22-12-2008, 04:30 PM
Så gik der næsten et år ...
De fortællinger jeg tidligere har bragt, var om jagtkammerater som var taget til de evige på et tidligere tidspunkt.
Men der nåede ikke at gå et helt år, før et nyt kapitel kunne føjes til ...
Jeg er lige kommet hjem fra en weekend i det svenske, hvor der har været tid til at tænke og reflektere.
Tage Arnkjæ lærte jeg at kende i jagtforeningen, hvor han var næstformand. Det ligger mange år tilbage og jeg kan huske jeg kørte med ham til årsskydning i DJF for 25 år siden.
Tage var ellers ingen stor haglskytte, det var med riffelskydning han tilføjede jagtforeningen en masse.
Tage havde startet sin jagtlige karriere på et sent tidspunkt i livet, men havde skudt i skytteforening, så han var en af de skrappe, dengang jeg og nogle af mine jævnaldrende venner begyndte på riffelskydningen.
Han havde sine meningers mod, der var ofte to måder at gøre tingene på, den forkerte eller Tages …
Men Tage havde en jagt i Sverige, hvor han gæstfrit inviterede os op til, og det var her man kunne opleve en mere ydmyg udgave af den ellers så skarpkantede revisor.
Mange gode oplevelser blev det til gennem tiderne, sammen med mange af de andre fra jagtforeningen.
Da Tage skulle til Namibia i 1996, blev jeg inviteret med som kameramand, jeg skulle blot selv betale for flybilletten.
Men Tage havde en plan, han ville lige sikre sig at vi kunne holde ud at være sammen i 14 dage:
Og det skete i de dage. Det var lige først i december, at jeg blev færdig med mit afgangsprojekt som maskiningeniør. De mange timers problemdiskussion, forslag og løsning var endelig blevet overstået, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var meget tilfreds med resultatet, det så ud til at blive den bedste jul i flere år.
Jeg gik og hyggede mig med mit tidligere arbejde som smed, nød den hjemlige jagt og begyndte forberedelserne til min 30 års fødselsdag.
Men det skulle vise sig, at det kun lige var begyndelsen til meget mere.
For en dag kom Tage, og spurgte om det ikke kunne være noget for mig at prøve at nedlægge et vildsvin. Jeg stak ham det sædvanlige svar: Jeg har ingen penge.
Det var ikke det jeg spurgte om, lød det kort.
Hvad i al verden har han nu for, røg det gennem mit efterhånden (sammen med Tage) hårdtprøvede hoved.
-Hmnjahh, det ligger sådan at jeg har aftalt med Vibeke ovre hos Diana Jagtrejser, at hvis det passer ind i skemaet, så vil jeg gerne invitere dig på en tur til Polen, med det første svin gratis.
Der findes som bekendt kun to slags tosser: Dem, som byder, og så dem, som siger nej tak. Når det drejer sig om jagt, så er jeg, mener jeg da i hvert fald selv, ikke så dum, så jeg skyndte mig at sige: JA TAK!!!
Jeg var dog noget forbløffet over den appelsin der var faldet ned i min turban, eller rettere "et svin i jagthatten".
Jeg mente da i hvert fald, at jeg nok skulle kunne ramme, hvis jeg kom i nærheden af en ordentlig keiler, men herom senere. Tage stod helt for arrangementet, men udstak en liste over de ting som jeg skulle huske at medbringe. Og ve den arme stakkel, der så går hen og glemmer noget. Jeg var heldig jeg glemte ikke noget, men havde samtidig medbragt en del ekstra udstyr.
Lommelygte stod der på sedlen, så jeg turde ikke gå på kompromis med kvaliteten og købte derfor en Maglite. Tage var jo nærmest hvad man kan kalde en udstyrs-narkoman.
Yderligere medbragte jeg nogle til lejligheden selv-opfundne ryg og sædevarmere. Det er kort fortalt et stykke alm. liggeunderlag, der er klippet til så det passer til r . . bredden og så slidset op i midten, så det nåede ned på bagsiden af lårene. Dette placerede jeg i min termokedeldragt, således at der var isolering, når man skulle sidde stille i en hochsitz. Samtidig giver det en behagelig varme over lænden, uden at give støj, når man pürscher rundt.
Det var en meget spændt Claus, der begav sig af sted til Tages domicil. Vi fik læsset al min bagage ind i Tages bil, og så af sted. Vi havde kørt ca. 10 km. da jeg spurgte Tage: "Har vi ikke glemt svinegitteret?" "Jo for '0¿&%#0.#'osv". Rundt med øsen og tilbage til udgangspunktet, for at montere den opklappelige, svinebagagebærer. Tage ville ikke betale for transport i området, hvorfor jeg havde lavet en platform til at køre byttet på.
Så gik endelig af sted uden yderligere problemer. Vi ankom til Toldboden, hvor vi fik stemplet vores papirer og så var det bare at vente. En høflig, men bestemt betjent bad os om, at stoppe motoren, da der var l min. tomgangskørsel i Hovedstaden.
Det frøs en 8-10 grader, så det blev en kold fornøjelse at vente, men trods alt en fornøjelse, for vi skulle jo på jagt. Endelig fik vi lov til at bakke om bord. Og så op til det Polske skiv's restaurant.
Vi kiggede på menukortet. "Jeg vil have en rejecocktail," sagde Tage, "den kan de da ikke ødelægge." Jeg var ikke helt klar over hvad han mente, men tilsluttede mig den beslutning. Pludselig faldt mit blik på en mærkelig ret. "Hvad er 'Slid i oile'? spurgte jeg Tage. "Det vedjeg ikke," svarede han, men tilstod, at han ikke havde i sinde at finde ud af, hvad det var.
"Jeg vil have et grillspyd med salat," sagde Tage. "Det vil jeg også" svarede jeg, bare sådan for at gøre det hele lidt nemmere for restaurationspersonalet. Det var åbenbart ikke nemt nok, for vi fik godt nok begge en rejecocktail, men hovedretten var forklædt som en slags kotelet med pommes-frites i små strimler. Nå, det smagte godt og med resten af Tages fritter, blev afstanden mellem navlen og rygraden af en passende størrelse.
Efter at have frekventeret baren hvor de almindelige drinks er store, og de store er uhyggelige, gik vi til køjs. Jeg er glad for at Tage havde bestilt kahyt over vandlinien for der var temmelig meget is i farvandet. Det må have rumlet fælt i de underste kahytter.
Næste morgen blev jeg vækket af noget jeg troede var en spætte. Det var stewarden, der gik og bankede på alle dørene med en eller anden metaldims. Vi var jo lige kommet hjem fra Sverige, hvor der var masser af spætter, så jeg var ikke rigtig klar over, hvor jeg var. Pludselig blev der banket på igen. Det var igen stewarden, der kom med Tages taske, hvor alle papirer og penge var i. Tasken havde Tage glemt i baren, så det var en lettelse at se at alt var OK.
Tage blev vist til sidst lidt træt af bemærkninger, som: "Har du husket" eller "Er den med" "Husk lige" osv.
Så var det ned for at købe billetter til morgenbordet. Det bestod for en meget stor dels vedkommende af "slid", men også af meget kogte æg. Jeg tror de havde været i gryden siden vi forlod København. Dertil kunne man spise nogle boller, der var alt andet end friske. Juicen var saftevand og kaffen kunne man nærmest gå på. Men det gled ned.
Så var vi endelig i Polen. Det tog temmelig lang tid at få skuden styret til, men det havde måske noget med is i færgelejet at gøre. Så kunne vi endelig køre i land, jeg var på polsk land. Nej, hvor var det gråt i gråt, men det er nu heller ikke det bedste at stifte bekendtskab med et land i bidende kulde og gammel sne.
Ind i tolden, hvor vi var ved at få ristet Tages riffelkuffert på et meget kraftigt varmeapparat, der lignede et skab. Vi fik fortoldet skyderne, og da tolderen spurgte om vi havde vodka, gik det helt hen over hovedet på mig, at han ville have en flaske for den høflige og hurtige betjening. Han fik i stedet 2 stk. Kronebajere, så han ikke skulle føle sig helt snydt.
