17-08-2005, 12:45 PM
I går morges havde jeg først en rå med to lam tre meter fra stigen i kanten af vildtageren. Jeg så et glimt af pladsbukken i kanten af vor skov godt 250 meter ude. Lidt vel langt for min .44 RM. Traner trompeterede flittigt i moserne bag mig, ravne patruljerede de høje graner. Pludselig dukkede en lille spidsbuk op på vildtageren. Passende afskydning til fryseren, tænkte jeg, og den første buk på vort nye sted - og den første for min lille karabin - faldt på stedet. Afsted til vildtslagteriet - og til den lokale jagtforretning efter et Buttolo bukkekald.
Jeg tog en pürschrunde midt på dagen - rundt om egebakken for at prøve kaldet. Det rumsterede i krattet og ud dukkede en ilder, der nysgerrigt bevægede sig helt hen til mine støvlesnuder for derpå at forsvinde i ro og mag, da den indså, at jeg nok var for stor en mundfuld. Jeg pürschede over egebakken, hvor et mylder af fugle var i gang med at gøre kål på de vilde kirsebær. Egern havde invaderet hasselkrattet, der dækker en stor del af højen. Råvildt var der intet af. Tilbage ved stigen dukkede et smaldyr op og æsede på ageren - jeg tog mig selv en spisepause frem til klokken fire.
Der skete ikke så meget i løbet af eftermiddagen på råvildtfronten. Til gengæld havde et egern kastet sin kærlighed på det egetræ stigen læner sig op ad og pilede uafladeligt op og ned ad stammen en halv meter bag mig. Forrygende underholdning! Varieteen blev dog lidt for krydret, da den røde springfyr pludselig antog, at min tyskercamouflagejakke var en del af træet og satte sig på min overarm (utroligt, at den kunne holde sig fast på så tynd en gren...[8D]) Jeg drejede langsomt hovedet og sagde "Hva' vil du nu?", men dette blev åbenbart for meget for nøddeknækkeren - den sprang over på en gren et par meter borte og skældte mig højlydt ud i det meste af et minut, inden den fornærmet trak sig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hobitterne, der søgte tilflugt hos enten Treebeard - det levende træ...
Solen gik ned og et smaldyr fandt vej til ageren. Vinden havde lagt sig totalt. Evigheder - der blev udmålt i dunkende smerte i min trætte bagdel - gik. Det skulle nok ikke være i dag.
Men....[:0]....jeg hørte en svag raslen bag mig. Drejede hovedet og der inde på den anden side af skellet stod den pladsbuk jeg har kigget på hele sommeren...max. 10 meter væk. Jeg gav bukkekaldtet et let tryk i lommen.."fie"...hviskede det. Bukken satte i løb - den rigtige vej - sprang over stengærdet og stod nu cirka 25 meter ude og betragtede smaldyret på ageren. Rugeren bragede for anden gang og stillingen som pladsbuk på Göingegård blev ledig, da han faldt sammen på stedet. Jeg var klar til at repetere, men ventede for at se smaldyrets reaktion. Hun stod mindre en 30 meter borte og stirrede på bukken i græsset. Efter cirka 10 sekunder begyndte hun atter at æse og hun forsvandt først nogle minutter senere, da jeg afslørede min position ved at gå ned fra stigen.
Jeg gik hen for at se min buk - lige så smuk, som jeg havde set ham gennem den store fuglekikkert, var han. Min opmærsomhed blev fanget af noget, der løb med hastige skridt imod mig langs stengærdet. Jeg stod stille og ventede 5-10-15 sekunder, så dukkede en grævlig op ved den sænkning i gærdet, som bukken havde passeret 5 meter fra hvor han lå. Mester Grimbart indså på stedet, at han ikke ønskede uddybende kontakt med undertegnede og pilede resolut tilbage i samme retning, som han var kommet fra. En passende afslutning på en utrolig vellykket jagtdag []
Assumption is the mother of all ****ups... og skånegripen er en bald eagle!...og...det er muligt, at jeg ændrer holdning, men det rokker IKKE ved det faktum, at jeg har ret!
Jeg tog en pürschrunde midt på dagen - rundt om egebakken for at prøve kaldet. Det rumsterede i krattet og ud dukkede en ilder, der nysgerrigt bevægede sig helt hen til mine støvlesnuder for derpå at forsvinde i ro og mag, da den indså, at jeg nok var for stor en mundfuld. Jeg pürschede over egebakken, hvor et mylder af fugle var i gang med at gøre kål på de vilde kirsebær. Egern havde invaderet hasselkrattet, der dækker en stor del af højen. Råvildt var der intet af. Tilbage ved stigen dukkede et smaldyr op og æsede på ageren - jeg tog mig selv en spisepause frem til klokken fire.
Der skete ikke så meget i løbet af eftermiddagen på råvildtfronten. Til gengæld havde et egern kastet sin kærlighed på det egetræ stigen læner sig op ad og pilede uafladeligt op og ned ad stammen en halv meter bag mig. Forrygende underholdning! Varieteen blev dog lidt for krydret, da den røde springfyr pludselig antog, at min tyskercamouflagejakke var en del af træet og satte sig på min overarm (utroligt, at den kunne holde sig fast på så tynd en gren...[8D]) Jeg drejede langsomt hovedet og sagde "Hva' vil du nu?", men dette blev åbenbart for meget for nøddeknækkeren - den sprang over på en gren et par meter borte og skældte mig højlydt ud i det meste af et minut, inden den fornærmet trak sig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hobitterne, der søgte tilflugt hos enten Treebeard - det levende træ...
Solen gik ned og et smaldyr fandt vej til ageren. Vinden havde lagt sig totalt. Evigheder - der blev udmålt i dunkende smerte i min trætte bagdel - gik. Det skulle nok ikke være i dag.
Men....[:0]....jeg hørte en svag raslen bag mig. Drejede hovedet og der inde på den anden side af skellet stod den pladsbuk jeg har kigget på hele sommeren...max. 10 meter væk. Jeg gav bukkekaldtet et let tryk i lommen.."fie"...hviskede det. Bukken satte i løb - den rigtige vej - sprang over stengærdet og stod nu cirka 25 meter ude og betragtede smaldyret på ageren. Rugeren bragede for anden gang og stillingen som pladsbuk på Göingegård blev ledig, da han faldt sammen på stedet. Jeg var klar til at repetere, men ventede for at se smaldyrets reaktion. Hun stod mindre en 30 meter borte og stirrede på bukken i græsset. Efter cirka 10 sekunder begyndte hun atter at æse og hun forsvandt først nogle minutter senere, da jeg afslørede min position ved at gå ned fra stigen.
Jeg gik hen for at se min buk - lige så smuk, som jeg havde set ham gennem den store fuglekikkert, var han. Min opmærsomhed blev fanget af noget, der løb med hastige skridt imod mig langs stengærdet. Jeg stod stille og ventede 5-10-15 sekunder, så dukkede en grævlig op ved den sænkning i gærdet, som bukken havde passeret 5 meter fra hvor han lå. Mester Grimbart indså på stedet, at han ikke ønskede uddybende kontakt med undertegnede og pilede resolut tilbage i samme retning, som han var kommet fra. En passende afslutning på en utrolig vellykket jagtdag []
Assumption is the mother of all ****ups... og skånegripen er en bald eagle!...og...det er muligt, at jeg ændrer holdning, men det rokker IKKE ved det faktum, at jeg har ret!
Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.