10-11-2005, 09:24 PM
En skyttes oplevelser og indtryk efter 40 års pause
v/Finn Gammelby.
At skulle fortælle om oplevelser og indtryk ved genoptagelse af skydesporten efter næsten 40 års pause bliver vanskeligere, jo længere tid man igen er aktiv. Der er mange indfaldsvinkler til en sammenligning f.eks. sportsligt, politisk, holdningsmæssigt, baggrundsmæssigt, underholdningsmæssigt og mange andre. Næsten alt er anderledes. Der kunne skrives en hel bog om det. Noget er ændret til det bedre, men det meste oplever jeg desværre ændret til det ringere. En bedrøvelig vending faktisk.
Jeg var langdistance skytte med hurtigskydning og feltskydning som de foretrukne discipliner, og ingen af delene eksisterer mere. At blive lukket ud i den gældende virkelighed fra en 40 år gammel tidslomme er en sælsom oplevelse. Forundring, bekymring og skuffelse er nok de dominerende indtryk.
For ikke at blive misforstået vil jeg gerne her fra starten fastslå, at jeg ikke har noget imod at dyrke skydning som sport blot for sportens skyld. Det var bare ikke min primære indfaldsvinkel til skydning.
Vi levede under koldkrigen, og Cuba episoden med atomkrigstruslen indtraf. Skytteforeningerne var et sted, hvor folk med forsvarsvilje kunne få våbentræning og øve skydefærdighed uden at være underlagt militæret.
Skuffelsen gælder udviklingen, der kunne være blevet så god med alle de nye tekniske og økonomiske muligheder, men man har valgt at vende både mellemliggende våbenudvikling ryggen og at benægte sit eget historiske ophav. Jeg læser i Skyttebogen 2005, at historien sættes til at være med oprindelse i 1861, men det er vel en tilnærmet sandhed, for hvor meget af det fra 1861 er tilbage? Alene i min tid er der sket skift fra DDSG&I til DDS, og vedtægterne er også ændret væsentligt, hvorfor der vel reelt ikke længere er tale om samme forening.
I virkeligheden var foreningen jo også blot et enkelt led i en større gruppe af civile borgerbevæbninger helt tilbage fra middelalderen, men med samme overordnede mål: nemlig at sikre evnen til civil modstand i tilfælde af udefra kommende overgreb. Efter 2. Verdenskrig, hvor frygten for en russisk besættelse var stor, dannede mange af de ellers civile modstandsfolk bl.a. Hjemmeværnet, hvor folk på deltid bar uniform og var/er en del af forsvaret. Desuden oprettedes mange helt civile skytteforeninger, hvor de med forsvarsvilje men uden ønske om at bære uniform kunne lære om våbenbrug og øve skydefærdigheder. I det mindste er det den version af historien, jeg kender.
Som krigsbarn med mange oplevelser af store eksplosioner og skyderi i gaderne i Århus i erindringen er det svært at begribe pacifismens naivitet, ikke mindst fordi det påstås, at historien har det med at gentage sig. Mellemkrigsårenes neutralitet og pacifisme gav jo alligevel ikke fred. Det er vel statistisk set kun et spørgsmål om tid, hvornår der igen bliver skudt og bombet i vore gader og der sker en ny opblussen af forsvarsvilje, fordi hændelserne pludseligt bliver for meget for de fleste. Sandsynligheden er måske ikke så stor lige nu, men det var den heller ikke for blot få år siden for, at Danmark igen skulle blive en krigsførende nation. Fremtiden er svær at spå om.
![[Image: finn-2.jpg]](http://www.skytten.dk/nyheder/2005/november/billeder/finn-2.jpg)
Vor forening burde måske for længst have fundet et blivende tidsløst grundlag funderet i forsvarsvilje, men bare få årtiers fred var åbenbart nok til at fjerne det fundament. Der er vel ingen tvivl om, at det, de fleste af os ønsker, er fred, men fred kommer jo bare ikke af sig selv. Derfor er måske evnen til våbenbrug værd at træne også i selvforsvarsøjemed. Den svenske mellemkrigstids "væbnet til tænderne" neutralitet bar som bekendt frugt i form af, at Sverige forblev et frit neutralt land, og det kan måske være med til at vise, at neutralitet ud fra en styrkeposition nok slet ikke er så tosset. Det kan med lidt god vilje overføres til fornuften i at bevare vor forenings rødder i forsvarsvilje/-evne, også uden at vi af den grund behøver hverken være eller blive militære enheder.
Da jeg startede i foreningen, spurgte jeg, hvorfor vi ungskytter fik ammunitionstilskud, og svaret var, at det skyldtes kongens taknemmelighed over den civile borgerbevæbning "Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskabs" væsentlige indsats under Englændernes angreb på København i 1801 og 1807, hvorfor han gerne ville give sin støtte til oplæring af unge mennesker i våbenbrug og skydefærdighed, og at staten efter enevældens ophør havde overtaget den tradition. Om det var rigtigt eller ej, aner jeg ikke, men med indsatsen ikke mindst i Classens Have i 1807 som baggrund lød det troligt nok.
Formålet med borgerbevæbning har siden Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskabs oprettelse i 1334 været oplæring i våbenbrug og udvikling af skydefærdigheder med henblik på selvforsvarsevne, og det var også formålet i 1960'erne, da jeg indledte min pause, men er nu for første gang i historien erstattet af et andet formål, nemlig "ved skydning som idræt og andet kulturelt virke at fremme det folkelige foreningsarbejde".
Dette er et opgør med en mere end 600-årig tradition for forsvarsvilje og forekommer umiddelbart som en noget overilet ændring af formålsparagraffen.
Med Hendes Majestæt Dronningen som protektor kan jeg da sagtens være bekymret for, hvor længe Kronen overhovedet kan have interesse i vedblivende at være protektor for en forening, hvis eneste formål er "at fremme det folkelige foreningsarbejde".
Sammenlignet med det gamle formål fra Skyttebogen 1956: "at skabe en vågen og sund dansk ungdom til styrkelse af fædrelandskærligheden og forsvarsviljen i folket" forekommer Kronens støtte naturlig, medens det at "fremme det folkelige foreningsarbejde" næppe er lige så relevant, og som jeg ser det, må Kronens støtte forventes at ophøre på et tidspunkt, medmindre da foreningen kommer på bedre tanker og vedkender sig sine historiske rødder forinden.
Mere end 600 års kontinuitet med forankring i forsvarsvilje er blevet brudt til fordel for det folkelige foreningsarbejde. Visdommen bag ændringen forkommer uvis.
Man kan jo ligefrem være bekymret for, om samfundet fortsat finder det i orden, at dele af befolkningen bare for det folkelige foreningsarbejdes skyld skal have lov til sådan for sjov at gå rundt og skyde med ammunition af militære sværhedsgrader, selv om forsvarsviljen alligevel ikke er til stede.
Jeg ved jo ikke, hvad der er foregået i mit fravær, men jeg oplever det, som om en sær blanding af pacifisme, 70'er pædagogiske antikrigslegetøjs-idéer og præcisionsbaneskytter fuldstændig har nedstemt realistiske feltskytters interesser. Der synes at have indsneget sig en fjendtlig ånd over for langdistanceskydningen og især overfor feltskydning.
Kodeordet vedr. langdistanceskydning ser for mig ud til at være fremmedgørelse. En total fornægtelse af verdens realiteter. Det kan være lidt svært at forstå for én, der har oplevet masser af store bombesprængninger og skyderier i gaderne i sin tidlige barndom. Er der virkelig nogen, der tror, at vi aldrig igen får ufred i Danmark?
Da jeg indledte min skydepause i 60'erne, skød næsten alle dem, jeg mødte, med Otterup M/52, der var ombyggede efterladte tyske Mauser geværer forsynet med en præcisionpibe cal. 6,5 mm fra Schultz & Larsen, Otterup, Fyn. Med andre ord - for de som ikke ved det - havde man kombineret verdens mest udbredte og robuste låsestol og bundstykke foretrukket af den afrikanske storvildtjæger for sin pålidelighed og driftssikkerhed under alle forhold med den fineste præcisionspibe, der findes, og desuden benyttede man de forbedrede sigtemidler fra den svenske Mauser. Desværre udstyrede man riflen med den nedgraderede gamle originale militærkolbe, hvilket der dog senere blev rådet bod på. Sigtemidlerne fra den svenske Mauser model var med vinger og stolpe for og med hul bag placeret ved låsestolens bagkant. Hvert klik gav 6 cm på 200 m. Ikke desto mindre var datidens krav fra Schultz & Larsen de samme som nutidens hos S/L, nemlig at der ved prøveskydning på 100 m maximalt måtte være 1 cm mellem træfhullerne efter 3 prøveskud.
