Evigt ejes kun det tabte ...

[Claxel]

Var på jagt med riflen i morges og stod og funderede over livets gang.

Det er i dag 25 år siden, jeg mistede min far og jagtkammerat.

Så jeg vil dele lidt af de tanker der dukkede op:

Der er nogle mennesker der giver større ”aftryk” end andre. Dem der bidrager med en masse positivt, de gæstfri, noget der huskes. Jeg har været så heldig at få lov til at gå på jagt med nogle af dem.

Evigt ejes kun det tabte, er et ordsprog der af og til kommer op, når jeg tænker på det jeg her vil berette lidt om:

Jeg kom til verden for små 42 år siden i en familie, hvor jagt var noget helt naturligt på min fars side. Min farfar, der var ivrig jæger, var gået til de evige jagtmarker længe før jeg blev født. Han havde, berettede min far, været en særdeles habil haglskytte. Min farbror Erling gik også på jagt og yderligere to af mine fætre havde samme lidenskab.
Min far var mest en ”hyggejæger”, der udover et lille stykke jagt nær vores hjem, havde nogle tdr. land flad mark på Åmosen. Her kunne der trampes en hare, jages høns og lidt fasaner, inden roerne blev taget op. Jeg fulgte med, så snart jeg kunne og ellers fik lov. Far påstod at ham ramte bedre når jeg ikke var med …

En dag var jeg med min far, og her kan jeg ikke have været ret gammel, måske seks eller syv. Hunden der var med, var den gamle engelske setter, King og han døde i 1972. King havde stram stand nær skellet og min far sagde, - kan du tage den. Jeg kastede mig i græsset og op fløj en fasanhane, direkte ind mod naboens. Min far prøvede, som han senere undskyldte det med, at skyde hovedet af den, for at fælde en fugl til mig. Men resultatet er vel til at gætte … Det blev til en plukskudt fasan, noget han ellers aldrig ville gøre.

Når der af og til hang noget vildt på sømmet ved gavlen, så blev det beundret og jeg var især stolt, hvis det var min far der havde været den heldige. Da jeg blev større var det en fornøjelse at ordne det skudte vildt, så man kunne se hvad der var sket i skuddet. Jeg husker specielt en hane min far havde skudt lige inden nytår, hvor jeg havde fået lov til at købe en æske Sellier og Bellot patroner til ham i julegave. Utroligt hvad der kunne lade sig gøre for blot små 30 år siden … Fasanhanen var skudt på et normalt passende hold, men jeg husker at jeg pillede 27 stk. 5’er blyhagl ud af den, så den havde fået noget tobak. (Det var også før den gamle Simson blev boret op)

Min far var også så large, at jeg fik lov til at jage tidligt. Jeg husker at jeg som 11årig fik lov til at skyde en blikspand på en stolpe. Våbenet jeg startede var min farfars afkortede 16’er-belgier, som jeg stadig har stående i skabet. Da jeg fyldte tolv fik jeg også lov til at tage den med i krageskjulet, selvom det jo var lige tidligt nok. Min debut blev en forbier til den første krage der kom, men de næste to skud resulterede i to stendøde råger. Det var en fin statistik. Den første har jeg stadig kraniet fra, den anden står udstoppet på jagtværelset.

Tiden gik og som tolvårig fik jeg lov til at komme på skydebanen. Jeg fik smag, og havde talent for at skyde lerduer så min far måtte ofte køre mig de 10 km til den nærmeste bane. Jeg slog græs i næsten hele landsbyen, for at få råd til min dyre hobby.

Farfars 16’er passede mig udmærket i skæftemål, men var noget krum. Det umiddelbare problem var blot at jeg havde korte fingre, og det gav en bullen langfinger, når jeg brugte forreste aftrækker. Det løste jeg ved at bruge den bageste, det sparede nogle skud og gjorde samtidig at jeg lærte at ramme.
Vi havde i min barndom en helt utrolig apportør i korthåren Busta. Da han var på toppen, var det meget, meget sjældent at der ikke var noget med hjem, når der blev sagt apport. En episode jeg husker, var da min far skød til en fasanhane, der efter skuddene gik på stive vinger ned til Møstenskæret, en lille vanding ca. 200 meter ude på godsets jagt. Det var lige bag vores hus, for den lille jagt min far havde, lå i forlængelse af naboens have. Inden vi gik hjem, fandt Busta en halvrådden fasan, som min far smed tilbage i krattet. Om aftenen hvor jeg stod sammen med min far i vaskehuset, spurgte jeg om ræven ikke var ligeglad med om fasanen var frisk. Min far så på mig og sagde at han havde haft samme ide, så i ”nattens mulm” cyklede vi over på jagten. Jeg sad på stangen på min fars cykel og Busta løb ved siden af. Efter en kort søgning kom hunden med den gamle fasan og så cyklede vi gennem byen og ud på nabomarken. Her afleverede hunden den sure fugl, fandt kort efter den friske fasan og så byttede vi lige over. Hvor gammel jeg var husker jeg ikke, 8-9 år måske, men sådan en apportør vil jeg altid savne.

Busta havde så nogle andre mangler. Den havde ikke lyst til at tage stand og søgte tit for langt ud. Ofte var jeg med, iført en 20 meter tøjsnor og en tværkæp, for at holde lidt igen på hunden. Jeg ved ikke hvor mange meter jeg er blevet slæbt efter den store stærke korthår, men smagen af mosejord, dén husker jeg stadig …

Hunden apporterede en dag en hel 30 stk. kasse med Tuborg, da min far i spøg sagde apport, men da var hundens bagben også lige ved at lette. Den apporteringsvilje, (på vildt), samt min fars senere venskab med driftslederen på det lokale gods, gjorde at vi begge kom med på de store klapjagter. Jeg som klapper og far som apportør med Busta.