Så var det ud på de polske landeveje. Det føltes som om asfalten var kastet ud med en skæv polsk kulskovl. Men da jeg så, at asfaltbelægningen var lagt ud direkte ovenpå den eksisterende brostensvej, forstod jeg bedre hvorfor det føltes så ujævnt. Den bløde vuggen fra den store firehjulstrækker gjorde, at jeg hurtigt faldt i søvn, så køreturen føltes ikke særlig lang. (For mig.)
Fremme ved Rozanna, fik vi en hjertelig modtagelse. Da Tage havde været der før, havde Lila (vores madmor) genkendt bilen, men Krzystof (skytten) mente, at hun havde taget fejl. Orbis havde meddelt, at det var to belgiske jægere, der skulle komme. Tage blev modtaget med knus og kindkys, jeg nøjedes dog med at give hånd.
Lila spurgte på tysk, om vi var sultne. En smule svarede jeg, uden at tænke mig nærmere om. Og så diskede hun ellers op med et større måltid. Tankeløshed giver af og til en god smag i munden. Bare spis, sagde Tage det vil kun glæde Lila, at du kan bære fra. Og det gjorde jeg så. Nøj hvor må hun have været glad - og det i meget lang tid.
Så skulle vi på jagt. Rozanna var "vores" helt private terræn, de næste fem dage, eller rettere nætter.
Et kvarter over tre kom den polske jæger, som skulle køre for mig den første aften. Kazimirz hed han, og han kunne gøre sig fuldstændig uforståelig på tysk.
Han ankom i en Fiat 126P, med en mægtig antenne på taget. Den lille bil lignede mest af alt et fjernstyret stykke legetøj, og jeg tænkte straks; hvordan kommer jeg dog ind i den lille potte.
Men stor var min overraskelse (og pladsen) da jeg opdagede at det højre forsæde var taget ud. Dette var muligvis gjort for at give plads til den til antennen svarende walkie-talkie. Men det gjorde det i hvert fald lettere for mig at komme ind og ud af bilen. Den lille Fiat imponerede mig i øvrigt ved at kunne køre overalt i skoven.
Det var lige meget hvordan vejen så ud, så kravlede den lille baghjulstrækker igennem. Dette skyldes måske, at både motoren og mit luksuslegeme var placeret lige over de trækkende hjul. Jeg lagde min skydestok ned på gulvet og sad så med riflen mellem knæene, da der ikke var så højt til loftet, der i øvrigt var betrukket med gulvtæppe. Alt i alt en løjerligjagtvogn tænkte jeg, men fik så øje på bilradioen. Den hed Safari, så jeg mente, at det ikke kunne gå helt galt.
Was willst du schiesse? Spurgte Kazimirz, på vej ud i skoven. Da jeg taler 'tydende flysk', gav jeg mig i kast med en længere smøre om at jeg kun ville skyde en STOR keiler, da det var Tage, som skulle betale. Derudover ville jeg gerne skyde en kronkalv, hvis det kunne lade sig gøre.
Det fattede han tydeligvis ikke en bønne af, så jeg gentog bare: Keiler. Det forstod han. Vi satte os op i en hochsitz, for at afvente solnedgangen. Der så vi 5 stk. Råvildt, men overhovedet ikke et vildsvin.
Så vi brød op en halv time før aftalt mødetid, for at se om der var vildsvin andre steder. Det var der ikk'. Hjem til spisning.
Der havde i mellem tiden sneget sig en lille, men sund appetit ind på mig, så det var herligt at komme hjem i varmen, selvom jeg ikke havde frosset. Så fik Tage og jeg udvekslet oplevelser, under aftensmaden, men jeg ville bare af sted igen så hurtigt som muligt. På vej ud i skoven, skulle vi lige forbi hjemme hos Kazimirz.
Hvad hans kone sagde til ham, ved jeg ikke, men det var den aften jeg kom tidligst hjem, men jeg så mit første rigtige vildsvin. Det var for resten en hel rotte, der bestod af so med grise.
Senere samme aften så jeg flere überlaüfere, men ville ikke skyde. Jeg ville vente til jeg mødte den store keiler. Tage havde faktisk kun set råvildt, så han beklagede, at vi ikke havde en frishcling til at "komme i gryden".
Dette diskuterede vi næste formiddag ved brunchen. "Jamen det kunne du da bare have sagt, for jeg så flere af den slags" svarede jeg. "Godt" sagde Tage, "så laver vi aftalen om: du skyder en lille til gryden, inden du skyder den store." Jeg var helt vild, og det nu ikke kun var "Josef' med tænder så lange, at han kunne klø sig på ryggen, det gjaldt. Nu var der for alvor lagt op til at der kunne ske noget med krudt og kugler.
Jeg blev præsenteret for min rigtige guide, en herlig gut ved navn Zbydszko. Han var den lykkelige ejer af en Suzuki firehjulstrækker, det var jeg glad for. Den var noget nemmere at komme lydløst ind og ud af. Han havde for i øvrigt en herlig form for humor, var jæger om en hals, og så tillige udpræget skydekonkurrence-menneske, så vi gik fint i spænd sammen. Zbydszko var noget bedre til tysk, end Kazimirz, hvilket siger en hel del.
Og da mit polske er dårligere end Kazimirz tyske, foregik Zbydszkos og mine samtaler på et noget primitivt, men humor-fyldt tysk.
Den første rotte svin vi fik kontakt med var en lille so med frischlinge. De gik ude på en åben plads og vi sneg os ind på ca. 80 meters afstand.
Jeg fik hvisket at vi skulle bruge en gris til gryden, det fattede han ikke helt første gang, men da jeg i stedet spurgte, hvor meget en af de 5 små vejede, fik jeg svaret: ca. 20kg.
Aha, lige i den størrelse jeg skulle bruge, og jeg så allerede den ene af de stakkels små "stå med alle fire ben oppe i fryseboksen". Jeg fik forklaret at jeg ville lægge mig ned, for at skyde liggende. Jeg ville gerne være sikker på at afgive et ordentligt skud til min første gris.
Som sagt så gjort. Jeg tænkte: uhh det går som smu- (nej, det var en anden historie). Jeg fik lagt mig med skydestokken og fandt grisebasserne i kikkerten. Mitte ist gut sagde Zbydszko, og jeg drejede mig en anelse, for at finde hvilken af de 6 klatter, der var den midterste. Så skete der pludselig ting og sager!
Jeg ved ikke, om de stakkels grise pludselig begyndte at fryse om tæerne, eller de blev kollektivt nervøse. For de begyndte alle som en, på en gang at hoppe rundt på pladsen. (Det gjorde skoven bagved i øvrigt også, så det var vist alligevel ikke øfferne, der var noget galt med.)
Tag det roligt, sagde jeg til mig selv, og det hjalp faktisk. Da opdagede jeg, at jeg ikke havde det rigtige udstyr med. Jeg havde stillet den variable kikkert på 8 ganges forstørrelse, som skulle være det helt rigtige til nat jagt mht. udtrædelsespupillen, når objektivet er 56 mm i diameter. Det var ok, men det var mit tynde trådkors, der var problemet. Jeg kunne ikke se, hvor korset var. Ved at skrue forstørrelsen op på 12 gange fik jeg korset tilstrækkeligt tykt, til at kunne se det mod grisen, selvom der blev noget mørkere. Godt at der var månelys.
Pludselig siger Zbydszko "Rechts ist gut," så jeg fik rettet Tikkaen ind og holdt sigtet bag de ben, der sad i den spidse ende af grisen. BUUMMM. Sådan et riffelskud lyder utroligt højt, når det er frostvejr, og det er helt stille, selvom det kun er en 6,5'er. Tage havde hørt skuddet helt tydeligt, selvom han var over 2 kilometer væk. I skuddet var flokken væk. Det næste der skete var, at soen gik og gryntede vredt inde i buskadset.
