13-01-2012, 02:19 AM
Hej jægere, her en beretning fra en hundyrsjagt i Polen. Det er en ordentlig smøre, håber ikke det er for meget.
Jeg ankom til reviret i Polen ved middagstid efter 8 timers kørsel.
Da Polen er et ”nyt” jagtland for mig var jeg ret bekymret for hvordan det skulle gå med hensyn til sprog og lignede.
Ved ankomsten til hotellet var jeg dog allerede ventet af Damen som skulle være min tolk. Hun talte perfekt engelsk og kunne med det samme præsentere mig for Skovridderen, og den skytte som skulle være min ledsager.
Skovridderen talte både engelsk og tysk, mens min skytte kun talte tysk, sammenholdt med min engelsktalende tolk, var det en rigtig international samtale.
Skovens folk var meget gode til at forklare lidt om reviret, som var på Ca. 25.000 hektar, og de vildtarter som fandtes her.
Jeg blev oplyst at der helst ikke måtte skydes flere vildsvin lige nu da kvoten for dem stort set var brugt, og de sidste skulle holdes frie til en drivjagt der skulle foregå lige efter at jeg korte hjem. Nu var jeg jo også komme for at skyde hundyr, fortrinsvis dåvildt, men gerne også et stykke kronvildt, så det med vildsvin var fint med mig.
Det blev aftalt at skytten ville hente mig ved 15,30 tiden, og så skulle der jages. Efter en hurtig middagsmad benyttede jeg derfor tiden til at få en times søvn.
Da klokken blev 15,30 vågnede tolken mig ved at banke på døren, jeg havde sovet over mig, og det tog lige lidt tid at få tøjet på og blive klar, så vi kom lidt send af sted. Da vi ankom til jagtstedet hang resterne af de sidste dages storm stadig over skoven, så der var godt med vind i træerne.
Da det er nyt for mig at følges med en skytte, var jeg ret spændt på hvordan det nu skulle foregå. Skytten spurgte imidlertid mig om jeg ville gå rundt, eller sidde i tårn, og om jeg foretrak skov, skovkant eller åben mark. Dåvildt er den vildtart jeg har absolut mindst erfaring med så jeg spurgte ham, hvad han ville foreslå. Ja så skulle vi sidde i tårn i tæt, ung fyrreskov, med denne vind ville vildtet gå rastløs rundt i den tætte skov.
Vi satte os op i et tårn, hvorfra vi kunne se ud af 3 veje, og så begyndte ventetiden.
Det var dog ikke fordi vi kom til at vente mere som 10 minutter før der kom et par dådyr over vejen. De var dog inde i skoven igen, inden jeg overhovedet fik den gode gamle BSA riffel op, så jeg beholdt den herefter oppe, med løbet pegende ud over den ene vej.
Der gik ikke mange minutter efter at dåvildtet havde passeret inden der pludselig kom en ruddel kronvildt gående roligt over en af ”vores” veje. Denne gang sad jeg imidlertid klar med riflen, og fik den hurtigt til skulderen. Skytten prøvede på at dirigere mig ind på et bestemt stykke vildt, men det var stort set umuligt at udpege et bestemt stykke af en ruddel kronvildt der bevæger sig. Der var et par spidshjorte, imellem og den skulle jeg bare lige passe på.
Jeg havde fået besked på at det de manglede mest af i afskydningsplanen, var hinder frem for kalve. Jeg havde rudlen i kikkerten, og afstanden var Ca. 100 meter, så da en hind var fri sendte jeg kuglen af sted.
Hinden gav et mægtigt hop fra sig, og hele rudlen forsvandt ind i skoven.
Puha, nu skulle der ryges. Skytten var ikke sikker på hvilket dyr jeg havde skudt på, men jeg forklarede ham at det var en hind på 3 eller 4 år, han var dog ikke så sikker. Det vigtigste var nu også at det ikke var en hjort som var blevet beskudt.
Efter skuddet sad vi igen i Ca. 10 minutter, og så var der pludselig en ny ruddel kronvildt på en af vejene. Denne gang var jeg klar igen, og da en smalhind var fri slap jeg kuglen, som kvitterede med lyden af et fint kugleslag.
Skytten ville have at vi skulle sidde lidt længere, men han kunne godt mærke at jeg var utålmodig, for at komme ned og se på byttet.
Først gik vi ned til smalhinden, den var jeg sikker på at kuglen sad som høj bladkuge i. Der var imidlertid ingen sweiss, vi fandt kun lidt hår på skudstedet, så det var lidt svært at få bekræftet om hvor kuglen sad. Efter at vi havde søgt i 10-15 minutter fandt vi imidlertid smalhinden Ca. 75 meter inde i det ret tætte skov, med en høj bladkugle. Det var mig som fandt den, så efter jeg havde råbt til skytten at den lå her brækkede jeg den, og vi kunne få dyret slæbt ud til vejen, og komme op og se efter den anden.
Så gik turen op til stedet, hvor jeg havde skudt på hinden. Efter lang tids søgen fandt vi et par enkelte hår, men igen ingen sweiss, der var dog tvivl om disse hår var friske eller gamle. Nu var lyset også begyndt at blive dårligt så skytten besluttede at ringe efter en sweisshund. Der var imidlertid en gruppe tyskere på deres sidste dags drivjagt og de brugte hunden, så vi måtte vente til i morgen. Desuden var det nu også ved at være godt mørkt.
I bilen på vej tilbage til hotellet, fortalte jeg ham at det spinkle kronvildt i Skotland, kollapser på stedet med en høj bladkugle. Hans eneste bemærkning var at her i polen kunne et stykke kron eller dåvildt sagtens løbe 7-800 meter med en god kugle. Jo ældre dyret er jo længere løber det som regel.
Dette svare også meget godt med en gammel hind jeg oplevede blive skudt i Tyskland sidste år. Den gik næsten en kilometer, og ved opbrækningen kunne det konstateres at kuglen var gået lige igennem hjertet. Tyskerne mente dengang, dog at det var ret sjældent de gik så langt med en god kugle, men absolut ikke uset.
Da vi kom tilbage til hotellet, blev vi modtaget af tolken som ønskede tillykke, og fortalte jeg kunne spise om 20 minutter.
Efter et hurtigt brusebad, var det så spisetid. Ved et langt bord sad de tyske drivjægere, som skulle hjem næste dag, og hyggede sig gevaldigt.
Efter maden kom jeg naturligvis i snak med dem, og de kunne fortælle at de (13 jægere) havde skudt 52 stykker vildt på 3 dage. 1 af dem havde skudt en meget stor hjort, så han måtte give adskillige runder til de glade tyskere.
Da jeg jo var ret godt bagefter med søvn, gik jeg allerede i seng ved 19.30 tiden. Skytten havde sagt at han ville hente mig kl. 7 næste morgen, og så ville jeg være frisk.
6,30 på dag 2, stod jeg op og fik en kop kaffe og et rundstykke inden skytten kom og hentede mig.
Vi kørte ud i nærheden af det sted hvor jeg havde skudt på hinden, dagen inden. Vejret var nu helt stille, og jeg besluttede mig for at sidde i et skydetårn. Skytten foreslog et tårn, hvor han mente at der ville komme dåvildt. Vi havde da også kun siddet i 10 minutter da 3 stykker dåvildt, stille og roligt krydsede vejen på 150 meters afstand.
Det var ikke rigtigt lyst, så hverken skytten eller mig kunne ikke om det var dåer/kalve, så de fik lov at leve.
Efter yderligere et kvarters tid kom der så en stor flok dåvildt på den anden side af tårnet.
Nu var det ved at være god lys, så jeg fandt dem hurtigt i kikkerten da de krydsede vejen. Der stod et lille magert træ i vejkanten, lige nøjagtigt i skudlinjen til stedet hvor dyrene krydsede. Jeg ville simpelt hen ikke lave noget lort, så jeg undlod at skyde igennem grenene, men prøvede i stedet at få hold på en ved kanten af vejen. Skytten prøvede ivrigt at dirigere mig ind på et af de stykker vildt som han ville have mig til at skyde, selv om det var svært i den tætte flok. Det lykkedes mig ikke af få et af dem ordentligt ind i sigtekorset, så der blev heller ingen skud denne gang.
Vi sad vel 10-15 minutter længere uden at se noget. Så mente jeg at vi skulle prøve lidt pürsh jagt. Vi korte så ud i et stykke ret åbent, højstammet fyrreskov. Her fik vi hurtigt øje på en flok dåvildt, som dog også havde opdaget os, så de var hurtigt væk. Efter en kilometers listen, fandt vi en ruddel kronvildt. Vi hviskede lidt frem og tilbage for at finde ud af, hvorfor en jeg skulle prøve at skyde.
Det lykkedes mig at komme i en god position, Ca. 120 meter fra dem. Da jeg fandt hinden i sigtekikkerten trak jeg op på bladet og slap kuglen. Samme øjeblik skuddet gik, vidste jeg det var en forbier, jeg rykkede skuddet af, og kuglen gik i jorden mellem benene på hinden.