Min far var smedemester og blev en gang om året inviteret på andejagt. Andekrig, som min far kaldte det, af Rasmus Helmer, en af de lokale grusgravsejere. Resultatet var hvert år, at min far kom stolt hjem med et stort blåt mærke på overarmen og 6-8 ænder på tasken. Patronforbruget snakkede han ikke så meget om, men med de sortblå arme jeg husker, så har det nok ikke været noget at prale om.

Men min fars og min første sæson, hvor jeg havde jagttegn, den var noget helt specielt. Min fødselsdag er set med en jægers øjne, lagt meget forkert. Dengang var der tre dage tilbage af hanejagten, da jeg stod med mit første jagttegn i hånden. Men det år blev der holdt en ekstra slyngeljagt på godset, for så kunne jeg også nå at være med. Jeg var nu vokset, så våbenet jeg nu brugte til jagt, var min fars AYA i kal. 20. Den dag nedlagde jeg tre fasaner og en rigtig, (læs lovlig), jæger var født.

Næsten et år efter var vi igen med på godsets slyngeljagt. Det var den 18. december 1982, for det var den sidste dag harerne måtte skydes. Hvad jeg selv nedlagde den dag er gået i glemmebogen, men specielt én situation husker jeg meget tydeligt. Vi, min far og jeg skulle stå for på hjørnet af en mosesåt. Jeg stod på kanten af jernbaneskråningen, min far bagved i andet geled. Jeg havde nu fået købt mig en Miroku 3700 o/u magen til den min far havde og den var stadig stram i lukketøjet. Det medførte at den hane der kom ud til mig, fortsatte ubeskudt, da jeg ikke havde fået lukket geværet ordentligt. Den fløj direkte mod far, der nedlagde den i et flot spidsskud. Jeg husker tydeligt at jeg tog hatten af og svingede med den og at min far også hilste tilbage ved at løfte på hatten.
Grunden til at det stadig står så tydeligt var at det blev den sidste jagt vi havde sammen. Min verden blev for altid forandret, to dage senere kørte han ud foran en lastbil, 56 år gammel …

Landsbykirken var mere end fuld, og mange stod og frøs ude på kirkegården. Min far var loyal, elskværdig og derfor meget respekteret af alle i lokalsamfundet.
At bære sin far til graven som knap syttenårig og se Smedemesterfanen blive sænket over kisten, er noget der præger en for eftertiden …

Pludselig dukkede den enlige gammelrå op, som jeg havde set nogle gange. jeg havde riflen i skydestokken, så det var blot at flytte den lidt og checke kuglefanget. Det dybe brøl fra .375'eren splittede morgenstilheden og råen forendte efter 10 meters hovedkuls spurt.

Så var jeg tilbage i nuet.

K&B Clax []
Tidligere nordisk mester i kombineret træskodans
The first dane ever ...


Er mere til Guns end roses ... Cum insantientibus fuere necesse est
En riffelkugle kan dræbe på længere hold, end de fleste kan anskyde

[The Shootist]

Et stort tak til Claxel, for at udtrykke det mange sikkert føler.
Tak og god jul
mvh.
Leif R.

The Shootist
.45 forever

[Sako]

Flot skrevet Clax..

Mvh. Jakob

[ULG]

Hej Claxel-Tak for historien.
Når jeg læser den,kan jeg ikke lade være med at sammenligne vores start i jægerlivet.
Jeg traskede også bag ved min far,fra jeg var helt lille.Jeg var fuldstændigt opslugt af alle de spændende indtryk man får i naturen,særligt som jæger og fisker.Jeg kan,fuldstændigt tydeligt,huske vores ture,da jeg var en "bette knejt".Jeg kan huske sommernætterne ved Odense å,hvor vi tattede ål,jeg tror jeg kan mindes samtlige dufte og lyde. Jeg kan også huske "sømmet på gavlen"-jeg skulle altid hen og stikke næsen i vildtet når det hang dér.Der er intet vildt der dufter så skønt som en nyskudt gråand.
Og for at det ikke skal være løgn,gav jeg også min far "boller&selleri" i julegave-Jeg mener de hed Black star.
Jeg startede også lidt for tidligt med skyderen i hånden.Jeg begyndte på lerduerne da jeg var 11.Og da vi samme efterår var på værnengene for første gang skød jeg mit første stykke vildt-en ryle(ja,dét var heller ikke efter bogen) Året efter skød jeg min første and.Det var også på "Værnet".Vi så en brunnakke lande i en afvandings-kanel,langt væk.Jeg spurgte om jeg måtte låne Sauer'eren,det måtte jeg gerne,og jeg indledte en lang snigetur.Og endelig nåede jeg frem til stedet hvor anden var landet.Da jeg rejste mig lettede anden,og ved et lykketræf ramte jeg den i første skud.Da jeg vendte mig om,så jeg min far stå med et stort grin,og han hev den strikkede hue af hovedet,og kylede den højt op i luften med et "juhuu-brøl" Lige netop dét glemmer jeg ALDRIG.Efter de dage har vi haft utroligt mange fiske og jagtture sammen-jeg har nydt dem alle,og vil ikke undvære een eneste af dem.Og en endnu større glæde har det været når vi de sidste år har været 3 generationer af sted.Min søn på 9 år har siden han kunne være med,gået i min far's og mine støvle-aftryk.Og han er lige så bidt af naturen som jeg er og min far var.....

