21-11-2007, 01:36 PM
Balancen mellem individdets og samfundets tryghed er svær.
Men hvis et individ føler sig truet og beder om mulighed for at beskytte sig selv (våbentilladelse) og nægtes denne mulighed under henvisning til samfundets tryghed, har samfundet da ikke begået et overgreb mod individdets menneskerettigheder, hvis truslerne imod individdet føres ud i livet?
Eller formuleret lidt mere konkret:
En person føler sig truet og beder om tilladelse til et våben for at forsvare sig. Tilladelse nægtes som en ren proforma-sag. Personen køber et illegalt våben til formålet. Truslerne imod ham føres ud i livet og han anvender våbnet. Hvad er da værst:
1. Samfundets mistro til individdets dømmekraft omkring det konkrete trusselsbillede og samfundets nægtelse af at give personen mulighed for at forsvare sig selv?
eller
2. Individdets mistillid til systemets evne til at beskytte ham og hans efterfølgende anskaffelse af et illegalt våben?
Jeg er helt på det rene med vanskeligheden i at vurdere rimeligheden i en våbentilladelse til selvforsvar og kan selvfølgelig som alle andre se en masse praktiske problemer i køen af folk uden for våbenkontoret, der føler sig truede. Men dette er samfundets problemer - ikke individdets. I dette tilfælde foreligger der et helt konkret hændelsesforløb, hvor et individ har søgt at forsvare sig selv. Samfundet har ikke evnet at sikre den pågældenes tryghed og alligevel er det systemet, der straffer individdet. Mit spørgsmål er: Får dette ingen konsekvenser for systemet?
Blot en tanke.
[center][/center]
Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.
Men hvis et individ føler sig truet og beder om mulighed for at beskytte sig selv (våbentilladelse) og nægtes denne mulighed under henvisning til samfundets tryghed, har samfundet da ikke begået et overgreb mod individdets menneskerettigheder, hvis truslerne imod individdet føres ud i livet?
Eller formuleret lidt mere konkret:
En person føler sig truet og beder om tilladelse til et våben for at forsvare sig. Tilladelse nægtes som en ren proforma-sag. Personen køber et illegalt våben til formålet. Truslerne imod ham føres ud i livet og han anvender våbnet. Hvad er da værst:
1. Samfundets mistro til individdets dømmekraft omkring det konkrete trusselsbillede og samfundets nægtelse af at give personen mulighed for at forsvare sig selv?
eller
2. Individdets mistillid til systemets evne til at beskytte ham og hans efterfølgende anskaffelse af et illegalt våben?
Jeg er helt på det rene med vanskeligheden i at vurdere rimeligheden i en våbentilladelse til selvforsvar og kan selvfølgelig som alle andre se en masse praktiske problemer i køen af folk uden for våbenkontoret, der føler sig truede. Men dette er samfundets problemer - ikke individdets. I dette tilfælde foreligger der et helt konkret hændelsesforløb, hvor et individ har søgt at forsvare sig selv. Samfundet har ikke evnet at sikre den pågældenes tryghed og alligevel er det systemet, der straffer individdet. Mit spørgsmål er: Får dette ingen konsekvenser for systemet?
Blot en tanke.
[center][/center]
Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.
Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.