02-09-2012, 05:12 PM
Så blev endnu en tur til Sydafrika overstået.
Hvis nogen gider læse, denne ret lange beretning fra en herlig tur, siger jeg god fornøjelse.
Denne gang var det den gode Jens Peter, som fik mig overbevist om at jeg simpelt hen blev nødt til at tage med på en hundyrsjagt, ved Amakulu safari.
For en gangs skyld var det ikke mig som stod med hele organiseringen af rejse/jagt, og det nød jeg virkeligt.
Vi ankom til Johannesborg lufthavn, hvor vi problemløst fik ordnet vores papirer, og skulle videre til Kimberly i en minibus. Da vi ankom på farmen ved kimberly, startede vi med at få en god gang aftensmad (Grillet kudu mørbrad). Så blev vi alle 5 spurgt om hvad vi egentligt ønskede at gå efter de kommende dage. For mit vedkommende, havde jeg købt en hundyrspakke med 5 dyr + 1 dags drivjagt på springbukke, og ville godt prøve en Eland foruden pakken.
1. Morgen begyndte jagten så efter en kontrolskydning på farmens skydebane. Vi blev opdelt parvis og mig selv og JC, skulle deles om en PH.
JC havde også købt en hundyrspakke, og var ligesom mig ikke interesseret i trofæer, så vi udgjorde et fint makkerpar.
Det blev besluttet at JC, skulle starte, og da vi fandt en flok Red Hartebeest, kom han i en fin skudposition og nedlagde et fint eksemplar med knald og faldeffekt, fra hans 300 Win Mag. Det første stykke vildt var faldet så hurtigt at jeg ikke tror det rigtigt var gået op for, hverken JC, eller mig, at nu var vi altså i gang.
Så var det min tur, og den førte flok vildt vi fandt var oryx, det viste sig dog at der ikke var hverken selektionsdyr, eller afskudsbare hunner i flokken, så vi gik tilbage mod bilen.
På vej tilbage til bilen fik vores tracker øje på nogle kuduer som gik på en bakketop et godt stykke væk.
Da vi kom tilbage til bilen kørte vi om til en god position, hvorfra vi kunne snige os igennem noget krat mod kuduerne på bakken.
Taktikken lykkedes, og da vi kom til enden af krattet, stod en kuduko på bakketoppen med fronten lidt skå imod mig. Afstanden var 200 meter, så jeg holdt til den og skød. Dyret gav et mægtigt hop fra sig og løb. Jeg vidste kuglen var rimelig god, men kom alligevel hurtigt op på bakketoppen, og fandt kuduen, Ca. 30-40 meter fra anskudstedet.
Kuglen var gået ind ved højre skulder og passeret igennem dyret, hvor den sad fastklemt i de sidste ribben på venstre side, kunne vi se ved slagtning.
Da vi brækkede dyret, kom pludselig en flok Eland løbende med kurs ret tæt forbi os. Da jeg jo havde Eland på menuen, gjorde jeg mig klar. De passerede på Ca. 100 meter, uden at stoppe, og jeg var egentlig heller ikke interesseret i at få min Eland serveret på den måde, så det kom ikke til skud.
Efter middagsmaden var det nu JC til at skyde. Vi fandt en flok kuduer som gik i et forholdsvis åben landskab, med kun få træer og buske. Det lykkedes alligevel og komme tæt nok på til at JC kunne afgive et skud fra Ca. 150 meter. Dyret faldt dog ikke, men begyndte at løbe, tydeligvis hårdt ramt. JC skød igen og denne gang kom der et hult kugleslag fra en kugle som sad for langt tilbage.
Dyret faldt derefter hurtigt til jorden, men jeg kunne mærke på JC at han absolut ikke var tilfreds.
Da vi fik undersøgt den fine gamle kuduko, kunne vi konstatere at det første skud sad lige midt på bladet. Med andre ord havde dyret faldet uanset om JC havde skudt det andet skud eller ej, hvilket var fint at få konstateret.
Efter den vellykkede kudu, var det nu spændene at se hvilke vi nu ville støde på.
Vi fik øje på en flok blessbukke, og begyndte at snige os ind på dem. De anede imidlertid uråd, og trak længere og længere væk. Da vi flere gange, uden held, havde prøvet på dem opdagede vi en flok red hartebeest, som ikke var langt væk. Det lykkedes dog heller ikke at komme ind på de røde hjertedyr, så vi gik tilbage til bilen.
Efter kort tids kørsel, så vi en flok impalaer, som gik i noget tæt bush. Efter en hurtig kort pursch, kom vi på skudhold af dem. Dyrene viste godt at der var noget galt, de var meget urolige og begyndte at bevæge sig væk i luntetrav. En af dem stoppede lige midt i et buskfrit bælte, og så sig nervøst omkring, hvilket resulterede i at jeg fik kuglen sendt af sted fra Ca. 100meters afstand.
Impalaen gik ned i en støvsky, og PHen ønskede tillykke.
Da vi kom op til den, begyndte den pludselig at rejse sig. Da jeg havde riflen klar sende jeg en ny kugle ind i dyret, og det sank øjeblikkeligt til jorden.
Så var det tid til at tage det smukke dyr i øjesyn. Desværre var mit fangskud kommet ind højt bagfra, og derved forårsaget betydelige kødødelæggelser. Det kunne nu konstateres at første skud havde været tap, hvilket jeg også forventede med den opførsel, så det var godt jeg fik den i andet, selv om det ikke så kønt ud.
Da klokken nu snart var 6, kørte vi tilbage til lodgen, hvor vi fik os et godt måltid mad, og en god gang snak i baren.
Dag 2 startede med at vi skulle ud til et nyt område og jage blessbukke. På vejen derud fik vi 2 gange øje på et par flokke impalaer, og JC, forsøgte sig uden held.
Da vi ankom til det nye område så vi med det samme en flok blessbukke, i det fjerne. Det blev en meget lang pursch, hvor vi kravlede rigtigt meget og langt.
Kravleriet fik os in på en flok blessbukke, som måske var lidt langt ude. Vi kunne ikke komme nærmere, da der gik andre dyr imellem os og blessbukkene. PHen målte afstanden til 240 meter, og vi besluttede os for at prøve.
JC, ville godt være fri for at skyde på den afstand, og jeg kom i stedet for. Det ville ikke rigtigt lykkedes for mig at få ordentligt hold på dyret. Riflen ville simpelt hen ikke ligge stille i skydestokken, som var indstillet i så lav højde at jeg skulle skyde siddene på mine knæ. Da skuddet gik vidste jeg det var over målet.
PHen kunne bekræfte han tydeligt havde set støvskyen fra kuglen som havde passeret et par Cm. over blessbukken.
Jeg bandede lidt inde i mig selv, da jeg udmærket er klar over at jeg burde have fundet en bedre skydestilling.
Vi gik tilbage mod bilen da der pludselig kom blessbukke for igen. PHen og JC, prøvede at purche sig nærmere uden at jeg var med. Det lykkedes for dem at komme ind på omkring 120 meter, og JC satte en fin bladkugle i en.
Så gik det igen op på bilen og vi kørte et stykke igennem landskabet, inden vi stoppede og gik videre til fods.
Efter at have arbejdet os op over et bjerg, fik vi øje på blessbukkene igen. Det var vanskeligt terræn, men vi kom ind på Ca. 150 meter. Her ville jeg ligge an på et træ som stod i en god position, og som var let at komme uset hen til.
Da jeg nåede træet, startede en flok vortesvin, som løb med højt løftede haler lige op mod blessbukkene, med det resultat at hele flokken tog benene på nakken og forsvandt.
