02-12-2012, 07:13 PM
Så gik turen atter til Polen på Hundyrsjagt.
Vi var i alt 6 jægere på denne jagt, og ankom alle til hotellet mellem klokken 12 og 13 den eftermiddag.
Ved ankomsten var der en del forvirring, da vi alle havde bestilt dobbeltværelser, men blev indlogeret enkeltvis.
Polakkerne ville have os in enkeltvis, hvilket ikke var ifølge planen, men så længe vi ikke skulle betale ekstra for det måtte det jo være sådan.
Der var ligeledes en del forvirring omkring, hvornår jagten skulle starte. Vi skulle allerede på jagt, den første aften, men kunne ikke rigtigt få et tidspunkt ud af dem. For at gøre et eller andet fik vi dem til at servere en gang middagsmad, imens vi diskuterede situationen.
Da der endeligt ankom en Polsk jagtfører til hotellet, var det en som skulle føre nogle tyskere der var ankommet samme dag.
Han sagde at vi skulle være klar klokken 15, hvilket nok var ret sendt da der jo blev mørkt meget tidligt på denne årstid.
Klokken 14.30 kom skovridderen, sammen med en stor flok polske jagtfører, men startede med at lave alt muligt papirarbejde med tyskerne. Endeligt ved 4 tiden blev det vores tur, hvor der ligeledes var en del forvirring, omkring fordelingen af jagtfører.
Den aften var det kun mig som fik noget ud af, da mørket allerede var faldet på da vi kom i skoven.
Da jeg stod ud af bilen i skoven, førte min polske jæger mig ud til en mark, hvor der stod en flok dåvildt. I det absolut sidste gode lys kunne han udpege en då som jeg på 150 meters afstand gav et spidsskud. Dåen gav et hop, og løb en 10-15 meter, inden den faldt.
Nu kom mørket hurtigt, og efter at dåen var brækket besluttede vi os til at stoppe jaget for i aften. Da det friskskudte dyr skulle brækkes, opdagede vi en klump på bagerste kølle, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være 18,5 grams Hornady kuglen fra min 9,3er, der var gået hele vejen igennem dyret på den lange led, og nu sad i skindet, på modsatte side.
Da vi gik tilbage mod bilen, kom månen frem, og vi fik igen lidt lys, hvormed en ræv på marken kunne identificeres. Da jeg skulle holde til den fandt jeg ud af at min nye Bushnell 6500 Elite 2,5-16 X 50, overhovedet ikke duer til natjagt, og fortrød at jeg ikke havde ladet min gamle S&B 1,5-6 X 42 sidde på riflen.
Det lykkedes dog, også med en del held skal her siges, at placere en kugle i ræven, og jeg startede således første aften med 2 stykker vildt.
Da vi kom tilbage til hotellet, kunne jeg konstatere, at der kun var mig som havde afgivet skud, det var simpelt hen blevet for mørkt inden vi var kommet i gang.
Vi var alle godt og grundigt trætte, efter at have startet køreturen fra Danmark den foregående nat, så vi ville nu bare have et godt måltid mad at sove på.
Der blev bare ikke lige til den store gang aftensmad ved denne lejlighed. En kurv med skiveskåret brød og et fad med stegte pølser, var hvad der blev stillet foran os.
Vi var for trætte til at tage diskussionen, med polakkerne, så fad og kurv blev tømt, og vi gik sultne i seng.
Inden sengetid var vi blevet informeret om at jagten skulle starte klokken 06, næste morgen, og dagen ville således sarte med et let morgenmåltid allerede klokken 05.30.
Den første morgen kom vi ud i ordentlig tid, og vejret var perfekt med klar himmel og et par graders frost.
Jeg startede i et herligt skydetårn, som var placeret på kanten af et stykke brak, og en eng, midt i skoven. Selv kunne jeg ikke drømme om et mere perfekt sted, og allerede minutter efter at være kommet i tårnet så vi kronvildt. Det var dog stadigt for mørkt til at kunne skelne hundyr og kalve fra eventuelle spidshjorte, så det kom ikke til skud.
Lyset kom nu hurtigt, og anden gang vi så kronvildt, var lyset godt til skud. Problemet denne gang, var at dyrene kom på den side af tårnet, hvor skytten sad. Inden vi fik mingeleret rundt, og jeg fik riflen lagt an, var chancen spildt.
Da der igen kom en ruddel kronvildt, så vi det allerede inde i skoven, så jeg kunne være klar. Problemet denne gang var bare at der, hvor vildtet ville komme ud i det åbne stykke neg, var i vores vindside. Vildtet kom spankulerende inde imellem det tætte kradt og standsede lige inden den først kom fri fra krattet. Jeg havde hinden i kikkerten, men kunne simpelt hen ikke skyde da der stod et lille birketræ med stammen lige over bladet. Der var nu ingen tvivl om at de, havde fået fært af os, og de stod med snuderne i vejret. Heldigvis for mig tog den forreste hind lige et enkelt usikkert skridt fremad, og så med snuden i vejret, lige hen imod os, men med bladet fri. Afstanden var kun omkring 50 meter, så jeg satte en høj bladkugle i den med håbet om at den ville gå ned i knaldet. Hinden tegnede bare overhovedet ikke på skuddet, og satte roligt i luntetrav af sted væk fra tårnet, sammen med resten af flokken, tilbage ind i det tætte krat. Vi kunne nu følge dyrene igennem krattet, og diskuterede ivrigt om jeg overhovedet havde ramt.
Skytten ville have at vi skulle sidde noget længere inden vi gik ned for at se efter, og det er naturligvis den rigtige beslutning, så jeg tændte en tiltrængt cigaret.
Rudlen gik i luntetrav igennem krattet, til noget siv som vi kunne skimte på den anden side. Jeg sag med riflen oppe, og håbede på en ny chance, så da en stor keiler, pludseligt kom ud af krattet, og roligt spankulerede hen over engen, foran vores tårn fik jeg den med det samme i riffelkikkerten. Som refleks blev der afsikret, men jeg kunne dog godt holde mit skud tilbage, da jeg i kikkerten kunne se et par ordentlige tænder stikke ud af kæften på den.
Skytten spurte om, hvorfor jeg ikke skød, hvortil jeg bare kunne gnide pegefinger og tommelfinger imod hinanden, hvilket han udmærket forstod.
Der gik nu Ca. 20 minutter, inden vi klatrede ned for at se efter min hind. På skudstedet lå masser af sweis, hvilket vi problemløst kunne følge ind til hinden som lå 20 meter inde i krattet.
Så var min dag reddet, men morgenen stadig ikke slut. Efter at have brækket dyret, satte vi os igen i tårnet, for at se hvad skoven ville komme med.
Der gik ikke længe inden en rå kom springende ud fra nogle buske som stod i brakstykket på min side af tårnet.
Skytten ville godt have skudt nogle råer, så jeg blev bedt om at skyde. Nu da jeg fik råen i riffelkikkerten, kunne jeg se at den blev ved med at se sig tilbage ind i de buske den lige var kommet ud af. Jeg betragtede buskene igennem min riffelkikkert, og fik nu øje på noget sort imellem grenene.
Skytten fik ligeledes øje på det, og hviskede at det var svin. Vi sad i nogle minutter, hvor vi havde glemt alt om råen, inden en stor gammel so kom ud fra buskene. Uden nogen form for forsigtighed brasede den nu larmende ud i brakstykket. Et par meter efter soen kom en ret stor überlaufer, ligeledes fuldstændigt upåvirket af dagslyset. Chancen var simpelt hen for fin til at lade gå fra sig, så jeg holdt til den bagerste. Da skuddet gik, kunne jeg se at støvet stod ud fra bladet, og blod sprøjtede bagud, så skuddet havde ramt.
Soen løb efter skuddet lige hen mod tårnet, hvor vi sad og ud midt på engen, hvor den stoppede et par sekunder.
Jeg ville ikke skyde den gamle so, så jeg nøjedes med at betragte den igennem kikkerten, inden den stille og roligt gik ind i skoven.