Hun lød alt andet end tilfreds med situationen. Jeg stak Zbydszko min skydestok og stod klar med skyderen, da jeg ikke havde lyst til at stå klar til afbidning, hvis hun skulle komme farende. Hun var i hvert fald ikke i tvivl om, hvor vi var, da hun gik i en halvbue rundt om os på ca. 40 meters afstand, mens hun stadig knurrede. Böse? Spurgte jeg Zbydszko, som nikkede, men efter 5 min. forsvandt hun.
Så gik vi tilbage til bilen og kørte ned på pladsen. Jeg tog Mag'en og lyste rundt, og der, der lå min første gris. Den var gået ca. 15 meter med en Megakugle. Men hvilken gris. Jeg havde ikke set noget lignende før, men Zbydszko sagde, at de skød en 3-4 stykker årligt, som lignede min. Den var nærmest nougat-okkerfarvet, med sorte pletter og striber. Jeg syntes i hvert fald at det var verdens dejligste vildgris, for det var min. Jeg fik den obligatoriske grankvist i hatten, og grisen fik en i munden.
Så vi kørte hjem i højt humør. Da vi kom hjem, blev jeg lykønsket af Tage, der selvfølgelig måtte have hele historien. Så kom "dåben", hvor jeg, knælende ved siden af grisen, blev tatoveret i panden med griseblod. Og så en stor omfavnelse af Krzystof, for det fine skud.
Så tog Krzystof kenderminen på og befølte min gris: "Zu klein," sagde han "Wir wollen es zum Deutschland exportieren." Det grinede vi alle meget af, men det fik vi jo ikke nogen steg i gryden af. "Du må skyde en til," sagde Tage, "den der duer ikke," Den slags opgaver har jeg ikke noget imod, så efter aftensmaden var jeg klar igen til "grydejagt"
Zbydszko og jeg listede ned til en plads med et fyrretræsbælte, på den ene side og på den anden et ståltrådshegn. Der var der tre frischlinge, der gik alene. Vi kom ind på ca. 50 meters afstand, og jeg stillede min skydestok op. Pludselig forsvandt de to grise ind til venstre igennem hegnet, medens den sidste stadig stod tilbage. Jeg rettede riflen ind, men gryffen stod ikke ordentligt. Den sprang pludselig ind til højre og var væk i fyrretræerne. Så kom den ene af de to venstregåen¬de fræsende på tværs og fulgte efter den første. Nu var jeg klar, for den sidste måtte jo følge efter de to andre. Den arriverede da også få sekunder efter.
Den løb hurtigt hen over den smalle vej, men standsede ca. 1,5 meter fra de skærmende fyrretræer. "Schiesse," nærmest råbte Zbydszko, og jeg havde allerede rettet sigtet ind, så det var bare at klemme til. Så han havde dårligt fået udtalt ordet, før skuddet faldt. "Hinterbein kaput," sagde han så!?
Was? Spurgte jeg med vantro i stemmen, jeg mente ellers at jeg havde haft fint hold på grisen, da jeg slap kuglen. "Nicht Du. Ein alter Schadegeschoss," sagde han. Bagefter mener jeg da også, at jeg registrerede at denne gris løb noget mere hoppende end de andre. Fat i lommelygten, og så af sted, for at se efter schweiss.
Der var da også et fint spor ind imellem træerne, så vi fandt frischlingen liggende forendt 10-12 meter inde. Det viste sig dog, at den ikke var anskudt i bagbenet, men i forbenet, lige i fodledet. Så det var godt, at det var den, der stillede sig til skue, så jeg kunne nå at skyde. Den, der bør roses skal jo også, så Zbydszko kommenterede da også det fine resultat, med "prima geschossen."
Jeg var glad og lidt stolt, da jeg nu havde fået hele to grisebasser på en aften. På vejen hjem sagde Zbydszko: "puh es stinkt." Jeg svarede: "schlimmer Deo, es heisst vielleicht "keine freunde"?" Den bemærkning grinede Zbydszko godt over.
De næste to aftener gik med at lede efter den store keiler. Der var bare ingen at finde. Zbydszko forklarede da, at det var den sværeste årstid at jagte disse på. (Det vidste Tage i øvrigt godt). Men jeg havde forklaret Zbydszko, at vi skulle have et eller andet med hjem, her den anden sidste aften.
Tage havde jo lagt sig godt i spidsen, ved at have nedlagt både svin og et stykke kronvildt. Han havde i øvrigt taget hul på en ny disciplin, nemlig: Økologisk/vegetar-jagt, da han ved et tilfælde havde nedlagt en sukkerroe. Den havde skytten, Krzystof, i øvrigt læsset på vognen, så den kom med på paraden.
Zbydszko og jeg havde set et stort anskudt svin, uden at kunne se hvilket køn. Der blev dog ingen skudchance. Vi havde denne aften rykket spisningen til klokken 21 (da det viste sig, at der de andre aftener var mest liv i skoven, lige inden vi gik hjem for at spise.), Så, lige inden vi skulle hjem, listede vi ind på en plads, hvor der var meget mørkt.
Her stod to søer med grise. De store fyrretræer skyggede helt for månelyset. Da besluttede jeg, at nu skulle det være. Jeg vidste at chancen for at skyde den store keiler, for Tages regning var forpasset, hvis jeg ellers ville skyde noget andet vildt. (Tage havde måske allerede betalt rigeligt)
Vi nåede ind på 50 meter, trods den store larm, fra den kolde, hårde sne. Det var umuligt at komme nærmere, mente Zbydszko. Jeg kunne bare ikke se spor i kikkerten. Jeg begyndte at stille på både forstørrelse og skarphed, men intet af det hjalp.
Så vi prøvede at komme lidt nærmere. Det lykkedes at komme helt ind på 30 meter, og så fyldte den gris jeg sigtede på hele kikkerten, så det kunne ikke gå helt galt. Det gjorde det, dog kun for grisen. Denne blev liggende på stedet, trods det at den blev truffet 6-7 cm. bag forbenet, midt på kroppen.
Her var der bare det problem, at det var umuligt at finde en kvist, da træerne var høje. Nå, det lykkedes, og Zbydszko insisterede på at låne min kniv.
Jeg havde nemlig fået en håndbygget kniv i fødselsdagsgave, og den var Zbydszko helt pjattet med at bruge. Jeg havde f'ået den besked, at hvis kniven ikke kunne holde skæret, så skulle jeg aflevere den til genhærdning. Så det var bare med at få den afprøvet. (Nu har den brækket to stk råvildt, forlagt det ene, hvor den blev vold-brugt til at skære alle ribbenene, samt brækket 7 svin. Og den kan stadig barbere hårene på armen, så kvaliteten er helt superb).
"Wie Gillette" udbrød Zbydszko, første gang han prøvede den. The worst a pig can get, tænkte jeg, medens han brækkede grisen. (Jeg har set for mange reklamer).
Hjemme igen fik jeg vist grisen frem, og Tage grinede "nå nu kunne du ikke vente længere". "Nej sagde jeg, nu vil jeg til at jagte frischlinge for alvor. Dette meddelte jeg også Zbydszko, men vi så ikke flere passende emner den aften. Til gengæld fik jeg set überlaüfere (selvfølgelig?) og to store kronhjorte. Dette fortalte jeg selvfølgelig Tage, der gerne ville have sådan en "på tasken". Men sådan er jo jagten, heldigvis!!
Min udmelding til Zbydszko, bevirkede at han næste dag stillede med anhænger på Suzuki' en, da jeg jo ville til at skyde noget. Det er herligt når folk har den form for humor.
Den næste plads, vi listede hen til, var fyldt med grisebasser. Vi listede ind til et træ på ca 60 meter' s afstand, så jeg kunne få fast anlæg, for svinefeberen rasede. Det var helt umuligt at få hold på en af grisene. Jeg gik ned på hug. Det hjalp ikke på rystelserne. Så satte jeg mig ned for at få albuestøtte på knæene, samtidig med at jeg støttede mod træet.
At støtte på to rystende knæ er ikke at anbefale, så jeg prøvede at lægge mig ned. Nu kunne jeg holde riffelen stille, men nu kunne jeg bare ikke se grisene, mod den mørke baggrund. Op igen i stående stilling. Jeg fik hold på gris nummer to fra højre, og trykkede af Der skete bare ikke en disse, da jeg havde sikret skydereren under al min gymnasticieren.