Det var blevet tid til at få noget middagsmad, og starte på et nyt område igen.
I det nye område fandt vi efter et stykke tid, en flok red hartebeest, og jeg forsøgte mig på dem. Det lykkedes at komme rimeligt lydløst igennem noget krat, hvor vi nu pludseligt stod 100 meter fra flokken. Dyrene havde imens vi kom nærmere, lagt sig ned og kun en førerko stod oprejst.
Vi ventede i ret lang tid uden nogen af de afskudsbare dyr rejste sig op. Så gav PHen et fløjt fra sig, hvilket bevirkede at alle dyrene med det samme så lige imod os. Da der bare ikke var nogen dyr som rejste sig prøvede han igen. Denne gang kom flokken på benene, men stod i en meget dårlig vinkel. De vidste tydeligvis godt at noget var i gærde, så de blev kun stående meget kort tid inden de i luntetrav luskede væk.
Vi stod stadig i krattet, og løb ret hurtigt igennem dette til et punkt, hvor de ville passerer.
Planen lykkedes, og da en ung ko standsede for at se sig tilbage lå sigtekorset allerede på den. Der var ingen tvivl om at den blev ramt hvor jeg ville ramme den, og den gig også blot 50-60 meter i den typiske bue, inden den faldt.
Efter et have været på slagteriet med dyret, søgte vi nu efter en impala til JC.
Vi fandt ret hurtigt en flok impalaer i et forholdsvis åbent område, med kun få spredte træer og buske. PHen forsøgte at få JC, ind på et fornuftigt skudhold, imens jeg blev på bilen for ikke at forstyrre jagten. Nu kunne jeg i min kikkert følge med i hele scenariet på afstand. Desværre lykkedes det dem ikke at komme i en god position, så da kom tilbage til bilen, hvor vi igen satte i gang for at finde en ny flok.
Det blev ret sendt inden vi fandt en flok, som gik i noget ret tæt krat. Jeg blev igen i bilen, og JC gik af sted sammen med PH og den sorte trakker.
Der gik forholdsvis lang tid uden at jeg, hverken så eller hørte noget til dem. Så pludselig blev stilheden brudt at det skarpe knald fra JCs magnum.
Lidt efter kom Trakkeren, og hentede bilen. Han kunne fortælle at JC, havde fået sig en fin impala, og den var skudt perfekt.
Mørket var kommet, inden vi kom tilbage til lodgen, hvor vi igen fik en god hold sank med de andre over maden og en drink.
Så var den 3 dag kommet.
Vi skulle nu ud i et område, hvor der normalt gik kvæg, og forsøge at skyde kudu. Der var blevet klaget over at kuduerne udgjorde en fare for trafikken, og vi skulle regulere dem. Det var med andre ord her tale om vilde dyr, jagten foregik ikke under hegn.
Området bestod at klippebesatte bakker, med et rimeligt fladt, stærkt træ/busk-begroet stykke i midten.
Vi stillede bilen, og begyndte at gå ind i området, hvor vi kun kom omkring en kilometer ind, inden vi fik øje på kuduer som gik i klipperne.
Afstanden var Ca180-200 meter, og jeg fik hurtigt riflen på stokkene. Der blev nu bare ved med at være buske i vejen for et godt skud, så jeg holdt igen.
Kuduerne forsvandt op over klipperne, og vi satte efter. Det var faktisk ret hårdt at gå op igennem dette terræn, hvilket passede mig fint, det er rigtigt jagt som jeg kan lide det.
Vi fik først kontakt til kuduerne på den anden side af bakken, og de så os samtidigt som vi dem. Der gav igen skudchancer ved denne lejlighed. Så fortsatte vi ned i det ret tætte flade område, hvor vi ikke kunne se ret langt, og ville få korte skudhold, hvis heldet skulle være med os.
I ret lang tid så vi ingen dyr, indtil vi pludselig stod over for et vortesvin. Svinet var en gammel so, og PHen ville lige se det lidt an, for at beslutte om det kunne skydes. Dyret var kun 40-50 meter væk, og fik pludseligt selskab at 3 små grise.
Vi skød naturligvis ikke på svinet, og fortsatte et par hundrede meter, inden vi igen så vortesvin. Denne gang var det 2 ret store svin som gik i meget tæt krat. Vi var Ca 50-60 meter fra dem, og sneg os nu nærmere. Da vi var kommet helt ind på 20 meter, uden at være blevet opdaget, besluttede vi os for ikke at gøre mere ved dem.
Turen fortsatte, og krattet begyndte at løsne lidt op, da vi nu fik øje på nogle kuduer. Denne gang var der intet der lykkedes, og kuduerne tog skyndsomst flugten.
Vi kunne høre bavianer og Bossmann (den sorte trakker), viste os hvor de var, og vi kunne rigtigt betragte dem igennem kikkert.
Ingen af os havde i sinde at skyde en bavian, så turen gik videre. Nu løb vi igen ind i kuduer. Denne gang var vi helt sikkert ikke blevet opdaget, men da vi kom hen i positionen, hvorfra jeg kunne skyde, var de ganske simpelt væk, og vi så dem ikke igen.
Vi fortsatte den efterhånden ret lange gåtur, indtil vi pludselig løb ind i 2 vortesvin igen. Denne gang var det tale om et par hanner. Problemet var bare at de kom gående lige imod os da vi kom op af en lille grav, og vi kun var 10 meter fra hinanden. Der blev naturligvis ingen skudchancer ved denne situation, men sjovt var de alligevel at se svinene spæne af sted under hyl og grynt.
Turen fortsatte nu op igennem de klippefyldte bakker, på en kurs som ville tage os i retning af bilen, som stod på den anden side af disse.
Bakkerne var dækket af ret tæt bevoksning på denne side, og man kunne ikke se ret langt. Da vi stødte ind i et nyt dyr, var det en ung kudutyr, som vi var meget tæt på, og stødte.
Turen igennem bakkerne var ret hård, og varmen begyndte rigtigt at trænge ind i kroppen.
Pludselig fik jeg øje på en flok vortesvin, som vi prøvede at komme ind på. Det lykkedes at komme meget tæt på flokken, men der var ingen afskudsbare dyr i den.
Nu var vi næsten tilbage ved bilen, og kunne se den stå, et par kilometer væk, nede for foden af bakken vi var på. Det var begyndt at gå op for os at denne dag vist ikke ville give resultat her på dette sted.
Med et gik trakkeren, do ned på hug og fik os andre til at gøre det samme. På bakken overfor var en flok kuduer på vej lige imod os, og de havde tydeligvis ikke set os.
Nu var chancen der, og da kuduerne var uden for synsvidde, nede i dalen, bevægede vi os hen i en position som skulle give en god skudchance, når de nu engang kom op på vores bakke.
Planen lykkedes ikke helt, da kuduerne kom lige vel langt ude, og de løb temmelig hurtigt og uroligt, som om de var bange for et eller andet.
Jeg troede at denne chance ligeledes var spildt, da de forsvandt ind i det tætte krat højere oppe på vores bakke.
Vi kom op og stå, for at gå videre, da der uden varsel kom en enlig efternøgler af flokken. Det var en ung tyr, som ligeledes havde ret travlt, og så meget nervøs ud.
Jeg havde allerede fået riflen på stokkene, og fulgte den igennem min sigtekikkert, da den endeligt standsede.