Nu var der atter tid til at dulme nerverne med en cigaret, hvorefter vi gik ned for at se.
Vi fandt meget hurtigt skudstedet, hvor der var masser af både hjerte og lungesweiss, så den kunne jo ikke være gået særligt langt. Vi blev dog klogere, for efter at have fulgt den rigelige sweiss Ca. 50 meter sluttede de pludseligt, uden at der lå nogen svin. Vi søgte i længe efter mere blod, men uden held, og skytten begyndte at tale om sweisshund. Jeg mente simpelt hen ikke det kunne passe, så jeg gik lige en sidste runde, og fandt nu igen blod. Det handlede godt nok om en meget lille plet, men vi kunne konstatere at efter sweissen sluttede, havde dyret ændret retning. Så startede en ny eftersøgning, hvor vi efter 10 minutters søgen fandt dyret liggende i noget højt græs med en perfekt bladkugle.
Ved brækningen kunne konstateres at både hjerte og lunger havde massive skader fra skuddet, og en afskridtning af flugtruten gav 84 lange skridt.
Nu var den første morgen endegyldigt forbi, og turen gik tilbage mod hotellet, hvor vi fik en stor god gang morgenmad.
Første morgen, havde givet perfekt jagtvejr til anstandsjagt, med klar himmel og let frost.
Samtlige jægere havde set vildt, men ikke alle var kommet til at skyde. Der var eksempelvis TL som, havde siddet og betragtet en meget stor kronhjort, og et par stykker dåvildt, som var spidshjorte. Men han havde desværre ikke set et eneste hundyr, og da han ikke havde lyst til at skyde trofæer, kom der ikke til skud.
Eftermiddagsjagten skulle starte klokken 14, så middagsmaden ville blive serveret klokken 13, hvilket jo gav os tid til en middagssøvn.
Vi var alle klar klokken 13 efter en times tid på øjet, men ingen af os var sultne efter at have sovet, så det meste af den store fine middagsmad blev båret ud igen. Vi talte om, hvor godt det ville have været med dette måltid i går aftes, men at de nu åbenbart, havde lært at serverer noget mere solidt mad.
Så kom vores polske skytter og afhentede os en efter en, og vi var atter i skoven.
Vejret var stadigt uroligt smukt, med klar himmel, og næsten vindstille, som bare ikke er ideelt til purschjagt. For mit vedkommende startede eftermiddagen alligevel med en gang listejagt, igennem noget egeskov. Efter at have stødt en ruddel kronvildt, og skræmt en flok dåvildt fra vid og sans, konstaterede vi dog at der simpelt hen var for stille til at liste rundt i alle bladene. Nu blev jeg ledt hen til et tårn som stod i en nyplantet lysning, med tæt skov omkring. Lysningen var vel omkring 200x200 meter, og så nyplantet at der ikke var groet græs på den endnu, med tårnet midt på den ene langside. Der sad vi så hele aftenen, indtil sol blev erstattet af månelys, uden at se noget som helst. Netop da vi besluttede at stoppe jagten på grund af mørket kunne vi i måneskinnet se at der kom en flok dåvildt ud i lysningen. Det var imidlertid umuligt at se om der var tale om spidshjorte eller hundyr/kalve, det eneste vi med sikkerhed kunne se i månelyset var at en af dem var en ret stor fuldskuffel.
Sådan er jagt nu engang, og i stede for at ærgre mig glædede jeg mig til at komme hjem og få en gang mad, sulten var nemlig begyndt at gnave efter en lang eftermiddag i skoven.
Da vi kom tilbage til hotellet, var det kun mig, som ikke havde afgivet skud. TL var blevet ledt ud i samme tårn, hvor han sad om morgenen, og set nøjagtigt det samme vildt + en ræv som han havde skudt, hen var dog lidt skuffet over ikke at have oplevet et nyt tårn.
Humøret var højt da vi gik til bordet, men blev aflyst af en vis skuffelse da det eneste som blev serveret var en kurv brød og et par skiver skinke på en tallerken sammen med lidt ost.
Personligt fik jeg øje på et par af de tyske jægere som havde bestilt fra menukortet, og sad med hver deres snitsel, og hvor jeg bare sad og sugede næringen ud af deres mad med øjnene.
Der gik kun et par minutter inden vi havde både brød og skinke/ost fuldstendigt spist op. Nu var det sku ved at være nok, vi ville ikke gå sulten i seng igen, så efter et par ret negative, og højlydte, bemærkninger fik vi da også en frisk forsyning der var dobbelt så stor som den første, der blev alligevel absolut intet til overs.
Nogenlunde mætte fik vi en øl, og talte om dagens begivenheder, hvilket hjalp gevaldigt på humøret, så vi var ret godt tilpas da det blev sengetid.
Klokken 05.30 om morgenen på dag 2, var vi atter i højt humør, på trods af at vejret havde skiftet i løbet af natten. Det var nu overskyet, smudskede lidt og var blevet lunt i vejret, som ikke lige er godt til anstandsjagt.
Turen gik nu ud i totalt mørke, som dog var blevet afløst af en lille smule lys da vi kom i tårnene.
Mit tårn stod ved en lille lysning midt i skoven, hvor der var etableret en foderplads, men der desværre ikke kom nogen dyr.
Da det jo nu kom lidt småregn, besluttede vi os for at prøve en gang listejagt igen, og fandt ret hurtigt en flok dåvildt i skoven. Efter en ret lang og meget hård pursch, kom vi ind på nogenlunde skudhold, men havde ingen af dem fri fra buske. Jeg stod længe med riflen oppe, indtil vildtet stille og roligt fortrak uden at have opdaget os. Vi forsøgt at finde dem igen på den anden side af det ret tætte krat de var gået ind i, men uden held.
Så fortsatte vi igennem skoven, indtil vi kom til en rudel kronvildt. Denne gang opdagede de os inden vi kom på skudhold, og det eneste stykke vildt der blev stående var en 16 enders hjort. Skytten spurgte om jeg ville skyde hjorten, men han kendte jo egentligt godt svaret, så det blev heller ikke til noget denne gang.
På vejen tilbage til bilen, stødte vi en flok dåvildt, som pludseligt var i skoven uden at vi havde opdaget dem i tide. Jeg holdt til dem, men da de igen stod stille for at betragte os på Ca. 200 meters penge, stod de så tæt at jeg ikke kunne afgive et forsvarligt skud.
Jagten blev nu afsluttet, og vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi igen blev trakteret med et virkeligt godt solidt morgenmåltid. TL var igen blevet ledt hen til samme tårn, og havde atter set nøjagtigt det samme vildt. Denne gang havde han dog besluttet sig for at skyde en af de 2 spids dåhjorte som var der, han havde jo trods alt ikke set et eneste hundyr på turen endnu.
Den formiddag sov jeg ufatteligt godt da klokken blev 13 og vi skulle have middagsmad, så jeg var ved at sove over mig. Lidt omtumlet og stadig søvndukken kom jeg til bordet, hvor der var dækket op med masser af god mad. Igen blev der ikke spist meget da det jo kun var et par timer siden vi havde fået den store morgenmad.
Så fik jeg mig lige en overraskelse, da jeg fandt ud af at en ung mand, som hele tiden stod lidt tilbageholdent i et hjørne viste sig at være vores tolk. Knægten skulle jo nok have startet med at præsentere sig den første dag, men på den anden side så han ret ung ud. Nu da vi vidste, hvem han var, fandt jeg ud af at han rent faktisk talte perfekt engelsk, hvilket gjorde hele kommunikationen mellem os og polakkerne noget nemmere.
Da jeg blev afhentet af min skytte, klagede jeg Thyges nød med at sidde i det samme tårn hele tiden på hans vegne, da han ikke selv taler, hverken engelsk eller tysk.
Vejret var ikke blevet bedre, men det var der jo ikke noget at gøre ved, nu var vi under alle omstændigheder klar til en aften i skoven.
