Polen oktober 2011

[Claxel]

Efter at have glædet mig i flere måneder, blev det endelig oktober.
Vi tre, Børgel, fru Christoff og jeg selv, havde igen bestilt en hundyrsjagt nær Szczecin i Polen, med de samme polske jægere som sidst. Børgel var dog sidst ikke så tilfreds med Mirek, da han ikke var særlig erfaren. Men ved et svineheld, var Mirek forhindret og Tomek, en meget mere habil jæger, blev Børgels følgesvend i det polske. Turen derned gik uden de store svinkeærinder og lige efter middag kunne vi dreje ind ad indkørslen til hotellet, nu var det snart ved at være tæt på …

Efter lidt flytten rundt, hvor vi havde misforstået stuepigen, fik vi pakket ud. Stor var gensynsglæden da vores jægere dukkede op, vi havde en masse at snakke om. Vejret viste sig fra den vådeste side, men vi aftalte at vi skulle afhentes kl. 16.30 og så på jagt. Karol havde siden sidst fået anskaffet en Suzuki Vitara, så vi skulle ikke slæbe så meget som sidst, som han udtrykte det. Karol kiggede noget på min lille riffel, for hvor jeg sidst havde anvendt min 7 mm Rem. havde jeg denne gang medbragt min 22-250. Han rystede lidt på hovedet af mit setup, fordi jeg har en Bushnellkikkert på, der går op til 30 ganges forstørrelse. Men da jeg så mindede ham om hvordan han havde kigget sidste gang, hvor jeg havde medbragt et holosigte til at starte med, så mente han dog at dette var bedre.

Vi kørte en del rundt og regnen piskede ned. Noget helt anderledes vejr, end i den forgangne uge, hvor vi satte ny varmerekord for oktober, i DK. Der var ikke meget vildt at se, Karol sagde at vi var kommet for tidligt, at rådyrene ikke havde samlet sig på de store marker, endnu. Jeg var enig, jeg synes det er for tidligt at skyde råen væk fra lammene i oktober, og deres afskydningspolitik var at vi kun havde 7 lam til afskydning. Men det var denne periode vi alle havde hul i kalenderen, og så måtte vi tage den derfra. Efter noget søgen rundt på reviret, endte vi med at sætte os op i et tårn, hvor der var nogenlunde læ. Karol satte mig af og ville parkere bilen lidt længere væk. Kort efter dukkede en buk og et smaldyr op, lige i skovkanten til højre for tårnet. Det vovede jeg godt at skyde til, selvom Karol ikke var med i tårnet. Jeg åbnede klappen på kikkerten, rettede riffelen ind og afsikrede. Var lige begyndt at krumme fingeren, da dyrene opdagede Karol og forsvandt. Lidt senere dukkede en rå med to lam op, ude til venstre for tårnet. Karol var ivrig for at jeg fik skudt noget, så jeg spurgte, hvad jeg måtte skyde. Jeg skulle skydeFrau, som han sagde, men det ville jeg ikke. Dyrene var tæt på skovkanten, og skulle jeg skyde en moder-rå, skulle det være et sted hvor jeg med stor sandsynlighed kunne få lammene også. Jeg fedtede noget med det og de trak længere væk. Karol mente vi skulle prøve at snige os op til venstre, bagud gennem skoven. Men inden vi kom derud, var dyrene væk. Til gengæld stod der et par dyr, lige under tårnet vi før sad i … Vi forsøgte at snige os tilbage, men det var i mellemtiden blevet mørkt, så der blev ikke noget ud af den chance.