Skytten havde fulgt godt med og kom grinene hen til mig og sagde ”Föllig Forbei”, det vidste jeg jo godt selv, så jeg kunne kun give ham ret.
Jeg spurgte om ikke vi skulle køre ud og se efter den hind som jeg, havde skudt på aftenen inden. Det var han med på, så efter et telefonopkald, til hundeføreren kørte vi derud. Da vi nu kom derud i fuldt dagslys og fandt skudstedet, kunne jeg med det samme se lungesweiss, og fandt hurtigt store mængder blod få meter inde i skoven.
Vi nåede imidlertid ikke at følge blodet, da hundeføreren ankom i det samme.
Hunden var en Bayersk sweisshund, og så snart den blev lukket ud af bilen gik den lige på sporet, ind i skoven.
Hundeføreren så på blodet og spurgte hvad det var jeg havde skudt på. Jeg forklarede at det var en ung hind. Han sagde blot at hvis det virkeligt var en ung hind, ville den ligge 75-100 meter inde, og hvis det var en gammel ville den være gået dobbelt så langt.
Ganske rigtigt fandt hunden problemløst, den unge hind, Ca. 75 meter inde i det tætte unge fyrreskov, med en god bladkugle.
Da jeg brækkede dyret, så jeg at lungerne var helt skudt i smadder, og et enkelt fragment havde ramt hjertet, så skuddet havde været godt.
Det havde været en rigtig god morgen, nu da dyret var fundet, på trods af at jeg havde afgivet en forbier.
Da vi kom tilbage til Hotellet, ventede tolken med et kæmpe morgenmåltid. Efter at have spist faldt jeg i snak med et par af tyskerne som skulle med bus hjem samme formiddag. Hjorten, en af dem havde skudt var blevet målt til 8,5 Kg, og sølvmedalje, så jeg ønskede naturligvis tillykke med den.
Den eftermiddag kørte vi allerede i skoven klokken 14, og startede med at gå rundt. Vi havde ikke gået mere end et kvarters tid, inden vi fandt dåvildt. De var ret langt væk imellem højstammet fyr, og da det var helt stille vejr måtte jeg virkeligt yde noget for at komme i en god position for afgivelse af et skud.
Det lykkedes, at komme ind på 100 meters penge, og finde et godt træ til at ligge an på. Nu var problemet bare at dyrene gik meget tæt sammen, og hver gang en var fri fra de andre, kom der træer i vejen. Jeg stod meget længe med riflen oppe, og havde sigtekorset, på flere forskellige dåer.
Til sidst blev jeg så anspændt, at jeg ikke længere kunne hold riflen stille, så jeg måtte tage den ned for at hvile lidt. Et flere af dyrene måtte have set bevægelsen, for de tog alle flugten i løbet af et par sekunder.
Vi fortsatte, og fandt flere gange dåvildt, det lykkedes dog ikke at komme ordentligt ind på dem, da vi larmede i det helt stille vejr.
Efter flere uheldige forsøg i skoven, foreslog skytten at vi skulle gå ud på markjagt, så vi kunne se langt, og larme mindre. Vi gik så ud til en mark, og fulgte et hegn, hvor der dog ingen dåvildt var at se. Der var utroligt mange spor efter dåvildt, så jeg tvivlede ikke på at stedet var godt. Nu da det var ved at blive mørkt, forslog skytten at jeg skulle sætte mig op i et tårn som stod ved en markvej. Der blev give meget klare instrukser om at jeg skulle være helt sikker på ikke at skyde en hjort, hvis der kom vildt. Så fik jeg lige en forklaring om at hvis jeg så ræv, skulle den øjeblikkeligt skydes. Hvis Hubertus ville have en ræv skudt, ville han sende en forbi og det ville give godt jagtheld femover, hvis jeg skød den. Så gik han turen tilbage ind i skoven for at hente bilen.
10 minutter efter han var gået, kom der pludselig dåvildt ud af skoven på modsatte side af marken. Der var 19-20 stykker men helt ude på 300-350 meter, så jeg måtte nøjes med at betragte dem igennem kikkerten.
Efter et minut eller to, svang jeg kikkerten hele vejen rundt for at se efter vildt. Da fik jeg øje på ræven, som kom listende langs markvejen med kurs lig imod mig. Da den var på 50 meter, gav jeg et fløjt, og den stoppede for sidste gang i dens liv.
Efter skuddet kunne jeg se dåvildtet løbe ind i skoven, hvilket jeg også havde regnet med at de ville gøre når jeg skød.
Der gik bare ikke mere end 5 minutter før en ny flok dåvildt på 14-15 stykker kom modsatte side af marken. De havde ret meget fart på, men ville tydeligvis passere meget tæt forbi tårnet, hvor jeg sad.
De passerede lige hen over den døde ræv i luntetrav, så jeg holdt lidt foran en god då. Da skuddet gik, faldt den med det samme sammen. Jeg repeterede og så til min skræk at den var kommet på benene igen og løb væk. Vinklen var meget dårlig, men den skulle have en kugle til, da den tydeligvis var slemt anskudt. Den blev ved med at løbe væk i en dårlig vinkel, og den var allerede ude på Ca. 200 meter så jeg kunne ikke vente længere. Jeg trak godt frem, holdt lidt højt, og slap kuglen.
Dåen slog en koldbøtte, og lyden fra et godt kugleslag mødte mig samtidig.
Nu skulle der ryges, og inden jeg havde brændt min cigaret af, kom skytten kørende på markvejen.
Han havde hørt et skud fra mig og spurgte hvad jeg havde skudt på. Uden yderligere forklaring gik jeg hen og samlede ræven op. Han lykønskede mange gange, og spurgte så om jeg havde set dåvildt, hvortil jeg jo måtte sige at der lå en ude på marken. Det første skud sad i den rigtige højde, men alt for langt fremme. Det andet skud var gået ind lige bag ribbenene, og ud af halsen på modsatte side, så det var et heldigt skud.
Da jeg havde brækket dåen, var det blevet mørkt, og vi besluttede at stoppe for i dag.
Næste morgen regnede det, og vi besluttede starte i et tårn, hvor der var tag over os. Allerede på vej hen til tårnet som stod i skovkanten, ud til en herlig eng, så vi masser af dåvildt. Der var ikke det store vi kunne gøre da det stadig var for mørkt til at kunne udvælge det rigtige dyr til afskydning. Efter 15 minutters tid i tårnet kom 8 stykker dåvildt ud på den modsatte side af engen. Afstanden var kun Ca. 100 meter, og lyset var blevet godt, så det var let at spotte en god då i flokken. Jeg havde rigtigt fint anlæg til riflen i tårnet og kunne sætte en perfekt bladkugle i dyret. Vi blev lige siddende i 5 minutter efter skuddet, og så gik vi ned og så efter. Der var masser af sweiss, og det var bare at følge det ind i det tætte krat. Vi fandt dåen forendt 35 meter fra skudstedet, og glemte alt om regn og dårligt vejr. Nu besluttede vi at prøve en gang listejagt i skoven, da regnen ville dæmpe vores fodtrin.
Flere gange kom vi tæt på dåvildtet i skoven, og første gang jeg fik en god skudchance, var der simpelt hen så meget regn på kikkertlinsen, så det var umuligt at afgive et forsvarligt skud. Der kom flere skudchancer, men jeg havde store problemer med at holde linsen fri for vand og dug.
Lektionen er hermed lært, jeg skal ud og have mig købt sådan en klap til at sætte over den forreste linse.
Jeg havde jo fået et dådyr, så selv om jeg fik en del chancer denne formiddag uden at afgive skud var jeg godt tilfreds.
Til middagsmad klokken 13, havde tolken sørget for at der var en STOR wienesnitzel med pommes til mig. Det var bare dejligt med sådan en, inden vi startede jagten igen ved 14 tiden.
Regnen var holdt op, og vejere var blevet rigtigt fint med en helt let vind, til at hjælpe os med en gang pürshjagt.
Det første dåvildt vi fandt i skoven var en meget stor hjort. Skytten anslog den til at veje omkring 2,9 Kg, og spurgte forventningsfund om jeg havde lyst til at skyde den. Jeg forklarede ham at prisen havde mere med en sådan beslutning at gøre end lysten, så jeg takkede pænt nej. Hvis vi finder en selektionshjort, vil du så prøve, blev jeg spurgt, og på det punkt var jeg mere villig.
Det gik ikke længe efter at denne beslutning var taget, inden vi rent faktisk fandt 3 dåhjorte, som gik sammen. Den længst til højre er en selektions, på næsten 2 Kg, forklarede han mig, og jeg besluttede mig for at prøve.
Det lykkedes mig faktisk efter en kort, men meget langsom pürsh, at komme på god skudhold af hjortene. Problemet var nu bare at den hjort jeg havde fået udpeget stod bag de andre to så jeg ikke kunne skyde.