Vi startede med at gå til et skydetårn i et stykke ret åbent skov, men allerede 150 meter inden tårnet kom en flok på 4 krondyr, pludseligt bragende ud af det et ret tæt stykke ungt fyrreskov, og passerede 70-80 meter bag os. Da jeg gik med riflen på nakken, fik jeg den ikke engang lagt i anslag, før flokken var væk igen.
Vi undrede os lidt over, hvor flokken kom fra, og hvorfor den havde så travlt, retningen passede ikke med at den skulle kunnet have fået fært af os.
Da jeg kom til tårnet afladte jeg og begyndte at kravle op, kun for på vej op at blive overrasket af endnu, en flok kronvildt, denne gang kom 8-9 stykker løbende kun 25 meter fra tårnet, og igen med en hel del fart på.
Med det samme jeg kom op i tårnet blev riflen ladet i en fart, men vildtet var allerede væk.
Skytten sagde, at det var en meget unaturlig opførsel kronvildtet lagde for dagen, og kunne ikke rigtigt forså, hvorfor.
Da vi havde siddet i 10 minutters tid, kom der igen kronvildt løbende i skoven. Denne gang var det 3 stykker kom de i det åbne stykke skov foran tårnet, og igen med ret meget fart på.
Dyrene var ude på et par hundrede meter, så der var ikke rigtigt mulighed for at afgive et forsvarligt skud. Denne gang så vi imidlertid, hvad problemet var. To store hunde kom løbende et stykke efter de forskræmte krondyr.
Der var ingen tvivl om at jagten omkring tårnet var ødelagt, for den eftermiddag, men en ræv fik jeg da skudt i et heldigt skud.
Da det stadig var masser af lys, fandt skytten ny et nyt tårn til mig. Det nye tårn stod i skovkanten, lige i skellet mellem en rapsmark, og en mark med vinterbyg.
Jeg kunne kende stedet, da jeg året forinden havde siddet i et tårn ude på de åbne marker, som kunne ses fra det tårn hvor jeg nu sad.
Der gik ikke længe inden nogle stykker dåvildt kom ud på rapsmarken, dog for langt væk til at afgive skud. Da vi havde betragtet dem et stykke tid, var der ingen tvivl om at de langsomt bevægede sig nærmere, imens de åd af rapsen. Tålmodigt ventede vi på at de skulle komme på skudhold, samtidigt med at det begyndte at blive mørkt. Faktisk opdagede, hverken skytte eller mig den flok dåvildt som må være kommet ud af skoven og fået fært af os lige neden under tårnet, før de larmende løb ind i skoven igen.
Heldigvis lod vildtet på marken sig ikke anmærke af dette, og fortsatte roligt hen imod os. Jeg havde udset mig en då der gik sammen med en kalv, lidt på siden af flokken, men ingen af dem ville rigtigt vende bladet imod mig.
Jeg overvejede at give dåen et spidsskud, men undlod det da jeg sjældent har oplevet knald og fald-effekt, ved spidsskud.
Planen var at dåen skulle have en høj bladkugle så den gik lige ned, for derefter at tage kalven, som jo gerne lige blive stående i nogle sekunder når denne situation opstår.
Mørket kom hurtigt, i det overskyede og let tågede vejr, så da de endeligt stod med bladet imod mig, på kun Ca 75 meter, havde jeg problemer med at se dem i min nye riffelkikkert. Heldigvis var der et lyst stykke mark bag ved dem som de bevægede sig hen imod. Da dådyrene var ude foran det lyse stykke, kunne jeg skimte konturerne, af de to dyr, som jeg vidste var då og kalv. Det var imidlertid umuligt at sige hvad var det ene og hvad var det andet, så jeg valgte en og lod kuglen gå.
Naturligvis blev både mig og jagtfører blændet af mundingsflammen, så ingen af os vidste om skuddet havde ramt.
Vi sad lige 5 minutter og ventede inden der blev kravlet ned fra tårnet og lyst ud over marken med lygterne, efter et eventuelt bytte. Jo der lå den, og ved nærmere eftersyn viste det sig at dåen, var gået Ca. 60 meter med en lidt baglig bladkugle, som havde efterladt et udgangshul på størrelse med en golfbold.
Ved tilbagekomsten til hotellet, gik snakken noget negativt. Thyge havde været tilfreds med sin fører, som havde taget ham på lidt pursch, inden de satte sig i et frisk tårn denne aften, så klagen jeg gav, virkede åbenbart. Resultatet var heller ikke udeblevet da han havde skudt sig en fin då.
JC, var til gengæld, meget utilfreds med sin jagtfører, som konstant sad og talte i telefon, eller sms-ede. Om morgenen, havde også været et problem, fordi JC blev tvunget til at afbryde morgenjagten tidligt, da hans jagtfører skulle på arbejde. Så denne eftermiddag, var JC blevet kørt planløst rundt i skoven, til tårne, som allerede var optaget af andre jægere fra vores selskab. IW kom blandt andet med en bemærkning om at han ikke brød sig om at blive forstyrret af andre jægere og deres forvirrede guider, når han sad på jagt i et tårn med sin egen guide.
Da vi satte os til bordet, kom den sædvanlige skuffelse over aftensmaden, som bestod af en marineret sild til hver + et par skiver brød med ost og tomat.
Vi talte igen om alt den gode mad fra middagen, og at det var nu vi skulle have haft den.
IW rejste sig fra bordet så snart det var tømt, og inviterede os med ned på hans værelse. Her fik vi en behagelig overraskelse, da det viste sig at han var kørt ind til byen for at ”proviantere”, mens vi andre havde sovet middagssøvn. Vi spiste os mætte inden vi tog en øl at sove på, så for en gangs skyd gik vi velnærede i seng den aften.
Morgen dag 3, begyndte med at JC havde fået en ny guide, så humøret var højt da vi i totalt mørke kørte i skoven.
Det var stadig overskyet og lunt, med fuldstændig vindstille, og halvtæt tåge.
Da min jagtfører, fik mig til et tårn som stod ud til en meget stor lysning i skoven, gik der allerede dåvildt i lysningen. På grund af mørket var det umuligt, at skelne hundyr/kalve fra hjorte så vi kravlede stille op i tårnet uden at skyde, hvorved dyrene naturligvis forsvandt.
Her i dette tårn sad vi mens det ganske langsomt blev lyst uden at se noget som helst. Det var alligevel fint at sidde denne lune morgen med total stilhed, som kun blev afbrudt enkelte gange af en ravns vingeslag, og indsnuse duften fra den våde skov.
Efter at have siddet i en times tid, var lyset kommet, og nu kom der pludseligt, 5 dåhjorte gående i en række, ud af skoven og tværs over lysningen. De 2 forreste var halvskufler, og blev fulgt af 3 spidshjorte.
Et kvartes tid efter hjortene, var forsvundet ind i skoven på modsatte side af lysningen, besluttede vi os til at prøve en gang listejagt i den stille, men våde skov.
Der gik ikke lang tid inden vi fandt et enkelt stykke dåvildt i skoven, som viste sig at være en meget stor fuldskuffel. Min jagtguide, vurderede den til at være over 3 kg, og vi var på perfekt skudhold af den uden at være blevet opdaget overhovedet.
Den morgen viste sig at skulle stå i dåhjortenes tegn, da vi yderligere 3 gange kom på skudhold af fuldskufler. Jagtføreren sagde at det var typisk, nu hvor vi ikke var på hjortejagt, ville vi have haft nemt ved at skyde en, hvorimod man nogle gange kunne have store problemer når man havde en jæger som decideret gik efter disse.
Ved afslutningen af vores gåtur igennem noget skov som bestod af birk, med stykker af fyr imellem, fandt vi en rå og et lam.
Der var egentligt skudt de rålam som skulle skydes på reviret, så jeg fik besked på at tage råen.
Planen lykkedes bare ikke, da jeg kom til at træde lige oven i en stor gren som knækkede, og røbede vores tilstedeværelse.
Tiden var gået, og vi skulle tilbage til hotellet, til en ordentlig gang morgenmad.
