Tråd vurdering:
  • 0 stemme(r) - 0 gennemsnitligt
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Uenighed om minkfælder
#1
Til kamp mod mink i naturen

Dato: 13/12-2005
I efteråret satte Danmarks Jægerforbund fokus på problemet med vildmink i den fri natur (Jæger 10, side 146-147 og Jæger 11, side 16-17).

Problemet består dels af udslip af mink fra farmene, men også fra en stigende bestand af fritlevende mink, der mange steder udgør en stor trussel for den øvrige fauna i minkens foretrukne biotoper – langs stranden og i søer og vandløb.

Sagen blev den 7. december drøftet i Vildtforvaltningsrådet, og der forelå to forslag til en minkkampagne - ét fra Danmarks Jægerforbund og ét fra Skov- og Naturstyrelsen.

I Vildtforvaltningsrådet var der meget stor opbakning til hele ideen, og sagen blev sendt i et udvalg bestående af Danmarks Jægerforbund og Skov- og Naturstyrelsen.

Her skal man arbejde videre med de to oplæg, og da der i Vildtforvaltningsrådet var overvejende stemning for Skov- og Naturstyrelsens forslag, vil følgende elementer blive centrale:

En informationskampagne om minkbekæmpelse. Målgruppen er havnefogeder, jægere og borgere, der har problemer med mink, og hovedredskabet vil blive skriftligt materiale, f.eks. en folder.

Opstille metoder for, hvordan f.eks. statsskovdistrikterne kan inddrages i bekæmpelse. Her vil der blive tale om udlån af kassefælder og instruktion i opstilling, pasning og aflivning af fangne mink.

Videnindsamling om dyreetisk forsvarlige metoder til aflivning af indfangne mink i form af et katalog.

Afprøvning af forskellige fældetyper og opstillinger af disse med henblik på at udvide ”værktøjskassen” med bekæmpelsesmetoder, hvor vildtkonsulenter og jægere tilbydes kassefælder og på baggrund af deres erfaringer indsamles viden om, hvor fælder placeres bedst muligt i naturen for at optimere fangsten af mink og minimere bifangst. Afprøvningen indebærer forsøg med fælder på flydeplatforme i havne, søer og vandløb. Flydeplatformene vil efterfølgende kunne indgå i udlånsordningen fra skovdistrikterne. Erfaringer med opsætning og bifangst vil kunne overføres til eventuelt brug af slagfælder.

Der gennemføres storskalaforsøg, som sigter mod at udrydde mink alternativt nedbringe antallet af fritlevende mink markant på Bornholm og Læsø. Øerne er valgt, fordi der ikke kan ske indvandring fra naboområder, som kan influere på resultatet. Desuden er der ingen andre mårdyr på øerne, og der er mange forskellige naturtyper samt områder med forskellig grad af menneskelig aktivitet.

Udrydde eller begrænse
Danmarks Jægerforbunds oplæg er mere vidtgående, blandt andet med mere omfattende brug af slagfælder.

Forbundet havde udset sig Thy, Læsø og Nordsjælland som pilotområder. Nu bliver det Bornholm og Læsø i stedet.

En anden forskel er, at i Skov- og Naturstyrelsens forslag er målet en begrænsning af mink i den danske natur.

- Danmarks Jægerforbund har som overordnet mål helt at eliminere mink i naturen, og dette vil vi naturligvis lægge vægt på i den kommende udvikling af projektet, siger Jens Hangaard, der som forbundets fungerende formand deltog i Vildtforvaltningsrådets møde.

- Som partner vil vi komme til at spille en central rolle, herunder rådgive om projektets forskellige elementer og mobilisering af personer, der kan deltage på lokalt plan. Der vil blive nedsat en styregruppe med deltagere fra begge parter, som organiserer gennemførelsen af de forskellige punkter i minkplanen.

Fældetyper
En anden klar forskel på de to forslag er, at Jægerforbundet anbefaler udstrakt brug af smækfælder frem for gennemgangsfælder/kassefælder.

- Det gør vi for at undgå tilfælde af dyrplageri, som kan opstå, hvis ikke kassefælderne, hvor minken jo er levende, bliver røgtet to gange i døgnet, som loven i dag foreskriver. Den risiko eksisterer ikke ved smækfælder, hvor minken dræbes øjeblikkeligt, siger Jens Hangaard.

- Når man har måske flere tusinde kassefælder stående rundt om i landet for at fange mink, ja så siger min erfaring mig, at der vil være tilfælde, hvor disse fælder IKKE tilses to gange i døgnet. Det vil være kritisabelt, og det skal vi undgå for enhver pris. Men hvordan kan vi sikre det? Svaret er, at det kan vi ikke, siger Jens Hangaard og tilføjer:

- Derfor går vi så stærkt ind for smækfælder.

Jens Hangaard påpeger også, at det for ham at se ikke burde være noget problem, at smækfælder notorisk er flere gange dyrere end gennemgangsfælder.

- Der er økonomi til et betydeligt større budget end det, Skov- og Naturstyrelsen foreslår (300.000 kr. Red.). Pengene skal tages fra jagttegnsmidlerne, hvor der er millioner til rådighed, og hvilken sag kan være bedre end at redde den truede fauna i vådområderne i Danmark?

Mvh
Kim

Jeg er ikke fejlfri,men det er så tæt på at det skræmmer mig.
Svar


Forum spring:


Brugere der kigge i denne tråd: 1 gæst(er)