Der hvor dyret var løbet op af bakken var et ret åbent område, der lå kun enkelte klippeblokke og stod kun et enkelt tørt træ. Kuduen besluttede sig bare for at stille sig lige bag dette enlige træ, som dækkede for at jeg kunne afgive mit foretrukne skud, lige bag skulderknoglen.
Jeg trak lidt frem, og lod i stedet korset følge forbenet op. Det var måske lige tæt nok på træstammen, og afstanden var Ca. 180 meter. Hele skudsituationen, sammenholdt med den lange gåtur, gjorde mig usikker, og straffen kom i form af en kraftig bukkefeber.
Med riflen rystende på stokkene og en, for mig ret lang afstand, ville jeg normalt nok ikke have afgivet skud i denne situation, men tanken om at mine ledsagere skulle havde gået den lange tur, uden resultat fik mig til at skyde.
Skuddet gik foran den unge kudutyr, og slog ind i klipperne bag den. Dyret kastede lige et blik imod stedet, hvor kuglen havde slået ind og begyndte så at løbe væk derfra, lige hen imod os.
Jeg fik hurtigt repeteret, men kunne ikke rigtigt få hold på det store dyr. Da kuduen kun var omkring 75-80 meter fra os, fik den endeligt øje på os, og standsede for at orientere sig, hvilket kostede den livet.
Kuglen var skudt vinkelret ind forfra, en såkaldt slipseknudekugle, og virkningen var at dyret løb 30-40 meter i en bue, får den kollapsede.
Skuddet som jag havde skudt forbi ved denne lejlighed, ramte min selvtillid ret negativt, og jeg forbandede bukkefeberen.
Det var imidlertid godt at komme til at sidde på bilen, med en iskold cola, og humøret var højt da vi kørte ud af området.
Der var meget at tale om den aften i baren, og den lange gåtur gav en sund naturlig søvn den nat.
Formiddagen på dag 4 skulle bruges til at få de dyr vi manglede. Både JC og mig manglede en impala hver + jeg manglede min eland.
Det første vildt vi fandt var en flok eland, og jeg kom ud af bilen for at prøve en purcsh.
Da vi kom hen til de buske vi havde udvalgt som et godt skudsted, var eland flokken dog væk. I stedet gik en flok impala, og dem forsøgte vi nu at komme i position til.
Impalaerne gik roligt imellem nogle træer, jeg kunne dog ikke få nogen af dem fri. Efter et stykke tid kom en flok red hartebeest gående od standsede lige midt imellem mig og impalaerne. Nu kom impalaerne, ud af træerne, men stod på 200meters afstand, godt i dækning af red hartebeestene. Hele situationen løb langsomt ud, da impalaerne fortrak stille og roligt, imens vi var løst fast ved vores busk af de red hartebeest, som i mellemtiden var begyndt at ane noget var galt.
Vi kom rundt om nogle buske, hvor vi ikke længere kunne ses af de røde hjertedyr, og optog forfølgelsen af impalaerne.
Dette var en hård intens og meget hurtig forfølgelse, men den lykkedes. Vi kom ind på flokken, som dog nu anede uråd, og var urolige. De første par gange jeg havde riflen oppe, kunne jeg ikke skyde på grund af grene og buske.
Til sidst lykkedes det at komme i en position, hvorfra vi kunne se 8-9 impalaer, gå på den anden side af nogle buske. Skuddet skulle placeres højt, for at gå fri af buskene, men da afstanden kun var 110-120 meter, skød jeg alligevel, med knald og fald som belønning.
Efter af dyret var brækket og læsset på bilen, fortsatte turen igennem det afrikanske landskab. Vinden havde taget gevaldigt til, og der blæste en god kuling, som hvirvlede støv op i øjnene på os.
Resten af formiddagen lykkedes det os ikke at finde nogen dyr. Det var som om dyrene var gået i læ for vinden.
Da vi havde fået en gang middagsmad forsatte jagten, uden at vinden var løjet af.
Vi fandt nu en ny flok eland som stod ude midt i et stort åbent stykke. Vi prøvede på at snige os nærmere, hvilket faktisk også lykkedes. Da vi var kommet ind på Ca, 130-140 meter, fik jeg udpeget et dyr til afskydning, men de havde set os og var nu blevet meget urolige. Inden jeg kom til skud begyndte flokken at løbe, og blev ved med at løbe indtil de simpelt hen var ude af syne.
Det ergede mig slemt, at jeg ikke havde fået skudt, da en eland har stået højt på min liste igennem flere år, men aldrig var lykkedes.
Da vi blev samlet op af bilen, kørte vi ikke særligt langt inden vi kom forbi en flok impalaer. JC skulle nu ud og prøve, men blev siddende i bilen, og fortalte at han nu syntes vi skule koncentrere os om at få min eland, da han kunne vente til næste dag, hvor jeg skulle på drivjagt, med hans impala.
Efter at vi nu havde kørt rundt ret lang tid, uden at finde eland, kørte vi op på en høj bakke, hvorfra trakkeren, fik øje på 2 eland, som gik nede på savannen, meget langt ude.
Bilen blev startet, og vi kørte ned til et sted hvorfra vi skulle kunne pursche os ind på dem.
Da vi endelig kom ned til stedet var dyrerne væk, og vi satte os i bilen og kørte videre. Vi havde dog ikke kørt langt, da vi fik øje på elandene igen, der var nu en ret stor flok, og vi fik bilen sat hen så jagten kunne begynde.
Vi gik ned igennem noget meget tæt krat, hvor vi nu kunne konstatere at der var rigtigt mange forskellige dyr.
Turen igennem krattet gik meget langsomt, og vi var flere gange tæt på både oryx, kudu, og red hartebeest, heldigvis uden at blive opdaget.
Det var meget nervepirrende at gå igennem det tætte krat, da jeg følte det som om hvert skridt larmede i den tørre undergrund.
Vi så flere gange benene af Eland, tæt på, uden at kunne skyde, så da der efter lang tid endeligt kom en strimmel rimeligt frit område i krattet ventede vi her lidt.
Det lykkedes, og en eland ko, kom ud så den var helt fri for krat og grene. Koen var en avlsko og måtte ikke skydes fik jeg besked på. Da afstanden var meget lille hørte koen vores hvisken, og begyndte at trave væk.
Nu kom der pludseligt masser af eland travende igennem den grenfri strimmel, uden at jeg kunne nå at skyde.
Vores trakker gav så et højt råb fra sig, og en ko blev stående i strimlen. PHen hviskede skyd, og inden ordet var kommet helt ud af hans mund, havde jeg sendt kuglen af sted.
Afstanden var omkring 80 meter, og jeg så faktisk kuglen ramme, der hvor jeg sigtede.
Det store dyr tog et par skridt blev så stående og svajede i et par sekunder inden det faldt 2 meter fra anskudstedet.
Nu nærmede vi os forsigtigt, og jeg var klar til at skyde, hvis den ikke var rigtigt død. Dyret var dødt og den lå smukt op siden, med en perfekt bladkugle.
Så skulle der ryges, og bukkefeberen væltede så meget ind over mig så jeg knapt nok kunne tænde min cigaret.
Kuglen var gået ind midt på bladet og havde på modsatte side lige flækket skindet, den var der dog endnu, så jeg kunne pille den ud med fingrene.
Jeg stod og nød synet at det store dyr i noget tid, imens bilen kom til os, det var for mig et meget stort øjeblik, endeligt at have fået min eland.
Da dyret var blevet brækket, stod solen meget lavt på himlen, og vi kørte hjem til lodgen, efter endnu en herlig dag i Afrika.