Langdistanceskydning var en helårsaktivitet søndag formiddag, som kun blev afbrudt de sidste 4 søndage før jul, hvor banerne blev brugt til nærkampskydning. Sommerferielukning forekom heller ikke.
De åbne vinger og stolpe gav et sigte, der var påvirkeligt af dagslyset, hvorfor vi på feltskydninger sodede dem - helst med brændende birkebark, der gav den bedste sodning, men ellers med kamfer-tabletter medbragt i en tom Albylæske eller tilsvarende blikæske, som afbrændingen kunne foregå i, hvilket var noget nemmere. Ammunitionen var evt. Otterup med projektilvægt 9 g og mundingshastighed 775 m/sek. eller svenske Centrum, Essemtorped eller Matchtorped med projektilvægt 9,1 g og mundingshastigheder på 750 hhv. 800 m/sek. eller evt. andre fabrikater. Der fandtes også ammunition med rundnæsede projektiler med en vægt på over 10 g.
Ud over 200 m og 300 m skød vi feltskydning ikke at forveksle med terrænskydning, sådan som Skyttebogen gør det, når den nævner, at terrænskydning har været dyrket siden 1947. Vi, der var til stede, før terrænskydningerne blev indført, har aldrig hørt det ord, for det, vi dyrkede var feltskydning, og når man i dag deltager i en terrænskydning, ses forskellen fra datidens feltskydning tydeligt, og det kan siges, at de to discipliner intet har tilfælles, andet end at de foregår udendørs fortrinsvis på militære skydearealer.
De fleste feltskydninger var dengang arrangeret af militæret, som også stillede personel til rådighed for afviklingen. Tommelfingerreglen sagde, at man for at være fuldbefaren feltskytte skulle have deltaget i mindst 25 feltskydninger.
Feltskydningerne forsøgte at simulere realistiske kampsituationer med bl.a. realistisk udseende skiver, korte skydetider og overraskende opdukkende mål og bevægelige mål som indslag blandt de faste mål. Det var meget sjovere end terrænskydning, der jo reelt bare er en anden form for baneskydning flyttet ud i terrænet med god tid til afgivelse af alle skud. Strengt taget burde det måske med en mere præcis betegnelse hedde terrænbaneskydning. Betegnelsen bør ikke give anledning til misforståelser og falske associationer, men mere om det senere.
Der var ikke så mange årlige feltskydninger, max. 5-6 stk., men mange af dem var betydelig større end det, jeg ser i dag, og konkurrencen en del hårdere end nu, idet der kun var to præmierækker: Ungskytter og Seniorer med 3 præmier i hver række, og deltagelsen var ofte 600 mand, og der var ca. 8 stationer. Der var altid stationer med stående skydestilling. Skydningerne blev næsten altid afviklet på en søndag da man jo ikke havde lørdagsfri, dog kunne lørdag eftermiddag forekomme. Jeg har oplevet en feltskydning i Hevring med 600 mand, som p.g.a. tåge først kom igang kl. 11.30, og hvor præmieuddeling fandt sted ved 17-tiden. Tallet 600 mand fremkom ved de skydninger, hvor hvert amt stillede med et 20 mands seniorhold og 5 ungskytter.
Ved nogle af de store feltskydninger afsluttedes med en 2 min. kampskydning for seniorskytteholdet på 20 mand, hvoraf én havde maskinpistol, som var anvendelig til evt. tætte mål, der måtte dukke op. Hver mand havde 6 skud, og maskinpistolen 1 magasin. Skydningen foregik fra skyttegrav. Ved skydningens start var der få eller ingen synlige mål, og holdet som sådan måtte undervejs finde ud af, hvem der skulle skyde på hvad.
Feltskydningerne er nu afskaffede og erstattet af terrænskydninger, der hverken er sjove eller ligner noget realistisk. Tilsyneladende har en flok pacifister, baneskytter og antikrigspædagoger rottet sig sammen til et flertal og fået vedtaget skiver, som ikke ligner fjender, og indført små skiver med lange skydetider til baneskytternes fordel, men helt uden lighed med en reel kampsituation, hvor der jo ikke er god tid, inden man selv bliver skudt! Den rigtige feltskytte, der kan ramme et realistisk mål hurtigt, hvad enten det bevæger sig eller ej, har ingen plads i terrænskydningernes præmierække, og det er ærgerligt at se en realistisk sport ændret til en så fortænkt kunstig sportsgren helt uden sammenhæng med virkelige situationer. At det så også er gået så vidt, at den gode gamle Otterup M/52 med de til feltskydning bedst egnede sigtemidler nu er bandlyst, taler for sig selv.
Pointgivningen er også ændret til fordel for de lidt mere langsomme præcisionsskytter. Dengang gav første træffer 3 point og efterfølgende hver 1 point, hvilket på fornuftig vis præmierede evnen til overhovedet at kunne ramme målet og samtidig gav ekstra point til de, som kunne nå at sætte flere træffere. Meget mere retfærdigt og realistisk end dagens pointtælling, så vidt jeg oplever det.
De fremherskende pædagogiske strømninger, der har fjernet blot den mindste lighed mellem terrænskydningerne og realistiske kampsituationer, forekommer kørt helt af sporet. Jeg synes, det er uansvarligt at foregøgle ungdommen, at en god terrænskytte skulle kunne klare sig godt i en kampsituation, og det vil nok være at gøre dem en dødelig bjørnetjeneste, hvis det en dag skulle blive aktuelt at bruge deres kunnen i praksis. De vil være akkurat lige så uforberedte på krigssituationen som pressen fortæller, at de soldater, vi for tiden har i Irak, er, og virkningen heraf vil ikke være mindre katastrofal for den enkelte.
DDS burde ikke medvirke til at give unge mennesker et så forvrænget billede af en kampsituation, som terrænskydningerne synes at gøre.
Et helt andet aspekt er, at de gamle realistiske feltskydninger som nævnt var meget sjovere at deltage i, og det skal man vel heller ikke forklejne, hvis man ønsker ny tilgang til skydesporten. Sagen er jo i dag, at ungdommen har meget underholdende og realistiske skydespil på computeren, hvor det eneste, der mangler, er at stå med det fysiske våben i hånden. Det kan skytteforeningerne jo delvist tilbyde, men når resten af aktiviteterne uvist af hvilke pædagogiske grunde skal gøres unødigt kedelige, bør man ikke også beklage sig over lav tilgang til sporten. De rigtige våben, der kunne interessere de unge at skyde med, er naturligvis ikke forgangne tiders våben, men moderne håndvåben.
Vi skød desuden nærkampskydning og øvede hofteskud samt kasteskud, som foreskrevet i "Håndbog i skydning", og hertil brugtes gamle tyske K98k Mausere med den billige ammunition, der slet ikke er så uansvarlig at bruge selv nu, som fremført i Skytten nr.201, når bare man afholder sig fra at bruge krigstidsproduceret ammunition i stålhylstre. Faktisk benyttes originalammunitionen dagligt kloden over fra pol til pol såvel til jagt som krig og skytteforeningsbrug. Selv når man bruger stålhylsterammunition, som evt. revner, sker der faktisk ikke andet, end at man kommer til at stå i en ubehagelig røg, idet Mauseren er forberedt med afgasningskanaler i tilfælde af ammunitionssvigt. Det er ret så ubehagelig en oplevelse at stå indhyllet i røgen fra et revnet hylster og røgen skal nok slet ikke indåndes. Der er tale om korrosiv krudt. Træfsikkerheden på langdistancen er elendig sammenlignet med vor præcise ammunition og piber. Dertil kommer at 7x57 ammunitionen fortsat produceres så der ikke er noget til hinder for at skyde med frisk ammunition i en Mauser K98k.
Vi havde på standpladserne til baneskydning velegnede tykke tangmadrasser at ligge på. Det var dog langtfra tilfældet på alle baner.
Dengang var en Mauser en rimelig moderne riffel, selv om det ikke var det allernyeste som f.eks. den halvautomatiske Garand.
Fuldautomatiske våben som maskinpistoler, der blev brugt ved kampskydning, var tilladte ligesom Bren rekylgeværer, men skulle opbevares i foreningsregi og måtte kun bruges på særligt godkendte baner og under behørigt opsyn af ansvarlige. Skyttebogen 1946 foreskrev også, hvordan man øvede håndgranatkast, men det har jeg aldrig været med til.
