28-07-2012, 04:40 PM
Så blev vinterbyggen høstet.
I går eftermiddag kunne jeg se de sidste baller blev kørt væk, og lørdag morgen blev derfor straks ”øremærket” til ræveregulering.
Efter lidt regn i nattens løb tegnede morgenstunden perfekt; lun, let nordvestlig vind og ubrugt.
Som sædvanlig var jeg ikke på plads i stigen til solopgang 05:21, men jeg steg da ud af bilen kort efter og kunne påbegynde pürchen ned mod stigen.
På vejen derned så jeg hurtigt en smalrå, umiddelbart endnu en og kort efter yderligere 1 rå med 2 meget store og gode lam.
Da de ”stod i vejen” for min videre fremrykning afventede jeg at de skulle trække væk, da jeg hader at støde dyr, uanset om de er jagtbare eller ej.
Kort efter dukkede der dog en stor rævehvalp frem ca. 150 meter ude.
Den fulgte kanten af en uhøstet hvedemark, og ville krydse den markvej jeg fulgte i løbet af kort tid.
Al hensyn til at støde eller ikke støde andre dyr, var hurtigt glemt, og jeg satte mig resoulut på enden, foldede den 3 benede ud og brugte knæ og det ene ben af skydestokken som anlæg.
Hvalpen travede hastigt videre og jeg måtte pifte for at få den til at stå stille til et fornuftigt skud. Selv om det var 223'eren som havde fået lov at komme med, må jeg have blinket (mukket) i skudøjeblikket – i hvert fald så jeg ikke umiddelbart skudtegn, men fornemmede alligevel at den ligesom smed benene ud til siden, hvorefter den fes af sted, det bedste den havde lært og forsvandt gennem et tæt hvidgranshegn.[xx(][
]
Okaye tænkte jeg – det var da en fin start på ”rævesæsonen” og småbandede allerede det medforstørrende sigtemiddel i Swarovskien langt væk med undskyldninger som; at det fylder også alt for meget med 12 x forstørrelse på en lille rævehvalp på 150 meters afstand, det kaliber bliver du aldrig glad for – det var aldrig sket med 6,5 eren og andre mere eller mindre brugbare undskyldninger overfor mig selv, men selvfølgelig også når hændelsen skulle fortælles videre – ikke mindst til AKP (som lejlighedsvis også skriver her på forummet).
Da jeg kom på plads i stigen funderede jeg videre over rævens lykkelige – og min mindre lykkelige – skæbne, og så stod den forsvundne buk fra tidligere på sommeren selvfølgelig og gjorde sig til små 100 meter ude.
Det er så typisk, at alle der har drevet bukkejagt i en vis periode, selvfølgelig har oplevet det.
Dér, hvor der i bukkejagten kun gik smaldyr, råer og fasaner og harer; dér stod han nu, som den naturligste ting i verden og lyste flot op i hans røde og fuldmodne sommerdragt og hans høje mørke ”morderopsats” gav samtidig forklaringen på, hvorfor denne nu aldrende buk ikke lod sig se i den jagtbare periode.
Nå – måske ses vi til oktober.
Havde det ikke været for den rævehvalp – eller rettere den forbistrede forbier til samme – så havde det egentlig været en fin morgen, med både gode lam, et par smaldyr og mindst én overlevende buk til at føre råvildtslægten videre, men kors hvor jeg sad og ærgede mig.
Skulle jeg evt. helt holde mund med episoden og slet ikke fortælle AKP eller andre noget?[}
][^]
Nå, hunni sad jo i bilen, så jeg besluttede snart at jeg jo kunne prøve at sætte hende på sporet – hun var jo med for det samme.
Kort tid efter lukkede jeg hende ud, og på vejen ned mod skudstedet kom bukken lige forbi igen, i sin runde efter mulige brunstige råer, men jeg tror ikke hun (hunden altså) så bukken, for hun forholdt sig pænt i ro.
Ved skudstedet fik jeg dog lidt uventet optimisme, for pokker mig, om ikke hunden ville ind gennem det tætte hvidgranhegn.
Da hun – ligesom herren – er blevet ældre og med alderen kun løber efter det, som hun tror på eller der er kraftig fært efter – var det ubetinget positivt[
], men det kunne jo være så meget andet.
Schweiss kunne jeg i hvert fald ikke se, men da jeg kikkede gennem et hul i hegnet, så kom hun sågu' med en for længst stendød og stiv tævehvalp[
], ca. 70 meter var den løbet[:I].
Sådan – go' hund, sikke en historie AKP nu skulle få; om en god morgen, masser af vildt og et fantastisk og svært skud og en Bl...r som bare du'r.
Undtagelsesvis viser jeg et billede af udgangshullet, for jeg synes nu det er utroligt at sådant et "bette kræ" kan løbe så langt med sådan en kugle.