Her i den tidlige sommer blev min verden for altid ændret.Min far gik ved Karup å sammen med sin gamle skolekammerat og fiskede.De to har fisket sammen i over 55 år.Jeg havde lige talt med ham i mobilen,han ringede jo hjem og fortalte hvordan fiskeriet gik.Jeg var den sidste der talte med ham,hans kammerat og et par andre fiskere fandt ham mindre end en time sener,død.Han havde stadig sin fiskestang i hånden og spinneren var stadig i vandet.Den læge der kom ud til åen,sagde at han var død inden han ramte jorden.Ufatteligt at den kan gå SÅ stærkt.
Vi kørte op til åen samme dag,for at se stedet og også for at sige farvel til ham i Holstebro kapel.Det var en meget mærkelig oplevelse at se ham ligge dér på båren,iført sit fisketøj og sine gummistøvler.Men når han nu skulle væk,så var det jo den rigtige måde at komme herfra på,for en jæger og fisker,men han måtte gerne ha'ventet 15 år-han blev kun 68,men hjertet kunne ikke mere.

Han var min bedste ven,en fantastisk far,og en dejlig jagt og fiskekammerat.

Hilsen Ulrik

[halvautomat]

Hej Claus

Tak for historien....

Livet har også givet mig tab som har været svært komme over - eller man lærer at leve med det...

Men jeg tror, at det har givet mig en ekstra positiv indstilling til livet - da jeg ved hvor flygtigt det kan være.... jeg var 20 år....

[Gundlach]

Hej

Tak for nogen skønne fortællinger om jeres start i på jagten. Jeg startede som 7 - 8 årig med at være med min far på jagt, gik bag ham og hunden og elskede det. Vi havde mange gode oplevelser sammen den gang.

Så rejste jeg til Grønland og der købte jeg våben og gik på jagt alt det hjertet kunne begære, jeg havde ikke jagttegn i dk, men det var lovligt uden dengang.
Jeg kom hjem og der gik faktisk 16 år inden jeg fik taget mig sammen til at tage jagttegn, hvilket jeg ikke har fortrudt et øjeblik.

Min far og jeg var gledet meget fra hinanden, jagten dyrker vi i fælleskab nu og venskabet er kommet helt igen.
Jeg har jagt her hvor jeg bor, jeg har noget med min far og et par andre og min far har noget med et andet hold. Men vi kommer afsted mange gange sammen og nyder hvert øjeblik.

Så på den måde kan jagten også være med til at knytte familiebåndene sammen igen, og så er jeg samtidig heldig at have en meget erfaren og kompentent jagtlærer i min far.

[ran]

Fine og følelsesladede fortællinger. Det er svært ikke at lade sig rive med ... og blive en smule rørt....[:o)]

Min datter på 10 er allerede nu med på skydebanen - både når der er tale om lerduer og riffel - og vi skyder sammen hver mandag på den lokale skydebane.. hun med riffel og jeg med pistol...

Min søn på 4 har været med på fisketure hele sidste sommer og min datter med jævne mellemrum siden hun var i samme alder.

Min nye kones dreng på 17 har også en spirende interesse for jagt og skydning...

Jeg håber vi får lige så mange gode og erindringsværdig oplevelser sammen indtil det er mig, der skal herfra....sad faktisk lige og funderede, inden jeg gik på nettet her til aften... jeg kan med rimelig forvente 30 - maksimalt 35 fiske og jagtsæsoner mere... hvilket selvfølgelig er alt for lidt.

En hyggelig gut jeg kender sagde engang: Den tid man fisker og jager bliver lagt til i den sidste ende....

... og den tid skal jeg OGSÅ bruge på jagt og fiskeri.. []

.....nu også ejer af en 9,3x62 :-)

Favourite Quote: En humlebi ved ikke, at den ikke kan flyve......Gå ud på terrassen og vift med armene...hvis du letter må du være uvidende ;-)

[WSM]

Hej Clax!
Tak for din gribende fortælling. Flot at der også er plads til disse ting i vores forum. Livet kan nogen gange føles uretfærdig!
God Jul til alle.......

Søren

[Claxel]

Tiden går, tankerne flyver.

Jeg lå vågen og kom til at tænke på min store ven, Svend Erik

Om nogle få dage er det 7 år siden ... Men det starter tidligere.

Som 16årig kom jeg i lære hos min far og farbror Helmer i deres firma, jeg skulle også være smed.

En dag jeg var på knallert gennem byen, stoppede jeg ved tømrerværkstedet og snakkede med Svend Erik, en af tømrersvendene. Han fortalte at han havde problemer med sin bagklap på bilen, der var knækket et beslag til gascylinderen. Det spurgte han om jeg kunne svejse.

Selvfølgelig kunne jeg da det. Han gik også på jagt, vidste jeg, og var ti år ældre end mig. Vi havde derfor en masse at snakke om, og jeg ville jo også gerne høre noget mere, for han havde oplevet en hel del i forhold til mig, der kun havde haft jagttegn i godt et år.

Vi aftalte at han skulle tage mig med på en andejagt, så var den reparation betalt. Jeg var meget spændt, da jeg kørte af sted på knallerten, med geværet over nakken. Vi skulle ned i den mose der hørte til broderens ejendom.

Jeg skulle gå rundt om og så ville han jage ænderne der formodentlig lå i hullet, op til mig. Svend Erik startede med at doublere en krikand og en gråand, for skyde det kunne han. Jeg bommede fælt på den første gråandrik, men fik de tre næste.