Der var ingen problemer med at skjule vore våben for andres blikke. Riflen blev båret frit synligt i rem over skulderen på gader og veje, og ingen havde ondt af det. Geværhylstre var et ukendt begreb.
Jeg har slet ikke kunnet se de mellemliggende års teknologiske og økonomiske udvikling sætte sig spor i de godkendte våbentyper. Der er kommet nye Sauer rifler, men de er stadigvæk gammeldags repeter rifler - ganske vist med bedre sigtemidler til baneskydning end Otterup Mauseren, men ellers uden egentlige forbedringer. Automatvåben og håndgranater er gledet ud af de godkendte våbens række, og håndgranaterne er til at undvære.
Det var jo nok en rimelig forventning at se mere moderne halvautomatiske våben indført, og at brug af moderne sigtemidler såsom rød plet, elektroniske, laser og afstandsmåler, eller hvad folk nu måtte finde på, var tilladt inklusive kikkertsigte. Disse skulle naturligvis skyde i klasser for sig selv, hvilket sagtens kan lade sig gøre at administrere på moderne PC'ere.
Det er jo blot et spørgsmål om at lave konkurrencer, der passer til de forskellige våbentyper, og strengt taget er der vel heller ikke noget til hinder for at genoplive gammel hurtigskydning på 1/4 figur m. fl., ligesom der også burde kunne indrettes faldmål, hvadenten det så blev elektroniske eller fysiske. Der er jo ikke noget i vejen for, at man kan lave passende konkurrencer for skydning med de mere moderne våben, og det kan jo også dyrkes som sport. Måske enddda en lidt sjovere sport.
Det er min oplevelse, at man har oprettet noget i retning af et arbejdende museum for repeter-gevær og valgt at dybfryse situationen til fortidens teknologi, og at man har indført nogle underlige beklædningsbestemmelser, samt alligevel tilladt forbedrede sigtemidler i en grad, så de gamle 200 m skiver må siges at være forældede. Der er jo ikke megen hverken mening eller udfordring i, at de bedste skytter skyder fuldt hus, og konkurrencen afgøres ved, hvem der har mistet flest x-10'ere. Når antal x-10'ere for de bedste udgør mere end 2/3 af det afgivne antal skud, er tidspunktet for indførelse af nye skiver for længst forpasset.
En ny skivestørrelse, indrettet som det var med M/52, nemlig at pletten var 2 klik bred og x-10'eren 1 klik, er nok meget passende for en virkelig udfordrende udformning af skiven. Man kan vel sige, at der var mere sport i at ramme præcist under disse vanskelige forhold. Jeg husker, at en enkelt deltager engang til en konkurrence skød 10 stk. 10'ere på 10 skud med sin M/52, og at det var et helt uhørt sjældent resultat, som alle beundrede.
Allerede med M/58, der kun gav 2 cm pr. klik på 200 m og havde lukkede cirkulære forreste sigtemidler med mulighed for indsættelse af forskellige str. huller eller stolper, ændrede træfbillederne sig straks meget, og fuldt hus var ikke længere så sjældent som med M/52. Da jeg indledte min pause, var M/52 stadig den mest almindelige riffel, og M/69 hørte fremtiden til..
Det har været skuffende at opleve den behandling, ældre hæderkronede skytter med gamle rifler har fået på det seneste. Ældre folk med gamle Otterup M52'ere, der måske gennem mere end en menneskealder trofast har betalt deres kontingent for at bevare deres riffel og muligheden for igen at gå på skydebanen, er blevet jaget ud af vor forening af en slags undergrundsvirksomhed, hvor der pludselig bliver stillet krav om aktivt fremmøde på skydebanen, og hvor våbenkontrollanterne har fået instruks om ikke at godkende f.eks. den tidligere dominerende riffel M/52. Den slags politiske beslutninger uden andet end respektløs og fortænkt baggrund burde efter min opfattelse være helt fremmede i vor forenings regi. Det rimer meget dårligt med formålsparagraffens idé om at fremme det folkelige foreningsarbejde.
Den fordækte måde hetzen mod M/52 er udført på, nemlig ved besked alene til de våbensagkyndige, er ganske usmagelig, ikke mindst fordi det ikke har fremgået af Skyttebogen, at M/52 ikke længere var godkendt. Det ser ud, som om nogle har dyrket personlige kæpheste, og dette leder for en veteran tanken hen på undergravende 5. kolonne virksomhed, hvilket er et kedeligt indtryk, som alle i vor forening skulle være for gode til at bidrage med.
Dertil kommer så hetzen mod gamle skytter med M/52 rifler, der af en eller anden grund holder en pause med det aktive fremmøde. Det forekommer både urimeligt og usmageligt, at man inddrog deres våbentilladelse ved udeblivelse fra aktivt fremmøde på skydebanen. Det virker, som om nogen ikke helt har fattet, at den personlige frihed, som er grundstenen under vor forening, også omfatter friheden til selv at vælge, hvornår man ønsker at være aktiv, og bør respekteres som sådan. De indførte dekreter hører til i totalitære systemer og bør hurtigst muligt igen ophæves under skyldig hensyntagen til den personlige frihed til at skyde med den riffel, man er vant til.
Der bør måske indføres åremålsgrænser for aktiv sportsudøvelse, og grænser for hvor længe man vedblivende stiller krav om aktivt fremmøde. Måske skulle der bare skelnes mellem de, der blev medlemmer, dengang formålet var forsvarsvilje, og lade dem holde pause, som det nu passer dem, og så lade de nye regler gælde kun for nye skytter.
Det kunne være interessant at få at vide, hvor mange ældre mangeårige langdistance skytter man har fået jaget ud af vor forening ved hetzen mod gode gamle M/52?
Strengt taget burde de stakler, hetzen er gået ud over, have deres medlemsskab tilbage sammen med en undskyldning og deres inddragne rifler, men det er vist ikke længere muligt. Det fortælles, at de inddragne rifler er eksporteret til især Canada. Om de tidligere ejere nogensinde har fået del i eksportindtægterne melder historien ikke noget om.
Beslutninger om sådanne gennemgribende forandringer burde nok slet ikke kunne træffes af en lille udvalgt gruppe, men burde derimod sendes ud til urafstemning efter lang og grundig forudgående debat. I det hele taget burde ethvert en gang godkendt våben kunne benyttes, så længe det er funktionsdygtigt, uanset hvad den til enhver tid siddende ledelse måtte mene.
Der er også for nylig fra centralt hold indført krav om anvendelse af sikkerhedsplugs, som kun kan købes hos DDS, og der begynder at tegne sig et ubehageligt billede af en slags monopol. I resten af verden har det gennem mere end hundrede år været god latin, at et tilbageslået bundstykke på en Mauser var absolut tydeligt tegn på sikkerhed, og det er det krav, der bør stilles. For andre fabrikater kan gælde andre regler, men at verdens mest driftssikre og mest udbredte og producerede riffel pludselig skal underkastes nye sikkerhedsprocedurer forekommer mig at være absurd skrivebordsspekulation. Hvis der så bare ikke havde været investeringer og dermed penge involveret, kunne man måske have undgået indtrykket af monopolkapitalisme af værste skuffe.
Det kunne nok ikke have betydet ret meget for foreningen, om man havde valgt at strø de nye sikkerhedsplugs ud med rund hånd og gratis til alle foreninger, så de allevegne lå til fri afbenyttelse, hvis nogen skulle have glemt dem hjemme. Sammenlignet med det nye 10 millioner kr. 300 m byggeri i Vingsted ville det nok have lignet pebbernødder at uddele gratis sikkerhedsplugs.
Spørgsmålet om de godkendte våben er et kapitel for sig. Det forekommer urimeligt, at den eneste nye riffel i produktion, der er godkendt, tilfældigvis også netop er den, som DDS har eneforhandlingen af. Når dertil så lægges, at nye piber skal være af et godkendt fabrikat, og det fortælles, at man nægter at godkende piber fra en af verdens ældste og fineste fabriker S&L - det tidligere Schultz & Larsen, Otterup - tegner der sig et endnu mere ubehageligt billede.
Det er svært at tro, at alle andre nationer også er tvunget til at skyde med den eneste godkendte riffel her til lands.
Det mindste, man med nogen rimelighed burde godkende, var, at samtlige riffelfabrikater godkendt til internationale konkurrencer også skulle være godkendt til skydning i Danmark. Det er ganske urimeligt, at udenlanske konkurrenter har fri adgang til at benytte våben, som vi ikke må bruge. Der er ikke megen sportsånd i at tvinge folk til at skyde med noget, der måske langtfra er det bedste.