På hotellet, var JC, godt og grundigt træt af den nye jagtfører man havde fået. Manden var ukoncentreret, og havde igen afbrudt jagten for at tage på arbejde, så han besluttede sig til at stoppe jagten for denne tur.
Vi andre havde haft svingene held på morgenjagten, hvilket ikke var noget at sige til når man så på det vejret, som jo var tænkbart ugunstigt til anstandsjagt.
Efter et par timer på øjet var der blevet tid til middagen, inden jagten igen skulle starte klokken 14. Middagsmaden, var igen meget stor, og atter blev det meste bragt tilbage til køkkenet, da vi hverken, havde appetit, eller lyst til at spise så meget når vi nu skulle i skoven.
Jeg blev taget med ud i noget blandet skov, som bestod af meget tæt unge gran og fyrretræer. Jagtføreren spurgte om jeg var klar til hurtige fritstående skud på tæt hold, hvilket jeg jo kun kunne svare ja til.
Vi kom kun til at gå omkring 5-600 meter, på et spor i den tætte skov, før chancen gav sig. Det var en Kronhind med kalv, som gik mindre end 50 meter fra os imellem træerne. Dyrene havde ikke set os, så vi ventede helt stille på at de kom nogenlunde fri af grene og kvas, inden jeg tog skuddet.
Fritstående skud er naturligvis et omdiskuteret emne, men med afstanden var jeg i stand til at placere en bladkugle i hinden, som øjeblikkeligt gik i jorden.
Kalven blev stående, men var godt klar over at noget var galt, så den bevægede sig overhovedet ikke. Jeg havde repeteret og var klar igen, men både blad, hoved og hals var dækket af den tætte skov som dyret stod i.
Vi stod længe og ventede, riflen begyndte at blive ulideligt tung, så vi måtte gøre et eller andet. Jeg sænkede riflen og tog et par skridt frem, for at få halsen på dyret fri til skud. Det lykkedes ikke helt uden at blive opdaget, så kalven tog et par urolige skridt og stod nu med røven til os.
Der var imidlertid en lille åbning imellem grenene, hvor jeg kunne sende en kugle igennem, til nakken på den.
Da jeg ville være helt sikker, lagde jeg an på et magert træ som stod der, men var ganske simpelt ikke hurtig nok.
Kalven gik med hurtige skridt nu ind i skoven, hvor vi hurtigt mistede den af syne.
Så gik det hele stærkt, skytten ville have mig længere frem på stien, som han mente kalven snart ville krydse.
Vi kom lydløst en 100 meters penge frem, hvor vi ventede og lyttede. Nu kom kalven imidlertid fuldstendigt lydløst ud 5 meter bag os. Om det var os eller kalven der blev mest overrasket ved jeg ikke, men den gav i et ordentligt spring over vejen, og forsvandt larmende ind i den tætte skov, uden jeg fik afgivet skud.
Dette havde været en meget intens og spændene jagt, så inden jeg brækkede kronhinden, skulle jeg lige have en cigaret til at dulme nerverne.
Da jeg nu stod der og røg spurgte skytten mig, hvad jeg kunne tænke mig resten af aftenen. Jeg svarede at så ville jeg godt ud i et tårn, hvor der var chance for dåvildt. Jeg fik dog besked på at jeg ikke måtte skyde mere dåvildt, hvilket fik mig til at blive ret negativ.
Dåvildtet var hovedgrunden til at jeg var taget på denne tur, og jeg ville godt prøve om jeg kunne få flere end de 2 jeg havde skudt.
Jeg ville ikke blive gal på min skytte, da jeg havde været meget tilfreds, med ham, og det var jo heller ikke hans skyld, at jeg pludseligt ikke måtte skyde dåvildt mere, men helt klart et klagepunkt over dårligt tilrettelagt jagt til jagtrejseselskabet.
Skytten tog mig nu med ud i et tårn som stod mellem en mose, og en stor mark med vinterbyg.
Jeg skulle prøve at skyde en gammel rå, da der stadig manglede en del af disse på afskydningsplanen.
Efter at have siddet et kvarters tid i tårnet kom de første råvildt ud på marken, blot for langt væk til at forsvarligt skud.
Mørket var på vej da 3 stykker råvildt pludselig kom ud af nogle buske, hvorfra de gik lige ud på den åbne mark foran tårnet. En nærmere undersøgelse af dyrene, viste at det drejede sig om en rå med et lam, ledsaget af en god gaffelbuk.
Afstanden var kun omkring 120-130 meter, så der var ingen problem med at sætte en god kugle i råen, som gik lige ned i knaldet.
Lammet og bukken, blev bare stående og så sig lidt forvirret omkring, inden de igen begyndte at spise af vinterbyggen.
Skytten ville have at vi skulle blive siddende til det var helt mørkt, da der ofte kom svin ud af mosen først på natten.
Da mørket var kommet, hørte vi ganske rigtigt en flok svin i mosen, men selv om afstanden helt klart har været et stykke under 100 meter, kunne jeg simpelt hen ikke få hold på dem med min nye kikkert.
Det blev efterhånden sent, og selv om svinene stadig var der, var sulten også kommet.
Efter at have samlet råen op, stoppede vi således jagten.
På hotellet, fik vi igen alt for lidt aftensmad, men denne aften blev jeg ringet op og fik besked om at min lillesøster var nedkommet med en søn i løbet af natten.
Det skulle naturligvis fejres med en flaske vodka, som udviklede sig til flere.
Der var kun nogle af os som blev siddende oppe og drak sammen med nogle unge mennesker som boede på hotellet.
Næste morgen var sidste morgen i Polen, og da jeg stod op ved 05.30 tiden, kunne jeg godt mærke vodkaen endnu, så jeg blev nødt til at aflyse jagten med henvisning til at sikkerheden ikke ville være i orden når jeg stadig var halvfuld.
Min guide, havde fuld forståelse for at jeg ikke ville jage under påvirkning af alkohol, og sagde at det faktisk også er forbudt i Polen.
Ud over mig var der en enkelt af de andre som ikke tog ud i skoven med denne morgen, samt JC, som jo allerede havde meldt sig ud af jagten morgenen inden.
De andre kom meget tidligt tilbage fra jagt denne morgen. Polakkerne skulle have et eller andet arrangement, hvor skovens folk skulle bruges, jagten var derfor ophørt tidligt. Igen blev vi lidt negative, når vi nu har betalt for fuld jagt, men kun får en halv, hvad så. Det var jo ikke ligefrem første gang vi blev snydt på den måde på denne tur.
Efter morgenmaden, kom polakkerne for at lave protokol. Vi pakkede bilerne imens, de lavede papirerne troede vi.
Det viste sig bare at der ikke rigtigt skete noget. Hele seancen med udfærdigelse af protokollen tog meget, meget lang tid, og da vi godt ville køre hjem inden middag skubbede vi på. Til sidst fik de at vide vi kørte om 15 minutter, protokol eller ej, ingen bryder sig om at blive holdt hen for pjat, og det var nok den følelse vi efterhånden havde fået.
Alt papirarbejde blev nu ordnet på hurtigt, og turen hjemad, blev påbegyndt med en lidt dårlig følelse.
Denne tur, er blevet oplevet meget forskelligt af os 6 jægere som var af sted. Nogle har været mindre tilfredse, andre decideret utilfredse, mens jeg for mit eget vedkommende kan sige at jeg var rimeligt, men ikke helt tilfreds.
Der er ingen tvivl om at jagtrejseselskabet, skal have visse ting rettet på en sådan tur, hvis de fortsat ønsker tilfredse kunder.
Vi valgte på denne rejse at bruge Gamekeeper, da både jeg og nogle af de andre altid har været 100% tilfredse med dem.
Som sidste bemærkning skal siges at der på intet tidspunkt var nogen af os som følte at der manglede vildt på reviret, ligesom skydetårne var placeret rigtigt og af god kvalitet.