Da Svend Erik kom om til mig, for at se hvad jeg havde lavet af ulykker, fik vi os en hyggesnak, medens vi ventede på at solen skulle gå ned. På naboens nyhøstede mark kom der en stor rævehvalp forbi, men ved at muse på den, kom den springende som en glad hund. Vi skød begge til den, men mit skud faldt dog brøkdele før hans og Svend Erik proklamerede, at ræven klart var min.

Den andejagt var starten på et af de helt unikke venskaber, hvor vi bare trivedes i hinandens selskab. Han havde også mistet sin far alt for tidligt, så det var som om vi havde en fællesnævner der. Jeg manglede en far og i Svend Erik fandt jeg nok den ”storebror” jeg aldrig havde haft.

Der gik ikke lang tid, før vi var startet med jagthornsblæsning sammen. Vi blev hurtigt en større blæsegruppe, da der hvert år kom nye til. Faktisk var vi fem kammerater der blæste meget, og vi var fire af ”inderkredsen” som nogle af de andre i blæsergruppen kaldte os, som også gik på jagt sammen.

Når arbejdsdagen var forbi, så var det tit at det var hos Svend Erik at jeg reddede aftenkaffen. Dengang han overtog gården efter sin mor, var jeg selvfølgelig med til at bygge om og sætte i stand.
Da jeg begyndte at studere til maskiningeniør, blev der længere mellem mine besøg, men det var ofte dér jeg tilbragte min weekend, når jeg flygtede ud af storbyen, for dér har jeg aldrig kunnet finde mig til rette.

Selv da Svumse, som vi kaldte ham, blev forelsket var jeg med. Vi var taget til Bamses Venner i nabobyen og her gik det ”galt” for en af de mest inkarnerede ungkarle i området. Der sad nogle tøser ved nabobordet og vi besluttede at gøre noget ved sagen. Jeg nøjedes med blot en enkelt dans, han kom for sent til morgenkaffen …

Hver gang Svend Erik holdt jagt, blev jeg troligt inviteret med. Han havde bl.a. en god andesø. Hvor han havde udsætning. Han havde også en overgang lejet en større gård, hvor jagten var god.
Han og jeg var også faste blæsere til jagterne på en større hovedgård, så vores jagthorn gav os også nogle gode oplevelser og en masse jagt sammen.

Han blev far, og selv om forholdet knagede undervejs, fandt de da ud af at det skulle være dem igen. Lisbeth og Svend Erik havde senere den store sorg, at få en datter der blev født alt for tidligt, og som derfor ikke klarede den. Den slags gør noget ved folk og det styrkede så vidt jeg kunne se deres forhold. Efter en tid blev Lisbeth gravid igen, så nu skulle det være.
Det var en stor dag da, min daværende kæreste og jeg tog derop og fortalte at vi også skulle ha’ en lille.
Jeg kan huske at vi snakkede om at det skulle blive sjovt at se vores unger tumle sammen.

Pludselig fik jeg travlt. Hvis jeg skulle nå at gå lidt på jagt, før der kom småfolk, så var det ved at være tid. Solveig, som jeg senere blev gift med, (og skilt fra) var fuld af forståelse.

Jeg bookede en tur på en uge til Irland, bl.a. sammen med Bjarne, hans kammerat Jørgen og min gamle nabo Tommy.
Vi skulle jage dåvildt på et terræn, hvor der var tre dage med hjortejagt og derefter var der også fri afskydning af dåer og kalve.

Vi tog af sted til det Irske. Huset vi boede i var gammelt og idyllisk og lå i en park. -"Dér er den første", sagde Jørgen, da vi svingede ind i parken, men det var nu en havebænk … Det grinede vi meget af.

Huset havde et dåhjortetrofæ hængende på væggen. –Vil du skyde én i den størrelse, sagde Bjarne til mig. –Nej svarede jeg, de skal være større. Det var nu ellers en ret pæn hjort.

Første dag så jeg masser af hundyr, men brunsten var ikke startet endnu, så hjortene var ikke kommet ned til skoven. De opholdt sig mest i et nærliggende moseområde eller var stadig oppe i højlandet, fortalte den lokale stalker.

Næste dags eftermiddag var vi ude igen. Her kom der tre stanghjorte ud, ca. 80 meter borte. Jeg hævede Tikkaen og fandt den største hjort i kikkerten. Men her var det jeg begyndte at tænke. Selvom jeg havde fået feber, var jeg sikker på skuddet. Men jeg ville ikke komme hjem med en dåhjort der var mindre end de to Svend Erik havde på væggen, for så ville han jo bare grine ad mig.

At tage helt til Irland, for at skyde sådan nogle, det kunne jeg lige høre ham sige. Han havde nedlagt sine i Danmark, så nej, det kunne der ikke være tale om. Jeg så ikke mere jagtbart den dag.

Om aftenen var vi taget på en kinesisk restaurant og skulle lige til at spise, da min mobiltelefon ringede. Jeg kunne se at det var Svumses nummer, så jeg formodede han ville høre hvordan det gik med jagten. Jeg tog den og skyndte mig udenfor, da det ikke var til at høre noget i restauranten. Men stor var min forbavselse da det var Lisbeth der var i røret og hun spurgte om jeg sad ned. Underligt spørgsmål, tænkte jeg og sagde nej, men hvad da? - Svend Erik er død sagde hun.

Det kunne jeg ikke få til at passe, en mand på 45, der var næsten 2 meter høj og vejede lige godt 100 kg, han kan da ikke bare sådan dø, uden videre.
Men det var hvad der var sket. Det var kommet som lyn fra en klar himmel. De havde været ude hos en af Svend Eriks kammerater, Niels, hvor han lige var blevet budt en øl. Han havde siddet omvendt på stolen og grinet, da han pludselig havde rallet og var faldet bagover.

