Login

Pingvinen · 13-06-2016, 03:53 PM

Sidder her og tænker en uge tilbage. Jeg var blevet inviteret på bukkejagt af en kollega, som jeg kun havde talt med 3-4 gange før.
Efter jeg flyttede til Sjælland for knap 6 år siden, har der ikke været så meget tid eller muligheder for at komme på jagt, så da Jacob spurgte om jeg ville med, blev det til et hurtigt" ja tak"
Mandag morgen mødtes vi så ved hans jagt. Et fantastisk område syd for Hvalsø. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle have riffel med, men det skulle jeg og den blev fundet frem. Efter en lille kørertur fik jeg anvist min plads - en pæn stor lysning i en løvskov. Jeg kunne straks mærke roen komme over mig. Sidde der og se ud over en meget kuperet lysning... det kunne ikke være meget bedre. Efter en tid, stod der så rå der. Midt ude i det hele ved et saltslik. Der brugte den så de næste 70 min.Bukken så jeg ikke, men det var mindre vigtigt.
Da vi tog til jagthytten blev jeg forsikret at dette ikke var sidste gang, jeg var med. `Dejligt.
Hvad gør så turen speciel? Jacobs gæstfrihed og hans historie. Det overskud som han dele ud af.
Som sagt en kollega, hvilket betyder forsvaret. Tidligere udsendt og såret. Faktisk så alvorligt at han døde og blev genoplivet - flere gange. Udstyret med "heltemedalje" og det hele. Hans sår gør at han ikke kan være tilbage i normal tjeneste, men han har fundet sin egen måde at gøre en forskel. Han tager veteraner med på skydebanen en gang om ugen. Dem som er jagt interesseret bliver budt med på jagt og han har lavet tårne med gelænder, så veteraner uden ben også kan komme derop. Desuden bruger han sin tid på at samle penge ind, så hans veteraner kan komme til Ground Zero på 15 årsdagen, så det, måske vil give mening, at de har de skader de har. Fysiske og psykiske.
De findes derude.