselig lød et skud, hvor der var tydeligt kugleslag. Det satte gang i dyrene.

Umiddelbart kunne vi ikke se om han havde ramt, for alle dyrene løb uden at vise tegn på træf. Fru Christoff er hvad jeg vil kalde en endog særdeles velskydende riffeljæger, så både Børgel og jeg hviskede om det var lyden da kuglen slog i marken, vi havde hørt.

Vi måtte dog hellere stoppe samtalen, da dyrene trak ned og stillede sig i vores halvdel af marken. Det dyr der stod ovre på den anden side, var måske en mulighed. 197 meter, sagde Leicaen. Både Karol og jeg stoppede fingrene i ørerne, en 7 rem er ikke sund for hørelsen. "Skal jeg skyde" sagde Hugo. Efter Karols fingre at dømme, var der grønt lys, så jeg sagde ja.

Når man sidder på sidelinien, bliver skudvirkningen spektakulær. I skuddet så jeg hvordan dyret nærmest krøllede sammen i skuddet og faldt forover.

"Det er da noget der virker" sagde Hugo og smilede.

"Da rechts" sagde Karol og ville ha' Hugo til at prøve igen. Dyrene var løbet mod højre og stoppet på den næste bakke.

"Jeg kan ikke dreje mig og skyde derover", sagde Hugo. "Det kan jeg" svarede jeg og så fik jeg riffelen over.

"Også høreværnene" sagde jeg til Hugo, som straks satte dem på mit hoved, for derefter at stikke fingrene i ørerne.

Jeg fik hold på råen og slap kuglen.

"Det var lige så det støvede, jeg har aldrig set noget lignende" grinede Hugo.

"Ramte jeg"? spurgte jeg, hvad jeg udmærket godt vidste at jeg havde.

Bagefter målte jeg distancen til 182 meter.

Karol pegede på de sidste dyr, men jeg mente at begge var bukke.

De trak begge mod venstre og samtidig så Hugo og jeg, at det ene var et smaldyr.

Så røg Sakoen retur til Hugo, sammen med høreværnene.

De to første kugler i Sakoen var Corelokt, for de skyder ens med Vulcan, ud til 200 meter, men den næste var en Vulcan.

Den kugle traf dyret rent på bladet, og begge dyr løb mod højre. Smaldyret med en tydelig rød plet bag forbenet.

"Skal jeg skyde igen" spurgte Hugo, men det var unødvendigt, for den ville forende i løbet af få sekunder.

Efter en hektisk spurt blev dyret lavere og lavere, for til sidst at styrte ikke langt fra tårnet. Bukken stoppede og stirrede forvirret rundt. Den anede ikke hvad der foregik, og sprang først bort da vi kravlede ned ad stigen.

Jeg gik ud til det sidste dyr, skuddet sad perfekt. Karol sagde at Mirek ville komme med bilen, så vi behøvede ikke slæbe dem med.

Derfter gik jeg ud til den jeg havde skudt, den var truffet højt på bladet. Jeg gik tilbage mod den første Hugo havde skudt, den var også truffet godt.

Fru Christoff og Bartek gik længere oppe, så jeg gik videre mod dem.

"Bartek sagde at jeg skød forbi og ville ikke engang ned og se skudstedet" sagde Christoff. "Helt tilfældigt så jeg noget schweiss, da vi var på vej til bilen" Han havde markeret skudstedet med sin skydestok og viste mig det.

"Det er lungeblod, den ligger derinde" sagde jeg.

"Hvordan kan han så melde at det er en forbier" Spurgte Christoff ...

Det kunne jeg ikke svare på, men han havde "kun" været jæger i 6 år, så måske havde han ikke så meget erfaring i eftersøg.

Jeg begyndte at gå på blodsporet. Christoff var utålmodig og frustreret over situationen og jeg måtte et par gange stoppe ham, så han ikke gik ind i sporet.

Da vi nåede skovkanten, lagde vi et par høreværn som markering. Langsomt gik vi frem, gik ikke videre før vi havde set den næste bloddråbe. Normalt bruger jeg at markere sporet med køkkenrulle eller toiletpapir, så man kan finde det igen, men her var sporet ret tydeligt. Vi fulgtes ad og da jeg granskede et par dråber, lige før et tæt krat med brændenælder, kom der et råb fra Christoff, lige ved siden af mig. "Der ligger den"

Øj hvor var den en glad mand der kiggede nærme på det nedlagte bytte.

Han havde været så desillusioneret over den melding han havde fået fra Bartek, at han havde afladet riffelen, for hvis det ikke havde været en træffer, så skulle han ikke skyde noget før skyderen var blevet tjekket.

Nu var det hele bare gået op i en højere enhed, skuddet sad perfekt, en Mega i 6,5x55, men havde ikke truffet knogler og dyret var gået ca. 70 meter.

Mirek kom og hentede dyrene og Mireks kone måtte tage billeder af hele jagtselskabet.

Hun kiggede noget, da hun fik overrakt kameraet, for displayet viste et lidt kompromitterende billede fra aftenen før, af Børgel på lokum ...

Sammen kørte vi tilbage mod hotellet, hvor vi fik noget morgenmad. Det var godt at få lidt i skrutten, især til at fortynde "dagen derpå maven" lidt.

Efter protokolskrivningen var det pakke sammen tid og via et besøg hjemme hos Karol gik turen nordpå igen.

Vi var møre men også lidt euforiske. Tænk at vi til sammen havde nedlagt 13 + 13 + 14, altså i alt 40 dyr på 2½ jagtdag i 42 skud.

Christoff havde skudt to skud på et dyr der var truffet lidt langt tilbage første gang, men det andet var faktisk ikke nødvendigt.

De polske jægere fortalte os da også at de aldrig havde været ude for sådan en fin statistik før.

Men der er jo også et ordsprog der siger at "jo mere man træner, jo heldigere bliver man ...

Jeg kan i hvert fald svare for mig selv, at det her var en jagttur helt ud over det sædvanlige.

Tak til Remodex, Mirek, Bartek og Karol for et glimrende arrangement og TAK til Hugo og Fru Christoff, for en fantastisk tur.

K&B Clax []

Denne tur løb op i ca. 10k, alt inclusive ...



Selv den ringeste dag på jagt, er bedre end den bedste dag på jobbet ... []

Det skud der ikke er skudt, har ingen fortrudt ...

[Poulsen]

det lyder til at have været en kanon god tur []

Hvad måtte I give for sådan en tur?

[WSM]

Flot historie, og sjovt beskrevet![]

Søren

[Rifleman]

genial historie og fortælling! Send den ind til bladet ''Jæger'' så alle kan få glæde af den!!

- Errare humanum est, ignoscere divinum! -

[Lars M. L.]

Tillykke med det fine resultat!

Billeder??

vh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

[Walnut]

Tak for velskrevet og god underholdning []
Mvh Walnut