Hjemme igen fortalte fru Christoff, at han havde nedlagt to dyr og Børgel havde fået 5. Hans nye jæger var meget mere skrap til bedømmelse af dyrene, end ham fra sidste gang. Næste morgen var vejret meget, meget bedre. Desværre følte jeg mig ikke helt på toppen. Min mave gjorde knuder og kroppen var øm. Nærmest sådan lidt influenzaagtigt, men ikke mere end at jeg ville på jagt. Vi kørte ud til et sted, hvor vi havde været aftenen før og denne gang var der mere liv.
Karol gik derud’a i et tempo der ikke var til at følge med i, med mindre man var frisk. Jeg måtte forklare ham at jeg ikke kunne følge med, men det gamle indianer-ordsprog: ”Walk little, see much”, det gælder også i Polen. Vi stødte en enlig rå i brakken på grund af vores hurtige færd, men opdagede kort efter en rå med to lam der trak ind i en remise. Lidt senere så vi to smaldyr ude bag en mergelgrav. Dem ville vi prøve at snige os ind på. I ly af buskadset i graven, kom vi noget nærmere, men da dyrene havde retning mod venstre, kom de pludselig fri af vegetationen og jeg greb fat i Karols arm. Hurtigt stillede han stokken op og jeg lagde an. Dyrene var ikke specielt tæt på, og henne ved næste mergelgrav, stoppede de op. Sigtet så fornuftigt ud, med anlæg på den dobbelte skydestok. Jeg fik hold på det forreste dyr og slap kuglen. I skuddet så jeg at dyret tegnede for kuglen og et tydeligt kugleslag, markerede en træffer i kroppen.
Alligevel satte dyret i gang og sprang af sted, det bageste tøvede lidt og fik en træffer, der fik den til at snuble. Jeg så det sidste dyr tumle lidt rundt, for derefter at ligge stille. Hvad skete der egentlig med det første? Det nåede jeg ikke at se, da jeg havde fokus på nummer to. –”Zwei stück getroffen” sagde Karol og det gav jeg ham ret i. Sammen gik vi over mod skudstedet, hvor vi hurtigt fandt nummer to forendt. Den var truffet lavt, så de var nok lidt længere ude end først antaget. Jeg klikkede kikkerten op så riffelen skød lige på, på 200 meter med det samme, det var nok det bedste.

Karol fik øje på 4 dyr, langt ud på marken. Han kom med et forslag. Jeg kunne prøve at snige mig derud og se om jeg kunne nedlægge noget, så ville han hente sin bayerske schweisshund og se om han kunne hitte det første dyr. Den ide var jeg med på. Men ak, da jeg stak hovedet op over bakken i rapsmarken, kiggede et af dyrene i min retning. Jeg var spottet og dyrene trak væk. Sådan går det af og til når man kommer for tæt på. Men ude til højre stod 4 dyr og de havde bevæget sig imens jeg sneg mig nærmere på de første. De 4 havde faktisk retning mod mig, så jeg satte mig på marken, slog bipod’en ud og ventede på hvad der ville ske.
Langsomt kom dyrene, en rå med to lam og en pæn buk, over bakken. De havde ikke set mig og her var planen klar, de to lam Karol havde sagt jeg måtte skyde, de var måske indenfor rækkevidde. Da råen kom ind på 105 meter, sænkede jeg afstandsmåleren og hævede riffelen. Hun så tilsyneladende bevægelsen, for hun sikrede og stirrede i min retning, samtidig med at hun havde bredsiden til.
En 3,6 grams Remington ramte hende på bladet og hun var død inden hun nåede jorden. Lammene spurtede forvirret rundt, det ene stoppede 10 meter bag råen og fik også et hurtigt skud, der fik det til at falde på pletten. Bukken og det sidste lam stoppede 50 meter længere ude, men stod så de dækkede for hinanden, med bukken forrest. Han tog dog forsigtigt et skridt frem og det gav plads til at stryge en kugle forbi ham og lammet forendte i knaldet. Bukken stod og stirrede forvirret, hvad mon der lige var sket? Først da jeg rejste mig, sprang han væk. Jeg brækkede dyrene imedens jeg ventede på Karol. Her var det luksus at Karol havde fået ny bil, for der var vel en kilometer til nærmeste vej. I stedet kunne eg ringe til Karol, der ankom med to dyr i bagagerummet. Han havde på vej mod bilen, fundet schweiss og dér lidt væk, lå dyret så forendt.