Trods gentagne forsøg på at genoplive ham, var der ikke noget at gøre. Den senere undersøgelse viste at milten var sprunget og at han ikke havde en chance.
Jeg følte dér på stedet, at jeg ikke kunne have noget jeg kunne have lov til at være glad for, at der åbenbart altid var et eller andet der skulle ske i min verden, så det hele styrtede i grus.

Min eneste tanke var at jeg ville have lov til at blæse ved hans kiste. Vi havde tit joket med at ingen af os ville være den der skulle blæse over den anden, men nu var det pludselig en realitet.

Det var så småt ved at gå op for mig, hvad det var der var sket. Endnu engang ramlede min verden som et korthus, og jeg var fuldstændig knust da jeg kom ind til de andre ved bordet. Jeg følte mig meget, meget langt hjemmefra.

De andre vidste jo ikke rigtig hvad de skulle sige, Tommy og Bjarne kendte også Svumse, men ikke så tæt som jeg. Når man nu skulle være i den situation, så er det godt at have nogle man kan snakke med og det gjorde at jeg blev ugen ud. Solveig var der for Lisbeth derhjemme, to gravide piger der pludselig var i en forfærdelig situation. Inden jeg kom hjem var Lisbeth raget uklar med familien og det forhold blev aldrig godt igen.

Men den mærkeligste oplevelse ved det hele er, var at da jeg kom til at regne lidt på det, så var der med den time der er i forskel, et underligt sammentræf.

På det tidspunkt hvor jeg fik de tre hjorte for og afstod fra at skyde, da døde min store ven ...

Jeg snakkede meget i telefon med Solveig, det var noget rigtig lort det hele. Jeg ringede til Søren, en af de andre blæsekammerater, han var også helt ødelagt. Jeg spurgte om han og Ole ville være med til at blæse, men de havde begge fundet ud af at det kunne de ikke.

Det gjorde mig endnu mere overbevist om at jeg måtte gøre det. Det syntes jeg han fortjente. En mand der var så god til at blæse jagthorn, han skulle ikke undvære den sidste musik.

Jeg husker ikke så meget fra selve begravelsesritualet, men jeg skulle være med til at bære hvis jeg ville, det havde familien bestemt. Jeg var glad for æren, men tynget af sorgen.
Da vi sænkede kisten ned hørtes der skud i det fjerne, for det var først i oktober og jagtsæsonen var lige begyndt. Det var de rigtige rammer for en gæv jægers farvel, men hvor var det svært.
Da præsten havde foretaget jordpåkastelsen, gav han mig et vink.

Den første tone skælvede, men så tog viljestyrken over. Et godt, unikt og langt venskab, med et menneske jeg aldrig nogensinde har været uvenner med var forbi.

Da tonerne fra ”The last post” og ”jagt forbi” var døet hen, brød jeg hulkende sammen ...

En af de sidste fællesting jeg havde med Svend Erik, var at han var med til at se på et hus, vi overvejede at købe. Han havde sagt god for det træmæssige, og så der var ingen tvivl. At jeg havde glædet mig til at komme nærmere på ham og at ungerne skulle tumle sammen, var også en del af det med at flytte tilbage til min barndoms egn. Jeg fik nok at se til med huset nu vi skulle flytte ind og snart skulle have familieforøgelse. Samtidig måtte Lisbeth flytte fra gården, da de ikke var gift. Jeg var ned til at rykke hende og ungerne på plads, men her 7 år senere har vi ikke længere kontakt med hende eller rollingerne …

Nu vil jeg gå til ro igen ...

Knæk og Bræk, sørg for at jagten og de mennesker der betyder noget, bliver værdsat.

Clax

[M@X 2.1]

Clax!

Jeg får en klump i halsen. Det var stort det venskab.

Fantastisk dygtigt fortalt. punktum

--
mvh M@X.
DRALF - opfinder af den
originale -

[Walnut]

Hej Claxel.
Meget smukt og velskrevet.Den historie ville også have foranlediget en kollektiv nedsmeltning af hjerterne hos alle fruerne omkring mig.
Tak
Walnut

[Kima]

quote:

---

Originally posted by M@X

Clax!

Jeg får en klump i halsen. Det var stort det venskab.

Fantastisk dygtigt fortalt. punktum

--
mvh M@X.
DRALF - opfinder af den
originale -

---

Jeg mangler ord, så jeg "stjæler" M@X`s[:I]


Det er muligt at jeg har alle de våben jeg behøver, men jeg har ikke alle de våben jeg ønsker.

[farT4]

Det er da også skide irreterende at man først kommer igang i en alder af 36, men så smukke histiorer som disse, får da virkelig en til at tænke på ens egne unger, og hvor vigtigt det er (og bliver) i fremtiden at de bliver en del at dette fantasktiske miljø vi jægere er en del af (hvis de har lyst)..
Mit store problem er jo blot at vi har fået lavet fire stykker på 6 år, men det kan da løse manglen på klappere...

Men en klump i halsen havde jeg da absolut, efter læsningen af erindringerne.

Du burde jo skrive en bog...

________________________________________________________________________________________________
Den lykkelige ejer af: Browning 425 Waterfowl Special 12/76 og S&L DL97 6,5x55 og 9,3x62 pibe, og en Swarovski 3-12x50 på ryggen
________________________________________________________________________________________________
A house without a rifle is just a house..

