04-04-2012, 06:26 PM
Som jeg har forstået "Balder-sagen" er der tale om en hund der i en årrække adskillige gange har strejfet/huseret/løbet frit rundt på jægerens/skyttens/grundejerens jagt/jordstykke. Trods adskillige påtaler/hjembringelser af hunden samt skriftlig advarsel til hundeejeren, er disse jævnlige besøg af hunden på jordstykket fortsat og hunden er sidste ende endt som taber/blevet skudt.
Hvis ovennævnte er nogenlunde i overensstemmelse med det faktiske hændelsesforløb, synes jeg sammenligninger med at skyde en hund første gang den krydser skellet ind til ens have i forhold til ovennævnte, er som at sammenligne æbler og pærer.
Eller mener i, at Balder (fordi han var en aldrende godmodig labrador) ikke udgør en trussel eller forstyrrelse for vildtet herunder specielt yngel på naboens jordstykke? Er det manglen på en "rygende pistol" i form af eksempelvis et rådyrlam i munden på Balder da han blev skudt?
Ovennævnte spørgsmål er ikke ment som provokation, men er reelt stillede spørgsmål for at prøve at finde en grænse for hvornår man mener at skydning er acceptabel.
Jeg er selv den lykkelige ejer af 2 godmodige labradors som naturligvis også bruges til jagt. Uanset hvor godmodige mine hunde er, tror jeg ikke at de ville nøjes med at kigge på et rålam eller fugleunger i en rede. Derfor er det også min pligt som ejer, at sørge for at de ikke gentagne gange "lufter sig selv" hos naboer eller for den sags skyld på eget jagtstykke. Skulle en af mine hunde i et uagtsomt øjeblik, stryge afsted på en sådan tur, er jeg tryk ved at man ikke med nugældende lov i hånden, kan skyde den ved en første gangs forteelse (medmindre den er gang med at angribe en nabos husdyr etc.). Blev jeg advaret gentagne gange om at en eller begge mine hunde rendte rundt på anden mands jord og derfor risikerede at blive aflivet, ville jeg tage en sådan advarsel betydeligt mere alvorligt, end det lader til at Balders familie gjorde.
Jeg synes at aflivning af en andens husdyr, kun skal være en sidste desperat udvej, men muligheden skal ikke fjernes fra loven pga. Baldersagen.
mvh
Steen
Hvis ovennævnte er nogenlunde i overensstemmelse med det faktiske hændelsesforløb, synes jeg sammenligninger med at skyde en hund første gang den krydser skellet ind til ens have i forhold til ovennævnte, er som at sammenligne æbler og pærer.
Eller mener i, at Balder (fordi han var en aldrende godmodig labrador) ikke udgør en trussel eller forstyrrelse for vildtet herunder specielt yngel på naboens jordstykke? Er det manglen på en "rygende pistol" i form af eksempelvis et rådyrlam i munden på Balder da han blev skudt?
Ovennævnte spørgsmål er ikke ment som provokation, men er reelt stillede spørgsmål for at prøve at finde en grænse for hvornår man mener at skydning er acceptabel.
Jeg er selv den lykkelige ejer af 2 godmodige labradors som naturligvis også bruges til jagt. Uanset hvor godmodige mine hunde er, tror jeg ikke at de ville nøjes med at kigge på et rålam eller fugleunger i en rede. Derfor er det også min pligt som ejer, at sørge for at de ikke gentagne gange "lufter sig selv" hos naboer eller for den sags skyld på eget jagtstykke. Skulle en af mine hunde i et uagtsomt øjeblik, stryge afsted på en sådan tur, er jeg tryk ved at man ikke med nugældende lov i hånden, kan skyde den ved en første gangs forteelse (medmindre den er gang med at angribe en nabos husdyr etc.). Blev jeg advaret gentagne gange om at en eller begge mine hunde rendte rundt på anden mands jord og derfor risikerede at blive aflivet, ville jeg tage en sådan advarsel betydeligt mere alvorligt, end det lader til at Balders familie gjorde.
Jeg synes at aflivning af en andens husdyr, kun skal være en sidste desperat udvej, men muligheden skal ikke fjernes fra loven pga. Baldersagen.
mvh
Steen