Pludselig bragede det i skoven og en ruddel kronvildt kom løbene. De havde været lige i vindsiden af mig og passerede, nu larmende 200 meter på den anden side af dåhjortene. Resultatet af uroen, var at de hjorte jeg var kommet ind på øjeblikkeligt tog flugten.
Vi fortsatte, og efter kort tid kom vi til en lysning, som skrånede let nedad, hvor der gok en smalrå i den anden ende.
Du har ikke skudt råvildt i Polen endnu, så hvis du vil kan du prøve at skyde den dernede. Da jeg jo ikke er svær at overtale lagde jeg mig ned på en knold og, havde perfekt anlæg til riflen.
Du skyder med RWS H-mantel, sagde skytten, det er virkelig super ammunition til kron, dåvildt og svin, men kan ødelægge et stykke råvildt, så skyd det i hovedet.
Jeg sagde at der da var 200 meter ned til dyret, og jeg opfattede det som et langt skud. Ja 200 meter +/- 10 meter mente han. Du er en god skytte, det klare du uden problemer, forsikrede han mig. Nå ja, jeg koncentrerede mig rigtigt godt om skuddet, kuglen skal sidde 5,5 centimeter under sigtepunktet, på den afstand med de hjemmeladede patroner jeg bruger.
Der var ingen problemer med at holde korset helt stille, men hovedet på sådan en rå er altså bare ikke ret stor på 200 meter, selv om kikkerten er skruet helt op på 9 i forstørrelse.
Da jeg slap kuglen viste jeg at skuddet var godt, men jeg havde koncentreret mig så meget om skydningen at jeg ikke havde ordentligt fat i riflen. Straffen kom naturligvis øjeblikkeligt, i form af et flækket øjenbryn.
Det blødte meget slemt selv om såret ikke var ret stort, og skytten begyndte at tale om hospitalet og syning. Jeg skulle ikke miste god jagttid på hospitalsbesøg, så jeg forsikrede ham om at det var ubetydeligt.
Da vi kom ned til råen, lå den med et perfekt hovedskud. Skytten grinede noget af det, og sagde at det med hovedskuddet kun var for sjov, jeg skulle bare skyde dem på bladet, hvis jeg hellere ville det.
Vi forsatte med at gå, og efter et kvarters tid var der pludselig en ruddel kronvildt som krydsede vejen foran os. Jeg fandt med det samme et godt træ at ligge an på, men blodet blev ved med at løbe ned i øjnene på mig, så jeg kom slet ikke til skydning.
Nu besluttede skytten at afbryde jagten, og vi kørte hjem til han hus, for at få fat i noget plaster.
Med et fint stykke plaster på hovedet, var jeg klar til jagt igen, men vi havde mistet meget tid med det pjat.
Vi gik ind i skoven nær ved skyttens hus og fandt først en meget stor dåhjort. Efter et stykke tid hørte vi et skud, og skytten forklarede at der i reviret på den anden side af huset var en tjekke, på jagt efter dåhjort.
Vi fandt så en god flok dåvildt, som gik på et åbent stykke. Skytten forklarede at jeg selv skulle prøve at komme nærmere, og hvis jeg fik chance for at afgive mere end et skud skulle jeg gøre det. Jeg listede mig ind i skoven og slog en bue som skulle få mig ud omkring 100 meter fra flokke. Planen lykkedes, og dåvildtet gik roligt og græssede, afstanden var omkring 120 meter, og jeg fandt et skævt træ, som var meget fint at lægge an på.
Jeg fik fint hold på en då og slap kuglen. Dåen gav et hop, og løb et par meter frem, hvorefter den standsede og så sig tilbage. Det var godt nok mærkeligt tænkte jeg, så jeg repeterede og skød igen. Denne gang løb hele flokken ud midt i det åbne stykke og stod så stille.
Jeg syntes selv jeg havde rigtigt godt hold med begge skud, så jeg var ret chokeret. Da jeg fik repeteret igen stod hele flokken stille på Ca. 150 meter, og jeg holdt til dem igen. De stod bare så tæt så jeg kunne ikke få nogen af dem fri, og måtte undlade at skyde.
Efter et stykke tid, jeg vil tro 3-4 minutter, vendte hele flokken roligt røven til mig og gik ind i skoven på modsatte side af lysningen.
Skytten kom op og sagde at jeg ikke havde ramt med skuddene, det var han helt sikker på, ellers havde vildtet ikke reageret som det gjorde.
Nu havde jeg godt nok fået et hak i selvtilliden, det er ikke så ofte jeg skyder forbi, og oven i købet to gange i træk.
Skytten foreslog at vi fandt et tårn at sidde i for at udnytte det sidste dagslys. Det var fint med mig, særligt efter den episode der lige havde udspillet sig.
Vi kom i tårnet og havde vel siddet i 20 minutter da mørket begyndte at komme. Der kom dog også et par stykker dåvildt sammen med mørket, og i det sidste lys kunne jeg udvælge en fin då.
Jeg syntes selv at det skud jeg afgav ved den lejlighed skulle have været godt. Skytten kunne bare lige fortælle mig at kuglen var gået jorden en helt meter foran dyret. Vi gik ned og fandt ganske rigtigt, hvor kuglen var gået i jorden.
Det er fordi du er blevet bange for riflen, på grund af det med øjet, sagde skytten til mig. Han mente helt sikkert at skydningen ville være i orden igen i morgen.
På vejen tilbage til hotellet, blev min skytte ringet op. Det var den skytte som havde gået sammen med manden fra Tjekkiet. Manden havde anskudt en dåhjort og da min skytte havde ansvaret for netop dette stykke skov, ville de godt have at han var med til eftersøgningen. Skytten spurgte om jeg ville med ud og søge, ellers ville han køre mig tilbage til hotellet først. Jeg ville naturligvis gerne med ud og opleve en eftersøgning, så hotellet kunne under ingen omstændigheder komme på tale.
Vi ankom til anskudstedet, samtidig som sweishunden, og jeg fik igen lejlighed til at se den Bayerske sweisshund, i aktion.
Hunden havde overhovedet ingen problemer med at finde dåhjorten, som for øvrigt var gået næsten 1 kilometer med en god bladkugle. Polakkerne forsikrede både tjekken, og mig, om at skuddet sad godt, nogle gange løber sådan en gammel dåhjort bare så langt, forklarede de.
Hjorten var en herlig fuldskuffel, og jeg ønskede naturligvis den heldige tjekke tillykke. Han var selv tydeligvis meget lettet over at dyret var blevet fundet.
Det var godt at se en god sweisshund i arbejde, efter nogle af de negative historier jeg har hørt om Polen og sweissarbejde, kan jeg nu sige at de har gode hunde.
Da jeg kom tilbage til hotellet sørgede tolken for brintoverilte og et stykke hudfarvet plaster, så øjenbrynet ikke så slemt ud længere.
Efter aftensmaden kom skovridderen og besøgte mig i hotellet. Han havde hørt om mit øjenbryns ufrivillige møde med sigtekikkerten, så han ville lige se hvor slemt det var gået.
Da jeg havde forsikret ham om at det ikke var nogen problem tog han det roligt igen. Så ville han lige spørge om jeg havde lyst til at deltage i en drivjagt næste morgen.
Det var skovens egne folk som skulle holde jagten for at regulere kron og dåvildt, som var det eneste vildt der måtte skydes, og i den forbindelse ville han godt invitere mig med.
Jeg siger jo ikke nej til en høflig invitation, og takkede naturligvis ja.
Klokken 8 næste morgen skulle vi mødes ved skovridderboligen. Der var Ca. 35 skytter, og 15 drivere, som skulle drive igennem uden hunde.
Drevet skulle vare i 3 timer, og han havde udsøgt et godt tårn som han ville tilbyde mig at sidde i, hvilket jeg sagde mange tak for.
Under parolen blev jeg præsenteret for de andre skytter, som kollege Jensen, fra Danmark, og alle var meget flinke og ville gerne snakke. Jeg var jo også den eneste udlænding der var tilstede.
Der var imidlertid en jagt som skulle gennemføres så snakken blev afbrudt og vi skulle i gang.
Skytten vidste hvor tårnet stod og da vi kørte derud så vi allerede masser af vildt.
Tårnet jeg havde fået tildelt, stod lige midt i et vejkryds, så jeg kunne skyde ned af alle fire veje. Ellers var der højstammet skov, med kraftig selvsået underskov hele vejen rundt. Det var tydeligt jeg ikke kunne skyde i skoven, da den var så tæt i bunden, så skytten foreslog at han ville holde øje med to af vejene, så skulle jeg tage de andre to.
Drevet var på Ca. 450 hektar, så jeg ved ikke hvornår driverne gik i gang, men efter 5 minutter krydsede den første flok dåvildt en vej, 70-80 meter nede. Jeg var klar og fordi de blev ved med at komme kunne jeg få godt hold på en af dem på den smalle vej, og jeg slap kuglen.