Sikken en morgen, det var dejligt vejr, masser af vildt og 5 gode skud. Nu var det tid til at komme hjem og holde vildtparade. På vejen hjem, så Karol pludselig noget jagtbart i kikkerten. 4 stykker råvildt sad på en mark, bag nogle køer, fortalte han og spurgte om vi skulle prøve. Jeg kunne godt se at der lå noget, så jeg var da klar. I forhold til vinden, foreslog jeg at vi kørte forbi til næste mark og listede tilbage i ly af det levende hegn.
Vi parkerede bilen, Karol tog stokken og jeg fodrede Tikkaen med nogle patroner. Vi nåede op til køerne, Karol havde på vejen, endnu engang tjekket forholdene, det så godt ud. Da han forsigtigt kiggede op bag det levende hegn, tog han sig pludselig til hovedet.
Brødebetynget måtte han meddele at det var 4 store sten vi havde pürschet os ind på. Nej hvor jeg grinede, det samme gjorde de andre da vi vendte hjem og fortalte om morgenens episoder.

Der var i alt 15 stykker råvildt på paraden, fru Christoff havde fået 3 om morgenen men Børgel var ikke kommet til skud.



Fru Christoff havde ikke fået hævet euro, så vi kørte efter morgenmaden ned i det lokale storcenter for at hæve nogle penge. Ved udgangen lå et apotek. Her så jeg tilfældigt at de havde nogle billige briller, hvorfor jeg straks måtte købe et par til at drille Karol med. Da vi om eftermiddagen igen skulle ud og vi blev hentet, ventede jeg til alle var samlet. –”Jeg har noget til dig, en gave”, sagde jeg til Karol på tysk.

Han så meget interesseret ud, lige til han så de briller jeg fiskede frem, igen tog han sig til hovedet. Det var humor der faldt i polakkernes smag, øj hvor de andre drillede Karol.


På jagt igen, hvor vi fra vejen spottede 3 dyr, der stod et godt stykke inde i en rapsmark. Der var mulighed for at skyde en "frau, aber klein", sagde Karol. Nå, så jeg fik endnu et lam på kvoten tænkte jeg, det ville jeg gerne forsøge. I dækning af en mergelgrav listede vi nærmere, men der var flere dyr end vi først havde set, så der var pludselig mange øjne der holdt øje med os. Vi måtte opgive, da de stod i skyline og gik tilbage mod bilen.
Dyrene trak mod højre, så jeg foreslog at vi prøvede at gå den anden vej rundt, for at se om der var mulighed for et sikkert skud, derfra. Kort efter lå jeg med støttebenene ude og pegede på dyrene. Men flere havde i mellemtiden sat sig, så de var åbenbart ikke særlig skræmte. Karol blev utålmodig og sagde at han ville gå om på den anden side, for at få dem op at stå, så kunne jeg måske skyde. Planen virkede, kort efter stod et rålam fri på 210 meter og en kugle var på vej mod lammets blad. Jeg så det tegne og tumle den modsatte vej af resten af flokken.
De sikrede på den anden side af en bakke, så jeg havde ikke frit skud. De forsvandt kort efter og jeg begyndte at gå op mod skudstedet. Karol kom trillende i bilen og forstod ikke rigtig hvad jeg sagde. Jeg trak ud i rapsen og søgte der hvor jeg formodede at dyret havde stået.
Karol kom og sagde at vi skulle videre, for der var kun én time til det blev mørkt. Jeg sagde vi skulle søge, og det forstod han ikke en brik af. Problemet var at han ikke havde hørt skuddet, så han troede jeg blot fjumrede rundt. Han hentede hunden, men den tog sporet op efter de andre dyr og forsvandt. Kort efter kaldte Karol, han havde fundet lammet. Selta dukkede op igen, så vi kunne køre videre.

Ved næste revir satte Karol mig af ved hovedvejen, for han kunne ikke parkere dér. Jeg kunne blot ringe hvis jeg så noget, sikken tillid han viste mig. Jeg gik ind i brakmarken og ladede op. Der var flere dyr at se. De fleste var meget langt væk, for marken var ret stor. Men en gruppe stod ved det modsatte gærde, dem ville jeg kigge nærmere på. Desværre stod der en buk, ca. midt imellem, og det ville være utopi at tro at man kunne snige sig nærmere, når det var frit felt ned ad bakken, mod bukken. Men der var ikke så meget vind og kuglefanget var i orden. Jeg fandt et sted med frit udsyn og lagde mig på toppen af bakken og slog støttebenene ud. Afstandsmåleren sagde 255 meter, et noget langt skud. Men jeg kendte ballistikken på de Rhinokugler jeg nu ville prøve, så jeg drejede 9 klik op og forsøgte at finde en god skydestilling.