Det er kedeligt, at den godkendte Sauer langdistanceriffel ikke tåler det mindste snavs i bundstykket, før den er ude af funktion og derfor er aldeles uegnet til såvel jagt- som armébrug og nærmest er en slags indendørs salonriffel i overstørrelse. Det hænger naturligvis udmærket sammen med, at foreningens formål ikke længere er styrkelse af forsvarsvilje, og at feltskydningerne er afskaffet.
Det kunne ligne en tanke, at hverken de nye Mauser eller Schultz & Larsen, S&L rifler er godkendte på trods af, at de begge er i produktion og som bekendt tilhører verdens absolut bedste klasse. For mig at se må der ligge nogle ubehagelige motiver og skjulte dagsordener bag udelukkelsen af bl.a. disse to fabrikater, for slet ikke at tale om så mange andre verdenskendte, velprøvede og velrenommerede mærker.
Ældre udgåede fabrikater bør ikke kunne fjernes af listen over godkendte våben bare med et pennestrøg. Så længe et af disse våben opfylder sikkerhedsbestemmelserne, bør det også være helt og fuldt tilladt.
Det siges, at man med godkendelsreglerne og udelukkelsen af de gamle våben ønsker at forhindre folk i at blive våbensamlere, men det kan vel slet ikke være vor forenings opgave at blande sig i det, så længe blot våbnet opfylder de tekniske sikkerhedsbestemmelser for den enkelte våbentype. Desuden er det jo også på en måde konfiskation af værdien af privat ejendom, når man pludselig bestemmer, at en ellers hæderkronet riffeltype ikke længere er godkendt og derfor ikke kan handles frit. Det kan vel egentlig heller ikke være foreningens opgave.
Det bedste, der er sket for riffelskydningen i mit fravær, er nok overgangen til elektronisk markering i stedet for den gammeldags markering med markørstok. Udskriften af træfbilledet giver meget bedre baggrund for indstilling af riflen end efter markørstok.
Den værste forandring oplever jeg i ånden, der nu hviler over skydningerne, hvor respekten for riflens funktion som drabsredskab til brug i krig eller ved jagt helt er forsvundet til fordel for idéer om sportsudøvelse langt ude på overdrevet med et kraftigt islæt af noget, der ligner 70'er pædagogikkens forbud mod krigslegetøj.
Der er et eller andet i det snævre udvalg af godkendte våben, der taler min frihedsdrøm midt imod.
Den samme ubehagelige fornemmelse fås også af den kendsgerning, at vel nok verdens mest berømte revolverkaliber .45 heller ikke er godkendt til brug i DDS regi, selv om den gerne må bruges i alle vore nabolande. Det ligner i høj grad snævre kredses uvilje og er næppe vejen frem, hvis man ønsker mere interesse for skydning.
Faktisk kan man nemt få det indtryk, at ledende kræfter har noget mod at gøre sportsskydning så sjov som mulig for så mange som muligt.
Pistolskydning er f.eks.noget helt nyt for mig. Det er spændende og ganske anderledes end riffelskydning.
For mig at se er der al mulig grund til et opbrud fra noget, der er stivnet i fortid og 70'er pædagogik og underholdningsmæssigt for længst overhalet af avancerede skydespil på computer.
Der savnes automatiske håndvåben, og der savnes realistiske moderne sigtemidler, ligesom der savnes skiver og baner for disse våben. Der er jo ikke megen appeal for ungdommen i at skulle skyde med museumsvåben uden moderne sigtemidler. Måske kunne man klare problemet ved bare at oprette klasser for nye våben med nyt udstyr. Overvægten af årgange, der husker, dengang et repetergevær var high tech, taler for sig selv, men det bør jo ikke forhindre ungdommen i at komme til at skyde med nutidens high tech udstyr. Måske endda de ældre også ville finde det meget sjovere til en afveksling.. Man burde så måske igen indføre en minimumsaldersgrænse for brug af automatvåben.
De med hulsigtet og skydedragten indførte forbedringer til opnåelse af bedre resultater kunne akkurat og mindst lige så godt have været tilladelse til at bruge kikkertsigte, rød prik, laserstråle, afstandsmåler mv. - blot skulle man måske have lavet nye skiver til disse typer udstyr.
Baneskydningen er blevet meget mere præcis som følge af de nye sigtemidler og det nye skydetøj, der jo nok ville have været helt forbudt for 40 år siden. Jeg ser heller ingen fornuft i, at den slags ”snydetøj” er tilladt, da det jo ikke gør skydning mere underholdende - snarere tværtimod. Som en pudsighed er der samtidig med tilladelse til ”snydetøj” nu også indført forbud mod almindelige danske træsko og træskostøvler. Der er ellers ikke noget mere formålstjenligt end et par træskostøvler til knælende skydning. Lad dog udlandet have deres regler, men det behøver vel ikke have indflydelse på dansk skydninge at de ikke kender til at bruge træsko.
Forbud mod hverdagsfodtøj, men godkendelse af specielt ”snydetøj”. Forstå det, hvo som kan.
En anden ændring er baneunderlaget af beton, der virkelig er en plage ved liggende skydning for de af os, der af forskellige grunde er lidt tyndhudede på albuerne. De eksisterende måtter er intet bevendt. I gamle dage brugte vi som nævnt tangmadrasser eller en grusstandplads, hvor man ved lidt bevægelse hurtigt fik lavet et underlag, der passede til albuen. Man kunne jo strengt taget godt i dag have nogle mobile sandkasser, der kunne køres frem til de, der ønskede det, og tangmadrasser kan vel også stadig skaffes og stilles til rådighed for de, som måtte ønske det. De gængse betonstandpladser er jo noget unaturligt, som man sjældent vil opleve andre steder end netop på en moderne skydebane.
Endelig har der bredt sig en forstyrrende praksis på skydebanerne, nemlig at tilskuere iført høreværn opholder sig på/bag banen og p.g.a. høreværnene ikke taler, men råber sammen. Dette på trods af Skyttebogens bestemmelser om, hvem der må opholde sig på banen, og hvordan de skal opføre sig.
Denne råben mellem tilskuere er langt mere distraherende end et evt. bip fra en mobiltelefon, som jo er klart forbudt på banerne, men banevagterne lever ikke op til reglerne og bortviser ikke de forstyrrende elementer under konkurrenceskydninger.
For skytten, der er i færd med at rette hele sin opmærksomhed mod næste skud, er det en urimelig forstyrrelse at blive afbrudt i koncentrationsarbejdet, bare fordi snakkelsalige tilskuere med høreværn skal have råbt en eller anden ligegyldig bemærkning til hinanden. Der burde være en ledelse, der forstår, at uro på banerne ikke fremmer skydningen, og derfor sørger for at holde ro i skyttens omgivelser - om ikke andet så da i det mindste til konkurrenceskydninger.
Selv under træning kunne høreværn hos skytten med radioforbindelse til træner benyttes, akkurat som det bruges af knallertkøreskoler, og unødig råben og forstyrrelse af andre skytter undgås.
Det bekymrer at se, hvordan de nye pacifistiske toner har fjernet militærets interesse i at være behjælpelig med mandskab og materiel ved bl.a. terrænskydninger.
Der er jo ingen fornuftig grund til at fornægte et skydevåbens natur som et drabsredskab eller at fornægte, at træning med det også er træning i selvforsvar i en evt. kommende nødssituation. Den fremmedgørelse, nogle kræfter i de mellemliggende år, hvor jeg holdt pause, er lykkedes så godt med, bør nok snarest bringes til ophør, og skytteforeningerne bringes mere i overenstemmelse med deres oprindelige baggrund og formål.
At få årtiers fred skulle være nok til, at vor forening skal gøre op med mere end 600 års forankring i forsvarsvilje, er uforståeligt, for ingen kan vel tro, at verden er så forandret, at 600 års visdom og erfaring er blevet totalt forældet. Menneskene er jo ikke blevet drastisk forandrede, og historien har det jo med at gentage sig. En tilbagevenden til forsvarsviljen vil nok være en god idé.
Jeg oplever det, som om der for tiden svæver en ond ånd af Orwellske 1984-dimensioner over vor forening, og den må vi nok hellere se at få drevet ud og indholdet af foreningen bragt ned på jorden igen, så al det våbenfjendtlige og fremmedgørende bringes til ophør.
Måtte den efter min mening åndelige armod, der har bredt sig i vor forening, blive bragt til ophør, og ungdommen igen blive tilbudt våbentræning med tidssvarende moderne våben.
Amatuers practice till they get it right. Professionals practice till they can't get it wrong.