[Claxel]

Tak for de mange positive tilbagemeldinger jeg har fået.

En bog tror jeg ikke det bliver til, men for ca. 30 år siden, da byggede jeg et kaninbur til en sød pige, der gik to klasser under mig ...

Hendes far kendte jeg også til, han jagtede meget, skød som en drøm med både hagl og kugle, havde sine meningers mod, og han havde jo også inviteret min far på jagt.

Såee ...

Rasmus Helmer var en af dem der virkelig tog hånd om min jagtlige opdragelse.

Da jeg fik investeret i min første haglbøsse som 14 årig, var han da også en af de første jeg måtte fortælle det til.

- Har du den ikke med knægt, var han eneste kommentar da jeg cyklede ud til ham, for at fortælle om nyerhvervelsen.

Straks ringede han til min far, som fluks kom med skyderen som Rasmus mente måtte prøves med det samme. Bøssen var en Manufrance halvautomat, der var godt brugt, men med den papkassefuld Eley Grandprix Rasmus kom med, var der ingen problemer.

Selvfølgelig skulle de voksne da også prøve den, men jeg fik da lov til at skyde den plastikdunk der blev kastet op i luften, totalt i stumper og stykker. Dejligt når mennesker er impulsive …

Rasmus syntes det kunne være sjovt hvis jeg fik lov til at skyde nogle ænder i grusgraven, så jeg var helt oppe at køre, da jeg blev inviteret.

Rasmus kom og hentede mig i sin nye Range Rover, der var stil over det.

Jeg var nu bevæbnet med min nye Beretta halvautomat, som jeg fik/købte som erstatning for den slidte Manufrance. Tasken var fyldt op med røde Gyttorp i 5’ere, så jeg var klar.

Den dag husker jeg med skrækblandet gru, 2 ænder i 42 skud! Så jeg havde ikke så meget at lade min far høre …

Ude hos Rasmus var der et stort moreltræ. Der var hvert år invasion af stære, når morellerne var modne. Jeg havde store problemer med at ramme noget med fjer på, så jeg fik lov at træne på stærene.

Rasmus skød som før nævnt blændende, så da jeg havde klumret i det længe nok, hentede han Charles Lancasteren, samt to patroner. Han doublerede et par stære, blot for at vise hvordan man skulle gøre …

Han startede senere skydeskole med en af sine svenske venner som instruktør, hvor han forærede mig to lektioner. – du kan da ikke ramme noget med det krumme lort, som han engang sagde om min Miroku, den der engang havde været min fars …

Det kunne jeg faktisk, så længe det blot var lerduer, men efter to års træning hvor mit skæfte var blevet rettet til, gik det dog noget anderledes bedre.

Jeg tilbragte meget af min fritid hos Rasmus, for derude skete altid noget spændende.

Han havde engang den spøg at ringe til Felikano, en af hans jagtkammerater, for nu skulle han komme og se det sidste nye trofæ.

Frederik, som han rettelig hedder, blev noget tosset, da Rasmus stolt pegede ud i rosenbedet, hvor den rotte lå, han havde skudt med 30.06’eren oppe fra tagvinduet.

En af Rasmus’ gode venner spurgte mig en dag, om jeg ville med på klapjagt, en løs aftale, sådan nærmest henslængt. Jeg hørte ikke nærmere, men kendte datoen for hans næste jagt og hvad kunne en syttenårig så stille op.

Det var efter at min far var død, så ham kunne jeg ikke snakke med det om.

Jeg var ked af det, for først var jeg helt vildt glad og så gik gassen langsomt af ballonen. Til sidst var det ikke til at holde ud.

Jeg kørte ud til Rasmus og fik fremstammet min nød.

- "Det kan han s.. ikke være bekendt var Rasmus’ kommentar, - jeg skal nok tage en snak med ham".

Der gik ikke lang tid efter at jeg var kommet hjem, før telefonen ringende. Det var Rasmus. – "Du skal bare komme ned til mig på søndag, så kan du køre med" …

Rasmus levede stærkt og sagde sjældent nej til noget. Han jagtede meget og pludselig var det også golfspillet der fik hans bevågenhed. Men den usunde levestil han altid havde ført, gjorde at helbredet begyndte at knage.

En stor bypassoperation rettede op på systemet og livsførelsen blev lagt om. Smøgerne blev kvittet og samtidig den fede mad.

Han var før en mand med pondus, men det forsvandt efter den store operation.

Han fik gennem livet mange kontakter til folk og jagtede bl.a. en del med riffel i det tidligere DDR.

Vi havde aftalt at jeg skulle en tur med derned, hvis det kunne lade sig gøre. Men inden det blev muligt, sagde hjertet stop.

En dag hvor han sad i stolen i stuen, holdt det op med at slå og han gik også alt for tidligt bort. Han blev 54 år, men havde oplevet mere end de fleste ...

Rasmus havde det med at give alle i omgangskredsen øgenavne, men ikke i nogen ond mening.

Navne som: Øffe, Felikano, Eleven, Hoffoureren, Langemand, 7-Tomater, Münchausen, Grønærten og Troldeungen, huskes og benyttes stadig af mange, her 12 år efter han gik bort …

Jeg vil altid huske, da jeg blæste ”The last post” ved hans kiste.

En af hans tyske jagtkammerater skulle først blæse signalet: jagd-vorbei-hallali. Signalet druknede totalt i gråd, men det var nok det indtryk der gjorde, at jeg kunne fuldføre det signal jeg skulle blæse.

Da jeg havde blæst, kom jan, en af vores jagtkammerater over, for han kunne godt se, at jeg havde brug for lidt støtte.