Med venlig hilsen
Sonny
![[Image: S5000384.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000384.jpg)
![[Image: S5000387.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000387.jpg)
Vi var i alt 6 jægere på denne jagt, og ankom alle til hotellet mellem klokken 12 og 13 den eftermiddag.
Ved ankomsten var der en del forvirring, da vi alle havde bestilt dobbeltværelser, men blev indlogeret enkeltvis.
Polakkerne ville have os in enkeltvis, hvilket ikke var ifølge planen, men så længe vi ikke skulle betale ekstra for det måtte det jo være sådan.
Der var ligeledes en del forvirring omkring, hvornår jagten skulle starte. Vi skulle allerede på jagt, den første aften, men kunne ikke rigtigt få et tidspunkt ud af dem. For at gøre et eller andet fik vi dem til at servere en gang middagsmad, imens vi diskuterede situationen.
Da der endeligt ankom en Polsk jagtfører til hotellet, var det en som skulle føre nogle tyskere der var ankommet samme dag.
Han sagde at vi skulle være klar klokken 15, hvilket nok var ret sendt da der jo blev mørkt meget tidligt på denne årstid.
Klokken 14.30 kom skovridderen, sammen med en stor flok polske jagtfører, men startede med at lave alt muligt papirarbejde med tyskerne. Endeligt ved 4 tiden blev det vores tur, hvor der ligeledes var en del forvirring, omkring fordelingen af jagtfører.
Den aften var det kun mig som fik noget ud af, da mørket allerede var faldet på da vi kom i skoven.
Da jeg stod ud af bilen i skoven, førte min polske jæger mig ud til en mark, hvor der stod en flok dåvildt. I det absolut sidste gode lys kunne han udpege en då som jeg på 150 meters afstand gav et spidsskud. Dåen gav et hop, og løb en 10-15 meter, inden den faldt.
Nu kom mørket hurtigt, og efter at dåen var brækket besluttede vi os til at stoppe jaget for i aften. Da det friskskudte dyr skulle brækkes, opdagede vi en klump på bagerste kølle, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være 18,5 grams Hornady kuglen fra min 9,3er, der var gået hele vejen igennem dyret på den lange led, og nu sad i skindet, på modsatte side.
Da vi gik tilbage mod bilen, kom månen frem, og vi fik igen lidt lys, hvormed en ræv på marken kunne identificeres. Da jeg skulle holde til den fandt jeg ud af at min nye Bushnell 6500 Elite 2,5-16 X 50, overhovedet ikke duer til natjagt, og fortrød at jeg ikke havde ladet min gamle S&B 1,5-6 X 42 sidde på riflen.
Det lykkedes dog, også med en del held skal her siges, at placere en kugle i ræven, og jeg startede således første aften med 2 stykker vildt.
Da vi kom tilbage til hotellet, kunne jeg konstatere, at der kun var mig som havde afgivet skud, det var simpelt hen blevet for mørkt inden vi var kommet i gang.
Vi var alle godt og grundigt trætte, efter at have startet køreturen fra Danmark den foregående nat, så vi ville nu bare have et godt måltid mad at sove på.
Der blev bare ikke lige til den store gang aftensmad ved denne lejlighed. En kurv med skiveskåret brød og et fad med stegte pølser, var hvad der blev stillet foran os.
Vi var for trætte til at tage diskussionen, med polakkerne, så fad og kurv blev tømt, og vi gik sultne i seng.
Inden sengetid var vi blevet informeret om at jagten skulle starte klokken 06, næste morgen, og dagen ville således sarte med et let morgenmåltid allerede klokken 05.30.
Den første morgen kom vi ud i ordentlig tid, og vejret var perfekt med klar himmel og et par graders frost.
Jeg startede i et herligt skydetårn, som var placeret på kanten af et stykke brak, og en eng, midt i skoven. Selv kunne jeg ikke drømme om et mere perfekt sted, og allerede minutter efter at være kommet i tårnet så vi kronvildt. Det var dog stadigt for mørkt til at kunne skelne hundyr og kalve fra eventuelle spidshjorte, så det kom ikke til skud.
Lyset kom nu hurtigt, og anden gang vi så kronvildt, var lyset godt til skud. Problemet denne gang, var at dyrene kom på den side af tårnet, hvor skytten sad. Inden vi fik mingeleret rundt, og jeg fik riflen lagt an, var chancen spildt.
Da der igen kom en ruddel kronvildt, så vi det allerede inde i skoven, så jeg kunne være klar. Problemet denne gang var bare at der, hvor vildtet ville komme ud i det åbne stykke neg, var i vores vindside. Vildtet kom spankulerende inde imellem det tætte kradt og standsede lige inden den først kom fri fra krattet. Jeg havde hinden i kikkerten, men kunne simpelt hen ikke skyde da der stod et lille birketræ med stammen lige over bladet. Der var nu ingen tvivl om at de, havde fået fært af os, og de stod med snuderne i vejret. Heldigvis for mig tog den forreste hind lige et enkelt usikkert skridt fremad, og så med snuden i vejret, lige hen imod os, men med bladet fri. Afstanden var kun omkring 50 meter, så jeg satte en høj bladkugle i den med håbet om at den ville gå ned i knaldet. Hinden tegnede bare overhovedet ikke på skuddet, og satte roligt i luntetrav af sted væk fra tårnet, sammen med resten af flokken, tilbage ind i det tætte krat. Vi kunne nu følge dyrene igennem krattet, og diskuterede ivrigt om jeg overhovedet havde ramt.
Skytten ville have at vi skulle sidde noget længere inden vi gik ned for at se efter, og det er naturligvis den rigtige beslutning, så jeg tændte en tiltrængt cigaret.
Rudlen gik i luntetrav igennem krattet, til noget siv som vi kunne skimte på den anden side. Jeg sag med riflen oppe, og håbede på en ny chance, så da en stor keiler, pludseligt kom ud af krattet, og roligt spankulerede hen over engen, foran vores tårn fik jeg den med det samme i riffelkikkerten. Som refleks blev der afsikret, men jeg kunne dog godt holde mit skud tilbage, da jeg i kikkerten kunne se et par ordentlige tænder stikke ud af kæften på den.
Skytten spurte om, hvorfor jeg ikke skød, hvortil jeg bare kunne gnide pegefinger og tommelfinger imod hinanden, hvilket han udmærket forstod.
Der gik nu Ca. 20 minutter, inden vi klatrede ned for at se efter min hind. På skudstedet lå masser af sweis, hvilket vi problemløst kunne følge ind til hinden som lå 20 meter inde i krattet.
Så var min dag reddet, men morgenen stadig ikke slut. Efter at have brækket dyret, satte vi os igen i tårnet, for at se hvad skoven ville komme med.
Der gik ikke længe inden en rå kom springende ud fra nogle buske som stod i brakstykket på min side af tårnet.
Skytten ville godt have skudt nogle råer, så jeg blev bedt om at skyde. Nu da jeg fik råen i riffelkikkerten, kunne jeg se at den blev ved med at se sig tilbage ind i de buske den lige var kommet ud af. Jeg betragtede buskene igennem min riffelkikkert, og fik nu øje på noget sort imellem grenene.
Skytten fik ligeledes øje på det, og hviskede at det var svin. Vi sad i nogle minutter, hvor vi havde glemt alt om råen, inden en stor gammel so kom ud fra buskene. Uden nogen form for forsigtighed brasede den nu larmende ud i brakstykket. Et par meter efter soen kom en ret stor überlaufer, ligeledes fuldstændigt upåvirket af dagslyset. Chancen var simpelt hen for fin til at lade gå fra sig, så jeg holdt til den bagerste. Da skuddet gik, kunne jeg se at støvet stod ud fra bladet, og blod sprøjtede bagud, så skuddet havde ramt.
Soen løb efter skuddet lige hen mod tårnet, hvor vi sad og ud midt på engen, hvor den stoppede et par sekunder.
Jeg ville ikke skyde den gamle so, så jeg nøjedes med at betragte den igennem kikkerten, inden den stille og roligt gik ind i skoven.