Det var lige godt meget, tænkte jeg, og udbrød; "es ist doch ganz unmoglich". "Probieren" sagde Zbydszko. Nu var det den tredie gris fra højre, der var fri, og selvom den var lille prøvede jeg at tage mig sammen, og skød. "Ist moglich" råbte Zbydszko glad, da han så den styrte på stedet. Jeg kunne som sædvanlig ikke se noget for mundingsflammen.
Glad var jeg, da det endelig lykkes at få ram på en gris. Men hvilken gris. Den var nærmest i håndbagagestørrelse. (Den viste sig senere at veje 8 kg. brækket) "Wie eine Haze" sagde jeg til Zbydszko. Det kunne han kun give mig ret i. Han kommenterede da også størrelsen på en anden måde. ''Nicht futter, Tot" Det kunne jeg jo godt forstå.
Jeg følte mig nærmest, som skraldemand, da jeg hele tiden skød de mærkligste grisebasser. Den første gris havde vi i mellemtiden døbt ALF, da den lignede den katteædende skabning, fra tv' serien, af samme navn.
Vi var flere steder, inden vi igen fik kontakt med vildsvin. Det var ikke nemt at bakke rundt med en anhænger ude i den store mørke polske skov. På et tidspunkt, da vi skulle tilbage samme vej, udbrød Zbydszko "ich kann überhaupt nichts sehen". "Nein aber hören," svarede jeg. Den forstod han godt, og grinede, medens han gentog "Ja, aber hören"
Det var på en stor åben plads, at vi igen så grisebasser. Det var en rotte, med flere voksne svin end frischschlinge. Der var masser af støj på pladsen, det frøs i øvrigt over 22 grader den nat. Jeg havde efterhånden vist Zbydszko, at jeg ikke bare skød på hvad som helst, så hans kommentarer var ikke så instruerende længere. Han nøjedes med at sige "Recht's Bache" (So), så det var op til mig at finde en passende frischling. Pludselig gik den føromtalte so til højre, ind bag os i en stor bue. "Øf' sagde den pludselig, og hele flokken løb efter den. Men de stoppede igen efter 15 meters spurt.
Nu skal det gå stærkt tænkte jeg, næste gang de løber, så stopper de ikke igen. Jeg fandt en gris, og trykkede af.
Hele flokken røg til højre, men en af dem vendte og løb tværs over pladsen, og ind i skoven på venstre side. "Vorbei" råbte Zbydszko, så jeg repeterede en ny kugle i kammeret. "Steht da", sagde Zbydszko, og pegede ind i den mørke skov.
Jeg kunne ikke se noget, så jeg prøvede at liste en anelse til venstre. "Psc, psc", sagde Zbydszko, det var hans måde at bremse mig på. Pludselig kom grisen løbende ned forbi os, inde i skoven. "Soll ich schiesse"? spurgte jeg. "Ja vielIeicht krank" råbte han. Så jeg fulgte med grisen, for at skyde den på spring.
Jeg nåede dog ikke at trykke af, for Zbydszko øffede højt, og så stoppede svinet. Selvfølgelig lige med bladet dækket af et 15cm tykt træ, så der gik det ikke at skyde.
Hvis den er anskudt, tænkte jeg, så er det lige meget hvor du rammer den. Derfor rykkede jeg sigtet bagud, hvor der var mest gris og skød.
Der blev en hylen og skrigen, så jeg repeterede hurtigt igen og sigtede nu lige ned i ryggen på grisen lige over forbenene, og skød. Så blev der stille. "Nun tot" lød det kort fra Zbydszko.
Så gik vi ud for at se hvad der var sket ude på selve pladsen.
Zbydszko havde problemer med at få tændt sin noget forkølede lommelygte, og jeg havde mag' en liggende nede i bilen. Men han fik den da tændt, og vi begav os ud i det åbne. Pludselig råbte Zbydszko, "aber liegen" og pegede på den gris, der lå i sneen.
Så havde jeg alligevel ramt med det første skud. Men nu kom det andet og store spørgsmål: Hvad var det så, jeg havde liggende ovre i skoven. Det viste sig heldigvis, at være endnu en frischling, så det var i den rigtige ende af prisskalaen, jeg havde holdt mig. Jeg var temmelig stolt, da vi vendte hjem.
Tage havde også skudt svin, så nu erklærede han; "nu gider jeg ikke jagte mere". Det stod dog mig trit for at tage ud igen efter aftensmaden i 25 graders kulde, hvis jeg ville.
Selvfølgelig ville jeg det, og Zbydszko var da også med på at jagte videre.
Det endte med at vi sneg os ind til den plads, hvor vi havde siddet i hochsitz, den forrige aften. Der var der igen svin. Denne gang var der ingen slinger i valsen. Jeg sneg mig hen til et træ, satte mig ned, fandt en gris i kikkerten, og skød. Denne sidste frischling, havde gået ca 40 meter, men i en cirkelbue, med udgangssiden yderst, før den var forendt. Den lå ca. 6-7 meter, fra hvor den havde startet.
Da sagde jeg til Zbydszko "nun wolIen wir nach hause fahren". Det var han helt enig i.
Næste dag havde vi flere forskellige gøremål. Det første var at få liv i Tages bil!!! Den var ikke særlig samarbejdsvillig. Den polske dieselolie havde ca. den samme brændværdi, som dansk margarine. Men da vi fik monteret 2 sæt startkabler med forbindelse til skyttens Lada Niva, så lykkedes det alligevel at tå liv i Pajero'en.
Hjemme på gårdspladsen var der lagt gran op til vildtparade, men der manglede jo et svin. Nemlig det vi havde ÆDT. (Det smagte for øvrigt pragtfuldt). Det problem klarede Kryzstof, ved at folde skindet sammen, og så lægge det afskårne hoved foran. Det lignede ganske godt et reglementeret vildsvin.
Vi fik holdt parade, med affotografering af de enkelte individer, selv Tages roe var forsynet med grankvist. Så truttede vi over det nedlagte vildt.
Da ingen af os kender vildsvinets død (i øvrigt heller ikke roen's), mente vi at det var i orden, at blæse over kronvildtet, garneret med frokostsignalet, da den ene gris jo allerede var delvist fortæret.
Vi sluttede traditionelt af med at blæse jagt forbi. Det var noget vemodigt, men vores tur var nu ved at være overstået.
Og jagt forbi skal jeg snart blæse igen, den 30. kører jeg sammen med Allan og Søren til Sønderborg, hvor vi vil spille de sidste toner for en gammel jagtkammerat.
Der var andre beretninger jeg kunne skrive, om oryxen vi sporede over 6 kilometer, før vi til sidst fik den, om Tages ulige 22 takker elgtyr. Den alt for lille springbok han skød ved et uheld, turen til safariskydningen, hvor jeg blev introduceret for skotsk landvin og mange, mange flere ...
For Tage jagtede meget, små 200 vildsvin blev det til. En stor trofæsamling af udstoppede dyr og skind, mest fra afrika, og bukkeopsatser i massevis.
Han levede stærkt i sine velmagts dage og oplevede mere end de fleste.
Leverkræften var blevet bremset med en operation for et par år siden, men nu var den blusset op igen. Så sent som i brunsten i september var Tage med Søren i Polen og skød to hjorte. Jeg var nede og montere dem på plade for ham, det magtede Tage ikke selv.
Kort efter blev Tage indlagt, kom hjem en enkelt dag, men røg ind igen. Han blev svagere og svagere. Jeg besøgte ham på sygehuset, lige inden jeg skulle til Polen på drivjagt, her først i december. Her lovede jeg at jeg ville komme og fortælle om mine oplevelser. Han blev overført til Esbjerg sygehus og døde i torsdags, så det nåede jeg ikke ...
Jeg har skrevet det før, men her op til jul er det måske godt at blive mindet om det: Pas godt på hinanden og værdsæt jeres venner og jagtkammerater.
Glædelig jul …
K&B Clax [
]
![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)
Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...
Det skud der ikke er skudt, har ingen fortrudt ...