Det så ikke helt umuligt ud. Rå med to lam lidt til venstre og en enlig rå til højre. På 30 gange forstørrelse måtte jeg også lige stille parallaksen. Jeg gjorde mig klar til skud og klemte forsigtigt skuddet af. Riffelen hoppede men den faldt til ro så jeg kunne se dyret blive ramt og styrte. Men lige så hurtigt kom det på benene igen og begyndte at gå besværet mod højre. Jeg havde repeteret, så jeg skyndte mig at slippe en kugle lige foran bringen på råen. Endnu et kugleslag kom retur og dyret var væk. Bukken stod stadig og essede, de tre andre dyr stod også tilbage. Jeg begyndte at gå derover og bukken sprang i skoven.
De tre dyr blev stående. Da jeg kom ind på 60 meters hold, stak lammene af. Først fattede jeg ingenting, men pludselig slog det mig, jeg havde desværre fået skudt deres mor, selvom det ikke var det jeg ville … Den tilbageværende rå blev stående og så meget jagtbar ud. Hvis hun ville vente så længe, at jeg kunne skyde fritstående, så var hun selv ude om det. Jeg lagde forsigtigt stokken fra mig, rejste mig og gav hende en bladkugle. Hun sprang 5 meter, snublede og forendte. Den første rå måtte ligge lidt væk, og jeg fandt den forendt kort efter.

Første kugle sad bagligt på bladet, den anden hvor krop og hals mødes. Jeg kiggede rundt, 4 dyr kom nu nærmere fra den anden side. De var meget jagtinteresserede på denne mark, så op med stokken, efter at jeg havde målt afstanden til 165 meter. Første smaldyr fik en hurtig kugle, det andet løb lidt efter råen og lammet, og stoppede. Jeg havde hold på dyret, men burde jeg trykke? Jagtiveren løb af med mig, så forsigtigt sendte jeg endnu en af de små hidsige Remingtonkugler af sted.
Dette dyr blev også på pletten.

Langt nede i bunden af slugten så jeg Karol komme nærmere i bilen. Jeg vinkede ham op, jeg havde skudt nok … Han havde hørt nogle af skuddene og var meget nysgerrig efter at se resultatet. Jeg forklarede om min fejltagelse og sammen fandt vi de sidste dyr. Han har en kurv bagpå bilens trækkrog så vi samlede sammen og brækkede dyrene i fællesskab. Sikken jagt, jeg har aldrig før været i nærheden af at skyde 10 stykker råvildt på én dag.


Hjemme på hotellet var der lagt op til hygge, jeg var ikke helt frisk oghavde ikke kaliber til svinejagt så vi valgte alle at blive hjemme og snakke oplevelserne igennem.

Børgel havde oplevet et og andet … Han og Tomek var ude efter svin og pludselig under deres fremfærd siger Tomek -” Der står to svin og æder æbler derovre” Børgel fik afstandsmåleren op, som sagde 102 og 106 meter, altså fin skudafstand. Børgel var dog ikke helt sikker på muligheden, da han ikke har nedlagt svin før og måtte derfor lige ha’ lidt bistand. ”-hvor store er grisene” spurgte Børgel, ca. 40-50 kg, svarede Tomek, altså lige i den størrelse der var ønsket. Men det var mørkt og Børgel var stadig lidt usikker på om det nu også var en ordentlig mulighed. Første gang meter han ikke det er en ordentlig tilbud og tog riffelen ned igen. Tomek fik derfor riffelen, kiggede i riffelkikkerten og sagde ”- good enough for Tomek” og gav Børgel riffelen retur. Med riffelen i skydestokken, klemmer Børgel et skud af mod den gris der vendte siden til. Da skuddet runger, står grisene stadig tilbage. Børgel fatter ikke en disse og spørger Tomek om han skal skyde igen. Tomek står og græmmer sig, for grise står ikke tilbage når der har været skudt på dem. De to grise var buske, hvor den ene så formodentlig har fået en perfekt ”bladkugle” … De gik tilbage til bilen, for lige at sunde sig og ryge noget tobak. Tomek gik senere ud igen for at spotte og kom ivrigt tilbage. -"five original wildboar is standing perfekt". Nu var det nu og Børgel sneg sig frem sammen med Tomek. Fremme på marken stod der da også 5 sorte klatter, men da Børgel fik kikkerten op, var det 5 buske ... "-Nu kører vi hjem til hotellet" var Børgels eneste kommentar. Den episode om ”the bushpigs” går vist over i historien.