Nu var der atter tid til at dulme nerverne med en cigaret, hvorefter vi gik ned for at se.
Vi fandt meget hurtigt skudstedet, hvor der var masser af både hjerte og lungesweiss, så den kunne jo ikke være gået særligt langt. Vi blev dog klogere, for efter at have fulgt den rigelige sweiss Ca. 50 meter sluttede de pludseligt, uden at der lå nogen svin. Vi søgte i længe efter mere blod, men uden held, og skytten begyndte at tale om sweisshund. Jeg mente simpelt hen ikke det kunne passe, så jeg gik lige en sidste runde, og fandt nu igen blod. Det handlede godt nok om en meget lille plet, men vi kunne konstatere at efter sweissen sluttede, havde dyret ændret retning. Så startede en ny eftersøgning, hvor vi efter 10 minutters søgen fandt dyret liggende i noget højt græs med en perfekt bladkugle.
Ved brækningen kunne konstateres at både hjerte og lunger havde massive skader fra skuddet, og en afskridtning af flugtruten gav 84 lange skridt.
Nu var den første morgen endegyldigt forbi, og turen gik tilbage mod hotellet, hvor vi fik en stor god gang morgenmad.
Første morgen, havde givet perfekt jagtvejr til anstandsjagt, med klar himmel og let frost.
Samtlige jægere havde set vildt, men ikke alle var kommet til at skyde. Der var eksempelvis TL som, havde siddet og betragtet en meget stor kronhjort, og et par stykker dåvildt, som var spidshjorte. Men han havde desværre ikke set et eneste hundyr, og da han ikke havde lyst til at skyde trofæer, kom der ikke til skud.
Eftermiddagsjagten skulle starte klokken 14, så middagsmaden ville blive serveret klokken 13, hvilket jo gav os tid til en middagssøvn.
Vi var alle klar klokken 13 efter en times tid på øjet, men ingen af os var sultne efter at have sovet, så det meste af den store fine middagsmad blev båret ud igen. Vi talte om, hvor godt det ville have været med dette måltid i går aftes, men at de nu åbenbart, havde lært at serverer noget mere solidt mad.
Så kom vores polske skytter og afhentede os en efter en, og vi var atter i skoven.
Vejret var stadigt uroligt smukt, med klar himmel, og næsten vindstille, som bare ikke er ideelt til purschjagt. For mit vedkommende startede eftermiddagen alligevel med en gang listejagt, igennem noget egeskov. Efter at have stødt en ruddel kronvildt, og skræmt en flok dåvildt fra vid og sans, konstaterede vi dog at der simpelt hen var for stille til at liste rundt i alle bladene. Nu blev jeg ledt hen til et tårn som stod i en nyplantet lysning, med tæt skov omkring. Lysningen var vel omkring 200x200 meter, og så nyplantet at der ikke var groet græs på den endnu, med tårnet midt på den ene langside. Der sad vi så hele aftenen, indtil sol blev erstattet af månelys, uden at se noget som helst. Netop da vi besluttede at stoppe jagten på grund af mørket kunne vi i måneskinnet se at der kom en flok dåvildt ud i lysningen. Det var imidlertid umuligt at se om der var tale om spidshjorte eller hundyr/kalve, det eneste vi med sikkerhed kunne se i månelyset var at en af dem var en ret stor fuldskuffel.
Sådan er jagt nu engang, og i stede for at ærgre mig glædede jeg mig til at komme hjem og få en gang mad, sulten var nemlig begyndt at gnave efter en lang eftermiddag i skoven.
Da vi kom tilbage til hotellet, var det kun mig, som ikke havde afgivet skud. TL var blevet ledt ud i samme tårn, hvor han sad om morgenen, og set nøjagtigt det samme vildt + en ræv som han havde skudt, hen var dog lidt skuffet over ikke at have oplevet et nyt tårn.
Humøret var højt da vi gik til bordet, men blev aflyst af en vis skuffelse da det eneste som blev serveret var en kurv brød og et par skiver skinke på en tallerken sammen med lidt ost.
Personligt fik jeg øje på et par af de tyske jægere som havde bestilt fra menukortet, og sad med hver deres snitsel, og hvor jeg bare sad og sugede næringen ud af deres mad med øjnene.
Der gik kun et par minutter inden vi havde både brød og skinke/ost fuldstendigt spist op. Nu var det sku ved at være nok, vi ville ikke gå sulten i seng igen, så efter et par ret negative, og højlydte, bemærkninger fik vi da også en frisk forsyning der var dobbelt så stor som den første, der blev alligevel absolut intet til overs.
Nogenlunde mætte fik vi en øl, og talte om dagens begivenheder, hvilket hjalp gevaldigt på humøret, så vi var ret godt tilpas da det blev sengetid.
Klokken 05.30 om morgenen på dag 2, var vi atter i højt humør, på trods af at vejret havde skiftet i løbet af natten. Det var nu overskyet, smudskede lidt og var blevet lunt i vejret, som ikke lige er godt til anstandsjagt.
Turen gik nu ud i totalt mørke, som dog var blevet afløst af en lille smule lys da vi kom i tårnene.
Mit tårn stod ved en lille lysning midt i skoven, hvor der var etableret en foderplads, men der desværre ikke kom nogen dyr.
Da det jo nu kom lidt småregn, besluttede vi os for at prøve en gang listejagt igen, og fandt ret hurtigt en flok dåvildt i skoven. Efter en ret lang og meget hård pursch, kom vi ind på nogenlunde skudhold, men havde ingen af dem fri fra buske. Jeg stod længe med riflen oppe, indtil vildtet stille og roligt fortrak uden at have opdaget os. Vi forsøgt at finde dem igen på den anden side af det ret tætte krat de var gået ind i, men uden held.
Så fortsatte vi igennem skoven, indtil vi kom til en rudel kronvildt. Denne gang opdagede de os inden vi kom på skudhold, og det eneste stykke vildt der blev stående var en 16 enders hjort. Skytten spurgte om jeg ville skyde hjorten, men han kendte jo egentligt godt svaret, så det blev heller ikke til noget denne gang.
På vejen tilbage til bilen, stødte vi en flok dåvildt, som pludseligt var i skoven uden at vi havde opdaget dem i tide. Jeg holdt til dem, men da de igen stod stille for at betragte os på Ca. 200 meters penge, stod de så tæt at jeg ikke kunne afgive et forsvarligt skud.
Jagten blev nu afsluttet, og vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi igen blev trakteret med et virkeligt godt solidt morgenmåltid. TL var igen blevet ledt hen til samme tårn, og havde atter set nøjagtigt det samme vildt. Denne gang havde han dog besluttet sig for at skyde en af de 2 spids dåhjorte som var der, han havde jo trods alt ikke set et eneste hundyr på turen endnu.
Den formiddag sov jeg ufatteligt godt da klokken blev 13 og vi skulle have middagsmad, så jeg var ved at sove over mig. Lidt omtumlet og stadig søvndukken kom jeg til bordet, hvor der var dækket op med masser af god mad. Igen blev der ikke spist meget da det jo kun var et par timer siden vi havde fået den store morgenmad.
Så fik jeg mig lige en overraskelse, da jeg fandt ud af at en ung mand, som hele tiden stod lidt tilbageholdent i et hjørne viste sig at være vores tolk. Knægten skulle jo nok have startet med at præsentere sig den første dag, men på den anden side så han ret ung ud. Nu da vi vidste, hvem han var, fandt jeg ud af at han rent faktisk talte perfekt engelsk, hvilket gjorde hele kommunikationen mellem os og polakkerne noget nemmere.
Da jeg blev afhentet af min skytte, klagede jeg Thyges nød med at sidde i det samme tårn hele tiden på hans vegne, da han ikke selv taler, hverken engelsk eller tysk.
Vejret var ikke blevet bedre, men det var der jo ikke noget at gøre ved, nu var vi under alle omstændigheder klar til en aften i skoven.