De fortællinger jeg tidligere har bragt, var om jagtkammerater som var taget til de evige på et tidligere tidspunkt.
Men der nåede ikke at gå et helt år, før et nyt kapitel kunne føjes til ...
Jeg er lige kommet hjem fra en weekend i det svenske, hvor der har været tid til at tænke og reflektere.
Tage Arnkjæ lærte jeg at kende i jagtforeningen, hvor han var næstformand. Det ligger mange år tilbage og jeg kan huske jeg kørte med ham til årsskydning i DJF for 25 år siden.
Tage var ellers ingen stor haglskytte, det var med riffelskydning han tilføjede jagtforeningen en masse.
Tage havde startet sin jagtlige karriere på et sent tidspunkt i livet, men havde skudt i skytteforening, så han var en af de skrappe, dengang jeg og nogle af mine jævnaldrende venner begyndte på riffelskydningen.
Han havde sine meningers mod, der var ofte to måder at gøre tingene på, den forkerte eller Tages …
Men Tage havde en jagt i Sverige, hvor han gæstfrit inviterede os op til, og det var her man kunne opleve en mere ydmyg udgave af den ellers så skarpkantede revisor.
Mange gode oplevelser blev det til gennem tiderne, sammen med mange af de andre fra jagtforeningen.
Da Tage skulle til Namibia i 1996, blev jeg inviteret med som kameramand, jeg skulle blot selv betale for flybilletten.
Men Tage havde en plan, han ville lige sikre sig at vi kunne holde ud at være sammen i 14 dage:
Og det skete i de dage. Det var lige først i december, at jeg blev færdig med mit afgangsprojekt som maskiningeniør. De mange timers problemdiskussion, forslag og løsning var endelig blevet overstået, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var meget tilfreds med resultatet, det så ud til at blive den bedste jul i flere år.
Jeg gik og hyggede mig med mit tidligere arbejde som smed, nød den hjemlige jagt og begyndte forberedelserne til min 30 års fødselsdag.
Men det skulle vise sig, at det kun lige var begyndelsen til meget mere.
For en dag kom Tage, og spurgte om det ikke kunne være noget for mig at prøve at nedlægge et vildsvin. Jeg stak ham det sædvanlige svar: Jeg har ingen penge.
Det var ikke det jeg spurgte om, lød det kort.
Hvad i al verden har han nu for, røg det gennem mit efterhånden (sammen med Tage) hårdtprøvede hoved.
-Hmnjahh, det ligger sådan at jeg har aftalt med Vibeke ovre hos Diana Jagtrejser, at hvis det passer ind i skemaet, så vil jeg gerne invitere dig på en tur til Polen, med det første svin gratis.
Der findes som bekendt kun to slags tosser: Dem, som byder, og så dem, som siger nej tak. Når det drejer sig om jagt, så er jeg, mener jeg da i hvert fald selv, ikke så dum, så jeg skyndte mig at sige: JA TAK!!!
Jeg var dog noget forbløffet over den appelsin der var faldet ned i min turban, eller rettere "et svin i jagthatten".
Jeg mente da i hvert fald, at jeg nok skulle kunne ramme, hvis jeg kom i nærheden af en ordentlig keiler, men herom senere. Tage stod helt for arrangementet, men udstak en liste over de ting som jeg skulle huske at medbringe. Og ve den arme stakkel, der så går hen og glemmer noget. Jeg var heldig jeg glemte ikke noget, men havde samtidig medbragt en del ekstra udstyr.
Lommelygte stod der på sedlen, så jeg turde ikke gå på kompromis med kvaliteten og købte derfor en Maglite. Tage var jo nærmest hvad man kan kalde en udstyrs-narkoman.
Yderligere medbragte jeg nogle til lejligheden selv-opfundne ryg og sædevarmere. Det er kort fortalt et stykke alm. liggeunderlag, der er klippet til så det passer til r . . bredden og så slidset op i midten, så det nåede ned på bagsiden af lårene. Dette placerede jeg i min termokedeldragt, således at der var isolering, når man skulle sidde stille i en hochsitz. Samtidig giver det en behagelig varme over lænden, uden at give støj, når man pürscher rundt.
Det var en meget spændt Claus, der begav sig af sted til Tages domicil. Vi fik læsset al min bagage ind i Tages bil, og så af sted. Vi havde kørt ca. 10 km. da jeg spurgte Tage: "Har vi ikke glemt svinegitteret?" "Jo for '0¿&%#0.#'osv". Rundt med øsen og tilbage til udgangspunktet, for at montere den opklappelige, svinebagagebærer. Tage ville ikke betale for transport i området, hvorfor jeg havde lavet en platform til at køre byttet på.
Så gik endelig af sted uden yderligere problemer. Vi ankom til Toldboden, hvor vi fik stemplet vores papirer og så var det bare at vente. En høflig, men bestemt betjent bad os om, at stoppe motoren, da der var l min. tomgangskørsel i Hovedstaden.
Det frøs en 8-10 grader, så det blev en kold fornøjelse at vente, men trods alt en fornøjelse, for vi skulle jo på jagt. Endelig fik vi lov til at bakke om bord. Og så op til det Polske skiv's restaurant.
Vi kiggede på menukortet. "Jeg vil have en rejecocktail," sagde Tage, "den kan de da ikke ødelægge." Jeg var ikke helt klar over hvad han mente, men tilsluttede mig den beslutning. Pludselig faldt mit blik på en mærkelig ret. "Hvad er 'Slid i oile'? spurgte jeg Tage. "Det vedjeg ikke," svarede han, men tilstod, at han ikke havde i sinde at finde ud af, hvad det var.
"Jeg vil have et grillspyd med salat," sagde Tage. "Det vil jeg også" svarede jeg, bare sådan for at gøre det hele lidt nemmere for restaurationspersonalet. Det var åbenbart ikke nemt nok, for vi fik godt nok begge en rejecocktail, men hovedretten var forklædt som en slags kotelet med pommes-frites i små strimler. Nå, det smagte godt og med resten af Tages fritter, blev afstanden mellem navlen og rygraden af en passende størrelse.
Efter at have frekventeret baren hvor de almindelige drinks er store, og de store er uhyggelige, gik vi til køjs. Jeg er glad for at Tage havde bestilt kahyt over vandlinien for der var temmelig meget is i farvandet. Det må have rumlet fælt i de underste kahytter.
Næste morgen blev jeg vækket af noget jeg troede var en spætte. Det var stewarden, der gik og bankede på alle dørene med en eller anden metaldims. Vi var jo lige kommet hjem fra Sverige, hvor der var masser af spætter, så jeg var ikke rigtig klar over, hvor jeg var. Pludselig blev der banket på igen. Det var igen stewarden, der kom med Tages taske, hvor alle papirer og penge var i. Tasken havde Tage glemt i baren, så det var en lettelse at se at alt var OK.
Tage blev vist til sidst lidt træt af bemærkninger, som: "Har du husket" eller "Er den med" "Husk lige" osv.
Så var det ned for at købe billetter til morgenbordet. Det bestod for en meget stor dels vedkommende af "slid", men også af meget kogte æg. Jeg tror de havde været i gryden siden vi forlod København. Dertil kunne man spise nogle boller, der var alt andet end friske. Juicen var saftevand og kaffen kunne man nærmest gå på. Men det gled ned.
Så var vi endelig i Polen. Det tog temmelig lang tid at få skuden styret til, men det havde måske noget med is i færgelejet at gøre. Så kunne vi endelig køre i land, jeg var på polsk land. Nej, hvor var det gråt i gråt, men det er nu heller ikke det bedste at stifte bekendtskab med et land i bidende kulde og gammel sne.
Ind i tolden, hvor vi var ved at få ristet Tages riffelkuffert på et meget kraftigt varmeapparat, der lignede et skab. Vi fik fortoldet skyderne, og da tolderen spurgte om vi havde vodka, gik det helt hen over hovedet på mig, at han ville have en flaske for den høflige og hurtige betjening. Han fik i stedet 2 stk. Kronebajere, så han ikke skulle føle sig helt snydt.