Vi er mange der aldrig glemmer hustruen Elses, afsked til ham ved rustvognen.

Hun sagde: – "Kære Rasmus, du har rejst meget og hver gang har jeg ønsket dig god tur. Det vil jeg også gøre denne gang" …

Og ja, jeg savner ham stadig.

K&B Clax []



Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...

Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...

[Eric A]

Hej Clax

Et smukke og fin histori om far og jagtkammerat.[^]..respekt!![^]

Life can be alle too short at times..[V]

mvh....Eric

http://www.andersencharters.com

[JHA]

Hej Claxel

Først min ubetingede tak for nogle meget personlige og gode beretninger.
Bare jeg dog ikke havde læst dem!! Er pt. på en døgnvagt og når jeg læser dine beretninger, så er livet jo meget andet end arbejde.. Hvor kan jeg da se mange ligheder i dine historier omkring din jagtopvækst, og min egen. Jeg har nu en knægt på 9 år, som vil give sin højre hånd for at komme på jagt. Ligsom vi selv ville, dengang "verden endnu ikke var gået af lave"!! Jeg tror sku vi blir nødt til at ta en smut på andejagt i løbet af ugen..

Jesper Hansen

[Claxel]

300 meter fra Rasmus’ hus boede Bruno.

Ham lærte jeg at kende, da jeg kørte med søndagsaviser. Bruno var ungkarl og boede i et lille hus. Han gjorde ikke meget væsen af sig selv, men når man lærte ham at kende, så kunne han underholde med jagthistorier i timevis.

En af mine første ”jagter” var da jeg skulle se om jeg kunne gøre noget ved de alliker han havde i den ene skorsten. Det var meget spændende at prøve, men jeg fik aldrig ram på nogle af de plagende ”ånder”.

Jeg stak af og til ”hovedet ind til Bruno” når jeg kom forbi, selvom jeg havde opsagt mit avisjob. Det duede jo ikke at skulle ud med aviser når der var søndagsåbent på lerduebanen.

Bruno fortalte en dag, at hans arbejdsgiver havde købt en større gård på Røsnæs og at han havde været på jagt derude.

Det var en meget kuperet jagt, med et stort vandhul, så Bruno havde da fået skudt et par ænder. Hans problem var blot at han ikke kunne finde dem, selvom han havde skudt dem inde over land.

Jeg tilbød derfor at jeg kunne tage med som apportør, for jeg var helt sikker på at det job kunne Busta nemt klare.

Efter min fars død havde den gamle korthår kastet al sin hengivenhed på mig. Han var ikke så hurtig mere, men 11 års erfaring skal man ikke kimse ad.

Bruno sagde ikke noget, men næste gang jeg dukkede op, spurgte han om jeg ville med på andejagt. Og det var ikke kun som apportør. Han havde spurgt chefen om han måtte invitere en med hund med på jagt og det var der intet til hinder for.

Jeg var helt i ekstase, tænk at jeg skulle med ud på den jagt.

Her fik jeg en lektie, jeg aldrig vil glemme. Det store vandhul var aflangt, med en halvø, der delte hullet næsten på midten.

Her ville Bruno gå ud og finde en god plads at sidde på. Jeg skulle stå skråt overfor ved nogle siv, så vi kunne skyde sammen, på tværs af hullet.

Da Bruno gik på plads, kom der en enlig krikand over mod mig. Jeg skuldrede bøssen bag den lille and og trak godt igennem. Anden pakkede sammen og gik, hvad jeg formodede, dødskudt ned. Jeg behøvede ikke at sige apport, for Busta var knaldapportør.

Men byttet var ikke til at finde. Jeg prøvede at dirigere hunden i den retning hvor jeg havde set anden falde, men lystre ville han ikke. Efter at have herset længe med køteren, opgav jeg og lod ham bare rende.

Busta søgte videre, stadig et forkert sted og her var så læren: Kort efter kom hunden med den kun vingeskudte and. Så ku jeg lære dét!

Stor ros til vufferen og stof til eftertanke til mig.

Vejret var ikke rigtig godt andevejr, for det var næsten stille. Jeg husker stadig lyden af de to gråænder der pludselig skruede sig ned mod hullet, direkte mod Bruno.

Da de rettede landingsstellet ud, faldt det første skud, ænderne brækkede af og steg alt hvad de kunne, skråt over mod mig, da det andet skud faldt.

Begge ænder fortsatte deres stigning mod mig, som på heldigste vis formåede at doublere. – Du skal bare gøre sådan, var mit flabede tilråb, utroligt at han tog det så pænt.

– jaja lød det, det kan jeg godt se … Og Busta apporterede i fineste knaldapportstil …

Og det stoppede ikke her, jeg var stadig velkommen, trods min flabethed, det var ungdommens hovmod, ikke ondskabsfuldhed, det vidste Bruno godt.

En morgen hvor det stormede kraftigt, lå der mange ænder i hullet. De stak alle af da vi kom ned over marken, men da jagten lå ude på Røsnæs, hvor der var hav til begge sider, var der ikke mange steder ænderne kunne ligge.

Havet indbød nok ikke til hvil, når der var store bølger.

Resultatet var at der kom en lind strøm af ænder, trækkende hele morgenen. Bruno grinede ad Busta, da han var begyndt at samle til bunke, i stedet for at komme og aflevere.

– Han ved godt hvor de skal ligge, mente Bruno, ældre hunde får ofte nogle helt særegne egenskaber … 12 vilde gråænder blev morgenens resultat og ikke en eneste mistede vi.