![[Image: dfdr.jpg]](http://img.photobucket.com/albums/v417/Intile/dfdr.jpg)
v/Finn Gammelby.
At skulle fortælle om oplevelser og indtryk ved genoptagelse af skydesporten efter næsten 40 års pause bliver vanskeligere, jo længere tid man igen er aktiv. Der er mange indfaldsvinkler til en sammenligning f.eks. sportsligt, politisk, holdningsmæssigt, baggrundsmæssigt, underholdningsmæssigt og mange andre. Næsten alt er anderledes. Der kunne skrives en hel bog om det. Noget er ændret til det bedre, men det meste oplever jeg desværre ændret til det ringere. En bedrøvelig vending faktisk.
Jeg var langdistance skytte med hurtigskydning og feltskydning som de foretrukne discipliner, og ingen af delene eksisterer mere. At blive lukket ud i den gældende virkelighed fra en 40 år gammel tidslomme er en sælsom oplevelse. Forundring, bekymring og skuffelse er nok de dominerende indtryk.
For ikke at blive misforstået vil jeg gerne her fra starten fastslå, at jeg ikke har noget imod at dyrke skydning som sport blot for sportens skyld. Det var bare ikke min primære indfaldsvinkel til skydning.
Vi levede under koldkrigen, og Cuba episoden med atomkrigstruslen indtraf. Skytteforeningerne var et sted, hvor folk med forsvarsvilje kunne få våbentræning og øve skydefærdighed uden at være underlagt militæret.
Skuffelsen gælder udviklingen, der kunne være blevet så god med alle de nye tekniske og økonomiske muligheder, men man har valgt at vende både mellemliggende våbenudvikling ryggen og at benægte sit eget historiske ophav. Jeg læser i Skyttebogen 2005, at historien sættes til at være med oprindelse i 1861, men det er vel en tilnærmet sandhed, for hvor meget af det fra 1861 er tilbage? Alene i min tid er der sket skift fra DDSG&I til DDS, og vedtægterne er også ændret væsentligt, hvorfor der vel reelt ikke længere er tale om samme forening.
I virkeligheden var foreningen jo også blot et enkelt led i en større gruppe af civile borgerbevæbninger helt tilbage fra middelalderen, men med samme overordnede mål: nemlig at sikre evnen til civil modstand i tilfælde af udefra kommende overgreb. Efter 2. Verdenskrig, hvor frygten for en russisk besættelse var stor, dannede mange af de ellers civile modstandsfolk bl.a. Hjemmeværnet, hvor folk på deltid bar uniform og var/er en del af forsvaret. Desuden oprettedes mange helt civile skytteforeninger, hvor de med forsvarsvilje men uden ønske om at bære uniform kunne lære om våbenbrug og øve skydefærdigheder. I det mindste er det den version af historien, jeg kender.
Som krigsbarn med mange oplevelser af store eksplosioner og skyderi i gaderne i Århus i erindringen er det svært at begribe pacifismens naivitet, ikke mindst fordi det påstås, at historien har det med at gentage sig. Mellemkrigsårenes neutralitet og pacifisme gav jo alligevel ikke fred. Det er vel statistisk set kun et spørgsmål om tid, hvornår der igen bliver skudt og bombet i vore gader og der sker en ny opblussen af forsvarsvilje, fordi hændelserne pludseligt bliver for meget for de fleste. Sandsynligheden er måske ikke så stor lige nu, men det var den heller ikke for blot få år siden for, at Danmark igen skulle blive en krigsførende nation. Fremtiden er svær at spå om.
Vor forening burde måske for længst have fundet et blivende tidsløst grundlag funderet i forsvarsvilje, men bare få årtiers fred var åbenbart nok til at fjerne det fundament. Der er vel ingen tvivl om, at det, de fleste af os ønsker, er fred, men fred kommer jo bare ikke af sig selv. Derfor er måske evnen til våbenbrug værd at træne også i selvforsvarsøjemed. Den svenske mellemkrigstids "væbnet til tænderne" neutralitet bar som bekendt frugt i form af, at Sverige forblev et frit neutralt land, og det kan måske være med til at vise, at neutralitet ud fra en styrkeposition nok slet ikke er så tosset. Det kan med lidt god vilje overføres til fornuften i at bevare vor forenings rødder i forsvarsvilje/-evne, også uden at vi af den grund behøver hverken være eller blive militære enheder.
Da jeg startede i foreningen, spurgte jeg, hvorfor vi ungskytter fik ammunitionstilskud, og svaret var, at det skyldtes kongens taknemmelighed over den civile borgerbevæbning "Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskabs" væsentlige indsats under Englændernes angreb på København i 1801 og 1807, hvorfor han gerne ville give sin støtte til oplæring af unge mennesker i våbenbrug og skydefærdighed, og at staten efter enevældens ophør havde overtaget den tradition. Om det var rigtigt eller ej, aner jeg ikke, men med indsatsen ikke mindst i Classens Have i 1807 som baggrund lød det troligt nok.
Formålet med borgerbevæbning har siden Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskabs oprettelse i 1334 været oplæring i våbenbrug og udvikling af skydefærdigheder med henblik på selvforsvarsevne, og det var også formålet i 1960'erne, da jeg indledte min pause, men er nu for første gang i historien erstattet af et andet formål, nemlig "ved skydning som idræt og andet kulturelt virke at fremme det folkelige foreningsarbejde".
Dette er et opgør med en mere end 600-årig tradition for forsvarsvilje og forekommer umiddelbart som en noget overilet ændring af formålsparagraffen.
Med Hendes Majestæt Dronningen som protektor kan jeg da sagtens være bekymret for, hvor længe Kronen overhovedet kan have interesse i vedblivende at være protektor for en forening, hvis eneste formål er "at fremme det folkelige foreningsarbejde".
Sammenlignet med det gamle formål fra Skyttebogen 1956: "at skabe en vågen og sund dansk ungdom til styrkelse af fædrelandskærligheden og forsvarsviljen i folket" forekommer Kronens støtte naturlig, medens det at "fremme det folkelige foreningsarbejde" næppe er lige så relevant, og som jeg ser det, må Kronens støtte forventes at ophøre på et tidspunkt, medmindre da foreningen kommer på bedre tanker og vedkender sig sine historiske rødder forinden.
Mere end 600 års kontinuitet med forankring i forsvarsvilje er blevet brudt til fordel for det folkelige foreningsarbejde. Visdommen bag ændringen forkommer uvis.
Man kan jo ligefrem være bekymret for, om samfundet fortsat finder det i orden, at dele af befolkningen bare for det folkelige foreningsarbejdes skyld skal have lov til sådan for sjov at gå rundt og skyde med ammunition af militære sværhedsgrader, selv om forsvarsviljen alligevel ikke er til stede.
Jeg ved jo ikke, hvad der er foregået i mit fravær, men jeg oplever det, som om en sær blanding af pacifisme, 70'er pædagogiske antikrigslegetøjs-idéer og præcisionsbaneskytter fuldstændig har nedstemt realistiske feltskytters interesser. Der synes at have indsneget sig en fjendtlig ånd over for langdistanceskydningen og især overfor feltskydning.
Kodeordet vedr. langdistanceskydning ser for mig ud til at være fremmedgørelse. En total fornægtelse af verdens realiteter. Det kan være lidt svært at forstå for én, der har oplevet masser af store bombesprængninger og skyderier i gaderne i sin tidlige barndom. Er der virkelig nogen, der tror, at vi aldrig igen får ufred i Danmark?
Da jeg indledte min skydepause i 60'erne, skød næsten alle dem, jeg mødte, med Otterup M/52, der var ombyggede efterladte tyske Mauser geværer forsynet med en præcisionpibe cal. 6,5 mm fra Schultz & Larsen, Otterup, Fyn. Med andre ord - for de som ikke ved det - havde man kombineret verdens mest udbredte og robuste låsestol og bundstykke foretrukket af den afrikanske storvildtjæger for sin pålidelighed og driftssikkerhed under alle forhold med den fineste præcisionspibe, der findes, og desuden benyttede man de forbedrede sigtemidler fra den svenske Mauser. Desværre udstyrede man riflen med den nedgraderede gamle originale militærkolbe, hvilket der dog senere blev rådet bod på. Sigtemidlerne fra den svenske Mauser model var med vinger og stolpe for og med hul bag placeret ved låsestolens bagkant. Hvert klik gav 6 cm på 200 m. Ikke desto mindre var datidens krav fra Schultz & Larsen de samme som nutidens hos S/L, nemlig at der ved prøveskydning på 100 m maximalt måtte være 1 cm mellem træfhullerne efter 3 prøveskud.