Så var det ud på de polske landeveje. Det føltes som om asfalten var kastet ud med en skæv polsk kulskovl. Men da jeg så, at asfaltbelægningen var lagt ud direkte ovenpå den eksisterende brostensvej, forstod jeg bedre hvorfor det føltes så ujævnt. Den bløde vuggen fra den store firehjulstrækker gjorde, at jeg hurtigt faldt i søvn, så køreturen føltes ikke særlig lang. (For mig.)
Fremme ved Rozanna, fik vi en hjertelig modtagelse. Da Tage havde været der før, havde Lila (vores madmor) genkendt bilen, men Krzystof (skytten) mente, at hun havde taget fejl. Orbis havde meddelt, at det var to belgiske jægere, der skulle komme. Tage blev modtaget med knus og kindkys, jeg nøjedes dog med at give hånd.
Lila spurgte på tysk, om vi var sultne. En smule svarede jeg, uden at tænke mig nærmere om. Og så diskede hun ellers op med et større måltid. Tankeløshed giver af og til en god smag i munden. Bare spis, sagde Tage det vil kun glæde Lila, at du kan bære fra. Og det gjorde jeg så. Nøj hvor må hun have været glad - og det i meget lang tid.
Så skulle vi på jagt. Rozanna var "vores" helt private terræn, de næste fem dage, eller rettere nætter.
Et kvarter over tre kom den polske jæger, som skulle køre for mig den første aften. Kazimirz hed han, og han kunne gøre sig fuldstændig uforståelig på tysk.
Han ankom i en Fiat 126P, med en mægtig antenne på taget. Den lille bil lignede mest af alt et fjernstyret stykke legetøj, og jeg tænkte straks; hvordan kommer jeg dog ind i den lille potte.
Men stor var min overraskelse (og pladsen) da jeg opdagede at det højre forsæde var taget ud. Dette var muligvis gjort for at give plads til den til antennen svarende walkie-talkie. Men det gjorde det i hvert fald lettere for mig at komme ind og ud af bilen. Den lille Fiat imponerede mig i øvrigt ved at kunne køre overalt i skoven.
Det var lige meget hvordan vejen så ud, så kravlede den lille baghjulstrækker igennem. Dette skyldes måske, at både motoren og mit luksuslegeme var placeret lige over de trækkende hjul. Jeg lagde min skydestok ned på gulvet og sad så med riflen mellem knæene, da der ikke var så højt til loftet, der i øvrigt var betrukket med gulvtæppe. Alt i alt en løjerligjagtvogn tænkte jeg, men fik så øje på bilradioen. Den hed Safari, så jeg mente, at det ikke kunne gå helt galt.
Was willst du schiesse? Spurgte Kazimirz, på vej ud i skoven. Da jeg taler 'tydende flysk', gav jeg mig i kast med en længere smøre om at jeg kun ville skyde en STOR keiler, da det var Tage, som skulle betale. Derudover ville jeg gerne skyde en kronkalv, hvis det kunne lade sig gøre.
Det fattede han tydeligvis ikke en bønne af, så jeg gentog bare: Keiler. Det forstod han. Vi satte os op i en hochsitz, for at afvente solnedgangen. Der så vi 5 stk. Råvildt, men overhovedet ikke et vildsvin.
Så vi brød op en halv time før aftalt mødetid, for at se om der var vildsvin andre steder. Det var der ikk'. Hjem til spisning.
Der havde i mellem tiden sneget sig en lille, men sund appetit ind på mig, så det var herligt at komme hjem i varmen, selvom jeg ikke havde frosset. Så fik Tage og jeg udvekslet oplevelser, under aftensmaden, men jeg ville bare af sted igen så hurtigt som muligt. På vej ud i skoven, skulle vi lige forbi hjemme hos Kazimirz.
Hvad hans kone sagde til ham, ved jeg ikke, men det var den aften jeg kom tidligst hjem, men jeg så mit første rigtige vildsvin. Det var for resten en hel rotte, der bestod af so med grise.
Senere samme aften så jeg flere überlaüfere, men ville ikke skyde. Jeg ville vente til jeg mødte den store keiler. Tage havde faktisk kun set råvildt, så han beklagede, at vi ikke havde en frishcling til at "komme i gryden".
Dette diskuterede vi næste formiddag ved brunchen. "Jamen det kunne du da bare have sagt, for jeg så flere af den slags" svarede jeg. "Godt" sagde Tage, "så laver vi aftalen om: du skyder en lille til gryden, inden du skyder den store." Jeg var helt vild, og det nu ikke kun var "Josef' med tænder så lange, at han kunne klø sig på ryggen, det gjaldt. Nu var der for alvor lagt op til at der kunne ske noget med krudt og kugler.
Jeg blev præsenteret for min rigtige guide, en herlig gut ved navn Zbydszko. Han var den lykkelige ejer af en Suzuki firehjulstrækker, det var jeg glad for. Den var noget nemmere at komme lydløst ind og ud af. Han havde for i øvrigt en herlig form for humor, var jæger om en hals, og så tillige udpræget skydekonkurrence-menneske, så vi gik fint i spænd sammen. Zbydszko var noget bedre til tysk, end Kazimirz, hvilket siger en hel del.
Og da mit polske er dårligere end Kazimirz tyske, foregik Zbydszkos og mine samtaler på et noget primitivt, men humor-fyldt tysk.
Den første rotte svin vi fik kontakt med var en lille so med frischlinge. De gik ude på en åben plads og vi sneg os ind på ca. 80 meters afstand.
Jeg fik hvisket at vi skulle bruge en gris til gryden, det fattede han ikke helt første gang, men da jeg i stedet spurgte, hvor meget en af de 5 små vejede, fik jeg svaret: ca. 20kg.
Aha, lige i den størrelse jeg skulle bruge, og jeg så allerede den ene af de stakkels små "stå med alle fire ben oppe i fryseboksen". Jeg fik forklaret at jeg ville lægge mig ned, for at skyde liggende. Jeg ville gerne være sikker på at afgive et ordentligt skud til min første gris.
Som sagt så gjort. Jeg tænkte: uhh det går som smu- (nej, det var en anden historie). Jeg fik lagt mig med skydestokken og fandt grisebasserne i kikkerten. Mitte ist gut sagde Zbydszko, og jeg drejede mig en anelse, for at finde hvilken af de 6 klatter, der var den midterste. Så skete der pludselig ting og sager!
Jeg ved ikke, om de stakkels grise pludselig begyndte at fryse om tæerne, eller de blev kollektivt nervøse. For de begyndte alle som en, på en gang at hoppe rundt på pladsen. (Det gjorde skoven bagved i øvrigt også, så det var vist alligevel ikke øfferne, der var noget galt med.)
Tag det roligt, sagde jeg til mig selv, og det hjalp faktisk. Da opdagede jeg, at jeg ikke havde det rigtige udstyr med. Jeg havde stillet den variable kikkert på 8 ganges forstørrelse, som skulle være det helt rigtige til nat jagt mht. udtrædelsespupillen, når objektivet er 56 mm i diameter. Det var ok, men det var mit tynde trådkors, der var problemet. Jeg kunne ikke se, hvor korset var. Ved at skrue forstørrelsen op på 12 gange fik jeg korset tilstrækkeligt tykt, til at kunne se det mod grisen, selvom der blev noget mørkere. Godt at der var månelys.
Pludselig siger Zbydszko "Rechts ist gut," så jeg fik rettet Tikkaen ind og holdt sigtet bag de ben, der sad i den spidse ende af grisen. BUUMMM. Sådan et riffelskud lyder utroligt højt, når det er frostvejr, og det er helt stille, selvom det kun er en 6,5'er. Tage havde hørt skuddet helt tydeligt, selvom han var over 2 kilometer væk. I skuddet var flokken væk. Det næste der skete var, at soen gik og gryntede vredt inde i buskadset.