Den sidste dag vi skulle være i Afrika, var der for midt vedkommende, drivjagt på programmet. Jeg havde skudt springbukke før, og vidste det ofte var lange skud, så til de lange skud havde jeg medbragt 20 patroner ladet med 250 grain Nosler Accubond, i stedet for mine normale 286 grain Hornady SP som jeg havde brugt indtil da.
Vi skulle jage i Karoo ørkenen, og vi fik nogle specielt fremstillede stole at sidde på. Landskabet var helt fladt med masser af buske som var mellem 30 og 80 Cm høje, uden der så ud til at være springbukke i det.
Stolen kunne dreje hele vejen rundt, og der var svejset et V fast på en stang der var monteret på armlænet, hvilket bevirkede at man kunne holde riflen meget stabilt, ved skudafgivelse.
Stolen blev stillet op, og jeg kunne konstatere at det var umuligt at skjule os i det lavtbuskede landskab, så det ville helt sikkert komme til lange skud.
Der kom ret hurtigt springbukke, og en buk som skilte sig tydeligt ud fra de andre blev udvalgt.
Jeg vurderede afstanden til 210 meter og holdt i overkanten af ryggen, da jeg sendte kuglen af sted.
Bukken faldt i en støvsky, og min sorte hjælper og mig begav os hen for at ordne den.
I det flade landskab, var det let at skridte afstanden af, og den viste sig at være 209 gode skridt.
Så kom der ellers, springbukke, og inden længe var der faldet 5, alle skudt på afstande mellem 200 og 250 meter, og alle skudt med gode bladkugler.
Jeg vurdere at vi havde sat i 1½ time, da bilen kom for at hente os og vores springbukke, nu skulle der nemlig flyttes post.
På den nye post var buskene lidt mere spredt, og det var om muligt endnu mere umuligt at falde ind i landskabet.
Der kom hurtigt springbukke, som alle kom på 200+ meter. Jeg havde nu fået taget på at følge med dem under løb, og skyde når de lige stopper 3-4 sekunder for at orientere sig.
Den første på post 2, fik en bladkugle på 250 meter, og selvtilliden kendte nu knapt grænser.
Så begyndte der at komme en del vildt, i et område med lidt tættere buskads. Der var her kun hals/hoved som stak op over buskene, og det blev nu udfordringen i at skyde dem på halsen.
Da jeg havde nået dyr nummer 14, med skud nummer 14, var selvtilliden så øj som aldrig før. Et par springbukke var faldet for halskugler på 250+ meter.
Når nu man bliver for selvsikker, kommer fejlene jo. Da jeg skulle skyde buk nummer 15 stod den i et åbent område med bladet perfekt til mig, på en afstand af 200-210 meter.
Det skulle jo være let at placere en bladkugle under de forhold, når man holder det op mod de andre skud jeg havde skudt på denne jagt.
Da skuddet gik, vidste jeg det var for lavt. Jeg så imidlertid bukken gå ned i en støvsky, og tænkte at det nok gik, selv om dette ville være dagens første dårligt placerede kugle.
Dyret blev ikke liggende, men jeg var klar og fik skudt igen. Der skal for mit vedkommende en vis portion held til at ramme en løbene springbuk på de 250 meter som den nu var kommet ud på. Skuddet lykkedes heller ikke for godt, jeg kunne se den blev ramt, men gik ikke ned af skuddet.
I det flade landskab, kunne vi med vore kikkerter følge den sårede springbuk, og tilkaldte en bil. Da bilen kom, havde vi kunnet se at bukken var gået en stor bue, på Ca 2 kilometer og nu, havde lagt sig Ca. 1 kilometeres penge fra vores post.
Vi stod bag på bilen, og jeg var klar til at skyde når dyret rejste sig fra sit leje.
Da vi kom tæt på stedet, hvor det såede dyr var satte bilen farten ned, så han hurtigt kunne standse og give mig chance for at afgive et godt fangskud.
Da vi fandt bukken, kom den med det samme på benene, og begyndte at flygte væk fra bilen. Bilen standsede, og jeg fik rigtigt godt hold på den løbene buk. I det øjeblik skuddet skulle gå satte fjolset i bilen, uden varsel, i gang igen. Rykket i bilen fik mit skud sendt op i himlen med en 45 graders vinkel, et eller andet sted over ørkenen er der således faldet et 250 grain 9,3 Nosler Accubond projektil ned.
Den sårede buk var meget hurtigt langt væk men vi fik den indhentet i bilen, og da bilen endeligt standsede 50 meter fra den løbende buk, gentog hele scenariet sig.
Jeg er ellers ikke så sart, men fik en meget dårlig smag i munden, over det stakkels dyr som kæmpede for sit liv, og blev sur på manden i bilen, og råbte nogle ret slemme ting til ham. Den sorte hjælper som stod ved siden af mig råbte også nogle afrikanske forbandelser til ham og han blokerede bremsen så bilen standsede med et ordentligt ryk.
Dyret var ude på 120 meter, men jeg fik rigtigt godt hold på det, trak lidt frem og skød. Denne gang var skuddet godt, og bukken slog en kolbøtte og lagde stille i en støvsky.
Manden i bilen kom ud og undskyldte, men jeg fik bare mumlet, at nu kunne han godt se og komme hen og få samlet op.
Det første skud, jeg havde skudt fra posten var alt for lavt, og havde strejfet bagsiden af forbenene samt rykket brystkassen op på springbukken. Skud 2 fra posten var gået rent igennem den ene bagkølle, og havde således kun givet et kødsår. Det sidste skud var passeret lige igennem hjerte lungeregion skråt bagfra og således været øjeblikkeligt dræbende.
Da vi kom tilbage på posten havde jeg kun 1 af de lette 250 grain, kugler tilbage. Lysten til jagt var dog væk, og selv om der kom et par chancer, inden solen begyndte at gå ned, undlod jeg at afgive flere skud.
Den aften var det blevet sendt, inden vi kom tilbage til logden, hvor der ventede os traditionel sydafrikansk mad. Maden blev lavet i store jerngryder på et åbent bål og bestod blandt andet af noget meget velsmagene elandkød.
Dag 6, skulle vi hjem, og efter et godt morgenmåltid, hvor vi blandt andet fik girafkød, gik turen med minibus tilbage mod lufthavnen i Johannesborg.
I bussen var det rigtig tid til at få diskuteret jagten igennem, og alle var meget tilfredse med turen.
Der var af os 5 jægere blevet skudt lidt trofædyr: Kudu, Giraf, struds, nyala, zabra, red hartebeest og oryx, foruden de mange hundyr gruppen havde skudt.
Den 7. dag da vi stod i Billund lufthavn, var turen endegyldigt slut, og dagligdagen begyndte at vende tilbage.
Flyrejse:
Derned gik med Airfrance fra Billund over Paris, til Johannesborg.
Hjemad gik det med KLM, over Amsterdam til Billund.
![[Image: S5000202.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000202.jpg)
Springbuk skudt på drivjagt i Karooørken.
![[Image: S5000212.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000212.jpg)
Sådan ser jagtområdet for drivjagt ud i Karooørken.
![[Image: S5000183.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000183.jpg)
Eland havde længe stået på min ønskeliste.
![[Image: S5000122.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000122.jpg)
Rundt omkring i landskabet lå der strudseæg.
Hvis nogen gider læse, denne ret lange beretning fra en herlig tur, siger jeg god fornøjelse.
Denne gang var det den gode Jens Peter, som fik mig overbevist om at jeg simpelt hen blev nødt til at tage med på en hundyrsjagt, ved Amakulu safari.
For en gangs skyld var det ikke mig som stod med hele organiseringen af rejse/jagt, og det nød jeg virkeligt.