Vi startede med at gå til et skydetårn i et stykke ret åbent skov, men allerede 150 meter inden tårnet kom en flok på 4 krondyr, pludseligt bragende ud af det et ret tæt stykke ungt fyrreskov, og passerede 70-80 meter bag os. Da jeg gik med riflen på nakken, fik jeg den ikke engang lagt i anslag, før flokken var væk igen.
Vi undrede os lidt over, hvor flokken kom fra, og hvorfor den havde så travlt, retningen passede ikke med at den skulle kunnet have fået fært af os.
Da jeg kom til tårnet afladte jeg og begyndte at kravle op, kun for på vej op at blive overrasket af endnu, en flok kronvildt, denne gang kom 8-9 stykker løbende kun 25 meter fra tårnet, og igen med en hel del fart på.
Med det samme jeg kom op i tårnet blev riflen ladet i en fart, men vildtet var allerede væk.
Skytten sagde, at det var en meget unaturlig opførsel kronvildtet lagde for dagen, og kunne ikke rigtigt forså, hvorfor.
Da vi havde siddet i 10 minutters tid, kom der igen kronvildt løbende i skoven. Denne gang var det 3 stykker kom de i det åbne stykke skov foran tårnet, og igen med ret meget fart på.
Dyrene var ude på et par hundrede meter, så der var ikke rigtigt mulighed for at afgive et forsvarligt skud. Denne gang så vi imidlertid, hvad problemet var. To store hunde kom løbende et stykke efter de forskræmte krondyr.
Der var ingen tvivl om at jagten omkring tårnet var ødelagt, for den eftermiddag, men en ræv fik jeg da skudt i et heldigt skud.
Da det stadig var masser af lys, fandt skytten ny et nyt tårn til mig. Det nye tårn stod i skovkanten, lige i skellet mellem en rapsmark, og en mark med vinterbyg.
Jeg kunne kende stedet, da jeg året forinden havde siddet i et tårn ude på de åbne marker, som kunne ses fra det tårn hvor jeg nu sad.
Der gik ikke længe inden nogle stykker dåvildt kom ud på rapsmarken, dog for langt væk til at afgive skud. Da vi havde betragtet dem et stykke tid, var der ingen tvivl om at de langsomt bevægede sig nærmere, imens de åd af rapsen. Tålmodigt ventede vi på at de skulle komme på skudhold, samtidigt med at det begyndte at blive mørkt. Faktisk opdagede, hverken skytte eller mig den flok dåvildt som må være kommet ud af skoven og fået fært af os lige neden under tårnet, før de larmende løb ind i skoven igen.
Heldigvis lod vildtet på marken sig ikke anmærke af dette, og fortsatte roligt hen imod os. Jeg havde udset mig en då der gik sammen med en kalv, lidt på siden af flokken, men ingen af dem ville rigtigt vende bladet imod mig.
Jeg overvejede at give dåen et spidsskud, men undlod det da jeg sjældent har oplevet knald og fald-effekt, ved spidsskud.
Planen var at dåen skulle have en høj bladkugle så den gik lige ned, for derefter at tage kalven, som jo gerne lige blive stående i nogle sekunder når denne situation opstår.
Mørket kom hurtigt, i det overskyede og let tågede vejr, så da de endeligt stod med bladet imod mig, på kun Ca 75 meter, havde jeg problemer med at se dem i min nye riffelkikkert. Heldigvis var der et lyst stykke mark bag ved dem som de bevægede sig hen imod. Da dådyrene var ude foran det lyse stykke, kunne jeg skimte konturerne, af de to dyr, som jeg vidste var då og kalv. Det var imidlertid umuligt at sige hvad var det ene og hvad var det andet, så jeg valgte en og lod kuglen gå.
Naturligvis blev både mig og jagtfører blændet af mundingsflammen, så ingen af os vidste om skuddet havde ramt.
Vi sad lige 5 minutter og ventede inden der blev kravlet ned fra tårnet og lyst ud over marken med lygterne, efter et eventuelt bytte. Jo der lå den, og ved nærmere eftersyn viste det sig at dåen, var gået Ca. 60 meter med en lidt baglig bladkugle, som havde efterladt et udgangshul på størrelse med en golfbold.
Ved tilbagekomsten til hotellet, gik snakken noget negativt. Thyge havde været tilfreds med sin fører, som havde taget ham på lidt pursch, inden de satte sig i et frisk tårn denne aften, så klagen jeg gav, virkede åbenbart. Resultatet var heller ikke udeblevet da han havde skudt sig en fin då.
JC, var til gengæld, meget utilfreds med sin jagtfører, som konstant sad og talte i telefon, eller sms-ede. Om morgenen, havde også været et problem, fordi JC blev tvunget til at afbryde morgenjagten tidligt, da hans jagtfører skulle på arbejde. Så denne eftermiddag, var JC blevet kørt planløst rundt i skoven, til tårne, som allerede var optaget af andre jægere fra vores selskab. IW kom blandt andet med en bemærkning om at han ikke brød sig om at blive forstyrret af andre jægere og deres forvirrede guider, når han sad på jagt i et tårn med sin egen guide.
Da vi satte os til bordet, kom den sædvanlige skuffelse over aftensmaden, som bestod af en marineret sild til hver + et par skiver brød med ost og tomat.
Vi talte igen om alt den gode mad fra middagen, og at det var nu vi skulle have haft den.
IW rejste sig fra bordet så snart det var tømt, og inviterede os med ned på hans værelse. Her fik vi en behagelig overraskelse, da det viste sig at han var kørt ind til byen for at ”proviantere”, mens vi andre havde sovet middagssøvn. Vi spiste os mætte inden vi tog en øl at sove på, så for en gangs skyd gik vi velnærede i seng den aften.
Morgen dag 3, begyndte med at JC havde fået en ny guide, så humøret var højt da vi i totalt mørke kørte i skoven.
Det var stadig overskyet og lunt, med fuldstændig vindstille, og halvtæt tåge.
Da min jagtfører, fik mig til et tårn som stod ud til en meget stor lysning i skoven, gik der allerede dåvildt i lysningen. På grund af mørket var det umuligt, at skelne hundyr/kalve fra hjorte så vi kravlede stille op i tårnet uden at skyde, hvorved dyrene naturligvis forsvandt.
Her i dette tårn sad vi mens det ganske langsomt blev lyst uden at se noget som helst. Det var alligevel fint at sidde denne lune morgen med total stilhed, som kun blev afbrudt enkelte gange af en ravns vingeslag, og indsnuse duften fra den våde skov.
Efter at have siddet i en times tid, var lyset kommet, og nu kom der pludseligt, 5 dåhjorte gående i en række, ud af skoven og tværs over lysningen. De 2 forreste var halvskufler, og blev fulgt af 3 spidshjorte.
Et kvartes tid efter hjortene, var forsvundet ind i skoven på modsatte side af lysningen, besluttede vi os til at prøve en gang listejagt i den stille, men våde skov.
Der gik ikke lang tid inden vi fandt et enkelt stykke dåvildt i skoven, som viste sig at være en meget stor fuldskuffel. Min jagtguide, vurderede den til at være over 3 kg, og vi var på perfekt skudhold af den uden at være blevet opdaget overhovedet.
Den morgen viste sig at skulle stå i dåhjortenes tegn, da vi yderligere 3 gange kom på skudhold af fuldskufler. Jagtføreren sagde at det var typisk, nu hvor vi ikke var på hjortejagt, ville vi have haft nemt ved at skyde en, hvorimod man nogle gange kunne have store problemer når man havde en jæger som decideret gik efter disse.
Ved afslutningen af vores gåtur igennem noget skov som bestod af birk, med stykker af fyr imellem, fandt vi en rå og et lam.
Der var egentligt skudt de rålam som skulle skydes på reviret, så jeg fik besked på at tage råen.
Planen lykkedes bare ikke, da jeg kom til at træde lige oven i en stor gren som knækkede, og røbede vores tilstedeværelse.
Tiden var gået, og vi skulle tilbage til hotellet, til en ordentlig gang morgenmad.