Hun lød alt andet end tilfreds med situationen. Jeg stak Zbydszko min skydestok og stod klar med skyderen, da jeg ikke havde lyst til at stå klar til afbidning, hvis hun skulle komme farende. Hun var i hvert fald ikke i tvivl om, hvor vi var, da hun gik i en halvbue rundt om os på ca. 40 meters afstand, mens hun stadig knurrede. Böse? Spurgte jeg Zbydszko, som nikkede, men efter 5 min. forsvandt hun.
Så gik vi tilbage til bilen og kørte ned på pladsen. Jeg tog Mag'en og lyste rundt, og der, der lå min første gris. Den var gået ca. 15 meter med en Megakugle. Men hvilken gris. Jeg havde ikke set noget lignende før, men Zbydszko sagde, at de skød en 3-4 stykker årligt, som lignede min. Den var nærmest nougat-okkerfarvet, med sorte pletter og striber. Jeg syntes i hvert fald at det var verdens dejligste vildgris, for det var min. Jeg fik den obligatoriske grankvist i hatten, og grisen fik en i munden.
Så vi kørte hjem i højt humør. Da vi kom hjem, blev jeg lykønsket af Tage, der selvfølgelig måtte have hele historien. Så kom "dåben", hvor jeg, knælende ved siden af grisen, blev tatoveret i panden med griseblod. Og så en stor omfavnelse af Krzystof, for det fine skud.
Så tog Krzystof kenderminen på og befølte min gris: "Zu klein," sagde han "Wir wollen es zum Deutschland exportieren." Det grinede vi alle meget af, men det fik vi jo ikke nogen steg i gryden af. "Du må skyde en til," sagde Tage, "den der duer ikke," Den slags opgaver har jeg ikke noget imod, så efter aftensmaden var jeg klar igen til "grydejagt"
Zbydszko og jeg listede ned til en plads med et fyrretræsbælte, på den ene side og på den anden et ståltrådshegn. Der var der tre frischlinge, der gik alene. Vi kom ind på ca. 50 meters afstand, og jeg stillede min skydestok op. Pludselig forsvandt de to grise ind til venstre igennem hegnet, medens den sidste stadig stod tilbage. Jeg rettede riflen ind, men gryffen stod ikke ordentligt. Den sprang pludselig ind til højre og var væk i fyrretræerne. Så kom den ene af de to venstregåen¬de fræsende på tværs og fulgte efter den første. Nu var jeg klar, for den sidste måtte jo følge efter de to andre. Den arriverede da også få sekunder efter.
Den løb hurtigt hen over den smalle vej, men standsede ca. 1,5 meter fra de skærmende fyrretræer. "Schiesse," nærmest råbte Zbydszko, og jeg havde allerede rettet sigtet ind, så det var bare at klemme til. Så han havde dårligt fået udtalt ordet, før skuddet faldt. "Hinterbein kaput," sagde han så!?
Was? Spurgte jeg med vantro i stemmen, jeg mente ellers at jeg havde haft fint hold på grisen, da jeg slap kuglen. "Nicht Du. Ein alter Schadegeschoss," sagde han. Bagefter mener jeg da også, at jeg registrerede at denne gris løb noget mere hoppende end de andre. Fat i lommelygten, og så af sted, for at se efter schweiss.
Der var da også et fint spor ind imellem træerne, så vi fandt frischlingen liggende forendt 10-12 meter inde. Det viste sig dog, at den ikke var anskudt i bagbenet, men i forbenet, lige i fodledet. Så det var godt, at det var den, der stillede sig til skue, så jeg kunne nå at skyde. Den, der bør roses skal jo også, så Zbydszko kommenterede da også det fine resultat, med "prima geschossen."
Jeg var glad og lidt stolt, da jeg nu havde fået hele to grisebasser på en aften. På vejen hjem sagde Zbydszko: "puh es stinkt." Jeg svarede: "schlimmer Deo, es heisst vielleicht "keine freunde"?" Den bemærkning grinede Zbydszko godt over.
De næste to aftener gik med at lede efter den store keiler. Der var bare ingen at finde. Zbydszko forklarede da, at det var den sværeste årstid at jagte disse på. (Det vidste Tage i øvrigt godt). Men jeg havde forklaret Zbydszko, at vi skulle have et eller andet med hjem, her den anden sidste aften.
Tage havde jo lagt sig godt i spidsen, ved at have nedlagt både svin og et stykke kronvildt. Han havde i øvrigt taget hul på en ny disciplin, nemlig: Økologisk/vegetar-jagt, da han ved et tilfælde havde nedlagt en sukkerroe. Den havde skytten, Krzystof, i øvrigt læsset på vognen, så den kom med på paraden.
Zbydszko og jeg havde set et stort anskudt svin, uden at kunne se hvilket køn. Der blev dog ingen skudchance. Vi havde denne aften rykket spisningen til klokken 21 (da det viste sig, at der de andre aftener var mest liv i skoven, lige inden vi gik hjem for at spise.), Så, lige inden vi skulle hjem, listede vi ind på en plads, hvor der var meget mørkt.
Her stod to søer med grise. De store fyrretræer skyggede helt for månelyset. Da besluttede jeg, at nu skulle det være. Jeg vidste at chancen for at skyde den store keiler, for Tages regning var forpasset, hvis jeg ellers ville skyde noget andet vildt. (Tage havde måske allerede betalt rigeligt)
Vi nåede ind på 50 meter, trods den store larm, fra den kolde, hårde sne. Det var umuligt at komme nærmere, mente Zbydszko. Jeg kunne bare ikke se spor i kikkerten. Jeg begyndte at stille på både forstørrelse og skarphed, men intet af det hjalp.
Så vi prøvede at komme lidt nærmere. Det lykkedes at komme helt ind på 30 meter, og så fyldte den gris jeg sigtede på hele kikkerten, så det kunne ikke gå helt galt. Det gjorde det, dog kun for grisen. Denne blev liggende på stedet, trods det at den blev truffet 6-7 cm. bag forbenet, midt på kroppen.
Her var der bare det problem, at det var umuligt at finde en kvist, da træerne var høje. Nå, det lykkedes, og Zbydszko insisterede på at låne min kniv.
Jeg havde nemlig fået en håndbygget kniv i fødselsdagsgave, og den var Zbydszko helt pjattet med at bruge. Jeg havde f'ået den besked, at hvis kniven ikke kunne holde skæret, så skulle jeg aflevere den til genhærdning. Så det var bare med at få den afprøvet. (Nu har den brækket to stk råvildt, forlagt det ene, hvor den blev vold-brugt til at skære alle ribbenene, samt brækket 7 svin. Og den kan stadig barbere hårene på armen, så kvaliteten er helt superb).
"Wie Gillette" udbrød Zbydszko, første gang han prøvede den. The worst a pig can get, tænkte jeg, medens han brækkede grisen. (Jeg har set for mange reklamer).
Hjemme igen fik jeg vist grisen frem, og Tage grinede "nå nu kunne du ikke vente længere". "Nej sagde jeg, nu vil jeg til at jagte frischlinge for alvor. Dette meddelte jeg også Zbydszko, men vi så ikke flere passende emner den aften. Til gengæld fik jeg set überlaüfere (selvfølgelig?) og to store kronhjorte. Dette fortalte jeg selvfølgelig Tage, der gerne ville have sådan en "på tasken". Men sådan er jo jagten, heldigvis!!
Min udmelding til Zbydszko, bevirkede at han næste dag stillede med anhænger på Suzuki' en, da jeg jo ville til at skyde noget. Det er herligt når folk har den form for humor.
Den næste plads, vi listede hen til, var fyldt med grisebasser. Vi listede ind til et træ på ca 60 meter' s afstand, så jeg kunne få fast anlæg, for svinefeberen rasede. Det var helt umuligt at få hold på en af grisene. Jeg gik ned på hug. Det hjalp ikke på rystelserne. Så satte jeg mig ned for at få albuestøtte på knæene, samtidig med at jeg støttede mod træet.
At støtte på to rystende knæ er ikke at anbefale, så jeg prøvede at lægge mig ned. Nu kunne jeg holde riffelen stille, men nu kunne jeg bare ikke se grisene, mod den mørke baggrund. Op igen i stående stilling. Jeg fik hold på gris nummer to fra højre, og trykkede af Der skete bare ikke en disse, da jeg havde sikret skydereren under al min gymnasticieren.