Langdistanceskydning var en helårsaktivitet søndag formiddag, som kun blev afbrudt de sidste 4 søndage før jul, hvor banerne blev brugt til nærkampskydning. Sommerferielukning forekom heller ikke.
De åbne vinger og stolpe gav et sigte, der var påvirkeligt af dagslyset, hvorfor vi på feltskydninger sodede dem - helst med brændende birkebark, der gav den bedste sodning, men ellers med kamfer-tabletter medbragt i en tom Albylæske eller tilsvarende blikæske, som afbrændingen kunne foregå i, hvilket var noget nemmere. Ammunitionen var evt. Otterup med projektilvægt 9 g og mundingshastighed 775 m/sek. eller svenske Centrum, Essemtorped eller Matchtorped med projektilvægt 9,1 g og mundingshastigheder på 750 hhv. 800 m/sek. eller evt. andre fabrikater. Der fandtes også ammunition med rundnæsede projektiler med en vægt på over 10 g.
Ud over 200 m og 300 m skød vi feltskydning ikke at forveksle med terrænskydning, sådan som Skyttebogen gør det, når den nævner, at terrænskydning har været dyrket siden 1947. Vi, der var til stede, før terrænskydningerne blev indført, har aldrig hørt det ord, for det, vi dyrkede var feltskydning, og når man i dag deltager i en terrænskydning, ses forskellen fra datidens feltskydning tydeligt, og det kan siges, at de to discipliner intet har tilfælles, andet end at de foregår udendørs fortrinsvis på militære skydearealer.
De fleste feltskydninger var dengang arrangeret af militæret, som også stillede personel til rådighed for afviklingen. Tommelfingerreglen sagde, at man for at være fuldbefaren feltskytte skulle have deltaget i mindst 25 feltskydninger.
Feltskydningerne forsøgte at simulere realistiske kampsituationer med bl.a. realistisk udseende skiver, korte skydetider og overraskende opdukkende mål og bevægelige mål som indslag blandt de faste mål. Det var meget sjovere end terrænskydning, der jo reelt bare er en anden form for baneskydning flyttet ud i terrænet med god tid til afgivelse af alle skud. Strengt taget burde det måske med en mere præcis betegnelse hedde terrænbaneskydning. Betegnelsen bør ikke give anledning til misforståelser og falske associationer, men mere om det senere.
Der var ikke så mange årlige feltskydninger, max. 5-6 stk., men mange af dem var betydelig større end det, jeg ser i dag, og konkurrencen en del hårdere end nu, idet der kun var to præmierækker: Ungskytter og Seniorer med 3 præmier i hver række, og deltagelsen var ofte 600 mand, og der var ca. 8 stationer. Der var altid stationer med stående skydestilling. Skydningerne blev næsten altid afviklet på en søndag da man jo ikke havde lørdagsfri, dog kunne lørdag eftermiddag forekomme. Jeg har oplevet en feltskydning i Hevring med 600 mand, som p.g.a. tåge først kom igang kl. 11.30, og hvor præmieuddeling fandt sted ved 17-tiden. Tallet 600 mand fremkom ved de skydninger, hvor hvert amt stillede med et 20 mands seniorhold og 5 ungskytter.
Ved nogle af de store feltskydninger afsluttedes med en 2 min. kampskydning for seniorskytteholdet på 20 mand, hvoraf én havde maskinpistol, som var anvendelig til evt. tætte mål, der måtte dukke op. Hver mand havde 6 skud, og maskinpistolen 1 magasin. Skydningen foregik fra skyttegrav. Ved skydningens start var der få eller ingen synlige mål, og holdet som sådan måtte undervejs finde ud af, hvem der skulle skyde på hvad.
Feltskydningerne er nu afskaffede og erstattet af terrænskydninger, der hverken er sjove eller ligner noget realistisk. Tilsyneladende har en flok pacifister, baneskytter og antikrigspædagoger rottet sig sammen til et flertal og fået vedtaget skiver, som ikke ligner fjender, og indført små skiver med lange skydetider til baneskytternes fordel, men helt uden lighed med en reel kampsituation, hvor der jo ikke er god tid, inden man selv bliver skudt! Den rigtige feltskytte, der kan ramme et realistisk mål hurtigt, hvad enten det bevæger sig eller ej, har ingen plads i terrænskydningernes præmierække, og det er ærgerligt at se en realistisk sport ændret til en så fortænkt kunstig sportsgren helt uden sammenhæng med virkelige situationer. At det så også er gået så vidt, at den gode gamle Otterup M/52 med de til feltskydning bedst egnede sigtemidler nu er bandlyst, taler for sig selv.
Pointgivningen er også ændret til fordel for de lidt mere langsomme præcisionsskytter. Dengang gav første træffer 3 point og efterfølgende hver 1 point, hvilket på fornuftig vis præmierede evnen til overhovedet at kunne ramme målet og samtidig gav ekstra point til de, som kunne nå at sætte flere træffere. Meget mere retfærdigt og realistisk end dagens pointtælling, så vidt jeg oplever det.
De fremherskende pædagogiske strømninger, der har fjernet blot den mindste lighed mellem terrænskydningerne og realistiske kampsituationer, forekommer kørt helt af sporet. Jeg synes, det er uansvarligt at foregøgle ungdommen, at en god terrænskytte skulle kunne klare sig godt i en kampsituation, og det vil nok være at gøre dem en dødelig bjørnetjeneste, hvis det en dag skulle blive aktuelt at bruge deres kunnen i praksis. De vil være akkurat lige så uforberedte på krigssituationen som pressen fortæller, at de soldater, vi for tiden har i Irak, er, og virkningen heraf vil ikke være mindre katastrofal for den enkelte.
DDS burde ikke medvirke til at give unge mennesker et så forvrænget billede af en kampsituation, som terrænskydningerne synes at gøre.
Et helt andet aspekt er, at de gamle realistiske feltskydninger som nævnt var meget sjovere at deltage i, og det skal man vel heller ikke forklejne, hvis man ønsker ny tilgang til skydesporten. Sagen er jo i dag, at ungdommen har meget underholdende og realistiske skydespil på computeren, hvor det eneste, der mangler, er at stå med det fysiske våben i hånden. Det kan skytteforeningerne jo delvist tilbyde, men når resten af aktiviteterne uvist af hvilke pædagogiske grunde skal gøres unødigt kedelige, bør man ikke også beklage sig over lav tilgang til sporten. De rigtige våben, der kunne interessere de unge at skyde med, er naturligvis ikke forgangne tiders våben, men moderne håndvåben.
Vi skød desuden nærkampskydning og øvede hofteskud samt kasteskud, som foreskrevet i "Håndbog i skydning", og hertil brugtes gamle tyske K98k Mausere med den billige ammunition, der slet ikke er så uansvarlig at bruge selv nu, som fremført i Skytten nr.201, når bare man afholder sig fra at bruge krigstidsproduceret ammunition i stålhylstre. Faktisk benyttes originalammunitionen dagligt kloden over fra pol til pol såvel til jagt som krig og skytteforeningsbrug. Selv når man bruger stålhylsterammunition, som evt. revner, sker der faktisk ikke andet, end at man kommer til at stå i en ubehagelig røg, idet Mauseren er forberedt med afgasningskanaler i tilfælde af ammunitionssvigt. Det er ret så ubehagelig en oplevelse at stå indhyllet i røgen fra et revnet hylster og røgen skal nok slet ikke indåndes. Der er tale om korrosiv krudt. Træfsikkerheden på langdistancen er elendig sammenlignet med vor præcise ammunition og piber. Dertil kommer at 7x57 ammunitionen fortsat produceres så der ikke er noget til hinder for at skyde med frisk ammunition i en Mauser K98k.
Vi havde på standpladserne til baneskydning velegnede tykke tangmadrasser at ligge på. Det var dog langtfra tilfældet på alle baner.
Dengang var en Mauser en rimelig moderne riffel, selv om det ikke var det allernyeste som f.eks. den halvautomatiske Garand.
Fuldautomatiske våben som maskinpistoler, der blev brugt ved kampskydning, var tilladte ligesom Bren rekylgeværer, men skulle opbevares i foreningsregi og måtte kun bruges på særligt godkendte baner og under behørigt opsyn af ansvarlige. Skyttebogen 1946 foreskrev også, hvordan man øvede håndgranatkast, men det har jeg aldrig været med til.
Der var ingen problemer med at skjule vore våben for andres blikke. Riflen blev båret frit synligt i rem over skulderen på gader og veje, og ingen havde ondt af det. Geværhylstre var et ukendt begreb.