Skytten spurgte om jeg ramte, og det mente jeg faktisk jeg gjorde, hvilket han var enig i.
Fra det øjeblik blev der ved med at komme både kron/då/råvildt, og masser af vildsvin. Det var tydeligvis en superpost som var blevet tildelt mig her. Jeg var dog så bange for at komme til at skyde en hjort at jeg slet ikke fik skudt på de smalle veje.
Der kom blandt andet en enlig so med 7 helt små grise og krydsede vejen. Skytten udtrykte bekymring over dette syn. Der skulle afholdes en drivjagt mere for udenlandske jægere i en anden del af skoven, og da måtte der skydes svin. Hvis søerne allerede har grise er det ret uheldigt, da det ikke er alle udenlandske jagtgæster der har lige god moral, og uden betænkeligheder skyder en sådan so.
På et tidspunkt var jeg så heldig at et par stykker dåvildt, løb med vejen lige imod mig. Nu var der ingen tvivl om at disse to var dåer, så jeg holdt til dem. Da de var Ca. 50 meter fra tårnet drejede de ind i skoven, og præsenterede bladet imod tårnet. Jeg havde dem jo allerede i kikkerten så det var bare lige at trække lidt frem og trykke.
Denne gang mente skytten nu ikke jeg havde ramt. Jo det er en lav hjertekugle forsikrede jeg ham om.
Efter et stykke tid passerede et par drivere, og derefter kom der ikke længere så meget vildt. Jeg blev nødt til at kravle ned fra tårnet for at lave plads til det mad vi skulle have efter jagten. Da jeg nu sad der med benklæderne ned kom der naturligvis en ruddel kronvildt 30 meter fra tårnet, og de stod oven i købet stille lige midt på vejen. Sådan er jagt, og sådan skal jagt også være, så i stedet for at ærgre mig nød jeg synet af de stolte dyr.
Skytten blev ringet op, og fik at vide drevet var slut. Så skulle der søges.
Den sidste då jeg havde skudt på var der uenighed omkring, så den startede vi med. Da vi nåede hen til skudstedet var der dog ingen tvivl. Der lå masser af sweiss, og vi kunne bare følge det lige ind til dyret som lå 40 meter inde, med en lav bladkugle, som jeg havde sagt.
Nummer 2 var vi begge enige om havde fået en god kugle, så her var ikke stor overraskelse da der lå sweiss. Sweissen holdt dog op efter Ca. 20 meter, og det var ikke så godt. Skytten besluttede sig for at hente bilen, så kunne jeg se om jeg kunne finde mere sweiss.
Der gik dog kun 2 minutter før han råbte efter mig. Dåen lå i vejkanten af samme vej som bilen holdt op af. Den var gået Ca. 50 meter med en god bladkugle, og var kollapset lige inden den havde nået vejen.
Der kan du se sagde han, nu kan du ramme igen, 2 stykker vildt med 2 skud. Det var egentligt rigtigt nok, jeg havde da også helt glemt hændelsen som var sket aftenen inden.
Inden paraden fik vi et godt solidt måltid mad ved paradepladsen, og så på vildtet som blev lagt frem.
Så blev der blæst og vi samledes. Desværre kan jeg jo ikke forstå hvad der blev sagt, men jeg tror dog at skovridderen var godt tilfreds.
Så blev der kåret en skyttekonge, som fik overrakt en medalje for 2 stykker kronvildt. Derefter blev jeg råbt op og fik en medalje for de 2 stykke dåvildt jeg havde skudt.
Jeg kunne forstå på min skytte at skyttekongen og mig, var de eneste som havde skudt mere end et stykke vildt, hvilket jeg har lidt svært ved at tro, da der en gang imellem kom et par ordentlige skudsalver.
Snakken gik livligt, men jeg blev afbrudt af skytten. Der var stadig en times lys tilbage, og vi kunne jo lige så godt udnytte den til noget jagt.
Så kørte vi ud i et frisk stykke skov og fandt igen hurtigt en flok dåvildt. Jeg kom i en fin position, men de flyttede sig ret hurtigt, og jeg fik ikke afgivet et skud.
Der gik dog ikke mere end 15 minutter før vi fandt en ruddel kronvildt. Denne gang var det hele perfekt og jeg fik rigtig god hold på et stykke. Den stod bare med hovedet bag et træ, og jeg ville lige se om den var førerhinden inden jeg skød. Den beslutning reddede livet på dyret, så igen kom jeg ikke til skud.
Nu blev det hurtigt mørkere, og da vi igen fik kontakt til en flok dåvildt kunne jeg ikke længere, se hvad det var jeg havde i kikkerten, så jeg undlod at skyde.
Aftenen gik således uden at jeg fik afgivet et eneste skud, hvilket ikke betød så meget, jeg havde stadig haft en herlig dag.
Så kom den sidste morgen tirsdag 10. januar 2012. Jeg havde indtil klokken 10 til at gå på jagt, og det skulle naturligvis udnyttes. Skytten forklarede at i dette stykke skov skulle der skydes Kalve frem for dåer, og alt kronvildt som ikke havde noget på hovedet.
Jeg foreslog at vi skulle sidde os i et tårn, og det var fint med skytten. Han førte mig hen til et tårn som stod i hjørnet af en stor kvadratisk lysning på Ca. 250X250 meter. For første gang sad jeg i et tårn i længere end 20 minutter uden at se vildt. Efter Ca. 3 kvarter kom der så en då ud.
Jeg fik hurtigt dåen i kikkerten, men regnede med at der ville være en kalv med den. Efter et stykke tid hviskede skytten til mig, shissen shissen. Nå ja det så ud til at den var alene, så jeg korset på bladet og trykkede af. Afstanden var omkring 100 meter, og jeg var ikke i tvivl om at skuddet var godt.
I samme øjeblik dåen begyndte at løbe kom der en kalv ud af skoven og fulgte efter. Dåen løb tværs over lysningen, og da den var løbet omkring 75-80 meter stoppede den, dinglede lidt og faldt så. Kalven standsede ved dåen, men stod med røven til mig, så jeg kunne ikke komme til at skyde. Efter 15-20 sekunder løb den dog videre over lysningen og forsvandt ind i skoven.
Så sad vi i omkring 10 minutter igen inden der kom vildt, denne gang en buk og en rå. Skytten spurgte om jeg ville skyde råen, men nej hun skulle leve mente jeg.
Belønningen for at lade råen gå kom efter et par minutter. Kalven kom tilbage.
Den kom stille og roligt gående på en kurs som ville tage den 20-30 meter forbi tårnet. Jeg ventede til den var lige ud for tårnet og så slap jeg kuglen. Denne gang var der knald og fald effekt, dyret hørte aldrig skuddet.
Så var der tid til at få dyrene slæbt ud til vejen og brække. Jeg havde indtil dette tidspunkt selv brækket hvad jeg skød, det passer sammen med min holdning til jagt. Nu foreslog skytten at vi skulle prøve hvem der hurtigst kunne brække et stykke dåvildt. Skytten vandt med et par sekunder, og det på trods af at han havde dåen og jeg kalven.
Der var lige et kvarters tid inden vi skulle tilbage endnu, så vi listede os ind i skoven. Vi var kun kommet et par hundrede meter ind da vi fik øje på en 2 kronhinder og 2 kalve. Jeg fandt hurtigt et godt træ at lægge an på, men der blev ved med at være kviste imellem målet og mig.
Jeg betragtede dem igennem kikkerten længe og ventede på en god chance. Så tog en af hinderne et par skridt frem og stod perfekt med bladet til, på Ca. 100 meter. Jeg begyndte på aftrækket, men stoppede igen, og tog riflen på nakken, den skulle have lov til at leve.
Skytten spurgte hvad nu. Og jeg forklarede ham at sådan var det bare, og nu ville jeg godt tilbage til hotellet og pakke.
På hotellet ankom skovridderen samtidigt med mig, og vi lavede opgørelse over hvad der var blevet skudt. Han gik meget højt op i om jeg havde været tilfreds. Jeg kunne berolige han med at det sikkert ikke var sidste gang jeg besøgte hans skov som jagtgæst.
Inden jeg begyndte køreturen hjem fik jeg en flaske Bison vodka, og Polsk chokolade af tolken. Så kom skovridderen med en dvd, og et kort over området til mig, som viste hele skovdistriktet, og jeg kunne nu se helt nøjagtigt hvor jagten egentlig var foregået.
Det var en lang køretur hjem, og der var mange gode minder at bearbejde. Nu er det store problem bare at der er lang tid til den nye sæson starter, og jeg kan komme af sted igen.
Med venlig hilsen
Sonny
Jeg ankom til reviret i Polen ved middagstid efter 8 timers kørsel.
Da Polen er et ”nyt” jagtland for mig var jeg ret bekymret for hvordan det skulle gå med hensyn til sprog og lignede.