Vi ankom til Johannesborg lufthavn, hvor vi problemløst fik ordnet vores papirer, og skulle videre til Kimberly i en minibus. Da vi ankom på farmen ved kimberly, startede vi med at få en god gang aftensmad (Grillet kudu mørbrad). Så blev vi alle 5 spurgt om hvad vi egentligt ønskede at gå efter de kommende dage. For mit vedkommende, havde jeg købt en hundyrspakke med 5 dyr + 1 dags drivjagt på springbukke, og ville godt prøve en Eland foruden pakken.
1. Morgen begyndte jagten så efter en kontrolskydning på farmens skydebane. Vi blev opdelt parvis og mig selv og JC, skulle deles om en PH.
JC havde også købt en hundyrspakke, og var ligesom mig ikke interesseret i trofæer, så vi udgjorde et fint makkerpar.
Det blev besluttet at JC, skulle starte, og da vi fandt en flok Red Hartebeest, kom han i en fin skudposition og nedlagde et fint eksemplar med knald og faldeffekt, fra hans 300 Win Mag. Det første stykke vildt var faldet så hurtigt at jeg ikke tror det rigtigt var gået op for, hverken JC, eller mig, at nu var vi altså i gang.
Så var det min tur, og den førte flok vildt vi fandt var oryx, det viste sig dog at der ikke var hverken selektionsdyr, eller afskudsbare hunner i flokken, så vi gik tilbage mod bilen.
På vej tilbage til bilen fik vores tracker øje på nogle kuduer som gik på en bakketop et godt stykke væk.
Da vi kom tilbage til bilen kørte vi om til en god position, hvorfra vi kunne snige os igennem noget krat mod kuduerne på bakken.
Taktikken lykkedes, og da vi kom til enden af krattet, stod en kuduko på bakketoppen med fronten lidt skå imod mig. Afstanden var 200 meter, så jeg holdt til den og skød. Dyret gav et mægtigt hop fra sig og løb. Jeg vidste kuglen var rimelig god, men kom alligevel hurtigt op på bakketoppen, og fandt kuduen, Ca. 30-40 meter fra anskudstedet.
Kuglen var gået ind ved højre skulder og passeret igennem dyret, hvor den sad fastklemt i de sidste ribben på venstre side, kunne vi se ved slagtning.
Da vi brækkede dyret, kom pludselig en flok Eland løbende med kurs ret tæt forbi os. Da jeg jo havde Eland på menuen, gjorde jeg mig klar. De passerede på Ca. 100 meter, uden at stoppe, og jeg var egentlig heller ikke interesseret i at få min Eland serveret på den måde, så det kom ikke til skud.
Efter middagsmaden var det nu JC til at skyde. Vi fandt en flok kuduer som gik i et forholdsvis åben landskab, med kun få træer og buske. Det lykkedes alligevel og komme tæt nok på til at JC kunne afgive et skud fra Ca. 150 meter. Dyret faldt dog ikke, men begyndte at løbe, tydeligvis hårdt ramt. JC skød igen og denne gang kom der et hult kugleslag fra en kugle som sad for langt tilbage.
Dyret faldt derefter hurtigt til jorden, men jeg kunne mærke på JC at han absolut ikke var tilfreds.
Da vi fik undersøgt den fine gamle kuduko, kunne vi konstatere at det første skud sad lige midt på bladet. Med andre ord havde dyret faldet uanset om JC havde skudt det andet skud eller ej, hvilket var fint at få konstateret.
Efter den vellykkede kudu, var det nu spændene at se hvilke vi nu ville støde på.
Vi fik øje på en flok blessbukke, og begyndte at snige os ind på dem. De anede imidlertid uråd, og trak længere og længere væk. Da vi flere gange, uden held, havde prøvet på dem opdagede vi en flok red hartebeest, som ikke var langt væk. Det lykkedes dog heller ikke at komme ind på de røde hjertedyr, så vi gik tilbage til bilen.
Efter kort tids kørsel, så vi en flok impalaer, som gik i noget tæt bush. Efter en hurtig kort pursch, kom vi på skudhold af dem. Dyrene viste godt at der var noget galt, de var meget urolige og begyndte at bevæge sig væk i luntetrav. En af dem stoppede lige midt i et buskfrit bælte, og så sig nervøst omkring, hvilket resulterede i at jeg fik kuglen sendt af sted fra Ca. 100meters afstand.
Impalaen gik ned i en støvsky, og PHen ønskede tillykke.
Da vi kom op til den, begyndte den pludselig at rejse sig. Da jeg havde riflen klar sende jeg en ny kugle ind i dyret, og det sank øjeblikkeligt til jorden.
Så var det tid til at tage det smukke dyr i øjesyn. Desværre var mit fangskud kommet ind højt bagfra, og derved forårsaget betydelige kødødelæggelser. Det kunne nu konstateres at første skud havde været tap, hvilket jeg også forventede med den opførsel, så det var godt jeg fik den i andet, selv om det ikke så kønt ud.
Da klokken nu snart var 6, kørte vi tilbage til lodgen, hvor vi fik os et godt måltid mad, og en god gang snak i baren.
Dag 2 startede med at vi skulle ud til et nyt område og jage blessbukke. På vejen derud fik vi 2 gange øje på et par flokke impalaer, og JC, forsøgte sig uden held.
Da vi ankom til det nye område så vi med det samme en flok blessbukke, i det fjerne. Det blev en meget lang pursch, hvor vi kravlede rigtigt meget og langt.
Kravleriet fik os in på en flok blessbukke, som måske var lidt langt ude. Vi kunne ikke komme nærmere, da der gik andre dyr imellem os og blessbukkene. PHen målte afstanden til 240 meter, og vi besluttede os for at prøve.
JC, ville godt være fri for at skyde på den afstand, og jeg kom i stedet for. Det ville ikke rigtigt lykkedes for mig at få ordentligt hold på dyret. Riflen ville simpelt hen ikke ligge stille i skydestokken, som var indstillet i så lav højde at jeg skulle skyde siddene på mine knæ. Da skuddet gik vidste jeg det var over målet.
PHen kunne bekræfte han tydeligt havde set støvskyen fra kuglen som havde passeret et par Cm. over blessbukken.
Jeg bandede lidt inde i mig selv, da jeg udmærket er klar over at jeg burde have fundet en bedre skydestilling.
Vi gik tilbage mod bilen da der pludselig kom blessbukke for igen. PHen og JC, prøvede at purche sig nærmere uden at jeg var med. Det lykkedes for dem at komme ind på omkring 120 meter, og JC satte en fin bladkugle i en.
Så gik det igen op på bilen og vi kørte et stykke igennem landskabet, inden vi stoppede og gik videre til fods.
Efter at have arbejdet os op over et bjerg, fik vi øje på blessbukkene igen. Det var vanskeligt terræn, men vi kom ind på Ca. 150 meter. Her ville jeg ligge an på et træ som stod i en god position, og som var let at komme uset hen til.
Da jeg nåede træet, startede en flok vortesvin, som løb med højt løftede haler lige op mod blessbukkene, med det resultat at hele flokken tog benene på nakken og forsvandt.
Det var blevet tid til at få noget middagsmad, og starte på et nyt område igen.
I det nye område fandt vi efter et stykke tid, en flok red hartebeest, og jeg forsøgte mig på dem. Det lykkedes at komme rimeligt lydløst igennem noget krat, hvor vi nu pludseligt stod 100 meter fra flokken. Dyrene havde imens vi kom nærmere, lagt sig ned og kun en førerko stod oprejst.