Jeg har slet ikke kunnet se de mellemliggende års teknologiske og økonomiske udvikling sætte sig spor i de godkendte våbentyper. Der er kommet nye Sauer rifler, men de er stadigvæk gammeldags repeter rifler - ganske vist med bedre sigtemidler til baneskydning end Otterup Mauseren, men ellers uden egentlige forbedringer. Automatvåben og håndgranater er gledet ud af de godkendte våbens række, og håndgranaterne er til at undvære.
Det var jo nok en rimelig forventning at se mere moderne halvautomatiske våben indført, og at brug af moderne sigtemidler såsom rød plet, elektroniske, laser og afstandsmåler, eller hvad folk nu måtte finde på, var tilladt inklusive kikkertsigte. Disse skulle naturligvis skyde i klasser for sig selv, hvilket sagtens kan lade sig gøre at administrere på moderne PC'ere.
Det er jo blot et spørgsmål om at lave konkurrencer, der passer til de forskellige våbentyper, og strengt taget er der vel heller ikke noget til hinder for at genoplive gammel hurtigskydning på 1/4 figur m. fl., ligesom der også burde kunne indrettes faldmål, hvadenten det så blev elektroniske eller fysiske. Der er jo ikke noget i vejen for, at man kan lave passende konkurrencer for skydning med de mere moderne våben, og det kan jo også dyrkes som sport. Måske enddda en lidt sjovere sport.
Det er min oplevelse, at man har oprettet noget i retning af et arbejdende museum for repeter-gevær og valgt at dybfryse situationen til fortidens teknologi, og at man har indført nogle underlige beklædningsbestemmelser, samt alligevel tilladt forbedrede sigtemidler i en grad, så de gamle 200 m skiver må siges at være forældede. Der er jo ikke megen hverken mening eller udfordring i, at de bedste skytter skyder fuldt hus, og konkurrencen afgøres ved, hvem der har mistet flest x-10'ere. Når antal x-10'ere for de bedste udgør mere end 2/3 af det afgivne antal skud, er tidspunktet for indførelse af nye skiver for længst forpasset.
En ny skivestørrelse, indrettet som det var med M/52, nemlig at pletten var 2 klik bred og x-10'eren 1 klik, er nok meget passende for en virkelig udfordrende udformning af skiven. Man kan vel sige, at der var mere sport i at ramme præcist under disse vanskelige forhold. Jeg husker, at en enkelt deltager engang til en konkurrence skød 10 stk. 10'ere på 10 skud med sin M/52, og at det var et helt uhørt sjældent resultat, som alle beundrede.
Allerede med M/58, der kun gav 2 cm pr. klik på 200 m og havde lukkede cirkulære forreste sigtemidler med mulighed for indsættelse af forskellige str. huller eller stolper, ændrede træfbillederne sig straks meget, og fuldt hus var ikke længere så sjældent som med M/52. Da jeg indledte min pause, var M/52 stadig den mest almindelige riffel, og M/69 hørte fremtiden til..
Det har været skuffende at opleve den behandling, ældre hæderkronede skytter med gamle rifler har fået på det seneste. Ældre folk med gamle Otterup M52'ere, der måske gennem mere end en menneskealder trofast har betalt deres kontingent for at bevare deres riffel og muligheden for igen at gå på skydebanen, er blevet jaget ud af vor forening af en slags undergrundsvirksomhed, hvor der pludselig bliver stillet krav om aktivt fremmøde på skydebanen, og hvor våbenkontrollanterne har fået instruks om ikke at godkende f.eks. den tidligere dominerende riffel M/52. Den slags politiske beslutninger uden andet end respektløs og fortænkt baggrund burde efter min opfattelse være helt fremmede i vor forenings regi. Det rimer meget dårligt med formålsparagraffens idé om at fremme det folkelige foreningsarbejde.
Den fordækte måde hetzen mod M/52 er udført på, nemlig ved besked alene til de våbensagkyndige, er ganske usmagelig, ikke mindst fordi det ikke har fremgået af Skyttebogen, at M/52 ikke længere var godkendt. Det ser ud, som om nogle har dyrket personlige kæpheste, og dette leder for en veteran tanken hen på undergravende 5. kolonne virksomhed, hvilket er et kedeligt indtryk, som alle i vor forening skulle være for gode til at bidrage med.
Dertil kommer så hetzen mod gamle skytter med M/52 rifler, der af en eller anden grund holder en pause med det aktive fremmøde. Det forekommer både urimeligt og usmageligt, at man inddrog deres våbentilladelse ved udeblivelse fra aktivt fremmøde på skydebanen. Det virker, som om nogen ikke helt har fattet, at den personlige frihed, som er grundstenen under vor forening, også omfatter friheden til selv at vælge, hvornår man ønsker at være aktiv, og bør respekteres som sådan. De indførte dekreter hører til i totalitære systemer og bør hurtigst muligt igen ophæves under skyldig hensyntagen til den personlige frihed til at skyde med den riffel, man er vant til.
Der bør måske indføres åremålsgrænser for aktiv sportsudøvelse, og grænser for hvor længe man vedblivende stiller krav om aktivt fremmøde. Måske skulle der bare skelnes mellem de, der blev medlemmer, dengang formålet var forsvarsvilje, og lade dem holde pause, som det nu passer dem, og så lade de nye regler gælde kun for nye skytter.
Det kunne være interessant at få at vide, hvor mange ældre mangeårige langdistance skytter man har fået jaget ud af vor forening ved hetzen mod gode gamle M/52?
Strengt taget burde de stakler, hetzen er gået ud over, have deres medlemsskab tilbage sammen med en undskyldning og deres inddragne rifler, men det er vist ikke længere muligt. Det fortælles, at de inddragne rifler er eksporteret til især Canada. Om de tidligere ejere nogensinde har fået del i eksportindtægterne melder historien ikke noget om.
Beslutninger om sådanne gennemgribende forandringer burde nok slet ikke kunne træffes af en lille udvalgt gruppe, men burde derimod sendes ud til urafstemning efter lang og grundig forudgående debat. I det hele taget burde ethvert en gang godkendt våben kunne benyttes, så længe det er funktionsdygtigt, uanset hvad den til enhver tid siddende ledelse måtte mene.
Der er også for nylig fra centralt hold indført krav om anvendelse af sikkerhedsplugs, som kun kan købes hos DDS, og der begynder at tegne sig et ubehageligt billede af en slags monopol. I resten af verden har det gennem mere end hundrede år været god latin, at et tilbageslået bundstykke på en Mauser var absolut tydeligt tegn på sikkerhed, og det er det krav, der bør stilles. For andre fabrikater kan gælde andre regler, men at verdens mest driftssikre og mest udbredte og producerede riffel pludselig skal underkastes nye sikkerhedsprocedurer forekommer mig at være absurd skrivebordsspekulation. Hvis der så bare ikke havde været investeringer og dermed penge involveret, kunne man måske have undgået indtrykket af monopolkapitalisme af værste skuffe.
Det kunne nok ikke have betydet ret meget for foreningen, om man havde valgt at strø de nye sikkerhedsplugs ud med rund hånd og gratis til alle foreninger, så de allevegne lå til fri afbenyttelse, hvis nogen skulle have glemt dem hjemme. Sammenlignet med det nye 10 millioner kr. 300 m byggeri i Vingsted ville det nok have lignet pebbernødder at uddele gratis sikkerhedsplugs.
Spørgsmålet om de godkendte våben er et kapitel for sig. Det forekommer urimeligt, at den eneste nye riffel i produktion, der er godkendt, tilfældigvis også netop er den, som DDS har eneforhandlingen af. Når dertil så lægges, at nye piber skal være af et godkendt fabrikat, og det fortælles, at man nægter at godkende piber fra en af verdens ældste og fineste fabriker S&L - det tidligere Schultz & Larsen, Otterup - tegner der sig et endnu mere ubehageligt billede.
Det er svært at tro, at alle andre nationer også er tvunget til at skyde med den eneste godkendte riffel her til lands.
Det mindste, man med nogen rimelighed burde godkende, var, at samtlige riffelfabrikater godkendt til internationale konkurrencer også skulle være godkendt til skydning i Danmark. Det er ganske urimeligt, at udenlanske konkurrenter har fri adgang til at benytte våben, som vi ikke må bruge. Der er ikke megen sportsånd i at tvinge folk til at skyde med noget, der måske langtfra er det bedste.