På hotellet, var JC, godt og grundigt træt af den nye jagtfører man havde fået. Manden var ukoncentreret, og havde igen afbrudt jagten for at tage på arbejde, så han besluttede sig til at stoppe jagten for denne tur.
Vi andre havde haft svingene held på morgenjagten, hvilket ikke var noget at sige til når man så på det vejret, som jo var tænkbart ugunstigt til anstandsjagt.
Efter et par timer på øjet var der blevet tid til middagen, inden jagten igen skulle starte klokken 14. Middagsmaden, var igen meget stor, og atter blev det meste bragt tilbage til køkkenet, da vi hverken, havde appetit, eller lyst til at spise så meget når vi nu skulle i skoven.
Jeg blev taget med ud i noget blandet skov, som bestod af meget tæt unge gran og fyrretræer. Jagtføreren spurgte om jeg var klar til hurtige fritstående skud på tæt hold, hvilket jeg jo kun kunne svare ja til.
Vi kom kun til at gå omkring 5-600 meter, på et spor i den tætte skov, før chancen gav sig. Det var en Kronhind med kalv, som gik mindre end 50 meter fra os imellem træerne. Dyrene havde ikke set os, så vi ventede helt stille på at de kom nogenlunde fri af grene og kvas, inden jeg tog skuddet.
Fritstående skud er naturligvis et omdiskuteret emne, men med afstanden var jeg i stand til at placere en bladkugle i hinden, som øjeblikkeligt gik i jorden.
Kalven blev stående, men var godt klar over at noget var galt, så den bevægede sig overhovedet ikke. Jeg havde repeteret og var klar igen, men både blad, hoved og hals var dækket af den tætte skov som dyret stod i.
Vi stod længe og ventede, riflen begyndte at blive ulideligt tung, så vi måtte gøre et eller andet. Jeg sænkede riflen og tog et par skridt frem, for at få halsen på dyret fri til skud. Det lykkedes ikke helt uden at blive opdaget, så kalven tog et par urolige skridt og stod nu med røven til os.
Der var imidlertid en lille åbning imellem grenene, hvor jeg kunne sende en kugle igennem, til nakken på den.
Da jeg ville være helt sikker, lagde jeg an på et magert træ som stod der, men var ganske simpelt ikke hurtig nok.
Kalven gik med hurtige skridt nu ind i skoven, hvor vi hurtigt mistede den af syne.
Så gik det hele stærkt, skytten ville have mig længere frem på stien, som han mente kalven snart ville krydse.
Vi kom lydløst en 100 meters penge frem, hvor vi ventede og lyttede. Nu kom kalven imidlertid fuldstendigt lydløst ud 5 meter bag os. Om det var os eller kalven der blev mest overrasket ved jeg ikke, men den gav i et ordentligt spring over vejen, og forsvandt larmende ind i den tætte skov, uden jeg fik afgivet skud.
Dette havde været en meget intens og spændene jagt, så inden jeg brækkede kronhinden, skulle jeg lige have en cigaret til at dulme nerverne.
Da jeg nu stod der og røg spurgte skytten mig, hvad jeg kunne tænke mig resten af aftenen. Jeg svarede at så ville jeg godt ud i et tårn, hvor der var chance for dåvildt. Jeg fik dog besked på at jeg ikke måtte skyde mere dåvildt, hvilket fik mig til at blive ret negativ.
Dåvildtet var hovedgrunden til at jeg var taget på denne tur, og jeg ville godt prøve om jeg kunne få flere end de 2 jeg havde skudt.
Jeg ville ikke blive gal på min skytte, da jeg havde været meget tilfreds, med ham, og det var jo heller ikke hans skyld, at jeg pludseligt ikke måtte skyde dåvildt mere, men helt klart et klagepunkt over dårligt tilrettelagt jagt til jagtrejseselskabet.
Skytten tog mig nu med ud i et tårn som stod mellem en mose, og en stor mark med vinterbyg.
Jeg skulle prøve at skyde en gammel rå, da der stadig manglede en del af disse på afskydningsplanen.
Efter at have siddet et kvarters tid i tårnet kom de første råvildt ud på marken, blot for langt væk til at forsvarligt skud.
Mørket var på vej da 3 stykker råvildt pludselig kom ud af nogle buske, hvorfra de gik lige ud på den åbne mark foran tårnet. En nærmere undersøgelse af dyrene, viste at det drejede sig om en rå med et lam, ledsaget af en god gaffelbuk.
Afstanden var kun omkring 120-130 meter, så der var ingen problem med at sætte en god kugle i råen, som gik lige ned i knaldet.
Lammet og bukken, blev bare stående og så sig lidt forvirret omkring, inden de igen begyndte at spise af vinterbyggen.
Skytten ville have at vi skulle blive siddende til det var helt mørkt, da der ofte kom svin ud af mosen først på natten.
Da mørket var kommet, hørte vi ganske rigtigt en flok svin i mosen, men selv om afstanden helt klart har været et stykke under 100 meter, kunne jeg simpelt hen ikke få hold på dem med min nye kikkert.
Det blev efterhånden sent, og selv om svinene stadig var der, var sulten også kommet.
Efter at have samlet råen op, stoppede vi således jagten.
På hotellet, fik vi igen alt for lidt aftensmad, men denne aften blev jeg ringet op og fik besked om at min lillesøster var nedkommet med en søn i løbet af natten.
Det skulle naturligvis fejres med en flaske vodka, som udviklede sig til flere.
Der var kun nogle af os som blev siddende oppe og drak sammen med nogle unge mennesker som boede på hotellet.
Næste morgen var sidste morgen i Polen, og da jeg stod op ved 05.30 tiden, kunne jeg godt mærke vodkaen endnu, så jeg blev nødt til at aflyse jagten med henvisning til at sikkerheden ikke ville være i orden når jeg stadig var halvfuld.
Min guide, havde fuld forståelse for at jeg ikke ville jage under påvirkning af alkohol, og sagde at det faktisk også er forbudt i Polen.
Ud over mig var der en enkelt af de andre som ikke tog ud i skoven med denne morgen, samt JC, som jo allerede havde meldt sig ud af jagten morgenen inden.
De andre kom meget tidligt tilbage fra jagt denne morgen. Polakkerne skulle have et eller andet arrangement, hvor skovens folk skulle bruges, jagten var derfor ophørt tidligt. Igen blev vi lidt negative, når vi nu har betalt for fuld jagt, men kun får en halv, hvad så. Det var jo ikke ligefrem første gang vi blev snydt på den måde på denne tur.
Efter morgenmaden, kom polakkerne for at lave protokol. Vi pakkede bilerne imens, de lavede papirerne troede vi.
Det viste sig bare at der ikke rigtigt skete noget. Hele seancen med udfærdigelse af protokollen tog meget, meget lang tid, og da vi godt ville køre hjem inden middag skubbede vi på. Til sidst fik de at vide vi kørte om 15 minutter, protokol eller ej, ingen bryder sig om at blive holdt hen for pjat, og det var nok den følelse vi efterhånden havde fået.
Alt papirarbejde blev nu ordnet på hurtigt, og turen hjemad, blev påbegyndt med en lidt dårlig følelse.
Denne tur, er blevet oplevet meget forskelligt af os 6 jægere som var af sted. Nogle har været mindre tilfredse, andre decideret utilfredse, mens jeg for mit eget vedkommende kan sige at jeg var rimeligt, men ikke helt tilfreds.
Der er ingen tvivl om at jagtrejseselskabet, skal have visse ting rettet på en sådan tur, hvis de fortsat ønsker tilfredse kunder.
Vi valgte på denne rejse at bruge Gamekeeper, da både jeg og nogle af de andre altid har været 100% tilfredse med dem.
Som sidste bemærkning skal siges at der på intet tidspunkt var nogen af os som følte at der manglede vildt på reviret, ligesom skydetårne var placeret rigtigt og af god kvalitet.
Med venlig hilsen
Sonny
]
]
]
![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)