Ved ankomsten til hotellet var jeg dog allerede ventet af Damen som skulle være min tolk. Hun talte perfekt engelsk og kunne med det samme præsentere mig for Skovridderen, og den skytte som skulle være min ledsager.
Skovridderen talte både engelsk og tysk, mens min skytte kun talte tysk, sammenholdt med min engelsktalende tolk, var det en rigtig international samtale.
Skovens folk var meget gode til at forklare lidt om reviret, som var på Ca. 25.000 hektar, og de vildtarter som fandtes her.
Jeg blev oplyst at der helst ikke måtte skydes flere vildsvin lige nu da kvoten for dem stort set var brugt, og de sidste skulle holdes frie til en drivjagt der skulle foregå lige efter at jeg korte hjem. Nu var jeg jo også komme for at skyde hundyr, fortrinsvis dåvildt, men gerne også et stykke kronvildt, så det med vildsvin var fint med mig.
Det blev aftalt at skytten ville hente mig ved 15,30 tiden, og så skulle der jages. Efter en hurtig middagsmad benyttede jeg derfor tiden til at få en times søvn.
Da klokken blev 15,30 vågnede tolken mig ved at banke på døren, jeg havde sovet over mig, og det tog lige lidt tid at få tøjet på og blive klar, så vi kom lidt send af sted. Da vi ankom til jagtstedet hang resterne af de sidste dages storm stadig over skoven, så der var godt med vind i træerne.
Da det er nyt for mig at følges med en skytte, var jeg ret spændt på hvordan det nu skulle foregå. Skytten spurgte imidlertid mig om jeg ville gå rundt, eller sidde i tårn, og om jeg foretrak skov, skovkant eller åben mark. Dåvildt er den vildtart jeg har absolut mindst erfaring med så jeg spurgte ham, hvad han ville foreslå. Ja så skulle vi sidde i tårn i tæt, ung fyrreskov, med denne vind ville vildtet gå rastløs rundt i den tætte skov.
Vi satte os op i et tårn, hvorfra vi kunne se ud af 3 veje, og så begyndte ventetiden.
Det var dog ikke fordi vi kom til at vente mere som 10 minutter før der kom et par dådyr over vejen. De var dog inde i skoven igen, inden jeg overhovedet fik den gode gamle BSA riffel op, så jeg beholdt den herefter oppe, med løbet pegende ud over den ene vej.
Der gik ikke mange minutter efter at dåvildtet havde passeret inden der pludselig kom en ruddel kronvildt gående roligt over en af ”vores” veje. Denne gang sad jeg imidlertid klar med riflen, og fik den hurtigt til skulderen. Skytten prøvede på at dirigere mig ind på et bestemt stykke vildt, men det var stort set umuligt at udpege et bestemt stykke af en ruddel kronvildt der bevæger sig. Der var et par spidshjorte, imellem og den skulle jeg bare lige passe på.
Jeg havde fået besked på at det de manglede mest af i afskydningsplanen, var hinder frem for kalve. Jeg havde rudlen i kikkerten, og afstanden var Ca. 100 meter, så da en hind var fri sendte jeg kuglen af sted.
Hinden gav et mægtigt hop fra sig, og hele rudlen forsvandt ind i skoven.
Puha, nu skulle der ryges. Skytten var ikke sikker på hvilket dyr jeg havde skudt på, men jeg forklarede ham at det var en hind på 3 eller 4 år, han var dog ikke så sikker. Det vigtigste var nu også at det ikke var en hjort som var blevet beskudt.
Efter skuddet sad vi igen i Ca. 10 minutter, og så var der pludselig en ny ruddel kronvildt på en af vejene. Denne gang var jeg klar igen, og da en smalhind var fri slap jeg kuglen, som kvitterede med lyden af et fint kugleslag.
Skytten ville have at vi skulle sidde lidt længere, men han kunne godt mærke at jeg var utålmodig, for at komme ned og se på byttet.
Først gik vi ned til smalhinden, den var jeg sikker på at kuglen sad som høj bladkuge i. Der var imidlertid ingen sweiss, vi fandt kun lidt hår på skudstedet, så det var lidt svært at få bekræftet om hvor kuglen sad. Efter at vi havde søgt i 10-15 minutter fandt vi imidlertid smalhinden Ca. 75 meter inde i det ret tætte skov, med en høj bladkugle. Det var mig som fandt den, så efter jeg havde råbt til skytten at den lå her brækkede jeg den, og vi kunne få dyret slæbt ud til vejen, og komme op og se efter den anden.
Så gik turen op til stedet, hvor jeg havde skudt på hinden. Efter lang tids søgen fandt vi et par enkelte hår, men igen ingen sweiss, der var dog tvivl om disse hår var friske eller gamle. Nu var lyset også begyndt at blive dårligt så skytten besluttede at ringe efter en sweisshund. Der var imidlertid en gruppe tyskere på deres sidste dags drivjagt og de brugte hunden, så vi måtte vente til i morgen. Desuden var det nu også ved at være godt mørkt.
I bilen på vej tilbage til hotellet, fortalte jeg ham at det spinkle kronvildt i Skotland, kollapser på stedet med en høj bladkugle. Hans eneste bemærkning var at her i polen kunne et stykke kron eller dåvildt sagtens løbe 7-800 meter med en god kugle. Jo ældre dyret er jo længere løber det som regel.
Dette svare også meget godt med en gammel hind jeg oplevede blive skudt i Tyskland sidste år. Den gik næsten en kilometer, og ved opbrækningen kunne det konstateres at kuglen var gået lige igennem hjertet. Tyskerne mente dengang, dog at det var ret sjældent de gik så langt med en god kugle, men absolut ikke uset.
Da vi kom tilbage til hotellet, blev vi modtaget af tolken som ønskede tillykke, og fortalte jeg kunne spise om 20 minutter.
Efter et hurtigt brusebad, var det så spisetid. Ved et langt bord sad de tyske drivjægere, som skulle hjem næste dag, og hyggede sig gevaldigt.
Efter maden kom jeg naturligvis i snak med dem, og de kunne fortælle at de (13 jægere) havde skudt 52 stykker vildt på 3 dage. 1 af dem havde skudt en meget stor hjort, så han måtte give adskillige runder til de glade tyskere.
Da jeg jo var ret godt bagefter med søvn, gik jeg allerede i seng ved 19.30 tiden. Skytten havde sagt at han ville hente mig kl. 7 næste morgen, og så ville jeg være frisk.
6,30 på dag 2, stod jeg op og fik en kop kaffe og et rundstykke inden skytten kom og hentede mig.
Vi kørte ud i nærheden af det sted hvor jeg havde skudt på hinden, dagen inden. Vejret var nu helt stille, og jeg besluttede mig for at sidde i et skydetårn. Skytten foreslog et tårn, hvor han mente at der ville komme dåvildt. Vi havde da også kun siddet i 10 minutter da 3 stykker dåvildt, stille og roligt krydsede vejen på 150 meters afstand.
Det var ikke rigtigt lyst, så hverken skytten eller mig kunne ikke om det var dåer/kalve, så de fik lov at leve.
Efter yderligere et kvarters tid kom der så en stor flok dåvildt på den anden side af tårnet.
Nu var det ved at være god lys, så jeg fandt dem hurtigt i kikkerten da de krydsede vejen. Der stod et lille magert træ i vejkanten, lige nøjagtigt i skudlinjen til stedet hvor dyrene krydsede. Jeg ville simpelt hen ikke lave noget lort, så jeg undlod at skyde igennem grenene, men prøvede i stedet at få hold på en ved kanten af vejen. Skytten prøvede ivrigt at dirigere mig ind på et af de stykker vildt som han ville have mig til at skyde, selv om det var svært i den tætte flok. Det lykkedes mig ikke af få et af dem ordentligt ind i sigtekorset, så der blev heller ingen skud denne gang.
Vi sad vel 10-15 minutter længere uden at se noget. Så mente jeg at vi skulle prøve lidt pürsh jagt. Vi korte så ud i et stykke ret åbent, højstammet fyrreskov. Her fik vi hurtigt øje på en flok dåvildt, som dog også havde opdaget os, så de var hurtigt væk. Efter en kilometers listen, fandt vi en ruddel kronvildt. Vi hviskede lidt frem og tilbage for at finde ud af, hvorfor en jeg skulle prøve at skyde.
Det lykkedes mig at komme i en god position, Ca. 120 meter fra dem. Da jeg fandt hinden i sigtekikkerten trak jeg op på bladet og slap kuglen. Samme øjeblik skuddet gik, vidste jeg det var en forbier, jeg rykkede skuddet af, og kuglen gik i jorden mellem benene på hinden.
Skytten havde fulgt godt med og kom grinene hen til mig og sagde ”Föllig Forbei”, det vidste jeg jo godt selv, så jeg kunne kun give ham ret.