Vi ventede i ret lang tid uden nogen af de afskudsbare dyr rejste sig op. Så gav PHen et fløjt fra sig, hvilket bevirkede at alle dyrene med det samme så lige imod os. Da der bare ikke var nogen dyr som rejste sig prøvede han igen. Denne gang kom flokken på benene, men stod i en meget dårlig vinkel. De vidste tydeligvis godt at noget var i gærde, så de blev kun stående meget kort tid inden de i luntetrav luskede væk.
Vi stod stadig i krattet, og løb ret hurtigt igennem dette til et punkt, hvor de ville passerer.
Planen lykkedes, og da en ung ko standsede for at se sig tilbage lå sigtekorset allerede på den. Der var ingen tvivl om at den blev ramt hvor jeg ville ramme den, og den gig også blot 50-60 meter i den typiske bue, inden den faldt.
Efter et have været på slagteriet med dyret, søgte vi nu efter en impala til JC.
Vi fandt ret hurtigt en flok impalaer i et forholdsvis åbent område, med kun få spredte træer og buske. PHen forsøgte at få JC, ind på et fornuftigt skudhold, imens jeg blev på bilen for ikke at forstyrre jagten. Nu kunne jeg i min kikkert følge med i hele scenariet på afstand. Desværre lykkedes det dem ikke at komme i en god position, så da kom tilbage til bilen, hvor vi igen satte i gang for at finde en ny flok.
Det blev ret sendt inden vi fandt en flok, som gik i noget ret tæt krat. Jeg blev igen i bilen, og JC gik af sted sammen med PH og den sorte trakker.
Der gik forholdsvis lang tid uden at jeg, hverken så eller hørte noget til dem. Så pludselig blev stilheden brudt at det skarpe knald fra JCs magnum.
Lidt efter kom Trakkeren, og hentede bilen. Han kunne fortælle at JC, havde fået sig en fin impala, og den var skudt perfekt.
Mørket var kommet, inden vi kom tilbage til lodgen, hvor vi igen fik en god hold sank med de andre over maden og en drink.
Så var den 3 dag kommet.
Vi skulle nu ud i et område, hvor der normalt gik kvæg, og forsøge at skyde kudu. Der var blevet klaget over at kuduerne udgjorde en fare for trafikken, og vi skulle regulere dem. Det var med andre ord her tale om vilde dyr, jagten foregik ikke under hegn.
Området bestod at klippebesatte bakker, med et rimeligt fladt, stærkt træ/busk-begroet stykke i midten.
Vi stillede bilen, og begyndte at gå ind i området, hvor vi kun kom omkring en kilometer ind, inden vi fik øje på kuduer som gik i klipperne.
Afstanden var Ca180-200 meter, og jeg fik hurtigt riflen på stokkene. Der blev nu bare ved med at være buske i vejen for et godt skud, så jeg holdt igen.
Kuduerne forsvandt op over klipperne, og vi satte efter. Det var faktisk ret hårdt at gå op igennem dette terræn, hvilket passede mig fint, det er rigtigt jagt som jeg kan lide det.
Vi fik først kontakt til kuduerne på den anden side af bakken, og de så os samtidigt som vi dem. Der gav igen skudchancer ved denne lejlighed. Så fortsatte vi ned i det ret tætte flade område, hvor vi ikke kunne se ret langt, og ville få korte skudhold, hvis heldet skulle være med os.
I ret lang tid så vi ingen dyr, indtil vi pludselig stod over for et vortesvin. Svinet var en gammel so, og PHen ville lige se det lidt an, for at beslutte om det kunne skydes. Dyret var kun 40-50 meter væk, og fik pludseligt selskab at 3 små grise.
Vi skød naturligvis ikke på svinet, og fortsatte et par hundrede meter, inden vi igen så vortesvin. Denne gang var det 2 ret store svin som gik i meget tæt krat. Vi var Ca 50-60 meter fra dem, og sneg os nu nærmere. Da vi var kommet helt ind på 20 meter, uden at være blevet opdaget, besluttede vi os for ikke at gøre mere ved dem.
Turen fortsatte, og krattet begyndte at løsne lidt op, da vi nu fik øje på nogle kuduer. Denne gang var der intet der lykkedes, og kuduerne tog skyndsomst flugten.
Vi kunne høre bavianer og Bossmann (den sorte trakker), viste os hvor de var, og vi kunne rigtigt betragte dem igennem kikkert.
Ingen af os havde i sinde at skyde en bavian, så turen gik videre. Nu løb vi igen ind i kuduer. Denne gang var vi helt sikkert ikke blevet opdaget, men da vi kom hen i positionen, hvorfra jeg kunne skyde, var de ganske simpelt væk, og vi så dem ikke igen.
Vi fortsatte den efterhånden ret lange gåtur, indtil vi pludselig løb ind i 2 vortesvin igen. Denne gang var det tale om et par hanner. Problemet var bare at de kom gående lige imod os da vi kom op af en lille grav, og vi kun var 10 meter fra hinanden. Der blev naturligvis ingen skudchancer ved denne situation, men sjovt var de alligevel at se svinene spæne af sted under hyl og grynt.
Turen fortsatte nu op igennem de klippefyldte bakker, på en kurs som ville tage os i retning af bilen, som stod på den anden side af disse.
Bakkerne var dækket af ret tæt bevoksning på denne side, og man kunne ikke se ret langt. Da vi stødte ind i et nyt dyr, var det en ung kudutyr, som vi var meget tæt på, og stødte.
Turen igennem bakkerne var ret hård, og varmen begyndte rigtigt at trænge ind i kroppen.
Pludselig fik jeg øje på en flok vortesvin, som vi prøvede at komme ind på. Det lykkedes at komme meget tæt på flokken, men der var ingen afskudsbare dyr i den.
Nu var vi næsten tilbage ved bilen, og kunne se den stå, et par kilometer væk, nede for foden af bakken vi var på. Det var begyndt at gå op for os at denne dag vist ikke ville give resultat her på dette sted.
Med et gik trakkeren, do ned på hug og fik os andre til at gøre det samme. På bakken overfor var en flok kuduer på vej lige imod os, og de havde tydeligvis ikke set os.
Nu var chancen der, og da kuduerne var uden for synsvidde, nede i dalen, bevægede vi os hen i en position som skulle give en god skudchance, når de nu engang kom op på vores bakke.
Planen lykkedes ikke helt, da kuduerne kom lige vel langt ude, og de løb temmelig hurtigt og uroligt, som om de var bange for et eller andet.
Jeg troede at denne chance ligeledes var spildt, da de forsvandt ind i det tætte krat højere oppe på vores bakke.
Vi kom op og stå, for at gå videre, da der uden varsel kom en enlig efternøgler af flokken. Det var en ung tyr, som ligeledes havde ret travlt, og så meget nervøs ud.
Jeg havde allerede fået riflen på stokkene, og fulgte den igennem min sigtekikkert, da den endeligt standsede.
Der hvor dyret var løbet op af bakken var et ret åbent område, der lå kun enkelte klippeblokke og stod kun et enkelt tørt træ. Kuduen besluttede sig bare for at stille sig lige bag dette enlige træ, som dækkede for at jeg kunne afgive mit foretrukne skud, lige bag skulderknoglen.
Jeg trak lidt frem, og lod i stedet korset følge forbenet op. Det var måske lige tæt nok på træstammen, og afstanden var Ca. 180 meter. Hele skudsituationen, sammenholdt med den lange gåtur, gjorde mig usikker, og straffen kom i form af en kraftig bukkefeber.