Sammen med Bruno har jeg også oplevet mit eneste stubtræk på ænder, det var også en stor oplevelse. Der kom mange ænder over det hele og vi fik 5 med hjem.

Bl.a. kom der den aften en ræv forbi, der gik med halen rejst som opstanderen på en radiobil. Det så helt mærkværdigt ud, noget jeg aldrig har oplevet før eller siden.

Vores veje skiltes lige så stille, jeg kom ikke længere så tit forbi og jeg ville ikke kun komme, for at blive inviteret på jagt. Bruno fik selv hund og så havde han jo ikke brug for mig.

Da han blev gammel, flyttede han i ældrebolig. Jeg nåede ikke at besøge ham, før jeg hørte at han var blevet alvorligt syg og afkræftet.

Jeg burde måske have besøgt ham, men han havde det meget, meget dårligt og var kun en skygge af sig selv.

Måske var det egoistisk, men jeg ville hellere mindes ham med det glimt i øjet der altid var kendetegnende for ham.

Hans begravelse var en meget stille begivenhed. Vi var ikke mange, jeg talte deltagerne, vi var 17 i alt ...

Jeg takkede nej til kaffen bagefter, det føltes ikke rigtigt.

Lige dér i det øjeblik følte jeg at jeg burde have besøgt ham medens tid var …

K&B Clax []



Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...

Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...

[marcus]

Hej Claxel, du har altså en dejlig evne til at få dine tanker ud via tastaturet.
Nu har jeg læst dine skriverier to gange, og hvergang kommer følelsesregistret i brand.

[Claxel]

På flugtskydningsbanen lærte jeg Benny at kende.

Han var 50% asiat, 50% dansk og 100% helt noget for sig selv.

Han havde gået i gymnasiet med "Eksfruen" og havde derefter læst til bygningsingeniør og kloakmester.

En fin kammerat, der som han selv sagde, - "gav den gas".

Benny tjente mange penge og brugte en hel del af dem på at gå på jagt.

Han havde altid en god bemærkning til det hele, så vendinger som f.eks:

- "Det er mystisk", - "giv den gas" og – "en lækkerlur" er altid noget jeg forbinder med Benny.

-"Vi skal da også på jagt en dag", sagde Benny da jeg mødte ham på benzintanken.

Jaja, tænkte jeg, den kender man kun alt for godt. Der har været for mange af de udtalelser gennem tiderne, til at man tager dem alvorligt.

Men her var undtagelsen der bekræfter reglen.

Vi havde en pragtfuld dag, på den dagjagt Benny inviterede på, sammen med hans kammerat Brian.

Benny beklagede sig lidt over at han skød dårligt, men det tog han med et smil.

Der gik et stykke tid inden jeg mødte ham igen og her fortalte han at han havde fået konstateret testikelkræft, men at det var opdaget i god tid.

Da han skulle opereres, var jeg inde på hospitalet for at se til ham.
Han var ikke imponeret over lægekunsten på det lokale sygehus. Han blev et par dage efter flyttet ind på Riget, hvor de tog sig godt af ham. Her besøgte jeg ham kort tid efter.

Han var kommet i kemo og havde det efter omstændighederne godt.

Da han var kommet hjem, besøgte jeg ham og medbragte alle mine jagtvideoer. Han skulle ikke helt undvære jagt.

Benny fik det bedre og kom igen på skydebanen. Han var også på besøg til middag på et tidspunkt, hvor det så ud til at gå fremad. Men senere fik han tilbageslag. Jeg ringede til ham, men han tog ikke røret.

En SMS fik ham til at dukke op, han havde det tåleligt og gik fast til kontrol.

Lige inden jul ringede han og spurgte om jeg ville med på jagt dagen efter. Jeg havde desværre fået lungebetændelse, og måtte melde afbud. Men som jeg sagde, - det kender du nok mere til end jeg …
Det kunne han kun bekræfte.

Først i det nye år begyndte jeg at ringe til ham igen. Stadig uden held.
Jeg besøgte derfor hans forældre, for at høre nærmere om hans tilstand.

Han havde haft problemer med at holde maden i sig, så han var dagen før blevet indlagt igen. Jeg bad dem få ham til at ringe når han fik det tåleligt. Jeg ville ikke presse mig på.

Så gik tiden og pludselig så jeg en ”jagt forbi” annonce i JÆGER. Benny Ban Carlo Andersen havde givet op overfor kræften, 38 år gammel.

Det var en meget underlig tom fornemmelse, pludselig var han væk og jeg fik ikke sagt farvel.

Ikke nogen mulighed for at sige noget eller gøre noget, det hele var bare passé. En sidste mulighed for at få gjort et eller andet, var at tage ned for at besøge hans forældre.

Jeg købte en buket og tog mod til mig. Det var egentlig rart at få noget at vide, han havde været en fighter til det sidste.

En senere samtale med hans kammerat Brian satte også nogle ting på plads, men alligevel var det hele meget, meget mærkeligt, eller mystisk, som Benny ville have sagt …

Der er mange andre der har sat aftryk, men disse ovennævnte, er færdigtrykt …

- Så kære far, Rasmus, Svumse, Bruno og Benny: knæk og bræk på de evige, og til dig Benny: - Giv den gas …!

K&B Clax []



Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...

Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...

[petoni]

Jae...jeg ved næsten ikke hvad jeg skal skrive [?]
Clax, du har jo med disse fem fantastiske fortællinger jo næsten allerede skrevet bogen[]
Stor-stor respekt for din måde at fortælle/skrive på,

Per T Nielsen

"7mm SAUM--one shot-one kill"