Jeg spurgte om ikke vi skulle køre ud og se efter den hind som jeg, havde skudt på aftenen inden. Det var han med på, så efter et telefonopkald, til hundeføreren kørte vi derud. Da vi nu kom derud i fuldt dagslys og fandt skudstedet, kunne jeg med det samme se lungesweiss, og fandt hurtigt store mængder blod få meter inde i skoven.
Vi nåede imidlertid ikke at følge blodet, da hundeføreren ankom i det samme.
Hunden var en Bayersk sweisshund, og så snart den blev lukket ud af bilen gik den lige på sporet, ind i skoven.
Hundeføreren så på blodet og spurgte hvad det var jeg havde skudt på. Jeg forklarede at det var en ung hind. Han sagde blot at hvis det virkeligt var en ung hind, ville den ligge 75-100 meter inde, og hvis det var en gammel ville den være gået dobbelt så langt.
Ganske rigtigt fandt hunden problemløst, den unge hind, Ca. 75 meter inde i det tætte unge fyrreskov, med en god bladkugle.
Da jeg brækkede dyret, så jeg at lungerne var helt skudt i smadder, og et enkelt fragment havde ramt hjertet, så skuddet havde været godt.
Det havde været en rigtig god morgen, nu da dyret var fundet, på trods af at jeg havde afgivet en forbier.
Da vi kom tilbage til Hotellet, ventede tolken med et kæmpe morgenmåltid. Efter at have spist faldt jeg i snak med et par af tyskerne som skulle med bus hjem samme formiddag. Hjorten, en af dem havde skudt var blevet målt til 8,5 Kg, og sølvmedalje, så jeg ønskede naturligvis tillykke med den.
Den eftermiddag kørte vi allerede i skoven klokken 14, og startede med at gå rundt. Vi havde ikke gået mere end et kvarters tid, inden vi fandt dåvildt. De var ret langt væk imellem højstammet fyr, og da det var helt stille vejr måtte jeg virkeligt yde noget for at komme i en god position for afgivelse af et skud.
Det lykkedes, at komme ind på 100 meters penge, og finde et godt træ til at ligge an på. Nu var problemet bare at dyrene gik meget tæt sammen, og hver gang en var fri fra de andre, kom der træer i vejen. Jeg stod meget længe med riflen oppe, og havde sigtekorset, på flere forskellige dåer.
Til sidst blev jeg så anspændt, at jeg ikke længere kunne hold riflen stille, så jeg måtte tage den ned for at hvile lidt. Et flere af dyrene måtte have set bevægelsen, for de tog alle flugten i løbet af et par sekunder.
Vi fortsatte, og fandt flere gange dåvildt, det lykkedes dog ikke at komme ordentligt ind på dem, da vi larmede i det helt stille vejr.
Efter flere uheldige forsøg i skoven, foreslog skytten at vi skulle gå ud på markjagt, så vi kunne se langt, og larme mindre. Vi gik så ud til en mark, og fulgte et hegn, hvor der dog ingen dåvildt var at se. Der var utroligt mange spor efter dåvildt, så jeg tvivlede ikke på at stedet var godt. Nu da det var ved at blive mørkt, forslog skytten at jeg skulle sætte mig op i et tårn som stod ved en markvej. Der blev give meget klare instrukser om at jeg skulle være helt sikker på ikke at skyde en hjort, hvis der kom vildt. Så fik jeg lige en forklaring om at hvis jeg så ræv, skulle den øjeblikkeligt skydes. Hvis Hubertus ville have en ræv skudt, ville han sende en forbi og det ville give godt jagtheld femover, hvis jeg skød den. Så gik han turen tilbage ind i skoven for at hente bilen.
10 minutter efter han var gået, kom der pludselig dåvildt ud af skoven på modsatte side af marken. Der var 19-20 stykker men helt ude på 300-350 meter, så jeg måtte nøjes med at betragte dem igennem kikkerten.
Efter et minut eller to, svang jeg kikkerten hele vejen rundt for at se efter vildt. Da fik jeg øje på ræven, som kom listende langs markvejen med kurs lig imod mig. Da den var på 50 meter, gav jeg et fløjt, og den stoppede for sidste gang i dens liv.
Efter skuddet kunne jeg se dåvildtet løbe ind i skoven, hvilket jeg også havde regnet med at de ville gøre når jeg skød.
Der gik bare ikke mere end 5 minutter før en ny flok dåvildt på 14-15 stykker kom modsatte side af marken. De havde ret meget fart på, men ville tydeligvis passere meget tæt forbi tårnet, hvor jeg sad.
De passerede lige hen over den døde ræv i luntetrav, så jeg holdt lidt foran en god då. Da skuddet gik, faldt den med det samme sammen. Jeg repeterede og så til min skræk at den var kommet på benene igen og løb væk. Vinklen var meget dårlig, men den skulle have en kugle til, da den tydeligvis var slemt anskudt. Den blev ved med at løbe væk i en dårlig vinkel, og den var allerede ude på Ca. 200 meter så jeg kunne ikke vente længere. Jeg trak godt frem, holdt lidt højt, og slap kuglen.
Dåen slog en koldbøtte, og lyden fra et godt kugleslag mødte mig samtidig.
Nu skulle der ryges, og inden jeg havde brændt min cigaret af, kom skytten kørende på markvejen.
Han havde hørt et skud fra mig og spurgte hvad jeg havde skudt på. Uden yderligere forklaring gik jeg hen og samlede ræven op. Han lykønskede mange gange, og spurgte så om jeg havde set dåvildt, hvortil jeg jo måtte sige at der lå en ude på marken. Det første skud sad i den rigtige højde, men alt for langt fremme. Det andet skud var gået ind lige bag ribbenene, og ud af halsen på modsatte side, så det var et heldigt skud.
Da jeg havde brækket dåen, var det blevet mørkt, og vi besluttede at stoppe for i dag.
Næste morgen regnede det, og vi besluttede starte i et tårn, hvor der var tag over os. Allerede på vej hen til tårnet som stod i skovkanten, ud til en herlig eng, så vi masser af dåvildt. Der var ikke det store vi kunne gøre da det stadig var for mørkt til at kunne udvælge det rigtige dyr til afskydning. Efter 15 minutters tid i tårnet kom 8 stykker dåvildt ud på den modsatte side af engen. Afstanden var kun Ca. 100 meter, og lyset var blevet godt, så det var let at spotte en god då i flokken. Jeg havde rigtigt fint anlæg til riflen i tårnet og kunne sætte en perfekt bladkugle i dyret. Vi blev lige siddende i 5 minutter efter skuddet, og så gik vi ned og så efter. Der var masser af sweiss, og det var bare at følge det ind i det tætte krat. Vi fandt dåen forendt 35 meter fra skudstedet, og glemte alt om regn og dårligt vejr. Nu besluttede vi at prøve en gang listejagt i skoven, da regnen ville dæmpe vores fodtrin.
Flere gange kom vi tæt på dåvildtet i skoven, og første gang jeg fik en god skudchance, var der simpelt hen så meget regn på kikkertlinsen, så det var umuligt at afgive et forsvarligt skud. Der kom flere skudchancer, men jeg havde store problemer med at holde linsen fri for vand og dug.
Lektionen er hermed lært, jeg skal ud og have mig købt sådan en klap til at sætte over den forreste linse.
Jeg havde jo fået et dådyr, så selv om jeg fik en del chancer denne formiddag uden at afgive skud var jeg godt tilfreds.
Til middagsmad klokken 13, havde tolken sørget for at der var en STOR wienesnitzel med pommes til mig. Det var bare dejligt med sådan en, inden vi startede jagten igen ved 14 tiden.
Regnen var holdt op, og vejere var blevet rigtigt fint med en helt let vind, til at hjælpe os med en gang pürshjagt.
Det første dåvildt vi fandt i skoven var en meget stor hjort. Skytten anslog den til at veje omkring 2,9 Kg, og spurgte forventningsfund om jeg havde lyst til at skyde den. Jeg forklarede ham at prisen havde mere med en sådan beslutning at gøre end lysten, så jeg takkede pænt nej. Hvis vi finder en selektionshjort, vil du så prøve, blev jeg spurgt, og på det punkt var jeg mere villig.
Det gik ikke længe efter at denne beslutning var taget, inden vi rent faktisk fandt 3 dåhjorte, som gik sammen. Den længst til højre er en selektions, på næsten 2 Kg, forklarede han mig, og jeg besluttede mig for at prøve.
Det lykkedes mig faktisk efter en kort, men meget langsom pürsh, at komme på god skudhold af hjortene. Problemet var nu bare at den hjort jeg havde fået udpeget stod bag de andre to så jeg ikke kunne skyde.
Pludselig bragede det i skoven og en ruddel kronvildt kom løbene. De havde været lige i vindsiden af mig og passerede, nu larmende 200 meter på den anden side af dåhjortene. Resultatet af uroen, var at de hjorte jeg var kommet ind på øjeblikkeligt tog flugten.