Med riflen rystende på stokkene og en, for mig ret lang afstand, ville jeg normalt nok ikke have afgivet skud i denne situation, men tanken om at mine ledsagere skulle havde gået den lange tur, uden resultat fik mig til at skyde.
Skuddet gik foran den unge kudutyr, og slog ind i klipperne bag den. Dyret kastede lige et blik imod stedet, hvor kuglen havde slået ind og begyndte så at løbe væk derfra, lige hen imod os.
Jeg fik hurtigt repeteret, men kunne ikke rigtigt få hold på det store dyr. Da kuduen kun var omkring 75-80 meter fra os, fik den endeligt øje på os, og standsede for at orientere sig, hvilket kostede den livet.
Kuglen var skudt vinkelret ind forfra, en såkaldt slipseknudekugle, og virkningen var at dyret løb 30-40 meter i en bue, får den kollapsede.
Skuddet som jag havde skudt forbi ved denne lejlighed, ramte min selvtillid ret negativt, og jeg forbandede bukkefeberen.
Det var imidlertid godt at komme til at sidde på bilen, med en iskold cola, og humøret var højt da vi kørte ud af området.
Der var meget at tale om den aften i baren, og den lange gåtur gav en sund naturlig søvn den nat.
Formiddagen på dag 4 skulle bruges til at få de dyr vi manglede. Både JC og mig manglede en impala hver + jeg manglede min eland.
Det første vildt vi fandt var en flok eland, og jeg kom ud af bilen for at prøve en purcsh.
Da vi kom hen til de buske vi havde udvalgt som et godt skudsted, var eland flokken dog væk. I stedet gik en flok impala, og dem forsøgte vi nu at komme i position til.
Impalaerne gik roligt imellem nogle træer, jeg kunne dog ikke få nogen af dem fri. Efter et stykke tid kom en flok red hartebeest gående od standsede lige midt imellem mig og impalaerne. Nu kom impalaerne, ud af træerne, men stod på 200meters afstand, godt i dækning af red hartebeestene. Hele situationen løb langsomt ud, da impalaerne fortrak stille og roligt, imens vi var løst fast ved vores busk af de red hartebeest, som i mellemtiden var begyndt at ane noget var galt.
Vi kom rundt om nogle buske, hvor vi ikke længere kunne ses af de røde hjertedyr, og optog forfølgelsen af impalaerne.
Dette var en hård intens og meget hurtig forfølgelse, men den lykkedes. Vi kom ind på flokken, som dog nu anede uråd, og var urolige. De første par gange jeg havde riflen oppe, kunne jeg ikke skyde på grund af grene og buske.
Til sidst lykkedes det at komme i en position, hvorfra vi kunne se 8-9 impalaer, gå på den anden side af nogle buske. Skuddet skulle placeres højt, for at gå fri af buskene, men da afstanden kun var 110-120 meter, skød jeg alligevel, med knald og fald som belønning.
Efter af dyret var brækket og læsset på bilen, fortsatte turen igennem det afrikanske landskab. Vinden havde taget gevaldigt til, og der blæste en god kuling, som hvirvlede støv op i øjnene på os.
Resten af formiddagen lykkedes det os ikke at finde nogen dyr. Det var som om dyrene var gået i læ for vinden.
Da vi havde fået en gang middagsmad forsatte jagten, uden at vinden var løjet af.
Vi fandt nu en ny flok eland som stod ude midt i et stort åbent stykke. Vi prøvede på at snige os nærmere, hvilket faktisk også lykkedes. Da vi var kommet ind på Ca, 130-140 meter, fik jeg udpeget et dyr til afskydning, men de havde set os og var nu blevet meget urolige. Inden jeg kom til skud begyndte flokken at løbe, og blev ved med at løbe indtil de simpelt hen var ude af syne.
Det ergede mig slemt, at jeg ikke havde fået skudt, da en eland har stået højt på min liste igennem flere år, men aldrig var lykkedes.
Da vi blev samlet op af bilen, kørte vi ikke særligt langt inden vi kom forbi en flok impalaer. JC skulle nu ud og prøve, men blev siddende i bilen, og fortalte at han nu syntes vi skule koncentrere os om at få min eland, da han kunne vente til næste dag, hvor jeg skulle på drivjagt, med hans impala.
Efter at vi nu havde kørt rundt ret lang tid, uden at finde eland, kørte vi op på en høj bakke, hvorfra trakkeren, fik øje på 2 eland, som gik nede på savannen, meget langt ude.
Bilen blev startet, og vi kørte ned til et sted hvorfra vi skulle kunne pursche os ind på dem.
Da vi endelig kom ned til stedet var dyrerne væk, og vi satte os i bilen og kørte videre. Vi havde dog ikke kørt langt, da vi fik øje på elandene igen, der var nu en ret stor flok, og vi fik bilen sat hen så jagten kunne begynde.
Vi gik ned igennem noget meget tæt krat, hvor vi nu kunne konstatere at der var rigtigt mange forskellige dyr.
Turen igennem krattet gik meget langsomt, og vi var flere gange tæt på både oryx, kudu, og red hartebeest, heldigvis uden at blive opdaget.
Det var meget nervepirrende at gå igennem det tætte krat, da jeg følte det som om hvert skridt larmede i den tørre undergrund.
Vi så flere gange benene af Eland, tæt på, uden at kunne skyde, så da der efter lang tid endeligt kom en strimmel rimeligt frit område i krattet ventede vi her lidt.
Det lykkedes, og en eland ko, kom ud så den var helt fri for krat og grene. Koen var en avlsko og måtte ikke skydes fik jeg besked på. Da afstanden var meget lille hørte koen vores hvisken, og begyndte at trave væk.
Nu kom der pludseligt masser af eland travende igennem den grenfri strimmel, uden at jeg kunne nå at skyde.
Vores trakker gav så et højt råb fra sig, og en ko blev stående i strimlen. PHen hviskede skyd, og inden ordet var kommet helt ud af hans mund, havde jeg sendt kuglen af sted.
Afstanden var omkring 80 meter, og jeg så faktisk kuglen ramme, der hvor jeg sigtede.
Det store dyr tog et par skridt blev så stående og svajede i et par sekunder inden det faldt 2 meter fra anskudstedet.
Nu nærmede vi os forsigtigt, og jeg var klar til at skyde, hvis den ikke var rigtigt død. Dyret var dødt og den lå smukt op siden, med en perfekt bladkugle.
Så skulle der ryges, og bukkefeberen væltede så meget ind over mig så jeg knapt nok kunne tænde min cigaret.
Kuglen var gået ind midt på bladet og havde på modsatte side lige flækket skindet, den var der dog endnu, så jeg kunne pille den ud med fingrene.
Jeg stod og nød synet at det store dyr i noget tid, imens bilen kom til os, det var for mig et meget stort øjeblik, endeligt at have fået min eland.
Da dyret var blevet brækket, stod solen meget lavt på himlen, og vi kørte hjem til lodgen, efter endnu en herlig dag i Afrika.
Den sidste dag vi skulle være i Afrika, var der for midt vedkommende, drivjagt på programmet. Jeg havde skudt springbukke før, og vidste det ofte var lange skud, så til de lange skud havde jeg medbragt 20 patroner ladet med 250 grain Nosler Accubond, i stedet for mine normale 286 grain Hornady SP som jeg havde brugt indtil da.
Vi skulle jage i Karoo ørkenen, og vi fik nogle specielt fremstillede stole at sidde på. Landskabet var helt fladt med masser af buske som var mellem 30 og 80 Cm høje, uden der så ud til at være springbukke i det.