Det er kedeligt, at den godkendte Sauer langdistanceriffel ikke tåler det mindste snavs i bundstykket, før den er ude af funktion og derfor er aldeles uegnet til såvel jagt- som armébrug og nærmest er en slags indendørs salonriffel i overstørrelse. Det hænger naturligvis udmærket sammen med, at foreningens formål ikke længere er styrkelse af forsvarsvilje, og at feltskydningerne er afskaffet.
Det kunne ligne en tanke, at hverken de nye Mauser eller Schultz & Larsen, S&L rifler er godkendte på trods af, at de begge er i produktion og som bekendt tilhører verdens absolut bedste klasse. For mig at se må der ligge nogle ubehagelige motiver og skjulte dagsordener bag udelukkelsen af bl.a. disse to fabrikater, for slet ikke at tale om så mange andre verdenskendte, velprøvede og velrenommerede mærker.
Ældre udgåede fabrikater bør ikke kunne fjernes af listen over godkendte våben bare med et pennestrøg. Så længe et af disse våben opfylder sikkerhedsbestemmelserne, bør det også være helt og fuldt tilladt.
Det siges, at man med godkendelsreglerne og udelukkelsen af de gamle våben ønsker at forhindre folk i at blive våbensamlere, men det kan vel slet ikke være vor forenings opgave at blande sig i det, så længe blot våbnet opfylder de tekniske sikkerhedsbestemmelser for den enkelte våbentype. Desuden er det jo også på en måde konfiskation af værdien af privat ejendom, når man pludselig bestemmer, at en ellers hæderkronet riffeltype ikke længere er godkendt og derfor ikke kan handles frit. Det kan vel egentlig heller ikke være foreningens opgave.
Det bedste, der er sket for riffelskydningen i mit fravær, er nok overgangen til elektronisk markering i stedet for den gammeldags markering med markørstok. Udskriften af træfbilledet giver meget bedre baggrund for indstilling af riflen end efter markørstok.
Den værste forandring oplever jeg i ånden, der nu hviler over skydningerne, hvor respekten for riflens funktion som drabsredskab til brug i krig eller ved jagt helt er forsvundet til fordel for idéer om sportsudøvelse langt ude på overdrevet med et kraftigt islæt af noget, der ligner 70'er pædagogikkens forbud mod krigslegetøj.
Der er et eller andet i det snævre udvalg af godkendte våben, der taler min frihedsdrøm midt imod.
Den samme ubehagelige fornemmelse fås også af den kendsgerning, at vel nok verdens mest berømte revolverkaliber .45 heller ikke er godkendt til brug i DDS regi, selv om den gerne må bruges i alle vore nabolande. Det ligner i høj grad snævre kredses uvilje og er næppe vejen frem, hvis man ønsker mere interesse for skydning.
Faktisk kan man nemt få det indtryk, at ledende kræfter har noget mod at gøre sportsskydning så sjov som mulig for så mange som muligt.
Pistolskydning er f.eks.noget helt nyt for mig. Det er spændende og ganske anderledes end riffelskydning.
For mig at se er der al mulig grund til et opbrud fra noget, der er stivnet i fortid og 70'er pædagogik og underholdningsmæssigt for længst overhalet af avancerede skydespil på computer.
Der savnes automatiske håndvåben, og der savnes realistiske moderne sigtemidler, ligesom der savnes skiver og baner for disse våben. Der er jo ikke megen appeal for ungdommen i at skulle skyde med museumsvåben uden moderne sigtemidler. Måske kunne man klare problemet ved bare at oprette klasser for nye våben med nyt udstyr. Overvægten af årgange, der husker, dengang et repetergevær var high tech, taler for sig selv, men det bør jo ikke forhindre ungdommen i at komme til at skyde med nutidens high tech udstyr. Måske endda de ældre også ville finde det meget sjovere til en afveksling.. Man burde så måske igen indføre en minimumsaldersgrænse for brug af automatvåben.
De med hulsigtet og skydedragten indførte forbedringer til opnåelse af bedre resultater kunne akkurat og mindst lige så godt have været tilladelse til at bruge kikkertsigte, rød prik, laserstråle, afstandsmåler mv. - blot skulle man måske have lavet nye skiver til disse typer udstyr.
Baneskydningen er blevet meget mere præcis som følge af de nye sigtemidler og det nye skydetøj, der jo nok ville have været helt forbudt for 40 år siden. Jeg ser heller ingen fornuft i, at den slags ”snydetøj” er tilladt, da det jo ikke gør skydning mere underholdende - snarere tværtimod. Som en pudsighed er der samtidig med tilladelse til ”snydetøj” nu også indført forbud mod almindelige danske træsko og træskostøvler. Der er ellers ikke noget mere formålstjenligt end et par træskostøvler til knælende skydning. Lad dog udlandet have deres regler, men det behøver vel ikke have indflydelse på dansk skydninge at de ikke kender til at bruge træsko.
Forbud mod hverdagsfodtøj, men godkendelse af specielt ”snydetøj”. Forstå det, hvo som kan.
En anden ændring er baneunderlaget af beton, der virkelig er en plage ved liggende skydning for de af os, der af forskellige grunde er lidt tyndhudede på albuerne. De eksisterende måtter er intet bevendt. I gamle dage brugte vi som nævnt tangmadrasser eller en grusstandplads, hvor man ved lidt bevægelse hurtigt fik lavet et underlag, der passede til albuen. Man kunne jo strengt taget godt i dag have nogle mobile sandkasser, der kunne køres frem til de, der ønskede det, og tangmadrasser kan vel også stadig skaffes og stilles til rådighed for de, som måtte ønske det. De gængse betonstandpladser er jo noget unaturligt, som man sjældent vil opleve andre steder end netop på en moderne skydebane.
Endelig har der bredt sig en forstyrrende praksis på skydebanerne, nemlig at tilskuere iført høreværn opholder sig på/bag banen og p.g.a. høreværnene ikke taler, men råber sammen. Dette på trods af Skyttebogens bestemmelser om, hvem der må opholde sig på banen, og hvordan de skal opføre sig.
Denne råben mellem tilskuere er langt mere distraherende end et evt. bip fra en mobiltelefon, som jo er klart forbudt på banerne, men banevagterne lever ikke op til reglerne og bortviser ikke de forstyrrende elementer under konkurrenceskydninger.
For skytten, der er i færd med at rette hele sin opmærksomhed mod næste skud, er det en urimelig forstyrrelse at blive afbrudt i koncentrationsarbejdet, bare fordi snakkelsalige tilskuere med høreværn skal have råbt en eller anden ligegyldig bemærkning til hinanden. Der burde være en ledelse, der forstår, at uro på banerne ikke fremmer skydningen, og derfor sørger for at holde ro i skyttens omgivelser - om ikke andet så da i det mindste til konkurrenceskydninger.
Selv under træning kunne høreværn hos skytten med radioforbindelse til træner benyttes, akkurat som det bruges af knallertkøreskoler, og unødig råben og forstyrrelse af andre skytter undgås.
Det bekymrer at se, hvordan de nye pacifistiske toner har fjernet militærets interesse i at være behjælpelig med mandskab og materiel ved bl.a. terrænskydninger.
Der er jo ingen fornuftig grund til at fornægte et skydevåbens natur som et drabsredskab eller at fornægte, at træning med det også er træning i selvforsvar i en evt. kommende nødssituation. Den fremmedgørelse, nogle kræfter i de mellemliggende år, hvor jeg holdt pause, er lykkedes så godt med, bør nok snarest bringes til ophør, og skytteforeningerne bringes mere i overenstemmelse med deres oprindelige baggrund og formål.
At få årtiers fred skulle være nok til, at vor forening skal gøre op med mere end 600 års forankring i forsvarsvilje, er uforståeligt, for ingen kan vel tro, at verden er så forandret, at 600 års visdom og erfaring er blevet totalt forældet. Menneskene er jo ikke blevet drastisk forandrede, og historien har det jo med at gentage sig. En tilbagevenden til forsvarsviljen vil nok være en god idé.
Jeg oplever det, som om der for tiden svæver en ond ånd af Orwellske 1984-dimensioner over vor forening, og den må vi nok hellere se at få drevet ud og indholdet af foreningen bragt ned på jorden igen, så al det våbenfjendtlige og fremmedgørende bringes til ophør.
Måtte den efter min mening åndelige armod, der har bredt sig i vor forening, blive bragt til ophør, og ungdommen igen blive tilbudt våbentræning med tidssvarende moderne våben.
Amatuers practice till they get it right. Professionals practice till they can't get it wrong.
!]
],tværtimod er det,i mine øjne,nogle mennesker som har en holdning de vil stå ved.
]