Vi fortsatte, og efter kort tid kom vi til en lysning, som skrånede let nedad, hvor der gok en smalrå i den anden ende.
Du har ikke skudt råvildt i Polen endnu, så hvis du vil kan du prøve at skyde den dernede. Da jeg jo ikke er svær at overtale lagde jeg mig ned på en knold og, havde perfekt anlæg til riflen.
Du skyder med RWS H-mantel, sagde skytten, det er virkelig super ammunition til kron, dåvildt og svin, men kan ødelægge et stykke råvildt, så skyd det i hovedet.
Jeg sagde at der da var 200 meter ned til dyret, og jeg opfattede det som et langt skud. Ja 200 meter +/- 10 meter mente han. Du er en god skytte, det klare du uden problemer, forsikrede han mig. Nå ja, jeg koncentrerede mig rigtigt godt om skuddet, kuglen skal sidde 5,5 centimeter under sigtepunktet, på den afstand med de hjemmeladede patroner jeg bruger.
Der var ingen problemer med at holde korset helt stille, men hovedet på sådan en rå er altså bare ikke ret stor på 200 meter, selv om kikkerten er skruet helt op på 9 i forstørrelse.
Da jeg slap kuglen viste jeg at skuddet var godt, men jeg havde koncentreret mig så meget om skydningen at jeg ikke havde ordentligt fat i riflen. Straffen kom naturligvis øjeblikkeligt, i form af et flækket øjenbryn.
Det blødte meget slemt selv om såret ikke var ret stort, og skytten begyndte at tale om hospitalet og syning. Jeg skulle ikke miste god jagttid på hospitalsbesøg, så jeg forsikrede ham om at det var ubetydeligt.
Da vi kom ned til råen, lå den med et perfekt hovedskud. Skytten grinede noget af det, og sagde at det med hovedskuddet kun var for sjov, jeg skulle bare skyde dem på bladet, hvis jeg hellere ville det.
Vi forsatte med at gå, og efter et kvarters tid var der pludselig en ruddel kronvildt som krydsede vejen foran os. Jeg fandt med det samme et godt træ at ligge an på, men blodet blev ved med at løbe ned i øjnene på mig, så jeg kom slet ikke til skydning.
Nu besluttede skytten at afbryde jagten, og vi kørte hjem til han hus, for at få fat i noget plaster.
Med et fint stykke plaster på hovedet, var jeg klar til jagt igen, men vi havde mistet meget tid med det pjat.
Vi gik ind i skoven nær ved skyttens hus og fandt først en meget stor dåhjort. Efter et stykke tid hørte vi et skud, og skytten forklarede at der i reviret på den anden side af huset var en tjekke, på jagt efter dåhjort.
Vi fandt så en god flok dåvildt, som gik på et åbent stykke. Skytten forklarede at jeg selv skulle prøve at komme nærmere, og hvis jeg fik chance for at afgive mere end et skud skulle jeg gøre det. Jeg listede mig ind i skoven og slog en bue som skulle få mig ud omkring 100 meter fra flokke. Planen lykkedes, og dåvildtet gik roligt og græssede, afstanden var omkring 120 meter, og jeg fandt et skævt træ, som var meget fint at lægge an på.
Jeg fik fint hold på en då og slap kuglen. Dåen gav et hop, og løb et par meter frem, hvorefter den standsede og så sig tilbage. Det var godt nok mærkeligt tænkte jeg, så jeg repeterede og skød igen. Denne gang løb hele flokken ud midt i det åbne stykke og stod så stille.
Jeg syntes selv jeg havde rigtigt godt hold med begge skud, så jeg var ret chokeret. Da jeg fik repeteret igen stod hele flokken stille på Ca. 150 meter, og jeg holdt til dem igen. De stod bare så tæt så jeg kunne ikke få nogen af dem fri, og måtte undlade at skyde.
Efter et stykke tid, jeg vil tro 3-4 minutter, vendte hele flokken roligt røven til mig og gik ind i skoven på modsatte side af lysningen.
Skytten kom op og sagde at jeg ikke havde ramt med skuddene, det var han helt sikker på, ellers havde vildtet ikke reageret som det gjorde.
Nu havde jeg godt nok fået et hak i selvtilliden, det er ikke så ofte jeg skyder forbi, og oven i købet to gange i træk.
Skytten foreslog at vi fandt et tårn at sidde i for at udnytte det sidste dagslys. Det var fint med mig, særligt efter den episode der lige havde udspillet sig.
Vi kom i tårnet og havde vel siddet i 20 minutter da mørket begyndte at komme. Der kom dog også et par stykker dåvildt sammen med mørket, og i det sidste lys kunne jeg udvælge en fin då.
Jeg syntes selv at det skud jeg afgav ved den lejlighed skulle have været godt. Skytten kunne bare lige fortælle mig at kuglen var gået jorden en helt meter foran dyret. Vi gik ned og fandt ganske rigtigt, hvor kuglen var gået i jorden.
Det er fordi du er blevet bange for riflen, på grund af det med øjet, sagde skytten til mig. Han mente helt sikkert at skydningen ville være i orden igen i morgen.
På vejen tilbage til hotellet, blev min skytte ringet op. Det var den skytte som havde gået sammen med manden fra Tjekkiet. Manden havde anskudt en dåhjort og da min skytte havde ansvaret for netop dette stykke skov, ville de godt have at han var med til eftersøgningen. Skytten spurgte om jeg ville med ud og søge, ellers ville han køre mig tilbage til hotellet først. Jeg ville naturligvis gerne med ud og opleve en eftersøgning, så hotellet kunne under ingen omstændigheder komme på tale.
Vi ankom til anskudstedet, samtidig som sweishunden, og jeg fik igen lejlighed til at se den Bayerske sweisshund, i aktion.
Hunden havde overhovedet ingen problemer med at finde dåhjorten, som for øvrigt var gået næsten 1 kilometer med en god bladkugle. Polakkerne forsikrede både tjekken, og mig, om at skuddet sad godt, nogle gange løber sådan en gammel dåhjort bare så langt, forklarede de.
Hjorten var en herlig fuldskuffel, og jeg ønskede naturligvis den heldige tjekke tillykke. Han var selv tydeligvis meget lettet over at dyret var blevet fundet.
Det var godt at se en god sweisshund i arbejde, efter nogle af de negative historier jeg har hørt om Polen og sweissarbejde, kan jeg nu sige at de har gode hunde.
Da jeg kom tilbage til hotellet sørgede tolken for brintoverilte og et stykke hudfarvet plaster, så øjenbrynet ikke så slemt ud længere.
Efter aftensmaden kom skovridderen og besøgte mig i hotellet. Han havde hørt om mit øjenbryns ufrivillige møde med sigtekikkerten, så han ville lige se hvor slemt det var gået.
Da jeg havde forsikret ham om at det ikke var nogen problem tog han det roligt igen. Så ville han lige spørge om jeg havde lyst til at deltage i en drivjagt næste morgen.
Det var skovens egne folk som skulle holde jagten for at regulere kron og dåvildt, som var det eneste vildt der måtte skydes, og i den forbindelse ville han godt invitere mig med.
Jeg siger jo ikke nej til en høflig invitation, og takkede naturligvis ja.
Klokken 8 næste morgen skulle vi mødes ved skovridderboligen. Der var Ca. 35 skytter, og 15 drivere, som skulle drive igennem uden hunde.
Drevet skulle vare i 3 timer, og han havde udsøgt et godt tårn som han ville tilbyde mig at sidde i, hvilket jeg sagde mange tak for.
Under parolen blev jeg præsenteret for de andre skytter, som kollege Jensen, fra Danmark, og alle var meget flinke og ville gerne snakke. Jeg var jo også den eneste udlænding der var tilstede.
Der var imidlertid en jagt som skulle gennemføres så snakken blev afbrudt og vi skulle i gang.
Skytten vidste hvor tårnet stod og da vi kørte derud så vi allerede masser af vildt.
Tårnet jeg havde fået tildelt, stod lige midt i et vejkryds, så jeg kunne skyde ned af alle fire veje. Ellers var der højstammet skov, med kraftig selvsået underskov hele vejen rundt. Det var tydeligt jeg ikke kunne skyde i skoven, da den var så tæt i bunden, så skytten foreslog at han ville holde øje med to af vejene, så skulle jeg tage de andre to.
Drevet var på Ca. 450 hektar, så jeg ved ikke hvornår driverne gik i gang, men efter 5 minutter krydsede den første flok dåvildt en vej, 70-80 meter nede. Jeg var klar og fordi de blev ved med at komme kunne jeg få godt hold på en af dem på den smalle vej, og jeg slap kuglen.
Skytten spurgte om jeg ramte, og det mente jeg faktisk jeg gjorde, hvilket han var enig i.
Fra det øjeblik blev der ved med at komme både kron/då/råvildt, og masser af vildsvin. Det var tydeligvis en superpost som var blevet tildelt mig her. Jeg var dog så bange for at komme til at skyde en hjort at jeg slet ikke fik skudt på de smalle veje.