Det var lige godt meget, tænkte jeg, og udbrød; "es ist doch ganz unmoglich". "Probieren" sagde Zbydszko. Nu var det den tredie gris fra højre, der var fri, og selvom den var lille prøvede jeg at tage mig sammen, og skød. "Ist moglich" råbte Zbydszko glad, da han så den styrte på stedet. Jeg kunne som sædvanlig ikke se noget for mundingsflammen.
Glad var jeg, da det endelig lykkes at få ram på en gris. Men hvilken gris. Den var nærmest i håndbagagestørrelse. (Den viste sig senere at veje 8 kg. brækket) "Wie eine Haze" sagde jeg til Zbydszko. Det kunne han kun give mig ret i. Han kommenterede da også størrelsen på en anden måde. ''Nicht futter, Tot" Det kunne jeg jo godt forstå.
Jeg følte mig nærmest, som skraldemand, da jeg hele tiden skød de mærkligste grisebasser. Den første gris havde vi i mellemtiden døbt ALF, da den lignede den katteædende skabning, fra tv' serien, af samme navn.
Vi var flere steder, inden vi igen fik kontakt med vildsvin. Det var ikke nemt at bakke rundt med en anhænger ude i den store mørke polske skov. På et tidspunkt, da vi skulle tilbage samme vej, udbrød Zbydszko "ich kann überhaupt nichts sehen". "Nein aber hören," svarede jeg. Den forstod han godt, og grinede, medens han gentog "Ja, aber hören"
Det var på en stor åben plads, at vi igen så grisebasser. Det var en rotte, med flere voksne svin end frischschlinge. Der var masser af støj på pladsen, det frøs i øvrigt over 22 grader den nat. Jeg havde efterhånden vist Zbydszko, at jeg ikke bare skød på hvad som helst, så hans kommentarer var ikke så instruerende længere. Han nøjedes med at sige "Recht's Bache" (So), så det var op til mig at finde en passende frischling. Pludselig gik den føromtalte so til højre, ind bag os i en stor bue. "Øf' sagde den pludselig, og hele flokken løb efter den. Men de stoppede igen efter 15 meters spurt.
Nu skal det gå stærkt tænkte jeg, næste gang de løber, så stopper de ikke igen. Jeg fandt en gris, og trykkede af.
Hele flokken røg til højre, men en af dem vendte og løb tværs over pladsen, og ind i skoven på venstre side. "Vorbei" råbte Zbydszko, så jeg repeterede en ny kugle i kammeret. "Steht da", sagde Zbydszko, og pegede ind i den mørke skov.
Jeg kunne ikke se noget, så jeg prøvede at liste en anelse til venstre. "Psc, psc", sagde Zbydszko, det var hans måde at bremse mig på. Pludselig kom grisen løbende ned forbi os, inde i skoven. "Soll ich schiesse"? spurgte jeg. "Ja vielIeicht krank" råbte han. Så jeg fulgte med grisen, for at skyde den på spring.
Jeg nåede dog ikke at trykke af, for Zbydszko øffede højt, og så stoppede svinet. Selvfølgelig lige med bladet dækket af et 15cm tykt træ, så der gik det ikke at skyde.
Hvis den er anskudt, tænkte jeg, så er det lige meget hvor du rammer den. Derfor rykkede jeg sigtet bagud, hvor der var mest gris og skød.
Der blev en hylen og skrigen, så jeg repeterede hurtigt igen og sigtede nu lige ned i ryggen på grisen lige over forbenene, og skød. Så blev der stille. "Nun tot" lød det kort fra Zbydszko.
Så gik vi ud for at se hvad der var sket ude på selve pladsen.
Zbydszko havde problemer med at få tændt sin noget forkølede lommelygte, og jeg havde mag' en liggende nede i bilen. Men han fik den da tændt, og vi begav os ud i det åbne. Pludselig råbte Zbydszko, "aber liegen" og pegede på den gris, der lå i sneen.
Så havde jeg alligevel ramt med det første skud. Men nu kom det andet og store spørgsmål: Hvad var det så, jeg havde liggende ovre i skoven. Det viste sig heldigvis, at være endnu en frischling, så det var i den rigtige ende af prisskalaen, jeg havde holdt mig. Jeg var temmelig stolt, da vi vendte hjem.
Tage havde også skudt svin, så nu erklærede han; "nu gider jeg ikke jagte mere". Det stod dog mig trit for at tage ud igen efter aftensmaden i 25 graders kulde, hvis jeg ville.
Selvfølgelig ville jeg det, og Zbydszko var da også med på at jagte videre.
Det endte med at vi sneg os ind til den plads, hvor vi havde siddet i hochsitz, den forrige aften. Der var der igen svin. Denne gang var der ingen slinger i valsen. Jeg sneg mig hen til et træ, satte mig ned, fandt en gris i kikkerten, og skød. Denne sidste frischling, havde gået ca 40 meter, men i en cirkelbue, med udgangssiden yderst, før den var forendt. Den lå ca. 6-7 meter, fra hvor den havde startet.
Da sagde jeg til Zbydszko "nun wolIen wir nach hause fahren". Det var han helt enig i.
Næste dag havde vi flere forskellige gøremål. Det første var at få liv i Tages bil!!! Den var ikke særlig samarbejdsvillig. Den polske dieselolie havde ca. den samme brændværdi, som dansk margarine. Men da vi fik monteret 2 sæt startkabler med forbindelse til skyttens Lada Niva, så lykkedes det alligevel at tå liv i Pajero'en.
Hjemme på gårdspladsen var der lagt gran op til vildtparade, men der manglede jo et svin. Nemlig det vi havde ÆDT. (Det smagte for øvrigt pragtfuldt). Det problem klarede Kryzstof, ved at folde skindet sammen, og så lægge det afskårne hoved foran. Det lignede ganske godt et reglementeret vildsvin.
Vi fik holdt parade, med affotografering af de enkelte individer, selv Tages roe var forsynet med grankvist. Så truttede vi over det nedlagte vildt.
Da ingen af os kender vildsvinets død (i øvrigt heller ikke roen's), mente vi at det var i orden, at blæse over kronvildtet, garneret med frokostsignalet, da den ene gris jo allerede var delvist fortæret.
Vi sluttede traditionelt af med at blæse jagt forbi. Det var noget vemodigt, men vores tur var nu ved at være overstået.
Og jagt forbi skal jeg snart blæse igen, den 30. kører jeg sammen med Allan og Søren til Sønderborg, hvor vi vil spille de sidste toner for en gammel jagtkammerat.
Der var andre beretninger jeg kunne skrive, om oryxen vi sporede over 6 kilometer, før vi til sidst fik den, om Tages ulige 22 takker elgtyr. Den alt for lille springbok han skød ved et uheld, turen til safariskydningen, hvor jeg blev introduceret for skotsk landvin og mange, mange flere ...
For Tage jagtede meget, små 200 vildsvin blev det til. En stor trofæsamling af udstoppede dyr og skind, mest fra afrika, og bukkeopsatser i massevis.
Han levede stærkt i sine velmagts dage og oplevede mere end de fleste.
Leverkræften var blevet bremset med en operation for et par år siden, men nu var den blusset op igen. Så sent som i brunsten i september var Tage med Søren i Polen og skød to hjorte. Jeg var nede og montere dem på plade for ham, det magtede Tage ikke selv.
Kort efter blev Tage indlagt, kom hjem en enkelt dag, men røg ind igen. Han blev svagere og svagere. Jeg besøgte ham på sygehuset, lige inden jeg skulle til Polen på drivjagt, her først i december. Her lovede jeg at jeg ville komme og fortælle om mine oplevelser. Han blev overført til Esbjerg sygehus og døde i torsdags, så det nåede jeg ikke ...
Jeg har skrevet det før, men her op til jul er det måske godt at blive mindet om det: Pas godt på hinanden og værdsæt jeres venner og jagtkammerater.
Glædelig jul …
K&B Clax [
]Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...
Det skud der ikke er skudt, har ingen fortrudt ...
K&B Claxel
]
]