Stolen kunne dreje hele vejen rundt, og der var svejset et V fast på en stang der var monteret på armlænet, hvilket bevirkede at man kunne holde riflen meget stabilt, ved skudafgivelse.
Stolen blev stillet op, og jeg kunne konstatere at det var umuligt at skjule os i det lavtbuskede landskab, så det ville helt sikkert komme til lange skud.
Der kom ret hurtigt springbukke, og en buk som skilte sig tydeligt ud fra de andre blev udvalgt.
Jeg vurderede afstanden til 210 meter og holdt i overkanten af ryggen, da jeg sendte kuglen af sted.
Bukken faldt i en støvsky, og min sorte hjælper og mig begav os hen for at ordne den.
I det flade landskab, var det let at skridte afstanden af, og den viste sig at være 209 gode skridt.
Så kom der ellers, springbukke, og inden længe var der faldet 5, alle skudt på afstande mellem 200 og 250 meter, og alle skudt med gode bladkugler.
Jeg vurdere at vi havde sat i 1½ time, da bilen kom for at hente os og vores springbukke, nu skulle der nemlig flyttes post.
På den nye post var buskene lidt mere spredt, og det var om muligt endnu mere umuligt at falde ind i landskabet.
Der kom hurtigt springbukke, som alle kom på 200+ meter. Jeg havde nu fået taget på at følge med dem under løb, og skyde når de lige stopper 3-4 sekunder for at orientere sig.
Den første på post 2, fik en bladkugle på 250 meter, og selvtilliden kendte nu knapt grænser.
Så begyndte der at komme en del vildt, i et område med lidt tættere buskads. Der var her kun hals/hoved som stak op over buskene, og det blev nu udfordringen i at skyde dem på halsen.
Da jeg havde nået dyr nummer 14, med skud nummer 14, var selvtilliden så øj som aldrig før. Et par springbukke var faldet for halskugler på 250+ meter.
Når nu man bliver for selvsikker, kommer fejlene jo. Da jeg skulle skyde buk nummer 15 stod den i et åbent område med bladet perfekt til mig, på en afstand af 200-210 meter.
Det skulle jo være let at placere en bladkugle under de forhold, når man holder det op mod de andre skud jeg havde skudt på denne jagt.
Da skuddet gik, vidste jeg det var for lavt. Jeg så imidlertid bukken gå ned i en støvsky, og tænkte at det nok gik, selv om dette ville være dagens første dårligt placerede kugle.
Dyret blev ikke liggende, men jeg var klar og fik skudt igen. Der skal for mit vedkommende en vis portion held til at ramme en løbene springbuk på de 250 meter som den nu var kommet ud på. Skuddet lykkedes heller ikke for godt, jeg kunne se den blev ramt, men gik ikke ned af skuddet.
I det flade landskab, kunne vi med vore kikkerter følge den sårede springbuk, og tilkaldte en bil. Da bilen kom, havde vi kunnet se at bukken var gået en stor bue, på Ca 2 kilometer og nu, havde lagt sig Ca. 1 kilometeres penge fra vores post.
Vi stod bag på bilen, og jeg var klar til at skyde når dyret rejste sig fra sit leje.
Da vi kom tæt på stedet, hvor det såede dyr var satte bilen farten ned, så han hurtigt kunne standse og give mig chance for at afgive et godt fangskud.
Da vi fandt bukken, kom den med det samme på benene, og begyndte at flygte væk fra bilen. Bilen standsede, og jeg fik rigtigt godt hold på den løbene buk. I det øjeblik skuddet skulle gå satte fjolset i bilen, uden varsel, i gang igen. Rykket i bilen fik mit skud sendt op i himlen med en 45 graders vinkel, et eller andet sted over ørkenen er der således faldet et 250 grain 9,3 Nosler Accubond projektil ned.
Den sårede buk var meget hurtigt langt væk men vi fik den indhentet i bilen, og da bilen endeligt standsede 50 meter fra den løbende buk, gentog hele scenariet sig.
Jeg er ellers ikke så sart, men fik en meget dårlig smag i munden, over det stakkels dyr som kæmpede for sit liv, og blev sur på manden i bilen, og råbte nogle ret slemme ting til ham. Den sorte hjælper som stod ved siden af mig råbte også nogle afrikanske forbandelser til ham og han blokerede bremsen så bilen standsede med et ordentligt ryk.
Dyret var ude på 120 meter, men jeg fik rigtigt godt hold på det, trak lidt frem og skød. Denne gang var skuddet godt, og bukken slog en kolbøtte og lagde stille i en støvsky.
Manden i bilen kom ud og undskyldte, men jeg fik bare mumlet, at nu kunne han godt se og komme hen og få samlet op.
Det første skud, jeg havde skudt fra posten var alt for lavt, og havde strejfet bagsiden af forbenene samt rykket brystkassen op på springbukken. Skud 2 fra posten var gået rent igennem den ene bagkølle, og havde således kun givet et kødsår. Det sidste skud var passeret lige igennem hjerte lungeregion skråt bagfra og således været øjeblikkeligt dræbende.
Da vi kom tilbage på posten havde jeg kun 1 af de lette 250 grain, kugler tilbage. Lysten til jagt var dog væk, og selv om der kom et par chancer, inden solen begyndte at gå ned, undlod jeg at afgive flere skud.
Den aften var det blevet sendt, inden vi kom tilbage til logden, hvor der ventede os traditionel sydafrikansk mad. Maden blev lavet i store jerngryder på et åbent bål og bestod blandt andet af noget meget velsmagene elandkød.
Dag 6, skulle vi hjem, og efter et godt morgenmåltid, hvor vi blandt andet fik girafkød, gik turen med minibus tilbage mod lufthavnen i Johannesborg.
I bussen var det rigtig tid til at få diskuteret jagten igennem, og alle var meget tilfredse med turen.
Der var af os 5 jægere blevet skudt lidt trofædyr: Kudu, Giraf, struds, nyala, zabra, red hartebeest og oryx, foruden de mange hundyr gruppen havde skudt.
Den 7. dag da vi stod i Billund lufthavn, var turen endegyldigt slut, og dagligdagen begyndte at vende tilbage.
Flyrejse:
Derned gik med Airfrance fra Billund over Paris, til Johannesborg.
Hjemad gik det med KLM, over Amsterdam til Billund.
Springbuk skudt på drivjagt i Karooørken.
Sådan ser jagtområdet for drivjagt ud i Karooørken.
Eland havde længe stået på min ønskeliste.
Rundt omkring i landskabet lå der strudseæg.
]![[Image: strdsrde.jpg]](http://img.photobucket.com/albums/v487/416tatanka/strdsrde.jpg)
![[Image: patch7.gif]](http://img.photobucket.com/albums/v487/416tatanka/patch7.gif)
![[Image: rav.gif]](http://img.photobucket.com/albums/v487/416tatanka/rav.gif)
][![[Image: 422764_125392427587619_100003505881375_9...4359_n.jpg]](http://a6.sphotos.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-ash4/s320x320/422764_125392427587619_100003505881375_98965_45944359_n.jpg)
![[Image: 422764-125392427587619-45944359-n.jpg]](https://i.ibb.co/1GqrRnN/422764-125392427587619-45944359-n.jpg)
] min ven skød en kæmpe Nyala tyr til den halve pris af hvad det kostede det sted hvor han var året før, (og fik ingen)![[Image: 527343_244901505636710_1087792267_n.jpg]](http://sphotos-g.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-prn1/527343_244901505636710_1087792267_n.jpg)