Fredag nat havde jeg igen problemer med maven. Og lørdag morgen måtte jeg ringe og melde afbud til Karol, jeg frøs og havde det rigtig skidt. Ærgerligt, men jeg havde bedst af at blive i sengen og få noget varme. De andre tog af sted på jagt, jeg lagde dynen dobbelt og faldt i søvn.
Hele lørdagen havde jeg det dårligt, men om aftenen havde jeg det godt nok til at tage ud på jagt igen. Vi tog ud på rapsstykket som vi havde besøgt fredag morgen og listede lidt rundt. Det var ikke mange dyr vi så, men på vejen hjem kom vi forbi en mergelgrav, der pludselig blev helt levende af råvildt.
De trak ud på et drøjt hold og sikrede. Karol spurgte om vi skulle snige os ind på dem. Jeg mente de jo havde opdaget os og ikke havde lyst til at se nærmere på sådan et par jægere. Der var her godt 250 meter, men helt frit skud, så det ud til.

Jeg slog bipod’en ud og lagde mig ned. Der var en gren der stak ud og som sad i vejen for et frit skud. Lidt krabben til siden og nu var der mulighed. Det så rimelig godt ud, sigtet blev justeret ind, parallaksen skruet op og så glemte jeg vinden. Der var ikke så meget af den, men nok til at den flyttede skuddet ca. 15 cm fremad, men det fandt jeg først ud af senere. Kuglen blev sendt af sted og dyret tumlede i skuddet forover og løb til venstre over den bakke det stod på. Jeg så ikke præcist hvad de skete lige efter skuddet, da jeg havde skruet helt op for kikkerten. Men kugleslaget lød rigtigt.
Et dyr dukkede op fra højre og stoppede ca. 200 meter ude. ”–Er det den samme som jeg skød på” spurgte jeg, og det svarede Karol ja til. Ok, tænkte jeg, så må jeg hellere give den én mere og holdt lavt, på grund af den ”korte” afstand. Igen var skudtegnet at dyret tumlede fremad. Karol sagde at jeg havde truffet lavt og vi gik begge nærmere.

Jeg skruede kikkerten tilbage til ”200 meter” og lidt ned i forstørrelse. Da vi havde gået 100 meter, så jeg at dyret sad i rapsen og så meget sygt ud. –”Stock, stock” sagde jeg til Karol, som straks satte den op. Da råen drejede hovedet, fik hun en kugle lige under øret. Karol spurgte om jeg ramte og jeg svarede -kopf. Han kiggede undrende, men sagde ingenting og sammen gik vi over til dyret. Karol nikkede, det var i orden. Men så gik han videre og begyndte at søge langs remisen, det var åbenbart alligevel ikke det samme dyr jeg havde skudt på.

Vi drejede op mod skudstedet og pludselig så jeg et dyr der rejste sig og sprang op over bakken. Vi løb alt hvad vi kunne mod toppen, for afgive et skud kunne der ikke være tale om, da kuglefanget ville være et hus bag nabomarken. Da vi forpustede nåede toppen, var der ingenting at se. Men dyret kunne kun være forsvundet et sted hen, nemlig i kanten af det vandhul, der lå neden for bakken. Var det løbet andre steder hen, så ville vi have set det. Karol mente vi burde hente hunden, for den var for en gangs skyld ikke med.

Det var ved at blive mørkt, så jeg gav ham ret. Jeg stod vagt på toppen af bakken og Karol drog hjemad. Der gik vel en halv time, så var han tilbage med begge sine hunde. Selta der en Bayer og Cora som jeg kendte fra sidst. En ulden terrierblanding, der også har fundet mange dyr. Det var meget mørkt nu, Karol passerede bagom mig og ville dermed krydse sporet af dyret. Da Selta nåede sporet, blev næsen låst fast i færten og som trukket af en usynlig snor gik det direkte ned mod vandhullets modsatte side. Cora var gået den anden vej rundt om hullet. Da Selta nåede frem til dyret, sprang det ud på marken. Med hunden lige i hælene prøvede det at slippe væk. Jeg lyste med Led-lygten og kunne se to par øjne der vendte rundt på marken og returnerede mod hullet. Her stod Cora, den lille hund klar og haps, så var dyret låst fast. Karol kaldte mig ned og på 1½ meters afstand, kunne jeg aflive dyret med et skud.
Pyha, det var en god fornemmelse at få klaret den situation. På vej hjem foreslog Karol at han ville kurere min dårlige mave. Vi skulle blot drikke noget Zubrowka vodka, ikke den med græsset, men den hvide og så drikke noget cola til. Det var god medicin, sagde han ...