![[Image: P7282303.jpg]](http://i366.photobucket.com/albums/oo101/korthaar/P7282303.jpg)
Ja - så megen uro, mismod, skumle tanker og ikke mindst glæde, kan sådan en lille rævehvalp være skyld i - Knæk og Bræk derude og god dag[]
mvh
Korthår
I går eftermiddag kunne jeg se de sidste baller blev kørt væk, og lørdag morgen blev derfor straks ”øremærket” til ræveregulering.
Efter lidt regn i nattens løb tegnede morgenstunden perfekt; lun, let nordvestlig vind og ubrugt.
Som sædvanlig var jeg ikke på plads i stigen til solopgang 05:21, men jeg steg da ud af bilen kort efter og kunne påbegynde pürchen ned mod stigen.
På vejen derned så jeg hurtigt en smalrå, umiddelbart endnu en og kort efter yderligere 1 rå med 2 meget store og gode lam.
Da de ”stod i vejen” for min videre fremrykning afventede jeg at de skulle trække væk, da jeg hader at støde dyr, uanset om de er jagtbare eller ej.
Kort efter dukkede der dog en stor rævehvalp frem ca. 150 meter ude.
Den fulgte kanten af en uhøstet hvedemark, og ville krydse den markvej jeg fulgte i løbet af kort tid.
Al hensyn til at støde eller ikke støde andre dyr, var hurtigt glemt, og jeg satte mig resoulut på enden, foldede den 3 benede ud og brugte knæ og det ene ben af skydestokken som anlæg.
Hvalpen travede hastigt videre og jeg måtte pifte for at få den til at stå stille til et fornuftigt skud. Selv om det var 223'eren som havde fået lov at komme med, må jeg have blinket (mukket) i skudøjeblikket – i hvert fald så jeg ikke umiddelbart skudtegn, men fornemmede alligevel at den ligesom smed benene ud til siden, hvorefter den fes af sted, det bedste den havde lært og forsvandt gennem et tæt hvidgranshegn.[xx(][
]Okaye tænkte jeg – det var da en fin start på ”rævesæsonen” og småbandede allerede det medforstørrende sigtemiddel i Swarovskien langt væk med undskyldninger som; at det fylder også alt for meget med 12 x forstørrelse på en lille rævehvalp på 150 meters afstand, det kaliber bliver du aldrig glad for – det var aldrig sket med 6,5 eren og andre mere eller mindre brugbare undskyldninger overfor mig selv, men selvfølgelig også når hændelsen skulle fortælles videre – ikke mindst til AKP (som lejlighedsvis også skriver her på forummet).
Da jeg kom på plads i stigen funderede jeg videre over rævens lykkelige – og min mindre lykkelige – skæbne, og så stod den forsvundne buk fra tidligere på sommeren selvfølgelig og gjorde sig til små 100 meter ude.
Det er så typisk, at alle der har drevet bukkejagt i en vis periode, selvfølgelig har oplevet det.
Dér, hvor der i bukkejagten kun gik smaldyr, råer og fasaner og harer; dér stod han nu, som den naturligste ting i verden og lyste flot op i hans røde og fuldmodne sommerdragt og hans høje mørke ”morderopsats” gav samtidig forklaringen på, hvorfor denne nu aldrende buk ikke lod sig se i den jagtbare periode.
Nå – måske ses vi til oktober.
Havde det ikke været for den rævehvalp – eller rettere den forbistrede forbier til samme – så havde det egentlig været en fin morgen, med både gode lam, et par smaldyr og mindst én overlevende buk til at føre råvildtslægten videre, men kors hvor jeg sad og ærgede mig.
Skulle jeg evt. helt holde mund med episoden og slet ikke fortælle AKP eller andre noget?[}
][^]Nå, hunni sad jo i bilen, så jeg besluttede snart at jeg jo kunne prøve at sætte hende på sporet – hun var jo med for det samme.
Kort tid efter lukkede jeg hende ud, og på vejen ned mod skudstedet kom bukken lige forbi igen, i sin runde efter mulige brunstige råer, men jeg tror ikke hun (hunden altså) så bukken, for hun forholdt sig pænt i ro.
Ved skudstedet fik jeg dog lidt uventet optimisme, for pokker mig, om ikke hunden ville ind gennem det tætte hvidgranhegn.
Da hun – ligesom herren – er blevet ældre og med alderen kun løber efter det, som hun tror på eller der er kraftig fært efter – var det ubetinget positivt[
], men det kunne jo være så meget andet.Schweiss kunne jeg i hvert fald ikke se, men da jeg kikkede gennem et hul i hegnet, så kom hun sågu' med en for længst stendød og stiv tævehvalp[
], ca. 70 meter var den løbet[:I].Sådan – go' hund, sikke en historie AKP nu skulle få; om en god morgen, masser af vildt og et fantastisk og svært skud og en Bl...r som bare du'r.
Undtagelsesvis viser jeg et billede af udgangshullet, for jeg synes nu det er utroligt at sådant et "bette kræ" kan løbe så langt med sådan en kugle.
Ja - så megen uro, mismod, skumle tanker og ikke mindst glæde, kan sådan en lille rævehvalp være skyld i - Knæk og Bræk derude og god dag[
]mvh
Korthår