Der kom blandt andet en enlig so med 7 helt små grise og krydsede vejen. Skytten udtrykte bekymring over dette syn. Der skulle afholdes en drivjagt mere for udenlandske jægere i en anden del af skoven, og da måtte der skydes svin. Hvis søerne allerede har grise er det ret uheldigt, da det ikke er alle udenlandske jagtgæster der har lige god moral, og uden betænkeligheder skyder en sådan so.
På et tidspunkt var jeg så heldig at et par stykker dåvildt, løb med vejen lige imod mig. Nu var der ingen tvivl om at disse to var dåer, så jeg holdt til dem. Da de var Ca. 50 meter fra tårnet drejede de ind i skoven, og præsenterede bladet imod tårnet. Jeg havde dem jo allerede i kikkerten så det var bare lige at trække lidt frem og trykke.
Denne gang mente skytten nu ikke jeg havde ramt. Jo det er en lav hjertekugle forsikrede jeg ham om.
Efter et stykke tid passerede et par drivere, og derefter kom der ikke længere så meget vildt. Jeg blev nødt til at kravle ned fra tårnet for at lave plads til det mad vi skulle have efter jagten. Da jeg nu sad der med benklæderne ned kom der naturligvis en ruddel kronvildt 30 meter fra tårnet, og de stod oven i købet stille lige midt på vejen. Sådan er jagt, og sådan skal jagt også være, så i stedet for at ærgre mig nød jeg synet af de stolte dyr.
Skytten blev ringet op, og fik at vide drevet var slut. Så skulle der søges.
Den sidste då jeg havde skudt på var der uenighed omkring, så den startede vi med. Da vi nåede hen til skudstedet var der dog ingen tvivl. Der lå masser af sweiss, og vi kunne bare følge det lige ind til dyret som lå 40 meter inde, med en lav bladkugle, som jeg havde sagt.
Nummer 2 var vi begge enige om havde fået en god kugle, så her var ikke stor overraskelse da der lå sweiss. Sweissen holdt dog op efter Ca. 20 meter, og det var ikke så godt. Skytten besluttede sig for at hente bilen, så kunne jeg se om jeg kunne finde mere sweiss.
Der gik dog kun 2 minutter før han råbte efter mig. Dåen lå i vejkanten af samme vej som bilen holdt op af. Den var gået Ca. 50 meter med en god bladkugle, og var kollapset lige inden den havde nået vejen.
Der kan du se sagde han, nu kan du ramme igen, 2 stykker vildt med 2 skud. Det var egentligt rigtigt nok, jeg havde da også helt glemt hændelsen som var sket aftenen inden.
Inden paraden fik vi et godt solidt måltid mad ved paradepladsen, og så på vildtet som blev lagt frem.
Så blev der blæst og vi samledes. Desværre kan jeg jo ikke forstå hvad der blev sagt, men jeg tror dog at skovridderen var godt tilfreds.
Så blev der kåret en skyttekonge, som fik overrakt en medalje for 2 stykker kronvildt. Derefter blev jeg råbt op og fik en medalje for de 2 stykke dåvildt jeg havde skudt.
Jeg kunne forstå på min skytte at skyttekongen og mig, var de eneste som havde skudt mere end et stykke vildt, hvilket jeg har lidt svært ved at tro, da der en gang imellem kom et par ordentlige skudsalver.
Snakken gik livligt, men jeg blev afbrudt af skytten. Der var stadig en times lys tilbage, og vi kunne jo lige så godt udnytte den til noget jagt.
Så kørte vi ud i et frisk stykke skov og fandt igen hurtigt en flok dåvildt. Jeg kom i en fin position, men de flyttede sig ret hurtigt, og jeg fik ikke afgivet et skud.
Der gik dog ikke mere end 15 minutter før vi fandt en ruddel kronvildt. Denne gang var det hele perfekt og jeg fik rigtig god hold på et stykke. Den stod bare med hovedet bag et træ, og jeg ville lige se om den var førerhinden inden jeg skød. Den beslutning reddede livet på dyret, så igen kom jeg ikke til skud.
Nu blev det hurtigt mørkere, og da vi igen fik kontakt til en flok dåvildt kunne jeg ikke længere, se hvad det var jeg havde i kikkerten, så jeg undlod at skyde.
Aftenen gik således uden at jeg fik afgivet et eneste skud, hvilket ikke betød så meget, jeg havde stadig haft en herlig dag.
Så kom den sidste morgen tirsdag 10. januar 2012. Jeg havde indtil klokken 10 til at gå på jagt, og det skulle naturligvis udnyttes. Skytten forklarede at i dette stykke skov skulle der skydes Kalve frem for dåer, og alt kronvildt som ikke havde noget på hovedet.
Jeg foreslog at vi skulle sidde os i et tårn, og det var fint med skytten. Han førte mig hen til et tårn som stod i hjørnet af en stor kvadratisk lysning på Ca. 250X250 meter. For første gang sad jeg i et tårn i længere end 20 minutter uden at se vildt. Efter Ca. 3 kvarter kom der så en då ud.
Jeg fik hurtigt dåen i kikkerten, men regnede med at der ville være en kalv med den. Efter et stykke tid hviskede skytten til mig, shissen shissen. Nå ja det så ud til at den var alene, så jeg korset på bladet og trykkede af. Afstanden var omkring 100 meter, og jeg var ikke i tvivl om at skuddet var godt.
I samme øjeblik dåen begyndte at løbe kom der en kalv ud af skoven og fulgte efter. Dåen løb tværs over lysningen, og da den var løbet omkring 75-80 meter stoppede den, dinglede lidt og faldt så. Kalven standsede ved dåen, men stod med røven til mig, så jeg kunne ikke komme til at skyde. Efter 15-20 sekunder løb den dog videre over lysningen og forsvandt ind i skoven.
Så sad vi i omkring 10 minutter igen inden der kom vildt, denne gang en buk og en rå. Skytten spurgte om jeg ville skyde råen, men nej hun skulle leve mente jeg.
Belønningen for at lade råen gå kom efter et par minutter. Kalven kom tilbage.
Den kom stille og roligt gående på en kurs som ville tage den 20-30 meter forbi tårnet. Jeg ventede til den var lige ud for tårnet og så slap jeg kuglen. Denne gang var der knald og fald effekt, dyret hørte aldrig skuddet.
Så var der tid til at få dyrene slæbt ud til vejen og brække. Jeg havde indtil dette tidspunkt selv brækket hvad jeg skød, det passer sammen med min holdning til jagt. Nu foreslog skytten at vi skulle prøve hvem der hurtigst kunne brække et stykke dåvildt. Skytten vandt med et par sekunder, og det på trods af at han havde dåen og jeg kalven.
Der var lige et kvarters tid inden vi skulle tilbage endnu, så vi listede os ind i skoven. Vi var kun kommet et par hundrede meter ind da vi fik øje på en 2 kronhinder og 2 kalve. Jeg fandt hurtigt et godt træ at lægge an på, men der blev ved med at være kviste imellem målet og mig.
Jeg betragtede dem igennem kikkerten længe og ventede på en god chance. Så tog en af hinderne et par skridt frem og stod perfekt med bladet til, på Ca. 100 meter. Jeg begyndte på aftrækket, men stoppede igen, og tog riflen på nakken, den skulle have lov til at leve.
Skytten spurgte hvad nu. Og jeg forklarede ham at sådan var det bare, og nu ville jeg godt tilbage til hotellet og pakke.
På hotellet ankom skovridderen samtidigt med mig, og vi lavede opgørelse over hvad der var blevet skudt. Han gik meget højt op i om jeg havde været tilfreds. Jeg kunne berolige han med at det sikkert ikke var sidste gang jeg besøgte hans skov som jagtgæst.
Inden jeg begyndte køreturen hjem fik jeg en flaske Bison vodka, og Polsk chokolade af tolken. Så kom skovridderen med en dvd, og et kort over området til mig, som viste hele skovdistriktet, og jeg kunne nu se helt nøjagtigt hvor jagten egentlig var foregået.
Det var en lang køretur hjem, og der var mange gode minder at bearbejde. Nu er det store problem bare at der er lang tid til den nye sæson starter, og jeg kan komme af sted igen.
Med venlig hilsen
Sonny
] Kan du ikke slå din PM funktion til, der er noget jeg godt vil spørge dig om.
![[Image: S5000026.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000026.jpg)
![[Image: S5000038.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000038.jpg)
![[Image: S5000033.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000033.jpg)
![[Image: S5000036.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000036.jpg)
][
]![[Image: patch7.gif]](http://img.photobucket.com/albums/v487/416tatanka/patch7.gif)
![[Image: rav.gif]](http://img.photobucket.com/albums/v487/416tatanka/rav.gif)
![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)
![[Image: S5000051.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000051.jpg)