Han ville så få sin ældste datter til at køre mig hjem bagefter, for som ordentlig medicinmand må man følge processen helt til dørs. Det blev en ret hyggelig aften …
Især senere da jeg kom tilbage på hotellet, hvor fru Christoff og Børgel var godt i gang med en tilsvarende, måske forebyggende kur.

Puha, klokken var ret mange inden vi tørnede ind for natten. Igen blev det Børgel der måtte lægge sig først, men han havde da også fået brudesuiten.



Han klarede sig dog uden at ligge i ske med sin riffel, som sidste gang. Næste morgen var vi lidt langsomme startere, men vi kom da af sted og begyndte dagen i det tårn vi havde siddet i den første aften. Her kunne vi snige os op, uden at skræmme den smalrå og den buk der stod på marken.
Skuddet var kort og efter 15 meters spurt forendte smaldyret for en høj bladkugle. Bukken trak lidt væk. Senere dukkede endnu en buk op. Vi besluttede at liste os over på den anden side af vejen. Her listede vi os først ind på tre bukke der stod sammen, derefter på to enlige bukke i rad.



Karol skulle lige se hvordan bukkene stod, han var meget imponeret over hvor stabil min stok var.

Der var en hel del rådyr på den mark, men med rigtig stor overpopulation af bukke. Jeg tror vi så 15 forskellige bukke den morgen (Og det var ikke fordi jeg så dobbelt)

Trods mange anstrengelser lykkedes det os ikke at komme ordentlig på skud af et smaldyr, før det var køretid. Det stod sammen med 2 bukke og en rå med lam. Men råen stod og døsede, med spejlet til på 165 meters afstand. Jeg prøvede at sigte på halsen, men syntes det var for lille et mål på den afstand. Karol prøvede i stedet for at pifte, og så sprang hele flokken i sikkerhed.

Vi kørte hjem til protokolskrivning, jagten var slut. Karol var lidt ærgerlig over at han ikke havde nedbragt sine nye briller, da han bestemt mente de burde overrækkes til Tomek, når vi skulle samles inden hjemrejsen.

Til sammen fik vi 34 dyr og en ræv, et fint resultat på 3 dages hyggelig jagt i Polen …



K&B Clax []



Beware of a man with customised rifles ...

[Lars M. L.]

God beretning - som sædvanlig!
Det lyder som en rigtig god tur.

vh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

[fisker]

Ja, så sparede man de penge []
Det var, som man selv lå bag riflen. [:p]

[Boldsen]

Nøj! Hvilken beretning! - Thumps up, og kom så noget mere på jagt så vi kan læse noget mere! []
Tillykke med dyrene - fin parade! Glæder mig til billeddokumentationen.

Mvh.
Boldsen

[halvautomat]

Synes godt om [8D][]

[Jens Peter Jensen]

Hej Claxel
SÅDAN,tak for en flot beretning og tillykke med alle dyrene, det var sku en fin tur, jeg har også selv lige været i sydafrika hvor jeg skød hundyr, også en fin tur.Hundyrsjagt er billig og er lidt sværere end handyrsjagt, og nu når huset er fyldt op med horn, så er en sådan jagt, noget at det, at nogen tager på, for på jagt det vil vi sku.
I næste måned skal jeg på 3 ture til Tyskland på trykjagt, der skyder vi også Rævl & Krat, at de jagtbare arter der kommer for.[]
MVH Jens Peter

[Christensen]

Fed beretning.

Synes godt om []

Mvh
Christensen

Livet rummer mange forunderlige spørgsmål...
Hvorfor er det fx. fysisk umuligt at købe et våbenskab der er stort nok?